onsdag den 16. februar 2011

Snestorm for 33 år siden

Denne historie giver også et indblik i, hvor meget tiden har forandret sig på så relativ kort tid.

Jeg husker det ganske tydeligt. Det var før vi fik telefon, og mobiltelefonen var slet ikke opfundet. Jeg var højgravid og iflg. ”de bedre vidende” skulle jeg allerede have født 14 dage tidligere, så jeg havde fået en tid på sygehuset kl. 8.00 om morgenen, og taget rigtigt afsked med mine arbejdskollegaer, dagen før.

Februar 1978

Lige over midnat, vækkede jeg Allan, som måtte trække i en masse tøj, og tage turen til telefonboksen, som var eneste mulighed for at ringe til sygehuset, for at forhøre sig om vi måtte komme. Han kom hjem med den besked, at vi skulle vente. Det måtte vi så gøre. Allan gik i seng, og da jeg ikke var i stand til at finde ro og hvile, kunne jeg lige så godt gå i bad, krølle håret, og se anstændig ud. Håret kunne jeg nu godt have droppet ☺ Jeg vækkede Allan igen, og han måtte tage turen til telefonboksen en gang mere. Han fik med møje og besvær overtalt dem til at sige ja. Dog påtalte de, at vi skulle regne med at blive sendt hjem igen med det samme, fordi jeg var førstegangsfødende, og det gik altså ikke så hurtigt. Vi Allan kæmpede sig gennem snemasserne. Da vi endelig nåede sygehuset, fik vi en skideballe, over vi ikke var kommet før, for fødslen var allerede gået i gang. Allan sagde, at han havde ringet, men at de havde nægtet at tage imod os. Jeg husker, at det var meget vigtigt for mig, at får aflyst min tid kl. 8, så de ikke stod og ventede på mig. Da personalet kom med kitlen til Allan, lige til at stikke armene i, var han ikke længe om at komme væk. Han havde sagt, at han ikke var interesseret i at overvære fødslen, som var en rimelig ny mulighed for fædre dengang. Det var helt i orden med mig. Allan kørte ned og vækkede mine forældre mor og min søster. Der sad de tre og dulmede nerverne med spandevis af kaffe, og røg en masse smøger. Allan og mor har været røgfri i mange år. indtil jeg ringede og fortalte nyheden om, at vi havde fået en søn.

Mads og mit gudbarn
Alle billederne af Mads det første halve år, sidder i “Barnets bog”
som han selvfølgelig selv opbevarer. Jeg har lige konstateret at jeg kun har 2 billeder indtil han fylder et halvt år.

Den nat var der trængsel på fødegangen, der var flere fødsler samtidig, så der kom mange børn til verden. Vi lå på gangene, så derfor gjaldt det om at få os sendt videre. For mit vedkommende til Sakskøbing Sygehus, så jeg blev jaget ud af sengen med det samme for at tisse. Det skulle jeg, før jeg kunne blive overflyttet. Jeg skulle drikke både det ene og det andet. Den ene time gik efter den ande, og der kom ikke en dråbe. Til sidst ofrede de også en lys øl på mig, og jeg blev atter sendt på toilettet, med løbende haner, for jeg ved ikke hvilken gang, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke synke mere væske. Alle de andre var sendt af sted, men da de også skulle bruge min seng, fik jeg en seddel om halsen, hvor der stod: ”Har ikke tisset i dag” inden jeg blev sendt af sted med Falcks sengetransport, sidst på eftermiddagen. Jeg syntes det var nedværdigende, da jeg hverken havde mistet min forstand, eller talens brug. Det var så meget snestorm, at kun Allan kunne komme på besøg, men efter nogle dage, blev mine forældre også gravet ud. Deres “frihed” varede ikke længe, men de fik da set deres første barnebarn.

Vinterkrigen febr. 1979 Hos Lilly og Max
Før det blev rigtig snestorm Fire generationer på familiebesøg

For os nybagte mødre, var det forbudt at tage bad før på 3. dagen, så det var det rene luksus, da den dag oprandt. Oven på sådan en omgang, er klatvask ikke helt det samme. Jeg glædede mig meget til at komme hjem, men dengang skulle man, som minimum være på sygehuset 4 dage. Mads sov igennem om natten, fra dag et, og sov stort set også hele dagen, så det var jo nemt. Desværre tabte han sig, mere end normalt, og derfor blev vi nød til at blive. Mads skulle vækkes hver 4. time døgnet rundt, så han kunne få lidt at spise. Efter i alt 10 dage fik vi endelig lov at blive udskrevet. Snestormen rasede stadig, og vi var nær aldrig kommet hjem. Heldigvis fører alle veje til Rom, så efter at have prøvet dem alle af, for at køre en strækning på 10 km, nåede vi, efter et par timer endelig hjem. Jeg husker, at vi havde snestorm igen, da Mads fyldte et år, og at mine forældre gik over markerne, godt og vel halvdelen af de 10 km, der er til os, til et sted hvor Allan kunne afhente dem, så de kunne komme ned og fejre Mads. Da han fyldte 2 år, havde vi også meget sne.

16. februar 1979 16. februar 1980

10 kommentarer:

  1. Sikke da et sted at bo med alt det sne...I har da haft jeres del af snestorme igennem tiden, men jeg har læst og set hvor slemt det var i jeres landsdel dengang sidste i '70'erne...Men godt at fødslen gik godt trods snestorm..;-D God onsdag til dig..

    SvarSlet
  2. Mennesket har glæder uden tal,
    men størst af dem alle
    er at kunne tisse når man skal.

    PS Tror du, at du havde problemer med prostata??
    Symptomerne er i hvert fald de samme.

    SvarSlet
  3. Annemarie... det har vi. Under vinterkrigen var der ikke mange der troede på os. Det lød også vanvittigt, at man ikke kunne finde vej til naboen på den anden side af hækken. Jeg slap for at føde ude i en snestorm, og det er jeg glad for og Allan nok endnu mere :-)
    En god aften til dig :-)

    SvarSlet
  4. Rimkoger... Det havde jeg måske nok, jeg har aldrig fundet ud af hvor den er henne :-) og det er stadig ikke der på tishuset, at jeg bruger min tid :-)

    SvarSlet
  5. En dejlig beretning om dengang der ikke engang var fastnet telefon i ethvert hjem Pia, godt at læse at det hele gik godt alligevel, men sikke der dog er meget sne på sydhavsørerne stort set hvert år.
    I kærlige tanker, god aften.

    SvarSlet
  6. Michael... Udviklingen går stærkt. Sne, ja det mangler vi heller ikke i år. Det føg meget i morges, og sneploven måtte igen grave en vej fri på arbejdet.
    God aften til dig også :-)

    SvarSlet
  7. Ja, der er sket noget siden... Jeg/vi tog på hospitalet, da der var 5 minutter mellem veerne, men fik også at vide, at der ville gå laaang tid, inden der skete noget for alvor. Charlottes far blev sendt hjem, bare for at blive ringet efter, lige da han var trådt ind af døren, og få at vide, at han godt kunne skynde sig at komme, for jeg var ved at føde. Fra jeg ankom, til Charlotte var født, gik der mindre end to timer :-)
    Og jeg insisterede på at komme hjem på andendagen. Det var de ikke meget for, men de kunne ikke tvinge mig til at blive.
    Det var i december 1976 - vi havde telefon, men ingen sne.

    Jeg kan godt forstå, du synes det var ydmygende med den tisse-historie. Som om man ikke er i stand til at mæle et ord selv.

    SvarSlet
  8. Hej Pia. Jeg ved ikke om du har læst mit svar til dig på min blog, men jeg ville bare lige sige at det var dejligt at høre fra dig. Det er da lidt skægt at vi har næsten de samme arbejdsbetingelser.... du har bare et af mine drømmejobs... bogholder. Din blog er interesant læsning, så jeg har tilføjet dig på min blogliste.

    SvarSlet
  9. Ellen..... Vi er hurtige, vi to :-) Jeg husker ikke hvor lang tid fødslen tog, men ca. et par timer, fra jeg ankom. Os to skal man ikke sætte i bås, vi bestemmer selv.....eller var det børnene? :-)
    Selvom jeg MEGET gerne ville hjem, ville jeg ikke forlade Mads. Selvom han vejede 4.000 ved fødslen, havde han tabt sig meget.

    Jeg tror de sedler om halsen er afskaffet.

    Vi fik telefon kort efter, det gjorde livet lidt nemmere.

    SvarSlet
  10. Dorte... jo tak, jeg har set dit svar. Du er velkommen som læser her :-)
    Det er sjovt at være lidt alle steder. Tal er selvfølgelig tal, men det er alligevel 2 meget forskellige jobs.

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)