Kan det siges tydeligere?

Det er med hunde, som det er med børn. Det er næsten altid forældrenes skyld, når de ikke er til at holde ud. Jeg har ikke noget imod hunde. De kan ligefrem være søde, hvis de er opdraget ordentligt.










Vi har, som de fleste af jer ved, ikke dyr, så jeg kan sagtens være klog, når opdragelsen handler om hunde. Der er nemlig ikke noget, der er nemmere end at opdrage andre menneskers børn, eller at tackle andres problemer,  mens det måske kniber lidt mere med at finde ud af det på hjemmefronten. Jeg skal skynde mig at nævne, at jeg ser mange særdeles velopdragede firbenede og børn.
Her hvor vi bor, er der mange hundeejere, det er der vist alle steder, og det sætter sine spor i landskabet. Alle har skoven som nærmeste nabo. Alligevel lufter rigtigt, rigtig mange mennesker deres hund op ad naboens hæk, uden at samle op. Skilte som disse, findes der mange af rundt omkring.

Klods op ad skoven, ligger spejderhytten i et indhegnet område. Daginstitutionerne i hele kommunen benytter flittigt grunden. Efter en debat og nogle skrivelser, har man været så venlig at lade lågerne være ulåst, så vi alle kan komme den vej ind i skoven, uden at skulle gå en stor bue udenom. Men nogen tror åbenbart at det er en hundeluftegård. Jeg forstår ikke at man behøver skilte. I min verden er det ikke en mulighed at rende fra sin hunds efterladenskaber, uanset hvor de vælger at besørge. Heller ikke selvom det er i skovkanten og vejkanten, hvor vi gående færdes. Vi er ikke forvent med fortove og cykelstier, men de der er, er heller ikke fri for hundelorte.
Nogen har en pose med, og samler op, men hvad nytter det, når de alligevel 'taber' den lidt længere fremme, eller måske hænger den op i skoven, hvis ikke det er en anden der prøver at gøre opmærksom på problemet. En offentlig skraldespand ville måske hjælpe... og dog… Vi ser jo gang på gang, at folk læsser affald af ved siden af skraldespanden… i vejkanten, eller kører det ud i skoven. 
Min faster, som ikke lever mere, var en lille kortbenet hurtigsnakkende kvinde og et kendt ansigt i byen. Hun blev så træt af alle de hundelorte, der lå på fortovet, at hun gik og satte små bitte papirsflag i hver eneste af disse efterlandenskaber, så hun kunne styre udenom. Efter hendes eget udsagn, var hun nemlig så kortbenet, at hun ikke kunne skræve over uden at få dyppet måsen. Hun var så irriteret over problemet, at hun skrev et læserbrev til avisen. Det bragte hende i lokalradioen. Nogen synes det var frisk gjort, for mange var virkelig træt af dette svineri, herunder selvfølgelig også butiksindehaverne, men det undrer vel heller ikke nogen, at der også var personer, der blev fornærmet og sure. Man må formode, at sidstnævnte kategorier, var de skyldige. Missionen hjalp en tid.
Enten kan folk ikke læse, eller også vil de bare ikke respektere det skilt, der altid har stået i dette boligområde. En beboer har derfor taget et helt anderledes og drastisk skridt. Skiltene er ikke noget nyt, de har siddet på redksabsskuret de sidste par år. Måske forstår man bedre dette budskab?

Selvom vi somme tider finder flere hundelorte på vores græsplæne, endda helt omme på den anden side af huset, har vi ingen skilte på matriklen. Løsgående hunde kan alligevel ikke læse, og det kan katte desværre heller ikke.