I mandags, da jeg sad hos mor på sygehuset, gik mit knapt et år gamle ur pludselig i stå. Nå, det skal nok have nyt batteri, tænkte jeg, så Allan blev sendt til urmageren næste dag hvor jeg havde værdikupon til at få skiftet det første batteri helt gratis. Det hjalp bare ikke med et nyt batteri, så vi skulle komme med garantibeviset. Da jeg har svært ved at undvære et ur, kørte vi direkte til Nykøbing efter Hvidovreturen. Ha, som om det hjalp. Urmageren skal først undersøge om det er noget han kan lave. Hvis ikke skal uret sendes ind for at se om det kan repareres inden de beslutter sig for om jeg skal have et nyt ur. Det vil have alt for lange udsigter, kunne jeg godt høre.
Jeg har længe gået og tænkt og talt om at anskaffe mig et Vivofit, men hver gang
har jeg sagt til mig selv, at det var unødvendigt. Jeg har både Endomondo, skridttæller og ur, så det var ikke nødvendigt. Det blev der så ændret på i går, og allerede der registrerede jeg at der er forskel i målingerne. Jeg ved min skridttæller ikke tæller de første 10 skridt med, med mindre jeg tager mere end dem inden for de næste 30 sekunder. I dag er det afprøvet sammen med min skridttæller fra jeg vippede benene ud over sengekanten. Begge dele har fulgt mig hele dagen og har taget nøjagtig lige mange skridt, men alligevel er der en tydelig forskel. Dagen i går, var også dagen hvor mor for første gang kom op af sengen og i eget tøj. Hun har fået en ny og bedre skinne på hånden. De dyrker stadig blodprøver for at finde ud af hvad hun fejler. Hun kan gå lidt rundt på gangene, men må ikke gå alene. Det glæder hun sig til hun kan få lov til. Så vi unger tager nogle ture med hende, for personalet har selvfølgelig ikke tid til andet end at følge hende, når det er nødvendigt. Vi skal jo holde hende i gang, så hun ikke mister muskler, og hun er jo en dame der ikke er vant til at sidde stille ret længe ad gangen.
I morges tog vi traditionen tro med Camilla på nytårstur. Igen i år var det på Feddet. Vi vinkede til Ellen og John, da vi kørte forbi. Det var bidende koldt og det larmede gevaldigt der langs de skvulpende bølger. Man kunne overhovedet ikke høre hvad man selv tænkte. Efter en tid nåede jeg op til fortroppen og fremgav bagtroppens ønske om at komme ind i skoven. Det var en gevaldig forandring at gå i skoven ro. Efter en time var vi i mål. Grillen blev tændt og der var æbleskiver og kaffe til alle 25 fremmødte..
 |  |
Vi var hjemme langt over middag. Jeg smed skitøjet, og kørte på sygebesøg, mens Allan tog postkasse ned og fjernede skraldespande osv. Der er stadig ubalance i de målinger de laver på mor. Hun får stadig antibiotika og nu også prednison, da de er helt sikker på hun har muskelgigt. Nu skal de bare finde ud af hvad det er for en virus der ‘cykler rundt’ i hende. I morges ville hun som 1000 gange før, prøve om hun kunne mærke sin hånd, så hun borede den anden hånds negl ned i den ‘døde hånd’ og var nær fløjet op i loftet. Så hun piner jævnligt sig selv, for at forvisse sig om at det ikke er en drøm. Hun kan også mærke, at der er noget, der af og til stikker i hendes hånd, så lidt liv er der så småt begyndt at komme. Hun har fået et enkelt remedie til at træne hånden med, men det er svært, når der ingen kræfter er og hele kroppen værker ved berøring.
Vores nytårsaften. Tja.. jeg hjalp både mor og hendes sengekammerater med at skære deres aftensmad ud, så de kunne fange det med deres gaffel, og hjalp med andre småting. For første gang nogensinde bestod vores egen nytårsmenu af rester og let mad fra fryseren. Vi havde ikke tid til de store køkkenforberedelser. Vi ville hellere have frisk luft og være sammen med familien. Camilla og S samt Mads og hans kæreste, som dog kun Allan fik fornøjelsen af i dag, da jeg valgte at være hos mor. Mens jeg skriver dette indlæg, er flere af naboerne godt i gang med at skyde fyrværkeri af ude, kan jeg høre. Nu vil jeg gå ind og sidde aftensæde med mit strikketøj, og nyde en stille aften.
Du fortjener sandelig en stille aften efter al den hurlumhej, hvor relevant og vigtig den så end var!
SvarSletHer er det også tilbagetrukkethed. Katten er krøbet i ly på kældertrappens øverste trin, fyrværkeriet skræmmer, og jeg tror, jeg kommer sovende ind i det nye år,
Jeg har nydt hele dagen med de forskelligheder den nu har budt på. Jeg har prioriteret som jeg har det bedst med og føler mig godt tilpas.
Slether var vi heller ikke sikker på vi fik sklet det nye år ind, men faktisk er vi begge lysvågne.
Først lige et ønske om et fantastisk 2016 - lige efter dit hoved.
SvarSletJeg forstår dine prioriteringer, ville have gjort det samme, så vigtigt er det jo ikke, at sidde der i statstøjet og spise for 1.mill. og skyde af for mindst lige så meget, familie og nærhed er vigtigere.
Dejligt at nyde en 1. jan. uden serpentiner, konfetti og tømmermænd. For fu kan med sindsro besøge din mor, trave en dejlig lang tur og bare nyde en nytårs koncert og skihop uden skrupler. (Jeg generalisere over danske traditioner - vi har jo alle hver vores måde ;-) )
Tak i lige måde.
SletDa vi havde spist hoppede jeg i bad og trak i nattøjet. Så afslappet blev det nytår fejret. Der blev skålet i rødvin og kransekage kl. 24 og jeg fandt min seng ved et-tiden, da der igen blev stille i nabolaget. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove i morges, så ud på en morgentur og finde vej i tågen. Jeg holder meget af at gå og der var ikke et øje at se nogen steder. Der var ganske, ganske stille. Hele byen sov.
Godt at høre om Allan; mindre godt med din mor, selv om det ser ud til at gå den rigtige vej.
SvarSletVi så slet ikke, at I vinkede ... jeg kan jo se, at I havde nok på programmet i går, men en anden gang må I da gerne banke på :-)
Her kunne vi høre nytårsknald, så det ville noget, men vi kunne stort set intet se, da tågen var begyndt at lægge sig ved midnatstide. Lige nu kan vi knapt nok se nabohuset!
Selvom det ikke er helt godt med mor, så opfatter vi både Allans og mors situation som gode nyheder. Det går nemlig i den rigtige retning, selvom der ikke rigtigt sker noget.
SletJa, tak, vi ved det, men dagen var godt besat. Vi kunne ikke fylde mere ind.
Vi kunne også høre rigtigt meget, og vi plejer at gå ud og se på himlen, men dovenskaben tog over i aftes, vi kom overhovedet ikke ud, men Allan strakte hals for at se lidt ud ad vinduet, men han så intet. Jeg ikke så meget som kiggede ud ad vinduet. Jeg ved det var frygtelig tåget her i morges. Det var ikke mange meter man kunne se frem, da jeg var ude at gå. Tågen har også ligget over landskabet her hele dagen.
Dejligt at Allan er kommet på den gode side af operationen og det går fremad med ham.
SvarSletHvor er det synd for din mor, at hun skulle have sådan en jul.
Min mor blev syg tilbage i 2012 - det udartede sig også på mærkeligste vis og de havde rigtig svært ved at finde ud af, hvad der var galt med hende - hun var svimmel og havde ondt i kroppen, hun kom på hospitalet fordi hendes væsketal var helt forkerte, her ændrede de på hendes blodtryksmedicin og hun kom hjem igen, men det blev hun bestemt ikke bedre af, der kom først gang i det, da hun under et besøg ved lægen siger, at hun har ondt et helt bestemt sted i tindingen, hun troede, hun havde en bums, men der var altså ikke noget - så blev hun indlagt og undersøgt på kryds og tværs og de lagde ud med en meget stor dosis prednison, de mente at hun havde en muskelsygdom i de store muskelgrupper - arteritis temporalis, som vist er det samme som polymylagi, og der er noget med, at det kan ramme i øjnene, og man kan blive blind af det, og det var det, lægen var blevet bange for, da mor fortalte om stedet i hendes tinding.
Desværre gik noget galt med at sende blodprøver fra et hospital til et andet, og derfor glippede nogle undersøgelser, og eftersom mor var sat igang med prednison, så kunne man ikke sige med sikkerhed, om hun havde den sygdom, så hun røg op og ned i medicin i en periode indtil lægen sagde, at det måtte være den muskelsygdom, og hun skulle have prednison i en længere periode.
Min mor blev bedre, men det tog lang tid, hun blev ikke helt rask og det er hun stadig ikke. Hun har lige haft nogle måneder helt uden prednison, men det går ikke, hun får stadig ondt i ben, skuldre og arme og hendes hænder kom til at sove, hun bliver ekstrem svimmel, så meget at hun kaster op, så nu er hun igang med prednison igen - i 2012 startede de ud med en dosis på 80 mg - i dag kan hun nøjes med 5 mg, men de er altså nødvendig. Min mor er 77 år.
Jeg kan huske, at den læge på hospitalet, som min mor kom til at gå til kontrol hos sagde, at det er en sygdom, som man ikke bare kan konstatere, men man skal udelukke en masse andre ting, før man kan konkludere, at det er den sygdom - han sagde også, at den vil brænde ud af sig selv i løbet af nogle år, men nogen mennesker kom ikke helt af med den igen og måtte blive ved med at have en lille dosis prednison resten af livet.
Jeg håber, at de får styr på din mors sygdom og hun snart må få det bedre.
Rigtig godt nytår til dig og dine - det må I fortjene oven på den jul.
Jeg kan godt genkende forløbet, delvis fra mor og fra det lægerne har fortalt. Jeg har selvfølgelig efterfølgende selv læst om gigtsygdommen også. Lægerne har netop gjort os opmærksom på, at det er meget vigtigt, at vi (mor)fortæller, hvis hun får ondt i tindingen, så hun ikke mister synet. Vi kan ikke påstå det går hurtigt med at få hende på benene igen, men det går meget langsom den rigtige vej. Lige nu er hun dog afhængig af hjælp døgnet rundt da hendes hænder er ubrugelige.
Slet80 mg prednison lyder i mene ører af ret meget. Mor får 27 mg. Egentlig et mærkeligt tal, synes jeg. Hendes kolesteroltabletter er taget fra hende, og ligeså hendes blodtrykssænkende medicin. Hun får taget nye blodprøver igen i morgen, da de stadig ikke kan finde årsagen til infektionen i kroppen. Tak.
I lige måde til dig og dine Randi - Jeres år bliver et helt nyt kapitel, men det skal nok blive godt.
Jeg synes, det lyder til at være mange lighedspunkter i vores mødres sygdom - tilsyneladende sker der mærkværdige ting i kroppen ved den sygdom, saltbalancerne havde ændret sig rigtig meget på kort tid hos min mor den første gang, hun blev indlagt og hun, som ellers har været og såmænd stadig er, men dog på et lavere blus, meget aktiv og arbejdsom, hun kunne ikke ret meget, hun fik ondt i benene/lår og det var helt galt med skuldre og hænder, så hun kunne ikke strikke, hvilket ellers er hendes store interesse - det er hun kommet til igen, men hun er ikke blevet godt gående igen.
SletHvis det er det, din mor fejler, så indstil jer på at det tager tid og bedst som det går fremad kommer der tilbagefald.
Jeg tror, at grunden til min mor fik så høj dosis var, at man var bange for, at det havde ramt den blodåre, som kunne gøre blind - p.gr.af fejlen med blodprøverne får vi aldrig at vide, om det havde - min mor kørte i en meget lang tid op og ned mellem 25 og 50 mg, og hun blev reguleret med 2,5 mg, nogen gange hver anden dag.
Jeg kan ikke huske, om min mor havde forhøjet infektionstal - måske inden de fandt ud af det, for jeg var med hende hos lægen og få taget blodprøver en del gange, hun blev scannet for alt muligt lige fra top til tå, og det eneste man fandt var nogle polypper i hendes livmoder, som de fjernede.
Tak Pia - ja det bliver et år, hvor vi skal starte et nyt kapitel og de første ca. 4 mdr bliver en tid, hvor vi kommer til at gå i det der ingenmandsland - hvor man bare venter på noget, der skal ske - men vi tror på, at det bliver godt :)
Nu skal jeg lige til at have vendt om på nat og dag igen - jeg sidder og roder oppe den halve nat og sover den halve formiddag væk - de duer ikke, når der igen bliver hverdag :)
Din beskrivelse er i den grad i leghed med mors. Det er helt det samme vi, og selvfølgelig lægerne slås med og har sat os i udsigt. Lige nu er det hendes nyretal der er værst. De andre tal er ved at være, hvor de skal. De vil stadig gerne finde årsagen til hendes infektion. (Virus kalder de det) jeg vil glæde mig til at fortælle mor om din mors strik, for det er en meget stor del af mors liv også. jeg tror ikke mor får problemer med at gå. Bortset fra hun er svag og afkræftet, så går hun selv i det tempo hun plejer, når først hun er sikker på at have balancen. Der skal bare være en ved hendes side, af sikkerhedsmæssige årsager siger personalet. Alt for mange falder hele tiden, også med rollator, selv en meget yngre kvinde, der VIL selv falder hele tiden og rollatoren farer hen ad gulvet alene. Mor har slet ikke fået stillet rollator til rådighed, så bentøjet er det eneste hun nogenlunde har styr over. Så hun nyder sine ture frem og tilbage på den lange gang, når vi er der.
SletMåske skal I prøve selv at få lidt til at ske, og ikke bare vente ;-) jeg tror det bliver rigtigt godt for jer, når I finder en ny hverdag, og det er en god start at få lagt dag og nat på de rigtige tidspunkter :-D
Sikke en hyggelig tur i god påklædning og med æbleskiver undervejs. Lækkert.
SvarSletGodt nytår til jer.
Vi synes altid disse ture er hyggelige og det gør dem jo ikke mindre hyggelige at vi kan være sammen med Camilla nogle timer. Man snakker så godt når man går.
SletTak i lige måde til jer.
Tak i lige måde til dig. Det er dejligt for os begge. Det giver et friere liv. Nu venter vi bare på at hørelsen kommer.
SvarSletMor er ikke den der går og jamrer sig, heller ikke hvis hun virkelig er syg. Hun ignorerer smerter, og gør alt for at skjule hvor slemt hun har det. Hun er før sendt hjem for tidligt, heldigvis besvimede hun inden vi kørte med hende. Godt man kan måle hendes tilstand på flere måder. Der er tit meget der lyder mærkeligt, men netop denne form for gigt, opstår ofte ganske pludseligt.
Jeg kom ikke engang ud og så fyrværkeriet. Jeg nød bare mit rødvin og strikketøjet, mens Allan så noget ligegyldigt i tv.
Lyder som en hyggelig nytårsdag/aften... Lige så stille og fredelig som vores!
SvarSletFortsat god bedring til patienterne... Fremgang, selvom måden go tempoet ikke er det man ønsker!
Træls at uret gik i udu.... Jeg har kigget på vivofit, men efter at prøve noget lignende der fulgte med min gamle Sony mobil, foretrækker jeg min skridttæller / samsungmobil. Synes de dimser, der kan det hele siddende på armen, fejltolker min aktiviteter. Strik er ikke fysisk aktivitet!
Godt nytår.
Ja, alt det hurlumhej er mange, mange år siden, at det har været en del af vores nytår.
SletAlle gode ting kan næsten kun gå for langsomt, og det kan grimme ting sådan set også. Hvis der ingen vej udenom er, kan man jo lige så godt få det overstået. Det er heldigvis ikke det der er tilfældet her.
Haha.... Det er da ikke retfærdigt, med al den aktivitet du giver armen. Det er også en unødvendig luksusting, jeg slet ikke havde behov for, men nu den er kommet i hus, så kan jeg se hvor mange skridt min ellers gode skridttæller snyder mig for dagligt. Skridttælleren er god når man bruger den til gåture, men den tæller ikke alle mine skridt herhjemme i huset og heller ikke på kontoret. Nu ved jeg at jeg snildt kan lægge 1200 - 3000 daglige skridt til, selvom jeg ikke har været ude at gå min tur.
Tak i lige måde.
Aftensæde skal der være plads til. Godt at Allans operation er forløbet tilfredsstillende. Godt din mor er i bedring omend ubalancen stadig består. Det er mærkeligt at de to apparater tæller skridt så forskelligt.
SvarSletHer må det være passende at ønske et rigtigt godt nytår.
Ja vi glæder os over alt det gode. Det går heldigvis i den rigtige retning med mor, men meget, meget langsomt.
SletGår jeg en tur tæller de ens, men vivofit tæller hvert et lille skridt. Det gør skridttælleren ikke.
Tak i lige måde.