Naboskab når det er bedst

I det daglige har vi alle travlt med at passe os selv og vort eget. Vi slår hånden op, og siger daw, når vi mødes på vejen, eller råber et hej over hækken, hvis man hører eller ser, at der er liv på den anden side.
For en tid siden nåede rygterne vores udstykning, at et par snart havde sølvbryllup, så vi begyndte at hviske og tiske lidt sammen. Nogen åbnede deres hjem og indkaldte til et lille møde, hvor vi skulle lægge en slagplan. Hvad koster det? Hvem skal spille? Hvor mange er vi om at betale gildet.

Der skulle uddelegeres arbejde med at måle op, skaffe skelet, tov, flagstænger, kulørte lamper, ståltråd, blomster, males skilte og så videre. Sølvbrudeparrets familie, som ikke er her fra byen, var godt involveret.
I søndags mødte vi op hos en af vores naboer. Vejret var ok, da vi mødtes lige over middag for at klippe gran og binde næsten 70 meter granguirlande, men så skal jeg love for det ændrede sig. Vi fik hagl og vand i massevis. Vi stod som drukne mus og bandt. Mændene var mere heldige. De havde delvis tørvejr i carporten.
Jeg har ikke tal på hvor mange arbejdshænder der var, men vi var mange. Vi og andre fra gaden har bundet æresport flere gange, men det er efterhånden mange år siden der har været sølvbryllup på vores vej. Faktisk var det, næsten på dato, 13 år siden sidst, hvor søster og svoger, sammen med os selv kunne fejre det, men der deltog vi ikke. Allan og jeg stak af fra det hele.
Vi der før havde bundet guirlander og lavet skelet, tog os af det, mens andre klippede gran og passede os andre op, og holdt øje med hvordan man laver sådan noget. Nogle af førstegangsdeltagere, skulle lære det, da de snart ville få brug for det.
Mandag aften skulle vi mødes for at binde blomsterbuketter og rejse selve æresporten.
Holddaop sikke et møgvejr. Det stod ned i stænger.
Heldigvis var der en garage til os der skulle binde buketter.  
Tørvejret var kun en stakket frist, for samarbejdet gik som smurt, så de buketter blev hurtigt færdige.
Da mændende havde rejst selve porten, banket flagstænger ned og bundet guirlanderne op, var det tid for os at sætte lys og blomster i
Det var hundekoldt, det var vådt, og det var mørkt. Billederne ovenfor er ikke noget at råbe hurra for, men det er blot for at vise at de der ikke lige havde noget at tage sig, hvor det var nødvendigt at bruge begge hænder, stod med paraplyer. Selvom jeg havde regntøj på, løb vandet ned i ærmerne, når jeg skulle række op for at placere blomsterne. Fingrene frøs, så det var svært at nørkle med den lille ståltråd. Endelig var vi færdige, og mens vi pakkede sammen, havde sønnen af huset sørget for vi fik n kop kaffe (eller øl) at varme os på. Vi nåede hjem akkurat lige før midnat.

Næste morgen så vejret heldigvis noget anderledes ud, og det hele hang som det skulle. Folk var mødt talstærkt op.





En lille udvalg af Sakskøbing Tambourkorps spillede.
Vi bandt ‘kun’ 70 meter guirlande. Skulle de have haft i hele indkørslen, skulle vi have bundet 180 meter mere

Billedet til venstre viser kun halvdelen af den indkørsel vi ikke har pyntet. Ligesom det til højre kun viser en brøkdel af gården som er pyntet. 













En af nabokonerne ringede på vor dør i aftes, for at sige at sølvbruden havde henvendt sig. Æresporten skal pilles ned søndag formiddag, hvor vi vil blive budt på lidt at spise efterfølgende. Vi har atter meldt os som det arbejdende folk.
Vi har et godt naboskab. Vi render ikke hinanden på dørene i tide og utide. Vi giver en håndstrækning, når der er brug for det. Ligesom mange af de andre her på vejen, og så nyder vi samværet med dem alle et par gange eller 5 i løbet af året.