Højrøvet, hørelse, sølvbryllup og visitator

Selvom der bliver brugt mange timer på mor, så er kalenderen også fyldt med meget andet.
De sidste par weekender har vi været i gang med at forberede gulvlægning på 1. sal hos Mads. Det er et hus fra1880, så der er meget arbejde med trækonstruktionerne før de kan bære et solidt gulv og nogle vægge, men det er mest mændenes arbejde, og der er sket lidt løbende. Mit arbede består som altid af isoleringen. Det er ikke de bedste arbejdsvilkår for nogen af os, for der er kun spær og et enkelt bræt her og der at gå og stå på. Min arbejdsstilling har ikke været særlig komfortabel. Det gav ømme muskler i både arme, skuldre, ben, lår og baller, men efter et par dage var jeg færdig med at give mig, når jeg skulle ned i hugsiddende stilling. Jeg fik også lidt motion ved ustandselig at skulle rejse mig og balancere efter mere rockwoll, der skulle skæres til.
Efter en hel dag i den stilling var det rart med lidt afveksling, så søndag morgen den 10. januar, hægtede vi traileren på bilen og tog til København med Camillas julegave. Et trefløjet garderobeskab på 150 kg, der skulle samles. Det var ikke nogen helt nem eller hurtig opgave at få det sat sammen, men det lykkedes. Da vi skulle hjem var vejret ikke det bedste. Det sneede gevaldigt og udsigten var ringe. Vi og alle andre bilister sneglede os afsted med 45-50 km i timen på en stor del af motrovejen i en lang kø. Kun lastbilerne havde travlt med at komme fremad og overhale. Weekenden efter fortsatte jeg, eller vi vores arbejde hos Mads. Nu er ca. 50 kwm loft klar til at få gulvbrædder på. Resten må vente til vi har lidt at gå på deroppe
Siden ca. 1. december har Allan kun båret et høreapparat, fordi det iflg. lægen var bedst sådan. Det var ikke totalt forbudt, men en god ide at give øret luft og fred. Ærlig talt var jeg ved at være træt af at gentage, gentage og gentage i en uendelighed. I søndags foreslog jeg, at han tog høreapparatet i, i det opererede øre, når vi skulle til sølvbryllup, både af hensyn til ham selv, men også hans omgivelser. Som mange af jer er bekendt med, har Allan som er testperson hos GN-Resound, mere end et par høreapparater. Han satte det første apparat i. Lyden fra tv’et var så høj, at han ikke kunne være til, så apparatet blev taget ud med det samme. Næste par blev prøvet. Der var lyden også al, al for høj, selvom han skruede det ned, han kunne. For at få justeret høreapparater, skal man bestille tid, og det er ikke noget, der kan ske fra dag til dag. Allan mødte op uden tid om mandagen, men den gik ikke. Han fik dem dog til at presse en tid ind til ham tirsdag morgen 7:30 inden vi skulle til sølvbryllup. Der blev skruet 9 decibel ned for apparatet, og han har selv skruget yderlige ned, så meget han kan, men der skal skrues endnu mere ned, har han konstateret. Med andre ord, operationen er lykkedes med godt resultat.
Når sølvbrudeparret kun ønsker sig færgebillet til Bornholm (eller tilskud dertil) fordi datteren bor derovre, syntes jeg det var lidt kedeligt bare at komme med pengene i et kort. Jeg kunne ikke folde en færge så det lignede. Det gik lidt bedre med noget tøj. Billedkvaliteten er ikke noget at prale af. 

Samme tirsdag morgen, fik mor (søster var også til stede) besøg af en ‘rigtig’ visitator, som i det store og hele var flink nok, med undtagelse af et punkt. Visitatoren vidste ikke at søster selv arbejder ‘på gulvet’ i branchen, og derfor udmærket ved hvordan reglerne er. Der var mange ting, hvor søster ikke var enig med visitatoren om hvad de ikke måtte eller kunne hjælpe med. Først da søster sagde, hvor hun arbejdede vendte visitatoren øjnene væk og blev tavs. Dvs. hun gav altså ikke søster ret, men hun modsagde hende heller ikke. Konklusionen blev at visitatoren godt kunne se hvor galt det stod til med mor, da mor bl.a. skulle prøve at tage sin telefon og låse sin dør op. Ingen af delene kunne lade sig gøre. Visitatoren ville gerne spare hjemmebesøget kl. 17 væk. Her skulle mor selv tage den smurte mad, som ville være gjort klar til hende. Hun blev dog klar over, at mor så ikke kunne komme på toilettet mellem 14 og 21:30 (begge tidspunkter kan let blive skubbet en time til hver side) så det besøg fik hun lov at beholde. Søster nævnte, at mor ikke havde mulighed for at forlade sit eget hjem, da hun ikke kunne låse sin dør op og i, og hun i øvrigt heller ikke selv kunne tage overtøj eller fodtøj af og på. Svaret var, at hvis mor ville have den mulighed, at få fyldt lidt socialt samvær ind i dagligdagene, måtte hun lade være at låse sin dør. Altså både opholde sig i eget hjem uden at låse døren, men også forlade sit hjem og lade døren stå åben. Den kommentar gør at søster går et trin højere op i systemet. Bortset fra at det nu er konstateret at mor er hjælpeløs, bliver der ikke sat mere i værk før sygehuset har fremsendt en træningsplan. (Jeg har rykket) og mor har været på Valdemar den 1. februar, hvor de efterfølgende skal lave en udredningsplan.
Jeg har talt med min mirakelmand, som godt ville prøve at kigge på mor. Det var dog vigtigt for ham, at vi forstod, det var et forsøg fra hans side og penge der måske var spildt for mor, da han måske ikke kunne hjælpe. Han gav sig, som altid god tid til os, og sagde at han havde en idé om, hvad det var, der var galt. Han kaldte det  ‘En lørdag aften i byen lammelse’  Vi skal regne med at det let kommer til at tage 6 måneder at genoptræne. Hvis der altså ikke er sket varig skade, så mor skal leve sådan resten af livet. De næste mange måneder vil blive meget smertefulde, fordi resten af armen skal kompencere for det hånden ikke kan. Det er her akupunktøren kan hjælpe. Han har set fænomenet to gange tidligere.
Den dag mor blev indlagt, kom en udenlandsk læge og sagde det samme. Han forklarede at mor nok havde sovet på sin arm og havde klemt en nerve. Det har åbenbart lydt for usandsynligt, siden man på sygehuset har prøvet at finde en anden årsag. Sygehuset og lægerne har hele tiden fortalt os, at de ikke kunne finde årsagen til mors drophånd. De ville ‘gerne’ have det var en blodprop. Måske fordi det er det mest sandsynlige med mors sygehistorie?  
Mark har for længe siden fundet frem til den diagnose, og som et par af os søskende hele tiden har troet på det er. Der ligger masser af videoer om fænomenet ‘Saturday Night Palsy’  på YouTube. Mon ikke Valdemar kommer til samme resultat!