En kongelig affære

Uanset hvad vi hver især arbejder med, og hvad vores liv indeholder af spændende og mindre spændende ting, så er og bliver det trods alt bare ganske almindelig hverdag, for både os selv, vore venner og vores familie. Selv det, der måske kunne være lidt ekstraordinært for de nærmeste, får vi måske ikke fortalt før det er overstået, hvor det måske bare kommer som en slags sidebemærkning. Det er jo ‘bare hverdag’ for den enkelte. Sådan er det i hvert fald her i huset.  

For knapt en måned siden, da jeg talte med Camilla, kom en henkastet bemærkning om at hendes arbejdsplads, i kraft af at de leverer varet til kongehuset, havde fået arrangeret et unikt arrangeret, men at Camillas kalender var fuldt booket. Hun havde en vigtig “måske-aftale” samme dag weekend. Den måske-aftale kom før alt andet. Nærmest i sjov siger jeg til Camilla: “Jeg kan da tage med dine kollegaer til det arrangement i stedet for dig”. (Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, det var en mulighed) Ku´ du da godt tænke dig det, spørger barnet, som nok mente, jeg var mættet af den slags, efter at have været en del af sådan noget i 25 år. Ja, da, det ville da være spændende. Gudhjælpemig om ikke C siger: “Det kan du da godt”. Jeg Vi har faktisk fået lov at invitere hver en person med. Men husk nu, du ikke kommer med, hvis jeg selv skal til den anden aftale. Nej, nej det er forstået, siger jeg.

I den mail hun videresendte til mig om arrangementet, stod der bl.a. følgende: 

Vi har fået en unik mulighed - endda med tilladelse fra HM Dronning Margrethe II og Prinsgemalen - for, at få en VIP rundtur i Christian d. VII's Palæ på Amalienborg - også kaldet Dronningens Gæste- og Repræsentationspalæ. Det bliver en privat rundvisning, kun for vores afdeling, af 2 højtstående kammertjenere, der har kendt den kongelige familie i mange år. Selve rundvisningen tager ca. 3 timer. Se mere om palæet her: Kongehuset. 

Aftalen blev, at vi (Allan ville gerne være chauffør) samlede Camilla op og kørte til Amalienborg. Porten til den private gård blev åbnet præcis kl. 9:45. I gården fik vi den første information, hvorefter vi gik ud ad porten igen, og fik en interessant historisk beretning om mangt og meget af hr. Andersen, som blev ansat på stedet i 1959 og altså stadig er det.

Selvom det, efter årstiden, er mildt og det var tørvejr, var det koldt at stå stille så lang tid. Vi fortsatte ned til søjlerne, som faktisk er lavet af træ. Det er der nok ikke mange der ved, men prøv at banke på dem, næste gang du kommer forbi. Turen fortsatte ind i den private have og ind på slottet igen. Desværre kan jeg ikke vise et eneste billede fra alle herlighederne, da der er meget strenge regler om dette.

Jeg kan kun sige, at det virkelig var en unik oplevelse, at få lov at se alle de private stuer og værelser med alt hvad der nu var, af ting og sager på væggene og alle vegne. Både møbler, gardiner, gobeliner, malerier osv. osv. Vi kom virkelig rundt i hele palæet, endda helt oppe på loftet, hvor vi stod ude på taget og så vagtskiftet, og det mylder af mennesker der stak i løb hen over slotspladsen, da politiet udvidede spærrelinjen, men Allan, som, åbenbart også stod på slotspladsen, fik de bedste billeder. Havde vi vidst det, kunne vi have vinket kongeligt til hinanden.  

Andersen startede hele arrangementet med at fortælle, at der også fandt mobning sted på deres arbejdsplads. Der gik da heller ikke længe før Jesper dukkede op og vi fik syn for sagen. Vi var vidne til at de mange gange, på de 3 timer, mobbede hinanden. Det var nok Jesper der mobbede allermest, men de så ud til at hygge sig gevaldigt med det begge to. Hr. Andersen kaldte Jesper for drengen, som han jo også var i mange henseender, i forhold til den ældre agile herre, der har været ansat i 56 år. Den ‘unge’ Jesper, har ‘kun’ været ansat i 23 år. Desværre kan jeg heller ikke fortælle nogle af alle de mange gode historier vi fik leveret af både hr. Andersen og af Jesper. Jesper har jeg mødt personligt flere gange i min hverdag rundt omkring på de danske herregårde. Jeg er altså ikke helt uvidende om hvad der foregår privat, når kamera og journalister holdes ude. Selvom jeg ofte har været at finde blandt de kongelige, så er det første gang,  jeg satte min ben i deres egne, helt private stuer. 

Vi forlod selve slottet og sluttede af i Amalienborgs Garage, hvor vi fik vist et udvalg af Kongehusets flåde. Det foregik bag denne port, hvor paparazzifotografen Allan forfulgte os, uden vores vidende. Desværre kan jeg heller ikke lukke jer med ind der. De to-tre højtstående ansatte der fulgte os rundt, kan vi ikke takke nok for en fantastisk dag, men uden Dronningen og Prinsgemalens velvilje, var det trods alt ikke muligt. Vi har været på Amalienborg før, og set det, der er åbent for alle, når man betaler en entrebillet, men alle de steder vi fik rundvisning, er ikke steder offentligheden får at se. Det har virkelig været en unik oplevelse.

Da rundvisningen var overstået, var Camilla ret bekymret for, at jeg skulle gå og vente længe før Allan kom og hentede mig, for hun var nødt til at gå med de andre, og min del af arrangementet sluttede altså her. Da jeg tog telefonen frem for at ringe til Allan, kom han vinkende over slotspladsen. Han havde fulgt os i mere end en time. Han forventede jo at vi holdt tidsplanen og ikke at vi fik næsten en hel times ekstra rundvisning forærende. Allan og jeg tog en tur forbi Gefionspringvandet og gennem Kastellet til den parkerede bil, hvor vi spiste vores madpakke, inden vi tog turen tilbage til Lolland. På vejen hjem var vi inde og købe os en tår kaffe og et stykke kage.  

Nu er jeg godt nok spændt på hvordan dette indlæg ser ud. Min Live Writer kan pludselig ikke kende min bloggerkonto, så jeg har haft en hulens besvær med dette indlæg. Selv mens jeg skriver, hopper og danser linjerne både op og ned, mens både de - og hele afsnit - farer rundt fra højre til venstre.