Julemærkemarch og familiesamvær

Når man nu, som os, godt kan lide at gå, er det nemt at støtte en god sag. Før i tiden sendte man generelt mange flere breve, og købte hele julemærkeark. Jeg har sørget for at samle et eksemplar fra hvert eneste år, siden ungerne blev født. Julemærkerne er klistret ind i deres bøger. Min egen julekortskrivning er også reduceret gevaldigt, men man kan støtte julemærkehjemmene på mange andre måder. Man kan købe julemærker til at sende med sine mail. Man kan blive julemærkeven og meget, meget andet.
Julemærkemarchen finder sted mange steder rundt omkring i landet, men da vi kender en, der i øjeblikket er på julemærkehjemmet i Skælskør, var det selvfølgelig der, vi troppede op i søndags, for at deltage i den 39. af slagsen.








Vi skulle møde kl. 8:30, så det var meget mørkt, da vi kørte hjemmefra kl. 7 søndag morgen. En halv time før vi nåede frem, kunne vi på lang afstand se et enormt stort lysende juletræ. Da vi nåede frem, kunne vi se, at det var andet end et juletræ der var lys og blink i, men det er ikke nemt at tage billede af hele ‘herligheden.’ Billedet ligner næsten mere et nytårsfyrværkeri. Ser man godt efter, kan man ane huset i højre hjørne af billedet.
Det blæste gevaldigt, men vi havde klædt os rigtigt på, så vi havde ingen problemer med at holde varmen. Det kneb mere med at stå fast. Skælskørs Marinegarde gav et par numre på pladsen inden velkomsttalen. Mange, mange hundrede mennesker var mødt op, for at give deres støtte. 
Marinegarden gik foran de første kilometer, hvor de spillede hele vejen. Det var rigtigt hyggeligt, nok mest for os, der gik så tæt på dem, at vi kunne høre dem. Tempoet var ikke særlig højt, så alle kan være med. Der var børn, der blev kørt i både barnevogn og klapvogn. Der var meget små børn, der gik selv, og der var rollatorbrugere med på turen også. Alle julemærkebørn skal gå 10 km. Vi andre kunne vælge mellem 5 eller 10 km. Holddaop en kø der var af vandrende mennesker igennem Skælskørs gader. Vi kunne ikke se til enden af køen. Alle fulgtes ad de første km, indtil ruterne delte sig. Jeg tror det var fifty-fifty, hvilken rute der blev valgt. Vores egen lille familie, kan man vist kalde en lille ‘handicap-gruppe,’ hvor flertallet mente at have problemer med at gennemføre 10 km af den ene eller den anden årsag. En skal igennem en operation her i morgen torsdag., hvor de skal ind gennem halsen. Vi krydser fingre for det går godt.
Vi har haft besøg af Camilla og et par af hendes venner i mandags. Der blev snakket tysk efter bedste evne. Traditionen tro, har hele søskendeflokken atter været samlet på fars fødselsdag i aftes, ganske som vi plejer, til den sædvanlige grønlangkål og der er mere familiehygge-tur allerede i weekenden. Bortset fra lidt lys i vinduerne og en juledekortion, har jeg endnu ikke pyntet op til jul. Julegaverne eller andre julerier er jeg heller ikke begyndt på, dog ligger grønkålen og anden i fryseren, og der er jo stadig længe til, så jeg tager det ganske roligt.