Rundt i København til fods

På en kold og blæsende søndag, tog vi til København med det ene formål at se Rosenborg. Om der skulle ske mere, og i så fald hvad, ville vi tage stilling til når besøget var overstået.
Vi gik gennem Københavns gader. Trods omtalen i radioen om skyderi og politi overalt i København, var der ganske fredeligt, alle vegne. Alt så helt normalt ud.
Vi gik til Kongen Have, hvor der var masser af ledige bænke og løste billet til Rosenborg, hvor vi opholdt os de 4 timer de havde åbent. Der er meget at dvæle ved på alle etager, så meget, at jeg vil vente med at fortælle om det, på et senere tidspunkt.
Selv bag de tykke mure på Rosenborg var der koldt, men der var i det mindste læ.
Da vi var ude igen, var klokken blevet 2. Hvad skal vi nu? Vi var efterhånden blevet godt sultne, og blev enige om at gå til bilen, for at spise en klemme. Nogen ville have lidt kaffe at varme sig på.
Mens vi gik der faldt snakken på Rundetårn. Eii, siger Mark, det kunne jeg godt tænke mig at gense. Det gør vi da bare… efter lige at have spurgt mor, om hun troede hun kunne klare turen til tops. Jaaahh, det mente hun da bestemt hun kunne.
Mens vi gik opad i tårnet, sagde vi til mor, at hun måtte sige til, hvis hun skulle have et hvil, eller sidde lidt ned. Det blev der ikke behov for, hun løb sgu stærkt den gamle, som Mark kalder hende. Da jeg mødte en åbning til højre i sneglegangen, skulle den undersøges. Det var noget nyt. En glasplade, som man kan træde ud på og se mange, mange meter ned. Det var lige til at blive svimmel af.
Helt oppe var der diset, så udsigten kunne have været bedre, men vi fik da set ud over byens tage, hele vejen rundt, og fik stadfæstet hvad, der var hvad.
Det blæste også så meget på toppen, at det var svært at holde kameraet i ro, så det blev indstillet på sport. Vi tog turen ned igen. Nu kunne det være rart at finde et sted, hvor vi kunne sidde lidt ned og få en tår varmt at drikke, men hvor skulle vi gå hen? GPS’en var ikke til meget hjælp. Den var overbevist om vi havde forladt Danmark. 
Hvis vi kan finde Tårnet, så er der restaurant på toppen, siger jeg. Jamen, det er da det vi gør, siger Mark og søger på sin telefon. På vej dertil møder vi Christiansborg Slotskirke, og da mor er gammel graver, var det et oplagt emne at fylde på julegavekortet. Der er også historie i sådan noget. Både Danmarks- og verdenshistorie er noget Mark interesserer sig meget for. Derudover interesserer vi os for alle former for bygningshåndværk. Så selvfølgelig skulle vi ind og se kirken.
Trods det gamle look, så den så nybygget ud, og så ser vi også skiltet med hvad der hændte. Da vi læste det, kunne vi godt huske at den var brændt i 1992. Det tog 4½ år at genopbygge den..
Vi når Christiansborg, og skal igennem sikkerhedsvagterne.  Hvad sker der her, siger mor. Vi og vores pakkenelliker skal scannes, så du skal af med tøjet, nøjagtig som da du var ude at flyve. (Hun har kun været på en eneste flyvetur i hele sit liv.)
Vi slap igennem og stod i kø ved elevatoren til Tårnet. Da vi nåede restauranten stod der lukket mellem 16 og 18, og klokken var kun 16:30. Øv altså, men vi stillede os i næste elevatorkø, for at komme helt op og kigge ud over byen. Det sidste stykke dog ad smalle trapper. Der var om muligt endnu mere koldt og blæsende der.
Da det oprindelig var Marks gave til mor. En dag med alt betalt, lod vi dem om hvad der skulle ske. Vi ville bare følge efter. Vi endte hos en bager, som solgte alverdens kaffe og noget varmt spiseligt, der snerpede i retning af mad. De var dog ved at lukke, men vi lovede, at vi nok skulle være færdige til de skulle dreje nøglen, hvis de var hurtige med maden.
Inde i Tårnet var der også lidt historie og bygningskunst at kigge på. Der er ikke noget at sige til de arme mænd ser trætte ud, når de skal bære hele bygninger på deres nakke.
Nu var det blevet rigtigt mørkt og det var på tide at finde bilen, som vi efterhånden var kommet langt væk fra. Det var ikke mange minutter vi sad ned på den tur. Vi kunne så sidde ned de næste 2 timer i bilen hjem.
Vi synes faktisk at mor klarede det hele fantastisk. Havde det været sidste år, før hendes bypass, så havde denne tur ikke været en mulighed for hende. Det havde hun selv gået og tænkt på et par gange undervejs. Hun har haft en hel fantastisk dejlig tur, og vi andre klager bestemt heller ikke. Mor ville ikke have dårlig samvittighed når hun gik i seng om aftenen, for hun havde fået mere motion en hun gør til dagligt, selvom hun går sig nogle ture.