fredag den 22. maj 2015

Naboskab når det er bedst

I det daglige har vi alle travlt med at passe os selv og vort eget. Vi slår hånden op, og siger daw, når vi mødes på vejen, eller råber et hej over hækken, hvis man hører eller ser, at der er liv på den anden side. P1060942
For en tid siden nåede rygterne vores udstykning, at et par snart havde sølvbryllup, så vi begyndte at hviske og tiske lidt sammen. Nogen åbnede deres hjem og indkaldte til et lille møde, hvor vi skulle lægge en slagplan. Hvad koster det? Hvem skal spille? Hvor mange er vi om at betale gildet.

Der skulle uddelegeres arbejde med at måle op, skaffe skelet, tov, flagstænger, kulørte lamper, ståltråd, blomster, males skilte og så videre. Sølvbrudeparrets familie, som ikke er her fra byen, var godt involveret.
I søndags mødte vi op hos en af vores naboer. VejreWP_20150517_005t var ok, da vi mødtes lige over middag for at klippe gran og binde næsten 70 meter granguirlande, men så skal jeg love for det ændrede sig. Vi fik hagl og vand i massevis. Vi stod som drukne mus og bandt. Mændene var mere heldige. De havde delvis tørvejr i carporten.
Jeg har ikke tal på hvor mange arbejdshænder der var, men vi var mange. Vi og andre fra gaden har bundet æresport flere gange, men det er efterhånden mange år siden der har været sølvbryllup på vores vej. Faktisk var det, næsten på dato, 13 år siden sidst, hvor søster og svoger, sammen med os selv kunne fejre det, men der deltog vi ikke. Allan og jeg stak af fra det hele.
Vi der før havde bundet guirlander og lavet skelet, tog os af det, mens andre klippede gran og passede os andre op, og holdt øje med hvordan man laver sådan noget. Nogle af førstegangsdeltagere, skulle lære det, da de snart ville få brug for det.
P1060945Mandag aften skulle vi mødes for at binde blomsterbuketter og rejse selve æresporten.
Holddaop sikke et møgvejr. Det stod ned i stænger.
Heldigvis var der en garage til os der skulle binde buketter.  
Tørvejret var kun en stakket frist, for samarbejdet gik som smurt, så de buketter blev hurtigt færdige.
Da mændende havde rejst selve porten, banket flagstænger ned og bundet guirlanderne op, var det tid for os at sætte lys og blomster i
P1060946 P1060947

Det var hundekoldt, det var vådt, og det var mørkt. Billederne ovenfor er ikke noget at råbe hurra for, men det er blot for at vise at de der ikke lige havde noget at tage sig, hvor det var nødvendigt at bruge begge hænder, stod med paraplyer. Selvom jeg havde regntøj på, løb vandet ned i ærmerne, når jeg skulle række op for at placere blomsterne. Fingrene frøs, så det var svært at nørkle med den lille ståltråd. Endelig var vi færdige, og mens vi pakkede sammen, havde sønnen af huset sørget for vi fik n kop kaffe (eller øl) at varme os på. Vi nåede hjem akkurat lige før midnat.
P1060950
Næste morgen så vejret heldigvis noget anderledes ud, og det hele hang som det skulle. Folk var mødt talstærkt op.
P1060954




En lille udvalg af Sakskøbing Tambourkorps spillede.
Vi bandt ‘kun’ 70 meter guirlande. Skulle de have haft i hele indkørslen, skulle vi have bundet 180 meter mere
P1060963 P1060958

Billedet til venstre viser kun halvdelen af den indkørsel vi ikke har pyntet. Ligesom det til højre kun viser en brøkdel af gården som er pyntet. 
P1060967
P1060964











En af nabokonerne ringede på vor dør i aftes, for at sige at sølvbruden havde henvendt sig. Æresporten skal pilles ned søndag formiddag, hvor vi vil blive budt på lidt at spise efterfølgende. Vi har atter meldt os som det arbejdende folk.
Vi har et godt naboskab. Vi render ikke hinanden på dørene i tide og utide. Vi giver en håndstrækning, når der er brug for det. Ligesom mange af de andre her på vejen, og så nyder vi samværet med dem alle et par gange eller 5 i løbet af året.

16 kommentarer:

  1. Godt at nogen gider - og så i det elendige vejr. Heldigt sølvbrudeparret var hjemme!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi synes det er meget sjovt at være med til, men det sjove forsvandt sikkert en del, hvis det var noget der foregik hver dag.
      Det var ret heldigt. Det var deres børn, der havde sørget for at budskabet kom ud til de rette mennesker.

      Slet
  2. Hvor ser det flot ud, og sikke et nabo skab. Jeg kan faktisk slet ikke huske at jeg har oplevet et eneste sølvbryllup på vejene omkring os... Selvom vi har boet der i snart 11 år.. De fleste at husene er har også skiftet beboere imens vi har boet der.. Unge par er flyttet ind.. Tror faktisk Fruen og jeg er ved at være oppe i den ældre ende.. Med vores aldre.. tæt på 50 og midt i 40erne...

    Rigtig god pinse

    Hyggehygge
    ¨Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har boet her i 40 år, så vi har oplevet en del sølvbryllupper, og inden længe tager vi hul på guldbryllupperne, for de få der stadig er tilbage her. Her flytter folk ikke godvilligt. De fleste flytter først når de skal bæres herfra. Men med årene er der sket en del frafald, så der er mange unge mennesker med små, eller skolesøgende børn, men det første kobberbryllup er rundet.
      Da vi valgte at bygge her, var det en pensionistby, og vi var det andet par der byggede, men så kom der flere og flere og det blev et ungt kvarter. Lige på vores vej, kunne vi være forældre til alle de andre. Faktisk har genboen gået i klasse med Mads, og jeg selv har kørt naboen i barnevognen. Og ingen af os er født og opvokset her i byen. Det er da meget sjovt. :-)

      Slet
  3. Et godt naboskab er guld værd, og det har I vist alle i jeres kvarter. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det, og vi har alle nogle dejlige naboer, hvor vi får udleveret nøgle til huset og passer på hinanden og hinandens ting, så godt vi kan, når nogen er væk nogle dage. Ligesom vi hjælper hinanden, når når det virkelig gælder.

      Slet
  4. Det er lige efter bogen - i hvert fald min bog: Hjælpe efter behov og lyst, men ikke rende ind hos hinanden i tide og utide.
    Flot æresport, og jeg tror I var glade for ikke at skulle have bundet yderligere 180 meter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også helt efter min bog. Vi kan da godt sludre en time over hækken, hvis det falder sig for, men bestemt ikke hver uge.
      Vi var alle meget begejstret for det flotte gran, men kogler og lyse spidser, der var blevet skaffet. Det var vi nogle stykker, der var ret glade for :-)

      Slet
  5. Dejligt med et godt naboskab :-) Lige til at blive lidt misundelig over. Her kender vi naboerne, men aner ikke, hvad naboernes naboer hedder og er ikke 'på hils' med flere end højst halvdelen af vejens beboere. Og så er der endda tale om en kraftig forbedring på den front, efter at Kamelen er kommet til, og vi dagligt marcherer forbi.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg på tilstå at de sidste nye beboere, der er flyttet ind på vores 'nabovej' for nogle måneder siden, dem kender jeg slet ikke, hvis jeg mødte dem på gaden ville jeg ikke vide de hørte til vores lille udstykning. 'Vi' håber vi kan få dem med i vores lille grundejerforening. Hunde og børn skaber helt automatisk kontakt til andre mennesker.

      Slet
  6. Sikke en flot æresport - sølvbrudeparret må være blevet meget glade for den. Og sikke et vejr I havde til arbejdet!

    Selv har jeg også en god nabo; han er altid så sød og hjælpsom, fx passede han min post, al den tid jeg var indlagt. Vi render ikke sådan ind hos hinanden, men det sker, vi drikker en kop kaffe sammen: http://stegemueller.dk/blog/?s=islam

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg også de blev :-) Det var ikke det bedste arbejdsvejr vi havde.

      Det er dejligt når man har nogen man kan stole på, som man trygt kan udlevere nøglen til al ens rigdom. Den aftale har vi med vores ene nabo. Vi passer hus, postkasse osv. for hinanden.

      Slet
  7. Uh, hvor kan jeg fornemme kulden og væden. Heldigvis havde vi godt vejr, sidst vi var med til noget tilsvarende. Og det skulle kun være hen over døren. For maaaange år siden da mine forældre fejrede sølvbryllup, var naboerne på banen, præcis som I var. Vi børn var så unge - og uvidende, at vi knap nok anede noget om den slags, så vi var glade for naboer og øvrig familie, der sørgede for æresport ude ved vejen, æresport inde ved døren og æresport henne i forsamlingshuset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har også bundet i sne og frost. Det største problem var at komme i jorden. Sneen kan flyttes, men det er ikke nemt at tø jorden op.
      Hernede er det også altid naboerne der klarer den opgave. Børnene, uanset om de er voksne, er ikke så meget med i selve binderiet og den slags, men det er rart at de er der, så vi kan få skaffet strøm og få andre praktiske oplysninger samt lidt kaffe og øl til det arbejdende folk. Sådan var det også for os, da mine forældre holdt både sølv- og guldbryllup, og ligeledes mine svigerforældres sølvbryllup. Man lærer jo ved at se andre arbejde, hvis man interesserer sig lidt for hvad de laver.

      Slet
  8. Smukt! Det er naboskab i bedste udgave... Plads til privatliv og viljen til at gøre noget for hinanden...
    Vi har det godt nok med at stikke af til mærkedagene og gør det igen i næste måned... men det gode naboskab ind i mellem er vigtigere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også en model, vi trives vældigt godt med. Jeg fejrer gerne andre, hvis de ønsker det sådan, men jeg selv har altid rejst væk, så vi stikker også af - endnu engang - senere på året.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)