I gamle dage var det en fæstning, som det nærmest var umuligt at komme til og fra.
Det ser noget anderledes ud i dag, og det gør behandlingen for sindslidelser heldigvis også.
Oringe ligger på halvøen af samme navn, og modtager stadig patienter. Vi har tit været i området, som er enormt stort, men vi har aldrig tidligere besøgt museet.
Selvom jeg er bekendt med, hvordan man har behandlet sindslidende personer op gennem årene, er det alligevel tankevækkende at gå rundt at se det. Jeg ved også, at min farfar var indlagt der nogle måneder, længe før jeg blev født.
Det var et interessant besøg, og lidt skræmmende at vide, at det faktisk ikke er særlig længe siden, at man er blevet klogere på flere områder.
At blive lagt i spændetrøje, er noget der stadig bliver praktiseret, men hvad mener I om dårekisten? Jeg synes det er uhyggeligt, at man har placeret mennesker der. Ikke som straf eller behandlingsform, men slet og ret som opbevaringsted. Her sad man låst inde med en spand under sig, til at forrette sin nødtørft.
Der er plancher med behandlingsformen fra årene 1200 til 1970’erne, så man kan følge udviklingen. Dog er der mest om 1900-tallet. Her ser man tydeligt de fremskridt der sker.
Når nu Oringe har været så isoleret et område, har de selvfølgelig haft alt på stedet. Egen have, skomagerværksted, øjenlæge, sy- og vævestue osv. osv.
Til højre ses et gammelt fodbetjent tandlægebor.
Man kan se møbler, porcelæn og arbejdstøj og meget andet.
Her er et lille udvalg af medicinen der er blevet brugt.
Et par injektionssprøjte, der kan rumme et ordentlig skud.
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, det var elefanter de har haft med at gøre.
Ser man bort fra årsagen til at man har været indlagt her, og at man var isoleret fra resten af den store verden, så er det et skønt område, med en smuk udsigt. Man kan gå rundt og ud til Pynten, men det gjorde vi ikke denne kølige og regnfulde søndag.
Museet har åbent fra 13 – 15 den sidste søndag i hver måned. Det koster en 20,- pr. næse at besøge stedet.
De store sprøjter kunne måske være til en form for sondemad? Eller noget udskylning? Jeg tror i hvert fald ikke, de har fået medicin fra dem :-)
SvarSletDet er ikke sjovt at tænke på, hvor forfærdeligt man behandlede sindssyge mennesker, før man vidste bedre og langt mere humant. Spændetrøjen kan man forstå, men fx den dårekiste ... uha.
Ved du hvorfor morfar/farfar var indlagt? Altså mere præcist hvad der var galt med ham? Kender du tidsrummet?
Ja jeg tror det er til lavenent og øreskylning, de største af dem, men der var sprøjter til hvert et formål.
SletNej, og det samme vil vores efterkommere sikkert stadig sige om et par generationer, om den behandling man benytter i dag.
Nej, der gik rygter om at han var tosset i hovedet, men det var jo konklusionen dengang, hvis man skulle i behandling sådan et sted. Mit gæt er en depression, han kunne ikke overskue eller magte at passe sit arbejde. Jeg ved kun at det var mens deres børn var små.
Det er både skrækblandet og fascinerende at besøge steder som dette.
SvarSletVar på Museum Ovartaci http://ovartaci.dk/kunstnere/ovartaci.htm
Jeg blev dybt berørt af både forholdende dengang og af de kunstværker de lavede.
Trods megen ny viden er psykiatrien stadig et stedbarn inden for sundhedsvæsnet...
Helt enig. Det lyder også som et spændende sted, og dem har vi faktisk nogle stykker af i Danmark. I Nyk. S, skulle der bedst bevarede findes, efte hvad ham på Oringe fortalte, men jeg ved der også er et på Fyn, som jeg gerne vil besøge.
SletDet er rart at vide, at der også var god og fornuftig beskæftigelse til dem der af en eller anden grund, var næd til at opholde sig disse steder.
Tak for denne spændende beretning. Det var ikke alle gale mennesker, der blev anbragt i dårekister, går jeg ud fra. Landsbytosserne levede sikkert uindlagt. Mon de store sprøjter har været anvendt til patienter med storhedsforestilliger om at være elefanter? Drabeligt ser det ud. Vi må glæde os over at være kommet videre i vores del af verden - og vi kan jo så sende en tanke om, hvad vore efterkommere tænker om vore behandlingsmetoder om nogle 100 år.
SvarSletMange landsbytosser er vist gået helt fri. Det er ikke til at vide, hvad hverken patienter eller læger har tænkt. Hygiejne var vist heller ikke helt i højsæde som i dag, så en fyldt sprøjte, var nok til at bedøve en hel stue ;-) det er nøjagtig de samme tanker jeg gjorde mig, da jeg stod og læste om udviklingens fremskridt gennem årene.
SletInteressant historie og ditto billeder. De store sprøjter har sikkert været brugt til lavement, øreskylning eller noget i den dur.
SvarSletSpændetrøje bruges den dag i dag og efter manges mening alt for meget. Blot kalder man det "fiksering" - det lyder lidt pænere, men i bund og grund er der ingen forskel.
Det tror jeg du har helt ret i, det andet var bare en sjovere tanke, når nu de ikke var klogere på det tidspunkt. Ingen tvivl om at de gjorde, hvad de mente var det rigtige dengang. Heldigvis er man blevet en hel del klogere.
SletJeg ved det. Vi kender nogen der arbejder på sådan et sted. Jeg ved også at nogle patienter selv beder om at komme i træjen, fordi de ved de bliver rolige af det.
Ja, det er jeg helt med på, og personligt vil jeg da også hellere lægges i en spændetrøje, end sidde i dårekisten.
SletDet er faktisk uhyggeligt, hvordan man i mangel af bedre viden har behandlet psykisk syge mennesker.
SvarSletMon hospitalet blev placeret i (på?) Oringe, fordi det ligger langt væk fra alfarvej? I mit område har vi det gamle Ebberødgård eller Svaneparken til de åndssvage (de hedder sikkert noget andet i dag, men i min hjemby, Ribe, var der to "åndssvageanstalter", så jeg er vokset op med den betegnelse), og i min udforskning af stedet har jeg læst, at man valgte stedet, fordi det var langt væk fra "almindelige mennesker".
De er jo desværre slet ikke blevet behandlet som mennesker, snarere som vilde dyr.
SletStatshospitalet blev meget velovervejet bygget på Oringe og omkranset af en høj mur, så eneste flugtvej var søsiden. Der har på et tidspunkt, for nogle år siden, været en tv-udsendelse om det. Ganske forfærdeligt. Jeg er også opvokset med betegnelsen åndsvage og sindsyge. I vores kommune, (efter det gamle begreb) har åndssvagesanstalten skiftet navn til forsorgshjemmet. Det var her der tsidste år var stor medieomtale af en patient, der havde dræbt to personer, bl.a. en læge.
Beskyttelsen gik vist begge veje, så vidt jeg har forstået, bl.a. også på den udsendelse om Oringe vi har set. Selvfosynelsen var normalt på store steder, og man fandt også ud af, at det for mange patienter var god terapi, at deltage i havearbejdet.
SletRibe , årstal og de andre institutioner, kender jeg ikke noget til.
Så detaljeret, men også et humoristisk og meget interessant indlæg.
SvarSletGrusomt, hvordan sindslidende personer er blevet behandlet førhen.
Jeg bor tæt på Oringe, men har aldrig besøgt stedet, det må der rådes bod på.
Der er meget at filosofere over i den verden.
SletDet gør du jo, endnu tættere end os ;-) Det viser jo bare, at det er sandt, at man ofte ikke får set det, der ligger lige om hjørnet. Du må afsted 😀