Påsketur i den norske skærgård

Vi havde ingen planer for påsken. Tirsdag aften tog vi en meget hurtig beslutning og bestilte et MiniCruise til Oslo. Lørdag sidst på eftermiddagen gik vi ombord på det enorme skib, som vi har travet tyndt utallige gange. Mest nede fra vores kabine på dæk 5 og op til soldækket på 12. dæk, hvor vi trods kulden har opholdt os en stor del af den vågne tilstand og de lyse timer.
Det var hunde hamrende koldt. Det blæste, så vi ikke kunne holde kameraet stille på soldækket. Ikke engang mig med mit lille Lumix. Så vi har desværre rigtigt mange rystede og slørede billeder. Til gengæld var det godt dragevejr for et par børn. Der var masser af plads at løbe på. Andre holdt varmen i vandet. Efter en nattesøvn og lidt morgenmad, sejlede vi ind i den smukke norske skærgård. Det var stadig blæsende og bidende koldt derude på fjorden, og stadig ikke nemt at holde kameraet stille.
Det ene smukke syn efter hinanden mødte vi de sidste par timer af den 17 timers lange sejltur.  

Havde været sommer havde der været trængsel på soldækket. Ud af de 1.600 rejsende, var der ikke mange der så denne udsigt.
Vores fingre var stivfrosne, men vi ville gerne have det hele med. Dog måtte vi ind og have varmen et par gange undervejs. Så snart vi gik fra borde og ramte landjorden, var blæsten og kulden forsvundet som dug for solen. Vi havde stadig vores skitøj på, så det blev en ret varm tur rundt i Oslo.


Sommertiden startede den morgen vi skulle ankomme til Oslo. Det betød at vi mistede en time og kun fik 5½ time til at opleve byen i. Vi havde fået oplyst, at det var helligdag i Norge, og at man der, ikke er nær så fleksibel med åbningstiderne, som i Danmark. Det betød, at nærmest alt havde lukket. Der var dog nogle få cafféer der havde åbent for turisterne. Vi fik set det vi ville og havde mulighed for, så det passede os fint. 

Der hang to ansigter i skoven

Jeg så dem straks, da jeg var ude at gå en tur. Jeg undrede mig over hvordan de kunne blive hængede der, de to klatter sne.
Jeg var ikke sikker på at I også kunne se ansigterne, så derfor har jeg påført mund og øjne.
Vi er ikke begravet i sne alle steder. Der er også mange bare pletter. Vi smuttede en tur til Stubbekøbing, som har svært ved at komme af med det dårlige ry der efterhånden har spredt sig vidt. De skønne og attraktive steder skal man vide hvor ligger, men sådan er det jo de fleste steder. For længe siden, læste jeg, at foreningen "Liv i Stubbekøbing" ville prøve at ændre på den negative opfattelse af byen og området. Det er selvfølgelig igen nogle ildsjæle, der kæmper for overlevelse her på øerne, men også for at få turister og tilflyttere til vores skønne områder. 
Da ungerne var små, smurte vi jævnligt madpakkerne, og kørte en tur til anlægget i Stubbekøbing, et morænelandskab fra istiden, der var masser af plads at boltre sig på. Der var legeplads en gynge, vippe og sandkasse, og ikke mindst masser af bakker de kunne løbe rundt på. Det er et eldorado for børn, og barnlige sjæle. Der er også mange skønne stier at vandre rundt på. Nu ville vi selv ned og se hvad der var sket. Der er en stor aktivitetsplads, der er masser af bænke. Der er bygget en pavilion, hvor der er bord og bænke, så man i tilfælde af dårligt vejr, kan nyde maden i tørvejr. Det hele står til fri afbenyttelse. Der var stadig ikke meget liv i selve byen, men det var jo også påske, og Rom blev ikke bygget på en dag. Det tager rigtig lang tid at komme igennem med noget. Ikke mindst at skaffe pengene, og finde frivillige til at udføre arbejdet. Anlægger er et dejligt sted.

Det ulmer under overfladen

Der sker meget i mit liv lige nu, og så alligevel slet ikke. Det meste af det ligger bare og ulmer, men en dag begynder det vel at spire og gro for alvor… Hvor det så fører hen, vil kun tiden vise. Lige nu vælter tingene næsten ned over hovedet på mig. Lutter gode, spændende og interessante ting.
I dag fik jeg en helt uventet opringning og en forespørgsel om “noget” jeg aldrig i livet har prøvet før. Jeg vil meget gerne udvide min horisont, så jeg sagde straks ja, uden at vide hvad det helt konkret indebærer. Jamen altså… jeg kan næsten ikke vente til en gang efter påske, hvor jeg formentlig får at se - og måske føle, hvad det er jeg har sagt ja til. Spændende er det i hvert fald.












Vores hovedveje er tørre og farbare, men vi har masser af sne på udsatte steder. Bivejene ser ikke for godt ud. Bunden af bilen skraber på den knortede sne-og isbelagte kørebane om morgenen. Landmanden sagde i dag, at det varer længe, mindst 14 dage, inden han kan komme i marken. Selvom solen tager et godt hug hver eneste dag, så ligger der stadig store snemængder i randbeplantningen. 

Jeg kan ikke ligefrem påstå, at det er sjældent jeg ser fasaner. De findes i hobetal på min vej, men vi plejer bestemt ikke at have dem her på matriklen. Det er første gang i de 38 år vi har været ejere af denne grund, at vi har haft besøg af en fasan. Hele ugen har den spankuleret rundt i haven både hos os og naboerne. Det ser ud til den gerne vil ind i drivhuset, da den kredser meget rundt omkring det. Måske er det bare for at spejle sig i ruderne. 

Udbrændt

Vi har haft masser af snestorm, og de små veje er ufremkommelige, og efter kl. 17 kører der heller ingen sneplove på hovedvejene. Kommunen har ikke flere penge.
Det første billede viser hvor fredeligt der så ud på matriklen lidt i 7 i går morges, efter en forrygende snestorm fredag aften, hvor al udkørsel frarådes her. Halvanden time senere stod himmel og hav igen i et. Det er ikke sjovt at færdes i det åbne land, når vejret ter sig sådan.
De fleste af os er vant til at skulle pløje os gennem snedriverne for at passe vores arbejde. Selvom “vi” på arbejdet kører med rendegraveren og flytter sne, flere gange daglig, er vejene lukket. Er man først kommet afsted, kan man ikke vende, så er der ikke andet at gøre, end at fortsætte og grave sig frem. Der er bliver skovlet og skubbet biler i stor stil. Jeg er dog endnu sluppet for det arbejde. I torsdags fortalte posten, en ung pige, at hun havde gravet sig fri flere gange. Hjemmehjælperne har fået assistance af hjemmeværnet, og der er arrangeret bæltekøretøjer i akuttilfælde, det er nu heller ikke så fremmede for os på disse kanter. Vi mange af os bliver tit afskåret fra omverdenen. Værst var dog vinterkrigen 1978-79, men dengang skete det i det mindste i vintermånederne, og ikke som nu, hvor vi snart skriver 1. april. På den anden side, så har vi før haft snevejr på Allans fødselsdag den 9. april, og sågar snestorm, så alt kan ske.
Vores fredag aften tilbragte vi i gåafstand fra hjemmet. Den årlige generalforsamling i vores lille grundejerforening fandt sted. Som altid afsluttedes med bankospil. Alle medbringer en pakke til en værdi af 20,- kr. og vores Brugs sponcerer altid mange fine præmier, og vi støtter selvfølge ham, ved at foreningen har en konto der, og køber alt hos ham, selvom det kunne gøres billigere andet sted. Vi må jo støtte hinanden herude på landet. Her i huset var der ikke langt mellem gevinsterne. Det plejer at være Allan, der løber med et par gevinster, men denne gang var der altså mig, der rendte med de 5 af dem, og Allan måtte “nøjes” med to pakker, kaffe og en æske chokolade. Det må være et plaster på såret, til mig, efter alle de strabadser jeg har været igennem den sidste tid. En familie, der slet ikke drikker kaffe, vandt ikke mindre end to poser af kaffe. Jeg byttede selvfølgelig straks en chokolade væk til en pose kaffe. Her glider det hele ned, og vi har alligevel chokolade nok, siger jeg, der ikke kan lide hverken skildpadderne eller chokoladen med kokos. Om der kan glide en halv flødebolle ned, vil tiden vise, men bunden bliver i hvert fald til overs. 
I går blev der slæbt, hamret og savet hos Mads. Vi var godt brugt begge to, så klokken var ikke meget over 22, da vi sagde godnat. Jeg vågnende selvfølgelig alt for tidligt i morges, men satte mig og skrev en dosmerseddel. Aftalen var nemlig, at Allan skulle slappe af i dag, men gerne ville handle ind. Der var mange gode tilbud i anledningen af påsken, og ikke mindst, der var piskefløde på tilbud, så jeg kunne få startet den isfabrikation til Mark.
Hvis den isfabrikation ikke skulle strække sig over flere dage, måtte jeg på lånemarkedet efter forme. Jeg havde nu med søsters hjælp, skrabet 9 forme sammen, men jeg orkede ikke at fylde de sidste 3. Jeg var helt udbrændt, og i øvrigt kneb det også med den plane plads i fryseren til så mange forme. Jeg havde forstillet mig at kunne lave det af to gange, men nu må det i stedet blive af tre omgange. Jeg ryddede væk, og må bare på den igen et par gange i løbet af ugen. Jeg har ikke fået motion eller nogen frisk luft af betydning siden i torsdags, og faktisk heller ikke noget vædske udover rødvin og kaffe, men det har jeg rådet bod på hele formiddagen. Jeg ville ud og gå en lang tur. Det plejer at give energi. Allan ville gerne med, men ikke før han havde fået sin eftermiddagskaffe.
Solen skinnede og temperaturen var oppe på et par plusgrader. Der var læ i skoven, men ved vandet bed det noget. Træerne var iklædt et fint ispanser, men slet ikke i samme omfang som disse huse, for to år siden. Husene har faktisk fået en lille snert igen nu i marts, hørte Allan i nyhederne forleden dag. 

Jublen kender snart ingen grænser

Vi har haft mange udfordringer i den sidste tid, men alting får som bekendt en ende. Min A-kasse har nu endelig udbetalt de 3 G-dage, som de ellers mente skulle komme fra min arbejdsgiver. Problemet med SKAT om kørselsudgiften for Allan er også løst. De to historier kan du finde dem her.  
Den “nye” bil, havde en fabrikationsfejl. Bagklappen var så skæv, at den havde slidt malingen af bilen. Vi har kørt i en lånebil i 3 dage, mens klappen blev rettet op, og bilen malet. 
Bankskiftet er også faldet på plads. Netbanken virker allerede, så nu har jeg spredt vores håndører, så der er lidt både her og der, så længe det varer. Vi venter kun på koderne til dankortet. De kommer om et par dage. Derefter kan banken flytte resten. 
Selvom jeg har fået en arbejdsplads mere, så har jeg dog stadig et hængeparti om hvordan jeg er stillet, i forhold til dette cirkus. Jeg ved ikke noget før jeg kender mine ugentlige arbejdstimer, og ikke bare det, men det afgørende er også hvordan min ansættelseskontrakt bliver udformet. Så jeg ser lige tiden an lidt endnu, men jeg tager det ganske afslappet.
Allan tager pænt fat herhjemme. Han skovler sne i massevis, holder hvilepause og puster ud, mens han drikker endnu en tår morgenkaffe, inden hele indkørslen er ryddet, så jeg kan komme afsted. Det er så uheldigt, at vores traktor med sneploven er meget svær at starte. Lykkedes det endelig at få den startet, går den ujævnt og trækker ikke, så det er skovlene der er i brug, indtil hans tilstand tillader at han kan rode med den, og måske få hjælp fra Mads.
På arbejdet fik jeg i mandags en mail om muligheden for at få VIP-fribilletter til Biler i Bella. Jeg spurgte chefen om han ville deltage. Da svaret var nej, spurgte jeg om jeg måtte give billetterne til Allan. Selvfølgelig, lad ham endelig få dem. Tror I lige jeg havde en mand med julelys i øjnene, da jeg kom hjem og forærede ham billetterne, og sagde at han skulle repræsentere vores firma, mens den nye Jaguar F-TYPE blev demonstreret. Jeg selv var nød til at arbejde, fordi bunkerne er store efter en uges ferie, men biler har nu slet heller ikke min interesse, men jeg ville godt have smagt på maden og champagnen.

Jeg piber ikke, det er bare realiteterne

Der har været nok at se til i det lille hjem, så derfor har der været lidt stille. Det var vist det helt rigtige tidspunkt at lægge den ferie, jeg lige har afholdt. Vi havde ikke planlangt eller bestilt noget ophold, men havde da talt om at der måtte kunne blive tid til at få brugt mit gavekot fra jul, men der kom så meget andet i vejen, og det gavekort skal vi nok få brugt en anden gang. Jeg såede lidt rucolafrø i drivhuset i efteråret. Se bare hvor fint det gror derude, også persillen.
Da der ikke har været meget hjælp at hente fra Allan, har stort set alle arbejdsopgaver ligget på mig. Han har hverken kunne bukke sig eller løfte ting, knapt nok sin kaffekop, så derfor har indkøb, skovling af sne og slæbe brænde og meget andet har været pålagt mig de sidste 14 dage. Nu er han til stor glæde, for ikke mindst sig selv, begyndt at kunne løfte lidt, men de smertestillende piller er stadig fast kost. Scandlines havde et rigtigt godt tilbud på en overfart. En returbillet for 149,- kr. ud og hjem samme dag, men billetten skulle forudbestilles. Jeg er, som de fleste vist ved, ikke særlig søstærk, så vi undgår altid færger. Var det storm måtte Allan tage afsted uden mig. Jeg kom dog med.
Allan havde gjort sig den ulejlighed at tjekke priser hjemmefra, så vi vidste om vi skulle tage den ene eller den anden butik, syd for grænsen. Der var faktisk mange penge at spare, ved at vælge den rigtige til de rigtige varer. Vi sluttede turen med en tur i Bordershoppen, som generelt ikke kan hamle op med priserne i grænsebutikkerne, men når man har en færgebillet, kan man købe udvalgte varer til spotpriser. Det er mange, mange år siden jeg har været i den butik. Jeg har selvfølgelig læst om den kæmpe udvidelse, men man får altså et helt andet forhold til det, når man færdes der. Hold da op, sikke et indkøbscenter. Der står massevis af smagsprøver, dog kun på alkoholiske drikke. Vi drikker ikke når vi kører bil, og da slet ikke fra morgenstunden, så vi lod smagsprøver være smagsprøver, men sikke en billig brandert man kunne få sig.
Vi er rigtig glade for musik i vores familie. Vi kan ikke leve uden. Min lillebror, som snart bliver 30 år, har drevet det til lidt mere end os andre. Vi andre nøjes nemlig med at optræde når vi er alene, eller i  familiens skød. Mark spiller i et par meget forskellige musikgrupper. Hans genre dækker vidt, lige fra de gamle skillingsviser, til Kim Larsen, irsk folkemusik og til den allernyeste musik. Han skriver også sine egne sange og kombinerer sin egen musik og har gjort i flere år. Du kan finde masser af musik på YouTube hvis du googler Mark Stig Andersen. Forleden sendte han en besked, at nu var han ved at oprette en blog. Hvornår der sker noget der, ved jeg ikke. Han gaber over lige så meget som sin søster. Arbejdet og alle de sportsgrene han dyrker, skal jo også passes. Han har en sin egen fest hængende over hovedet, og jeg har selvfølgelig lovet at lave dessert til 55 personer.
I aften har jeg bare lovet at lave mad til vennerne. Dyrekøllen er smidt i oven allerede i formiddags, og står og langtidssteger. Jeg havde stadig en masse hokkaido tilbage fra efterårets høst. De har holdt sig så flot på vores terrasse. Nu er der lavet suppe af de fleste, og den sidste blev til denne hokkaidogratin, med den nyhøstede persille. Gratinen er klar til at komme i ovnen. Jeg må hellere kaste mig over kartoflerne og borddækningen og lidt andre nusserier, så tiden ikke løber fra mig. Allan har savnet at kunne foretage sig andet end bare at sidde eller liste forsigtigt rundt, så han er kørt på genbrugspladsen med et læs. Han fik selv læsset det, så mon ikke han også kan få det læsset af igen! Samtidig skal han give mor en hjælpende hånd, så hun kan få lys på badeværelset. Det er såmænd kun en pære der er sprunget, men hun kan ikke selv, da lampen skal skrues ned. Det er fint, at han kan begynde at aflaste mig lidt igen, nu når ferien er slut.

Jubiii…….

Det er nok lidt tidligt at juble, men det er altså svært at lade være, og på en kold dag i marts luner alting.
For knapt 3 uger siden, stod der to linier i den lokale avis. Nogen søgte en bogholder få timer om ugen. Jeg ringede straks og sagde, at det måtte være mig, der skulle have det job. Det var da ikke utænkeligt, blev der sagt i den anden ende af røret. Jeg fortalte lidt om mig selv og spurgte, om jeg ikke skulle sende ham nogle papirer, men det var ikke nødvendigt. Han ville ringe tilbage dagen efter om fredagen, fordi han faktisk var på vej til et kursus i dette øjeblik.
Jeg hørte ingenting, så mandag morgen ringede jeg selv og han beklagede straks, men han var i den grad blevet overrumplet af henvendelser. Jeg spurgte om jeg ikke kunne komme forbi og aflevere mine papirer senere på dagen. Det var jeg velkommen til. Da jeg mødte op, spurgte jeg, hvad de havde brug for, og hvor mange timer det drejede sig om. Ingen af delene kunne han faktisk svare på. De havde aldrig haft et bogholderi i huset. Fire gange om året puttede de alt i en papkasse, og afleverede det til revisoren. Det skulle der laves om på nu, mente de. Jeg var helt klar. Han ville vende tilbage, men henvendelserne strømmede stadig ind. Han fortalte at han allerede afviste alle fra nu af, for der var mere end rigeligt at tage af, mente han. De havde ikke regnet med at få en eneste henvendelse, fordi de ikke troede, der var nogen, der ville nøjes med så få timer.
Normalt er jeg et meget tålmodigt menneske, men ikke her. Jeg ringede et par gange og tænkte, at enten ville de ønske pestilensen mig langt væk, eller blive nød til at ansætte samme plageånd for at få fred. I mandags fik jeg den opringning, jeg havde håbet på, og den lød: “Hvis du har mod på at prøve kræfter med os, så er jobbet dit.” Det har jeg, og jeg glæder mig.
Jeg ved jeg skal starte bogholderi op helt fra bunden, og passe 3 virksomheder, sammen med alle de andre jeg passer i forvejen. Jeg skal selv vælge “vores” regnskabsprogram. Jeg kan selv bestemme arbejdstid. Jeg kan komme og gå, nøjagtigt som det passer mig. Jeg kan måske endda arbejde hjemmefra, hvis jeg har lyst og mulighed for det. Det har jeg så lidt svært ved at se muligheden af, når alle papirerne ligger i virksomheden, men vi får se. Hvor mange timer jeg skal arbejde, kan ingen give mig svar på. Om det er 2 eller 20 timer om ugen, vil også kun tiden vise, men i starten vil der være nok at tage fat på. Jeg har prøvet proceduren et par gange før, så jeg ved det både bliver spændende, sjovt og et hårdt program.
Hvor jeg står i forhold til hele dagpengecirkuset ved jeg ikke, selvom jeg havde et møde med min A-kasse i går, for det kommer an på hvad der bliver skrevet i min kontrakt, og hvor mange timer jeg arbejder. Der er stadig nok af faldgruber, så jeg hænger i cirkuset og holder ud lidt endnu, men bliver det hele for besværligt, så er jeg den der siger, at systemet kan rende mig…
Jeg møder på mit nye job på tirsdag, så må vi se om jeg bliver klogere på fremtiden.