Priviligeret og ikke mindst utrolig taknemlig

Det er måske ikke det første indtryk man får, når man læser dette indlæg, men når man ved hvad der gemmer sig mellem alle linierne, er det ikke desto mindre sådan jeg har det. Den hvidrumpede mødte jeg på vej til arbejde på cyklen.












Da vi kom hjem fra ferie, så matriklen nærmest ubeboet ud. Græsset var højt og hækken langhåret. Vejret havde ikke givet Mads en chance for at slå græsset, når han havde fri. Havetraktoren afventede de bestilte reservedele. Den bærbare pc valgte den sidste aften på Kos, kun at vise blå skærm. Allans pc herhjemme viste kun sort skærm. Vor GPS var frosset fast, da vi skulle bruge den på vej til lufthavnen og ligeledes på hjemturen. Den almindelige plæneklipper viste sig at være i stykker, da Allan ville starte den. Da han kørte afsted for at skaffe nogle reservedele startede jeg hækkeklipperen. Endelig noget der virkede. Det lykkedes os at få grunden til at se beboelig ud. Vor trailer blev fyldt til bristepunktet med græs- og hækafklip, som blev kørt på lossepladsen.
Den 7. maj blev jeg oldemor til 10 små levende væsener. Både farmor og mormor er meget stolte og glade og vil gerne beholde dem alle. Alligevel er nogle af ungerne til salg. Far og mor har ikke selv meget at skulle have sagt i den forbindelse. Du kan se mere her og her.
For os personligt har det været en uge med en meget kedelig information, efterfulgt af en endnu mere trist oplysning, som fylder ret meget. Jeg har haft nogle travle arbejdsdage, det har Allan faktisk også, da vi begge har haft mere at se til på hjemmefronten end der skrives om i dette indlæg, samtidig med at Allan sidste mandag fik reddet sig en gevaldig sommerforkølelse. Han har snøftet, hostet og snottet, samt fyldt sig med stærke bolsjer og ‘hostesaft’ hele ugen, og sådan er det stadig, men en aftale er en aftale. Han havde en tid på autoværkstedet, da vi skulle have nyt sæde til bilen, fordi en plade i ryggen har været løs længe. Sådan et sæde koster over 11.000,- kr. så selvom det er indenfor garantien, så er det ikke noget det lokale værksted selv kan afgøre. Det skal sendes op på højere plan for godendelse. Afgørelsen blev, at vi fik bevilliget et nyt på garantien.   
Tirsdag spurgte min nye arbejdsgiver, om jeg kunne lægge flere arbejdstimer/dage i hendes firma, gerne på fuld tid, hvortil jeg svarede, at det ville jeg have svært ved, men at jeg måske lige skulle forhøre mig, på min anden arbejdsplads, om chefen havde planer om at vippe mig ud i nær fremtid. Da jeg i torsdag fortalte chefen at jeg var blevet tilbudt et fuldtidsjob, så jeg et udtryk i hans ansigt, jeg ikke har set før. Han sagde at han ingen planer havde om at ændre på noget, der indebar min afskedigelse, så jeg har lovet at blive. Selvfølgelig også fordi jeg kan lide at være der, men det kan jeg også det nye sted.
Det er et mirakel, at mor er iblandt os, og i dag kan fejre sine 77 år. Hun samler familien en anden dag, hvor Allan og jeg ikke kan komme. Da vi ved hun bestemt ikke bryder sig om at sidde alene på sin egen fødselsdag, har vi valgt at køre på en lille udflugt med hende og invitere hende ud at spise. Hun ønsker sig jo alligevel altid ‘kun’ oplevelser og praktisk hjælp til større opgaver. Hun havde fået oplyst afhentningstidspunktet, samt et lille skriv i en lukket kuvert, som hun først måtte åbne i dag, når hun slog øjnene op. Med os, ved man aldrig hvad man skal udsættes for eller klædes på til. Udover det stod der intet om hvad dagen ville bringe. Vi andre ved det næppe heller i skrivende stund, men vi har bestil bord til frokost i Stalden. Vi skulle lige nå at stemme inden vi kunne hente mor. Da vi ankom, sagde hun smilende, at hun altså havde åbnet kuverten allerede i aftes, selvom jeg både havde sagt det til hende, og skrevet uden på kuverten, at den først måtte åbnes, når hun slog øjnene op den 25. Du er som et barn, der har fået en julekalender, men som ikke kan vente med at kigge bag lågen, sagde jeg til hende, og så grinede vi alle tre.
Vi fik genset Bogø, da vi ankom så tidligt at der var tid til at køre lidt rundt inden vi skulle spise. Da vi havde spist frokosten, kørte vi til Stege, hvor vi vandrede rundt i byen, og slog os ned i et skyggefuldt hjørne i Luffes Gård, hvor vi fik os en tår kaffe og en belgisk vaffel med softice inden turen fortsatte til Præstø, hvor vi igen gik os en tur ved havnen og rundt i byen. Vi ved man spiser godt på restaurant Kaktus, så vi slog os ned i den hyggelige gård og indtog aftensmaden i det herligste sommervejr. Mor blev kørt hjem, og takkede for en rigtig, rigtig dejlig dag.