Kos rundt i bil

Det er mors dag, søndag den 11. maj 2014, men det er ikke en dag, man ser eller mærker noget til på Kos.
Med denne oplevelse in mente, gik vi, som vi har gjort før, direkte til en lokal biludlejer. Vi fik en helt ny bil at køre i, til billigere penge end gennem et dansk udlejningsbureau. Vi tog den direkte vej mod Kefalos, for at tage oplevelserne fra sydvest til nordøst i bagvendt rækkefølge, så at sige. Så hvis der var noget, vi ikke nåede, fordi vi ville bruge tid til fordybelse, var det ikke længere væk, end vi kunne cykle. 
Vi fik dog hurtigt kørt på de veje der fandtes, og set det man bør se og lidt til uden at falde ned af benovelse.
Herunder er det Paradise Beach som er så anderledes en strand end alle de andre fordi der er sand, og turisterne elsker det. De eneste turister der var, var os. Sikkert fordi vi er her i den allerførste uge der flyves til Kos og sæsonen først starter næste uge.
Ikke langt derfra opdagede jeg en lille fjerkræsfarm med høns og kalkuner. Vi nåede til Antimahia hvor der var traditionelle huse og møller.
De er der, men der er ikke mange af dem. Faktisk burde det ikke stå i flertal. Vi så i hvert fald kun en mølle og et hus. Til gengæld er det hele velholdt. Det synes jeg ikke man kan sige om ret meget på Kos i øjeblikket, men der arbejdes på det, har jeg læst. Vi så det dog også, men det tager la-ang tid og når man som os ikke har set hvordan det har set ud, er det svært at få øje på.
Det er det samme hus der er fotograferet fra alle vinkler.
I Mastihari hænger blæksprutterne til tørre.
Skiltning er der ikke meget af. Vi kørte længe på en grus og stenvej, og pludselig dukker er noget op, uden nogen form for oplysninger. Heller ikke på græsk. Jeg forhører mig i salgslugen og får at vide det er Hippokrates have. Det gider vi ikke, så vi fortsætter og møder en meget, meget smuk pyntet lille kirkegård.
Senere møder vi en lille flok mennesker, mest små børn, som rækker hånden ind gennem bilruden og tigger om penge. De får dog ingen og inden længe kører vi forbi en stor zigøjnerlejr. Jeg beder Allan stoppe, men ikke om han vil. Først da vi kommer et pænt stykke væk, indvilliger han. Jeg løber lidt tilbage for at få et par billeder. 
Der skulle være en attraktiv sø ved Tagaki, men den så nu lidt kedelig og grumset ud, men Allan fik øje på nogle ‘sjove’ fugle over på den anden side, hvortil man ikke kunne komme i bil. Den store linse blev sat på, og hjem og zoome ind, men det var ikke helt nok til at identificere, udover at det vist var nogle langbenede nogle. 
Vi var i Zia, en lille bjerglandsby, som skulle være så utrolig smuk, det var den såmænd også, men der var ikke til at være for turister og suveniers. Mens Allan kørte rundt og rundt for at finde et sted at parkere, rendte jeg gaden op og ned for at finde en sted vi kunne parkere, for at gå os en tur. Det viste sig at være en umulighed, så vi forsvandt igen. Vi var også en tur i den lille by Pili. Faktisk er der ikke det sted vi ikke har været. Vi har taget mange veje, for blot at konstatere at de ender blindt, når vi har bevæget os væk fra landevejene.
Nu manglede vi kun Therma, de varme kilder. Der var meget langt ned, så vi startede nedturen med en is. Kunne man ikke gå, kunne man købe sig til en æseltransport. Da jeg spurgte efter et toilet, fik jeg at vide, at jeg kunne gå 10 meter op ad bjerget og vælge hvilken som helst busk jeg måtte ønske. 
Selvom det var sidst på dagen, og mange mennesker var ved at bryde op, var der stadig godt fyldt op. Jeg var bare ude at soppe, for at mærke hvor varmt vandet var, og det var rigtigt dejligt varmt. Man ville dog ikke tabe vejret ved at bade der.
Hvis man syntes der var langt ned, så var det intet at regne mod opturen i den varme. Da vi nåede op, så jeg ingen anden udvej end at udvælge mig en busk. Da jeg gik op ad bjergets asfalterede vej, hvor der var bomme for og ikke kunne komme biler ind, tænkte jeg, at jeg ikke var nogen bjergged. Hvordan pokker ville hun have, jeg skulle forrette min nødtørft der, lige lukt ned hvor vi lige havde gået. Den anden side så ikke meget bedre ud, men det var dog opad. I øvrigt var buskene så små, at man ikke kunne gemme sig der, men jeg var alene deroppe, og så ingen anden udvej, end at sætte mig. 
Vi havde alt, alt for meget brændstof på bilen. Det kunne vi ligeså godt se om vi kunne brænde lidt af, da det ellers bare var det rene tilsætning, så vi kørte tilbage og op i bjerget igen. Det hændte vi mødte noget skiltning, men det blev vi ikke klogere af. Til sidst mente vi ikke vi kunne finde mere at køre efter, så vi afleverede bilen med alt for meget brændstof på. Vi kan bedst lide, når vi skal aflevere bilen med en fyldt tank, og ikke som når man skal prøve at ramme den tomme eller halvtomme tank, vi kørte afsted med.