En søster fra Grønland

I 60´erne og 70´erne, var det meget populært at sende grønlandske børn til Danmark, på et års skoleophold, for at lære det danske sporg. Børnene skulle ud i de små samfund og ikke i storbyerne. I vores lille samfund var der allerede familier, der havde åbnet deres hjem for disse skolebørn. Min søster havde en klassekammerat, hvor forældrene havde sagt ja til at være værtsfamilie. Og på den skole min mor arbejdede, havde lærerparret, som vi havde privat omgang med, også taget et barn til sig. Billedet er fra min søsters konfirmation i 1971 hvor hele familien var med. Mor har stadig kontakt med lærerne.

Da man manglede værtsfamilier til det kommende år, spurgte læreren min mor, om ikke det var noget for hende. Mor sagde nej, da hun allerede havde 3 børn at tage vare på. Men nogen fik hende alligevel overtalt, og vi børn syntes det lød spændende, at få en søster et helt år. Efter de sociale myndigheder, havde afholdt et par samtaler med mine forældre, og set hjemmet, og vi børn også var blevet spurgt om dette og hint, blev familien godkendt som plejefamile til Ruth, som ankom da skoleåret begyndte sommeren 1972.

De grønlandske børn var altid et år eller to ældre end dem de skulle gå i klasse med, fordi alt nu foregik på dansk. Ruth var en stille pige og jeg ved hun savnede sin familie i Grønland. Der blev sendt mange breve og kassettebånd frem og tilbage. Af Ruths forældre fik vi en hel friskslagtet sæl, som mor ikke anede hvad hun skulle stille op med, før hun fik undersøgt sagen. Ruth skar sig straks en luns og spiste det helt råt. Sådan brød vi os ikke om det. Det meste fik mor røget, og det smagte herligt. Sælskindet kom op at hænge på væggen.

Ud over at vi var blevet en person mere omkring spisebordet, i det år Ruth boede hos os, var der ingen ændringer i vores familieliv. Det var stadig den samme hverdag. Heller ikke julen var anderledes. Men for Ruth har det været en stor omvæltning, ikke kun sprogmæssigt, men hele hendes liv blev jo ændret øjeblikkelig. Ruth lærte et bedre dansk, og vi syntes det var sjovt at lære lidt grønlandsk. Ruth var en moden, men en meget genert og stille pige. Min søster var og er stadig stadig fyldt med fis og ballade, og kunne fyre godt op under hende, så de væltede rundt i leg på gulvet, hvor jeg nok var den, der havde de mest fortrolige samtaler med hende. Hun svarede høfligt mine forældre og andre voksne, men henvendte sig ikke selv, med mindre hun havde et ønske om et eller andet, og selv var nød til at overbringe budskabet. Ruths forældre sendte hende afsted af et godt hjerte, ligesom hendes søskende var blevet det, eller skulle. I tiden efter Ruth rejste tilbage til Grønland, skrev jeg sammen med hende, men da jeg til sidst aldrig fik svar på et eneste brev, ophørte det også fra min side. Det kunne være interessant at høre hendes historie i dag. Hun kan helt sikket stadig både skrive og tale dansk, hvor jeg kun kan huske to grønlandske sætninger og ikke stave til det mere.

Udlån, glæde og lokale problemer

Camilla får ny bil ca. hvert halve år. Får og får er nok lidt meget sagt, for hun betaler hver eneste krone selv, og er derfor en smule utilfreds med at hun ikke har frit valg på alle hylder, hverken hvad farve eller model angår, og ej heller hvor ofte hun skal skifte, men sådan er reglerne i firmaet for personaleleasing. Bilen er nøjagtig samme model, som den hun afleverede, den nye er bare i en “kedelig morfar farve” siger hun. Den “gamle” var helt hvid. Allerede tidligt lørdag, til morgen-formiddagskaffen, ankom de unge, fordi der skulle sættes vinterdæk på den nye bil. Hverken kæresten eller svigerfar havde værktøjet, så der var jo ikke andet at gøre, end at tage turen til Lolland og låne vores og spare en værkstedsregning.

Allan finder værktøj frem og kigger på dæk og fælge sammen med Sune, mens Camilla tømmer bilen. Allan har lovet at give et nap med status på arbejdet, så han forlader hurtigt matriklen. Sune sætter de “nye” fælge på mens Camilla støvsuger bilen. Min mor har kludder i sit strikkegarn, så da de unge kører videre over middag, smutter jeg en tur hos mor til kaffetid. Indtil jeg ankom, havde hun tilbragt dagen sammen med Mark og hans “nye” bil. Da jeg forlader hende stråler hun som en sol og siger det har været en dejlig dag, med masser af adspredelse og selskab.

Hele weekenden har sneen smeltet hurtigere end kloakerne kan følge med. Vores køkkenvask har stået og snakket gevaldigt. Vandet i toilettet har stået lidt rigeligt højt. Heldigvis er det hele blevet hvor det skulle. Sådan har det desværre ikke været hos andre i området.

Der er oversvømmelser og afhoppede kloakdæksler, som beredsskabsstyrelsen har været ude og inspicere i dag. Vandet pibler ud alle steder. Jeg talte med flere personer på min tur, og de sagde at toiletpapir og andet ulækkert lå og flød. Det så jeg nu ikke.

De stakkels mennesker hvor vandet trænger ind i husene.

Vandet kommer også op fra små springvand rundt omkring, selvom der ikke er kloakdæksler. Det fremgår desværre ikke så tydeligt på disse billeder, som i virkeligheden.

Vores hus ligger heldigvis ikke i det område, så vi skal ikke klage.

Fiberboller

Vil du dele din bedste brødopskrift med os, spørges der hos Blogkvinder 40+

Hvad skal jeg mon vælge! Et godt rugbrød, eller noget mere blødt brød! Jeg synes jeg har mange gode opskrifter af begge slags. Det er i den “blødere” afdeling andre har bidraget med opskrifter, så det vælger jeg også. Når jeg bager, vælger jeg mellem forskellige opskrifter, da det ellers bliver for ensformigt at sætte tænderne i, synes jeg. Jeg har valgt disse lækre fiberboller, som også kan holde maven i orden.

850 g hvedemel (måske kun 600 g - det kan variere meget)

150 g fiberkost (kan købes i Superbest)

100 g margarine

2 mellemstore æg

50 g gær

1 spsk sukker (kan udelades

2 tsk salt

5 dl mælk eller vand (jeg bruger vand, eller halvt af hver)

Smelt margarinen, hæld væden i, hvori gæren opløses. Kom resten af ingredienserne i og ælt. Jeg bruger tupperwares store bageskål, hvor jeg lægger låg på, uden at pifte, og når låget springer af, er dejen færdighævet. Det kan variere fra 15 min. til en time. Dejen kan også sættes til hævning, tildækket med klar film, på et lunt sted ca. 30 min.

Form 24 boller, og lad dem efterhæve ca. ½ time, hvorefter de pensles med vand og bages ved 220 g i ca. 15 min.

Bollerne fryses, mens de er håndvarme. Inden vi går i seng, tager vi de boller op, vi skal spise næste morgen, da jeg ikke har lyst til at spise daggammelt morgenbrød, når vi kan få noget der smager som nybagt, ved at give det en tur i mikroovnen.

Der kom en pakke

Vi fodrer fugle, men måske er det ikke de ideelle foderpladser vi er i besiddelse af, og jeg har så læst, at det måske heller ikke altid er den bedste vildtfuglefoderblanding, vi tilbyder dem. Solsikkekernerne er dog et sikkert hit og også fedtkuglerne, som hænger rundt omkring i træerne. Fuglehuset af cement fik Allan i fødselsdagsgave, af et af vores vennepar, da han fyldte 50. Det andet hus har Mads lavet, da han var på tagdækkerkursus i 1997. Bunden og siderne af huset, blev renoveret i sommers.

Vi får mest besøg af gråspurve og solsorte. Selvfølgelig skal de også have mad, men det er også sjovt at se andre end dem. De kommer også, men ikke i hopetal. Solsortene jager for det meste de andre fugle væk. Det har vi så prøvet at gøre noget ved. På nettet bestilte vi forleden en kæmpepakke. I går lå sedlen i postkassen, at vi kunne hente vores pakke på det nærmeste posthus. Allan har hentet den i dag, og her er indholdet.

Det er allerede kommet ud og hænge, nu venter vi bare på at fuglene skal opdage der er kommet et fodersted mere.

Sne, is og oversvømmelser

Det svinder ind, det sne, men vi har stadigvæk meget tilbage. Billederne er taget i dag.

Heldigvis er der også kommet asfalt til syne mange steder, men ikke overalt, og der skøjter bilerne rundt på isen, selvom kørslen foregår i sneglefart.

Mange marker står under vand. Jeg ville gerne have taget et billede, men kunne ikke parkere noget sted. Vejene er også oversvømmet flere steder - dog ikke lige på min rute i dag.

Vi har også oversvømmelser inde i huset. Et par gange har vi haft så meget, at der er et helt soppebassin, så jeg har skovlet vand op med en fejebakke. Når det sker, er det altid i forbindelse med regnvejr, men det kan regne ned i stænger og og slå lige mod døren, uden at der kommer en dråbe vand ind. Det går over vores forstand. Vi aner simpelthen ikke hvordan det kommer ind. Døren har været skilt ad, og den indvendige plade i hulrummet er repareret og udskiftet. Allan har prøvet alt. Nu har vi fået nok, og en ny dør er bestilt.

En tåreperser

For mig betyder ord og handlinger meget mere end materielle gaver. Det er ofte de små ting i livet der tæller. Jeg har store problemer med at skrive en ønskeseddel, fordi jeg har  alt hvad jeg behøver, så længe min lille familie har det godt. I år var højdepunktet den gave Camilla gav mig og Allan. Det var ordene i brevet, der glædede allermest. Det var et langt og personligt brev på et par sider, som også indeholdt en masse humor, så jeg fik grædt og grint på samme tid.

Camilla havde ladet sig inspirere af oplevelsesgaver.dk og vedlagt en stribe forslag som: Et romantisk slotsophold for 2 eller Solnedgang, stjerner og stearinlys og Kurophold hos Holbæk Fjord Camping og Wellness

Vi kunne også bruge gaven til f.eks. kiropraktor, så vi kunne sikre os at vores legemer bliver holdt på plads, eftersom hun havde erfaret, at de har det med at leve deres helt eget liv en gang imellem. 

Camillas forslag var så gode, at vi slet ikke behøvede at søge efter andre muligheder. Vi skulle bare beslutte os og booke. Vi har besluttet os nu.

Vi glæder os til at indfri gaven, når det bliver lidt varmere i vejret. Det tør gevaldigt i disse dage og snedyngerne bliver mindre og mindre. Inden længe ser naturen helt anderledes ud, og så tager vi broerne én efter én og tager på slotsophold.

Jeg skrev om

epiretinal fibrose. Jeg kan se, at rigtigt mange, fra forskellige lande, lander på min blog, ved at søge på denne relative sjældne øjensygdom, som ikke har noget dansk navn. Da jeg selv skulle igennem operationen, kunne jeg ikke finde noget om det på nettet, men fik en god information af øjenlægen på sygehuset, inden jeg sagde ja til at gennemgå forløbet. Jeg havde ikke brug for den lange betænkningstid, da det var uholdbart, fordi jeg hele tiden måtte lukke det syge øje, for at kunne se ordentligt.

Da jeg nu også har korresponderet pr. mail, med, for mig helt ukendte personer, fra nordiske lande, som gerne ville vide lidt om operationen, samt mit syn før og efter, vælger jeg nu at skrive lidt om det. Det er svært at forklare et syn, men jeg er helt sikker på, at de der lider af sygdommen ved helt nøjagtigt hvad jeg mener. Selv med disse billeder, som er fundet på nettet i andre sammenhænge, kan jeg ikke gengive mit syn som det var, da mit syn var en god blanding af disse billeder.

Det var svært at stille skarpt, og alt hvad jeg så af tekst og tal, bølgede sig i bakkedal. Også på pc´en og underteksten på tv´et. Når jeg lukkede det syge øje, kunne jeg se klart nok, men synshorisonten var jo indskrænket en del. Da øjenkirurgen meddelte, at jeg helt klart var egnet til operation, valgte jeg, med få dages tænkepause, at  lægge mig under kniven, vel vidende, at der var få procentdele, det slet ikke hjalp, og hvis det hjalp, kunne det komme igen.

Efter operationen ville jeg have et par nye briller, som var tilpasset mit nye syn, men min mangeårige optiker sagde, at der ikke skulle ændres noget i selve glassenes styrke m.m. Det forstod jeg ikke, og begyndte at søge på nettet. Tænk, så fandt jeg Sørens Briller i vores lille flække, som den eneste her på Lolland-Falster, der kunne noget de andre ikke kunne. Jeg konsulterede ham, og han fandt øjeblikkelig ud af, at mine briller var helt hen i vejret. Han lavede straks et par jeg kunne se væsentligt bedre med. Han mente dog også, at det var spild af penge, hvis jeg fik dem lavet, fordi mit syn kunne blive meget bedre, hvis jeg ville følge et træningsprogram. Det er dumt ikke at lytte til eksperterne, så selvfølgelig sagde jeg ja til det. Jeg fik udleveret et program, fra Train your eyes, og lavede øjengymnastik 4-6 gange dagligt med nogle udvalgte øvelser. Efter et par måneder, var jeg klar til et par nye briller, og jeg kunne se med dem fra det øjeblik jeg tog dem på, det havde jeg aldrig før prøvet. Jeg har altid skulle vænne mig til dem i flere måneder, og har aldrig følt jeg har set godt alligevel. Sådan er det ikke mere, selv med glidende overgang, har jeg to forskellige briller, og skal jeg se noget meget, meget småt, eller tråde en nål, så bliver brillerne taget af. Det er noget underligt noget.

Øjenlægen siger mit syn er fantastisk godt. Jeg selv kan dog huske, at det har været bedre, men det har noget med alderen at gøre. Jeg ser en smule bølger lodret, men jeg ser det kun, når jeg lukker det raske øje, og fokuserer med det syge. Det er ikke noget der generer mig i det daglige. Hvis tilstanden skulle forværres, er jeg ikke bange for at få foretaget en ny operation, men håber selvfølgelig ikke at det bliver nødvendigt.

Optikeren nævnte, at jeg skulle tage testen med jævne mellemrum, og gerne bruge træningsprogrammet, for at bevare det gode samsyn. Øjnene skal trænes og holdes i god form, som resten af af kroppen.