Rødbedesalat og forhindringsløb

Hvad har de to ting med hinanden at gøre, vil I måske tænke. Ikke andet end det er noget af det min weekend har været fyldt med. Det er efterhånden også længe siden jeg har belemret jer med mine køkkenudfoldelser.
Selvom jeg både har syltet og lavet rodfrugter flere gange, havde jeg stadig en kasse  fyldt med rødbeder. Når frosten kommer, kniber med opbevaringsplads. Nattefrosten havde meldt sin ankomst længe før jeg fik hentet rødbederne ind i ‘varmen.’ Heldigvis havde de ikke taget skade. Flere uger med varme har de bestemt heller ikke godt af, så det var ved at være sidste chance for at redde dem.
Kassens indhold skulle helst udryddes, eller i hvet fald reduceres kraftigt. Derfor blev den største gryde fundet frem og fyldt til randen lørdag morgen.  Jeg fik lavet en stor portion rødbedesalat.
De kogte rødbeder blev skåret i små stykker og blandet med lidt æbler, som også trængte til at blive brugt, ymer, æblecidereddike, olivenolie, græskarkerner og hvidløg. Så var der en lækker rødbedesalat til frokost. Selvom vi havde nogen til frokost, der kunne hjælpe os med at spise det, fik vi ikke udryddet det. Heller ikke til søndagsfrokosten. 
Jeg kunne godt se, at vi nok ville blive træt af rødbedesalat inden vi fik udryddet hele den portion rødbeder. Alligevel lavede jeg en grundportion mere med løg og pasta i. Grundportionen skal fyldes med kapers, æg og hvad jeg ellers kan finde på at fylde i når jeg skal have madpakke med i løbet af ugen. Resten af rødbederne blev syltet i små terninger, og kommet på glas, bare for at have nogen der ser anderledes ud end de traditionelle. 























Lørdag eftermiddag var jeg klar til at bevæge mig ud på den sædvanlige gåtur. Vel vidende at det ikke er nemt at færdes ret mange steder. Jeg behøvede blot at kigge ud ad vinduet for at konstatere det. Nu skal der mere end lidt sne, is, plutte og blæst til at holde mig inde. Jeg var dog klar over, at jeg ikke skulle vælge de små skovstier, men de store kunne vel nok gå an.
Ved stranden og havnen var der stablet store forhindringer op. Maskiner, grus, sten, køreplader og mange andre materialer, samt campingvogne og jeg ved ikke hvad. Det tyder på, der skal ske noget stort for at undgå flere oversvømmelser.

I skoven var det ikke bare is og pløre, der tvang mig til at sætte tempoet lidt ned. Selvskoverne var i fuld gang med at fælde træer for at få brænde hjem til næste fyringssæson. Nøjagtigt som vi selv har gjort i mange år. Vi er dog blevet lidt mere magelige, hvad det angår. Da jeg kom ud ad skoven igen, blev jeg bekræftet i, at mine sædvanlige tre skovruter ser meget forskellige ud.





















Til højre i billedet, bag pælen, er den lille skovsti, hvor jeg nærmest ville have været druknet, eller blive suget fast i sølet og måske miste fodtøjet, hvis jeg havde valgt den, som er en af mine foretrukne ruter. Vejen fører direkte til og  fra vores adresse gennem skoven. Til venstre er vejen en stor skøjtebane, som efter ca. 4 km fører ind i Storskoven. I midten ser du min forkortede lørdagstur. 

Søndag havde jeg svært ved at vælge min tur. Jeg vil jo allerhelst gå i skoven, men det ER altså ikke nemt i disse dage. Måske en anden skov var bedre. Ellers kunne jeg jo altid vende om. Den tur krævede en del vandrig på landevejen, men var den overhovedet bedre, når vores egen vej var en stor glatbane!


Landevejen var fin og tør. Det kan man ikke just sige om de omgivelser, jeg passerede. Den sne solen har haft travlt med at smelte de sidste par dage, ville nogen sikkert ønske, ikke var gået hurtigere end kloakkerne kunne følge med. Selv kattene må finde sig i at gå i vand. Jeg undrede mig faktisk over, at de overhovedet gjorde det. Men håbet om at finde fiskerester er nok for stort, til at holde dem væk.    

Sundet er fyldt godt op med vand, men den anden skov så ud til at være fri for sne…  Det var dog kun en stakket frist... Vend om…. Nej…. ikke tale om. Nu gennemfører jeg. Der er så dejligt i skoven.






















Jeg kom ud på landevejen på den anden side, hvor der var dejligt nemt at gå. 























Selvom solen havde stor magt, bed det alligevel noget omkring snudeskaftet, derude på de åbne vidder. En Pelle-helt-alene-i-verden-vandring en times tid, hvor der blev indåndet masser af frisk luft, mens de 7 km blev tilbagelagt, er slet ikke så tosset at bruge lidt af sin søndag på.

OBS: Hvis nogen skulle være interesseret i at se filmene, som  Stubbekøbing lagde kulisser til i sommers) 'Tod eines Mädchen,' så vises den i 2 afsnit på ZDF mandag og onsdag. Begge dage kl. 20:15