Jeg piber ikke, det er bare realiteterne

Der har været nok at se til i det lille hjem, så derfor har der været lidt stille. Det var vist det helt rigtige tidspunkt at lægge den ferie, jeg lige har afholdt. Vi havde ikke planlangt eller bestilt noget ophold, men havde da talt om at der måtte kunne blive tid til at få brugt mit gavekot fra jul, men der kom så meget andet i vejen, og det gavekort skal vi nok få brugt en anden gang. Jeg såede lidt rucolafrø i drivhuset i efteråret. Se bare hvor fint det gror derude, også persillen.
Da der ikke har været meget hjælp at hente fra Allan, har stort set alle arbejdsopgaver ligget på mig. Han har hverken kunne bukke sig eller løfte ting, knapt nok sin kaffekop, så derfor har indkøb, skovling af sne og slæbe brænde og meget andet har været pålagt mig de sidste 14 dage. Nu er han til stor glæde, for ikke mindst sig selv, begyndt at kunne løfte lidt, men de smertestillende piller er stadig fast kost. Scandlines havde et rigtigt godt tilbud på en overfart. En returbillet for 149,- kr. ud og hjem samme dag, men billetten skulle forudbestilles. Jeg er, som de fleste vist ved, ikke særlig søstærk, så vi undgår altid færger. Var det storm måtte Allan tage afsted uden mig. Jeg kom dog med.
Allan havde gjort sig den ulejlighed at tjekke priser hjemmefra, så vi vidste om vi skulle tage den ene eller den anden butik, syd for grænsen. Der var faktisk mange penge at spare, ved at vælge den rigtige til de rigtige varer. Vi sluttede turen med en tur i Bordershoppen, som generelt ikke kan hamle op med priserne i grænsebutikkerne, men når man har en færgebillet, kan man købe udvalgte varer til spotpriser. Det er mange, mange år siden jeg har været i den butik. Jeg har selvfølgelig læst om den kæmpe udvidelse, men man får altså et helt andet forhold til det, når man færdes der. Hold da op, sikke et indkøbscenter. Der står massevis af smagsprøver, dog kun på alkoholiske drikke. Vi drikker ikke når vi kører bil, og da slet ikke fra morgenstunden, så vi lod smagsprøver være smagsprøver, men sikke en billig brandert man kunne få sig.
Vi er rigtig glade for musik i vores familie. Vi kan ikke leve uden. Min lillebror, som snart bliver 30 år, har drevet det til lidt mere end os andre. Vi andre nøjes nemlig med at optræde når vi er alene, eller i  familiens skød. Mark spiller i et par meget forskellige musikgrupper. Hans genre dækker vidt, lige fra de gamle skillingsviser, til Kim Larsen, irsk folkemusik og til den allernyeste musik. Han skriver også sine egne sange og kombinerer sin egen musik og har gjort i flere år. Du kan finde masser af musik på YouTube hvis du googler Mark Stig Andersen. Forleden sendte han en besked, at nu var han ved at oprette en blog. Hvornår der sker noget der, ved jeg ikke. Han gaber over lige så meget som sin søster. Arbejdet og alle de sportsgrene han dyrker, skal jo også passes. Han har en sin egen fest hængende over hovedet, og jeg har selvfølgelig lovet at lave dessert til 55 personer.
I aften har jeg bare lovet at lave mad til vennerne. Dyrekøllen er smidt i oven allerede i formiddags, og står og langtidssteger. Jeg havde stadig en masse hokkaido tilbage fra efterårets høst. De har holdt sig så flot på vores terrasse. Nu er der lavet suppe af de fleste, og den sidste blev til denne hokkaidogratin, med den nyhøstede persille. Gratinen er klar til at komme i ovnen. Jeg må hellere kaste mig over kartoflerne og borddækningen og lidt andre nusserier, så tiden ikke løber fra mig. Allan har savnet at kunne foretage sig andet end bare at sidde eller liste forsigtigt rundt, så han er kørt på genbrugspladsen med et læs. Han fik selv læsset det, så mon ikke han også kan få det læsset af igen! Samtidig skal han give mor en hjælpende hånd, så hun kan få lys på badeværelset. Det er såmænd kun en pære der er sprunget, men hun kan ikke selv, da lampen skal skrues ned. Det er fint, at han kan begynde at aflaste mig lidt igen, nu når ferien er slut.

Jubiii…….

Det er nok lidt tidligt at juble, men det er altså svært at lade være, og på en kold dag i marts luner alting.
For knapt 3 uger siden, stod der to linier i den lokale avis. Nogen søgte en bogholder få timer om ugen. Jeg ringede straks og sagde, at det måtte være mig, der skulle have det job. Det var da ikke utænkeligt, blev der sagt i den anden ende af røret. Jeg fortalte lidt om mig selv og spurgte, om jeg ikke skulle sende ham nogle papirer, men det var ikke nødvendigt. Han ville ringe tilbage dagen efter om fredagen, fordi han faktisk var på vej til et kursus i dette øjeblik.
Jeg hørte ingenting, så mandag morgen ringede jeg selv og han beklagede straks, men han var i den grad blevet overrumplet af henvendelser. Jeg spurgte om jeg ikke kunne komme forbi og aflevere mine papirer senere på dagen. Det var jeg velkommen til. Da jeg mødte op, spurgte jeg, hvad de havde brug for, og hvor mange timer det drejede sig om. Ingen af delene kunne han faktisk svare på. De havde aldrig haft et bogholderi i huset. Fire gange om året puttede de alt i en papkasse, og afleverede det til revisoren. Det skulle der laves om på nu, mente de. Jeg var helt klar. Han ville vende tilbage, men henvendelserne strømmede stadig ind. Han fortalte at han allerede afviste alle fra nu af, for der var mere end rigeligt at tage af, mente han. De havde ikke regnet med at få en eneste henvendelse, fordi de ikke troede, der var nogen, der ville nøjes med så få timer.
Normalt er jeg et meget tålmodigt menneske, men ikke her. Jeg ringede et par gange og tænkte, at enten ville de ønske pestilensen mig langt væk, eller blive nød til at ansætte samme plageånd for at få fred. I mandags fik jeg den opringning, jeg havde håbet på, og den lød: “Hvis du har mod på at prøve kræfter med os, så er jobbet dit.” Det har jeg, og jeg glæder mig.
Jeg ved jeg skal starte bogholderi op helt fra bunden, og passe 3 virksomheder, sammen med alle de andre jeg passer i forvejen. Jeg skal selv vælge “vores” regnskabsprogram. Jeg kan selv bestemme arbejdstid. Jeg kan komme og gå, nøjagtigt som det passer mig. Jeg kan måske endda arbejde hjemmefra, hvis jeg har lyst og mulighed for det. Det har jeg så lidt svært ved at se muligheden af, når alle papirerne ligger i virksomheden, men vi får se. Hvor mange timer jeg skal arbejde, kan ingen give mig svar på. Om det er 2 eller 20 timer om ugen, vil også kun tiden vise, men i starten vil der være nok at tage fat på. Jeg har prøvet proceduren et par gange før, så jeg ved det både bliver spændende, sjovt og et hårdt program.
Hvor jeg står i forhold til hele dagpengecirkuset ved jeg ikke, selvom jeg havde et møde med min A-kasse i går, for det kommer an på hvad der bliver skrevet i min kontrakt, og hvor mange timer jeg arbejder. Der er stadig nok af faldgruber, så jeg hænger i cirkuset og holder ud lidt endnu, men bliver det hele for besværligt, så er jeg den der siger, at systemet kan rende mig…
Jeg møder på mit nye job på tirsdag, så må vi se om jeg bliver klogere på fremtiden.

Uvejr over de sydlige egne

Camilla havde planlagt at fejre sin 30 års fødselsdag stille og fredeligt med de allernærmeste. Vejret mente noget helt andet. Det sneede og føg helt vildt i går på disse kanter. Sneskovlen var ellers sat på plads, men den måtte jeg finde frem igen. Senere gik jeg ud for at inspicere vejret uden for matriklen, og det bed noget i ansigtet. Mens jeg var ude at gå om eftermiddagen, ringede Camilla, at hendes  svigermor havde hørt i nyhederne, at vi havde ganske forfærdeligt vejr hernede sydpå. Motorvejen var spærret i begge retninger, på grund af flere færdselsuheld, og det samme var landevejen, og det havde varet flere timer. Hun mente ikke vi kunne komme frem til den fødselsdag. Heldigvis åbnede vejene midt på eftermiddagen og vi listede afsted i rigtig god tid som trafikstyrelsen anbefalede. 

Camilla havde valgt at holde fødselsdag midt mellem vores og hendes egen bopæl, på Restaurant Italia i Næstved. Vi tog motorvejen, fordi vi mente den trods alt nok var mest farbar. Det var 60 meget lange km, med spejlglatte veje, hvor vi mange steder ikke kunne se andet end sne. Det er ikke et dårligt billede, det er bare ekstremt dårligt vejr. Kan I måske få øje på den alenlange kø af biler vi kører i her, eller de to forulykkede biler i vejkanten? Den opstillede skiltevogn, der skulle hjælpe os uden om redningsarbejdet, havde den lysende og blinkende pil pegende til den forkerte side, så folk skiftede selvfølgelig vognbane, men det var svært at forstå den manøvre, før vi selv nåede frem og så det med egne øjne. Efter Bårse var der ikke et snefnug at se, og vi nåede frem til en klar og solrig himmel i Næstved, dog bidende koldt. De der kom nordfra, fortalte at de havde haft fint, men koldt og blæsende, vejr hele dagen, så de havde lidt svært ved at forholde sig til vores vejrsituation, selvom de havde hørt det i nyhederne. Det var godt med beviser i form af foto.






















Camilla startede selvfølgelig med at pakke gaver ud, og syntes hun var det heldigste mennesker i denne verden. Vi havde købt et fotografiapparat, så hun selv kan tage alle de billeder hun ønsker. Ikke fordi Allan og jeg ikke vil være fotograf, men det gør det hele lidt nemmere for hende, at kunne klare det selv. Forretten var en lækker avocadosalat, og portionen var så stor, at flere af os allerede ikke behøvede mere. Hovedretten var bestemt ikke ringere. Oksemørbrad, hvor kødet var så mørt, at det bare smeltede på tungen. Det var tid til at sunde sig inden vi “bare” skulle afslutte med en tår kaffe. Crepe Suzet til alle og kaffe efter frit valg. Flere skulle køre, så de nøjedes med almindelig kaffe, mens nogle af os andre fik Irish Coffee eller Café Latte.




















Da vi vendte næsen sydover, var der stadig ikke et snefnug at se i Næstved. Vi valgte at tage landevejen hjem, da den er kortere og måske lå bedre i vindretningen. Det første 20 km ca. var fine og tørre, men ellers var uvejret det samme som på udturen. Sigtbarheden var meget lav. Vi var glade meget glade for kantpælene, for så længe de fandtes på begge sider af bilen, vidste vi da at vi kørte på vejen. Jeg måtte skovle sne, så jeg kunne få mor ind da vi nåede hjem med hende. I dag er det tørvejr, og solen skinner, men det blæser og fyger stadig derude.

Mallings Kløft og overraskelser

Vi elsker naturen og nyder at bevæge os i den, uanset vejr og årstid. Vi elsker også at være sammen med vores børn, og når disse to ting kan forenes, kan vi slet ikke blive hjemme. I dag havde vi atter tilmeldt os en vandretur sammen med Camilla. Allan kunne ikke gå med, så han vimsede rundt for sig selv, og holdt sig til bilen de par timer vandreturen varede, og var kun med til det afsluttende sociale arrangement.
Turen startede under Farøbroen ved Ellehammer Huse, hvor den verdensberømte Ellehammer stammer fra. Huset kan lejes, og spejderne var i gang med den helt store forårsrengøring, selv sengene var båret ud.
Når man står dernede ved vandet, har man Farøbroen på den ene side og udsigt til  Storstrømsbroen på den anden side. Som altid er det hele selvfølgelig smukkest om foråret og sommeren, men selv på denne årstid er det en smuk tur. Vi gik i den bidende blæst og kulde, chill faktoren var på minus 18 grader, ned til den smukke Mallings Kløft, som er en lang smeltevandskløft, skabt af den seneste istid. Vi forcerede en masse stejle skrænter og hoppede fra sten til sten for at komme over bækken flere gange på turen. Nogle fik våde sko og fødder. En måtte helt i knæ og trækkes gennem sølet, så da vi mødte en enkelt bro, var den hilst velkommen. 
Arrangørerne havde adgang til indendørs faciliteter, så vi kunne sidde lunt og godt og drikke kaffen. Da vi trådte ind i rummet, blev vi mødt af et fødselsdagsdækket bord til ære for Camilla, som har fødselsdag på mandag. Der var lavet lagkage med 30 lys.
Camilla var overvældet og sagde, at havde hun vidst, hun skulle til fødselsdag, så havde hun da taget det fine tøj på. Hun fik sig endnu en overraskelse af de helt store, for alle vennerne havde samlet ind. Jeg vidste godt der måske var noget i gære, fordi jeg havde fået en henvendelse, men derudover vidste jeg absolut intet andet end vennerne gerne ville gøre et eller andet for hende, fordi hun altid er så hjælpsom overfor dem. Hun blev i den grad overrasket. Tønden skabte stor glæde. Hun betragtede og studerede den nøje hele vejen rundt, læste hvert et navn, funderede og spurgte hvilken hund der havde lagt poter til, det var kartoffeltryk og tænkte slet ikke på at tønden også kunne indeholde noget.
Da hun blev opfordret til at åbne låget, var der ikke grænser for indholdet. Legetøj til børnene hundene. Godbidder, pølser og meget andet. Der var også noget til hende selv personligt, men på hendes ønskeseddel, står der først og fremmest noget til hundene. De kommer altid i første række. Hundene er hendes liv. De er hendes et og alt.

Løse ender og det rene jammer

Jeg har prøvet at afslutte nogle af den, men der hænger stadig en del og svæver. Nogle af  dem er gået i hårdknude. Min A-kasse siger en ting om de banale G-dage, som enhver arbejdsgiver og arbejdsløs kender, men min tidligere arbejdsplads siger noget andet. Vi har begge kastet håndklædet i ringen, så nu må arbejdspladsens advokat og min A-kasse klare resten. Lykkedes det ikke, træder min fagforening ind og kører en sag mod min egen A-kasse, fordi der sidder en stædig medarbejder i Kbh. og holder på sin uret. Min arbejdsgiver har ret, så min fagforening holder med arbejdsgiveren.
Vi Jeg har også problemer med SKAT, udover dem mange af os møder i det daglige. Hvis du har prøvet at ringe til SKAT, så ved du at man ofte bliver mødt med: “Vi har meget travlt i øjeblikket, prøv igen senere.” Dut.dut.dut.. Eller den klassiske, der helt uden undtagelse altid lyder: “Vi har meget travlt i øjeblikket, så der kan derfor være lang ventetid.” Hvorefter man får en masse valgmuligheder, man skal trykke sig igennem, inden man måske er så heldig at få fat i en medarbejder uden at blive smidt af. Sagen er den, at Allan får sine kørselsudgifter refunderet af GN ReSound. Han er ikke på lønningslisten, men alligevel skal denne indtægt opgives som B-indkomst. Vi skal så selv indberette udgiften, og har fået en fin vejledning om, hvor og hvordan det skal tastes. Problemet er bare, at det ikke lader sig gøre, så derfor får Allan en ekstraskat at betale, af nogle penge han slet ikke har tjent, men blot fået refunderet for at dække den reelle udgift han har haft.
I aftes lykkedes det mig endelig at komme igennem til SKAT, og nu kan man jo ligeså   godt prøve at have det lidt sjovt, mens man venter og hører på talemaskinen. Jeg kender hele svadaen, så jeg talte nærmest i munden på talemaskinen. Uhøfligt ja, men jeg talte altså pænt. Maskinen siger: “Ringer du for at høre om…. “ Nej det gør jeg ikke. Jeg ved godt hvordan min årsopgørelse ser ud. '”Ved du at du kan gå ind på vores hjemmeside….” Ja, det ved jeg godt, og jeg har betalt min Allans ekstraskat, selvom I skylder os penge. Sådan fortsatte jeg min dialog. Allan skævede noget til mig, mens han prøvede at holde masken, fordi det ikke er sjovt at grine, faktisk er hans tilstand blevet værre, men han kapitulerede og grinede, ømmede og jamrede sig, mens han sagde: “Nu tror jeg sgu det er på tide du bliver tjekket på Oringe, for det rabler da helt for dig nu.” Jeg fik endelig en skattemedarbejder i røret, som måtte opgive og hente hjælp hos en kollega, som også måtte opgive og stille videre til en specialafdeling i SKAT. Så jeg fortsatte min lille leg en pæn tid endnu. Desværre måtte denne enhed også opgive, for når man ikke har en lønindkomst, der skal betales AM-bidrag af, så kan man ikke få fradrag, siger systemet. Hun var dog ganske enig i, at det ikke var rigtigt eller fair, så hun bad mig skrive en mail til SKAT og vedhæfte brevet, samt dokumentation for kørselsudgiften, så måtte nogen hos SKAT finde ud af at løse den opgave.
Mit projekt med oldemorfirkanter er lykkedes et langt stykke. Firkanterne blev syet sammen. Et stykke stof klippet og syet på. Kædesting blev syet i stoffet så jeg kunne lave et pænt ærmegab. Det blev afsluttet med en kant af musetakker hele vejen rundt. Nu har jeg ikke mere nok garn i samme farve til at hækle en kant i åbningen samt forneden, så der er også en løs ende. Den bliver jeg nok nød til selv at løse. Jeg har forladt min arbejdsplads, dog kun for en uge. Jeg holder nemlig ferie fra på mandag, og en ting er helt sikkert. De løse ender jeg forlod, ligger med statsgaranti og venter på at jeg kommer og samler dem op, men imellemtiden vil jeg glemme alt om det og prøve at få løst nogle af dem herhjemme.

Det gør ondt at grine

Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det. Der er ingen grund til at græde, hvis man kan finde noget at grine af. Det kan jeg heldigvis tit, også selvom det er mig selv det gør ondt på. Vi overlever tit på galgenhumor i vores familie. Vi havde kun lige påbegyndt hjemturen fra det svenske, da Allan spurgte om jeg, eller andre havde taget et billede. Jeg nåede det ikke. Jeg så kun lige dig ligge i fosterstilling,  da du bad du om hjælp til at komme op, så det havde jeg travlt med sammen med en anden mand. Jeg så ikke andre fotografere heller. Har I noget billede vil han gerne se det.  
Det er ikke første gang Allan er kommet galt afsted. Jeg kan bl.a.  nævne hans styrt ved Gedser, og hans ufrivillige dukkert. Faktisk kan jeg fortælle historier på stribe. Allan selv kalder sig uheldig, men ungerne, mest Camilla, kalder ham klodset, og siger det er sgu da kun far, der kan lave sådanne numre. Når vi kan føje et nyt stuntnummer til listen, kan han slet ikke huske, at han nogensinde før har slået sig under sine fald. Da vi gik i seng  nåede Allan ikke hovedpuden før han jamrede højlydt. På det tidspunkt plejer jeg at tale for døve ører, så jeg lod ham tale med sig selv, indtil han siger, så bliver jeg sgu nød til at lægge det høreapparat. I det øjeblik blev jeg klar over, at vi kunne føre en samtale. Hvorfor skal du sove med høreapparat, det plejer du da ikke. Fordi jeg gerne vil kunne høre hvor meget jeg jamrer mig, lyder det gravalvorligt fra ham. Jeg siger jer, at jeg spruttede af grin, og kunne slet ikke holde op igen. Han kom op, og ved fælles hjælp kom han ned og ligge igen, men på ryggen, for det var det eneste han kunne ligge på. Jeg tænkte at nu ville jeg da ikke lukke et øje hele natten, fordi hans snorken ville holde mig vågen. Jeg sov bedre end jeg har gjort længe og Allan kom op ved egen hjælp både om natten og morgenen, men han er noget bevægelseshæmmet. Han kunne ikke løfte armen så højt, at han kunne få høreapparatet i. Morgenkaffekoppen måtte have hjælpe af venstre hånd og sådan fremdeles. At konsultere en læge, var vist en rigtig god ide. Der var også en stor væske-blodansamling på albuen som tilmed var hævet godt og grundigt. Han ringede til skadestuen og skulle komme ind til en undersøgelse. Han har fået tjekket sin vejrtrækning, trykket og befølt på af en meget sød kvinde. Han har fået røntgenfotograferet arm, bryst og ribbenene i den ene side. Røntgenbillederne ser fine ud, men derfor kan han sagtens have både trykkede og brækkede ribben, fik han at vide, og det er der meget der tyder på er tilfældet. Godt der findes smertestillende medicin.
Allan skiftetvis jamrer, griner og stønner, og jeg - ja jeg kan jo sagtens grine, det gør jo ikke ondt på mig. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham. Livet havde i hvert fald været mere kedeligt. Uanset hvad, er vi alle fire enige om, at han er født under en heldig stjerne.

Dansk hygge i Sverige

Vi var sammen med en masse andre mennesker inviteret til Sverige for at fejre Ellens 60 års fødselsdag. Det blev en weekend med udfoldelser af enhver art. Vi fik startet campingsæsonen op. Den tidligste nogensinde. Da vi havde stillet vognen op, og eftermiddagskaffen var drukket, gik vi en dejlig tur i skoven.
Hjemme i stuen igen, blev det spilletid. Nogen tog en omgang Besserwisser, mens andre benyttede lejligheden til at pleje forskellige andre interesser.
Det blev spisetid, og Ellen serverede en lækker menu, og snakken gik lystigt rundt om bordet. Det blev langt over midnat inden vi sagde godnat.
Efter morgenmanden havde mange af os lyst til en lang spadseretur. Det gik over stok og sten i det dejligste solskinsvejr ud til Troldestenene. Atter hjemvendt til ødegården blev der pakket sammen og leget med udstyr.
Det blev tid til at forlade værtsparret, og Allan sluttede festlighederne med et fald på det isglatte terræn. Han har slået arm og ribben, så hjemturen har bestået af en del ynk og jammer. Vi landede her på matriklen for en time siden. Jeg har fået tømt bil og campingvogn, mens Allan fik kantet sig ud af bilen. Nu sidder han og slapper af. Trods den uheldige afslutning for Allans vedkommende, siger vi tusind tak for en dejlig weekend.