ABC: Arv

Tredie runde af ABC er lige startet hos Ilhja. Jeg prøver at hoppe med på legen.
Da min mormor døde i december 1990, skulle huset tømmes. Mor og moster, som var de eneste børn, havde taget hvad de ville have. Derefter blev alle vi børnebørn spurgt, om der var noget vi kunne tænke os, inden der blev ringet til den lokale gymnastikforening, så de kunne afhente resten som loppeeffekter. Der var ikke den store rift om tingene, så det gik ganske gnidningsløst. Når vi, i min barndom, var på besøg hos mormor, var der ikke noget mere spændende end at gå på opdagelse i hendes kommode. Den var nemlig fyldt med mange spændende ting, som vi gerne måtte kigge på og lege med. Tingene havde dog ikke helt samme betydning i mit voksne liv, men kommoden, ville jeg gerne have.
Til kommoden hørte også et klædeskab. Det var jeg dog ikke interesseret i, fordi vi ikke havde plads til det. Hvis ikke min fætter tog det, så er det endt på loppemarkedet. Begge dele kommer fra min morfars barndomshjem. Morfar fik det klædeskabet af sine forældre, da han skulle ud og tjene. Om kommoden på det tidspunkt også var morfars, er jeg ikke helt klar over. Jeg har aldrig hørt andet end, at det var Mormors kommode. Måske har morfar foræret den til mormor, da de fik deres første barn, der boede de nemlig ikke sammen. Eller mormor har måske først fået den af sine svigerforældre, da hun og morfar stiftede hjem. Det må stå hen i det uvisse.
Da jeg arvede kommoden, var den malet i en fimset lysegul farve med brune og grønne kanter. I øvrigt malet af min far, efter mormors ønske. Vi mente kommoden var ren fyrretræ, og havde en idé om at vi kunne afsyre den, så vi Allan gik i gang med kautisk soda, og det ene lag maling efter det andet kom til syne. Til sidst nåede vi han endelig ind til det rene træ. Desværre var det kun kommodens “ramme”, ben og fronten på skufferne, der var af massivt fyrretræ. Bagbeklædning, toppen og siderne var kun finér, og især benene var ormædte. Nu havde Allan brugt så meget krudt på at få den afsyret, så den blev slebet fint, hvorefter vi fyldte en engangssprøjte med terpentin, og sprøjtede ormhullerne godt og grundigt, inden vi fyldte dem op med det fine slibestøv. Jeg malede møbelknopper og låsetøj sort, og så kunne den få lov at stå sådan en tid. Min plan har været, at den en dag skulle males hvid, fordi den trods alt vil være pænest med maling. Den dag er endnu ikke kommet. Kommoden står i soveværelset, hvor ingen andre end os ser den.

En stille lørdag før jul, fyldt med et godt grin

Dagen er blevet brugt til alt og ingenting. Da vi fik ny fryser, måtte vi give afkald på den lyskilde vi havde på væggen, fordi der ikke var plads til begge stik i kontakten. Fryserens stik fyldte for meget, og det kan må vi ikke ændre på og stikket skal direkte i en kontakt iflg. loven. I den mørke tid, mangler vi så lidt lys i den afdeling. Allan har ledt med lys og lygte, alle steder, efter en lampe magen til de andre to vi har i gangen, men dem har han ikke kunne opdrive nogen steder. Vi fandt en der lignede, som han i dag har sat op. Til gengæld ødelagde han en lille “guldclips” på en af de andre lamper, så glaskuplen ikke kan sættes fast igen. Måske ender det med vi skal købe to nye lamper, så de alle tre er ens. Tiden vil vise om vi kan få en reserveclips.  Vi har prøvet at lime, men det holder ikke.
Jeg har fået gjort huset rent, og fået lavet og skrevet de julekort, der stadig skal skrives. Det er noget der, med fuldt overlæg fra min side, indskrænker sig mere og mere, men der er stadig 8 tilbage på listen.
Dosmersedlen, til juleindkøbene blev skrevet, så jeg kan sende Allan ud og handle det meste ind til juleaften og 1. juledag. Jeg skal nemlig arbejde den 23. med, men ved dog at der bliver ting jeg selv skal tage mig af.
 
Foråret er allerede godt i gang ude i haven, opdagede jeg i eftermiddags, da jeg gik en runde derude. Jeg opdagede at både krokus, påskeblomster, citronmelisse og estragon er kommet et godt stykke op over jorden. Vintergækker og erantis så jeg derimod intet til.

I får lige en sjov historie leveret af min mor. Da jeg talte i telefon med hende i formiddags, sagde hun: “Ved du hvor jeg skal drikke min formiddagskaffe?” Det vidste jeg selvfølgelig ikke, mens jeg tænkte, hvem der mon havde inviteret hende. Nede på gulvet, sagde hun. Der skal jeg ligge og slikke det op, og så var hun ved at eksplodere af grin. Jeg tænkte straks, sikke et svineri, hun har fået lavet sig, men så fortalte hun, at hun havde sat kaffen over, men glemt at sætte kolben og tragten med bønnerne ind under, så det rene vand var løbet ud over bordet og lige ned på gulvet. Det er da den mest tyndbenede kaffe jeg har hørt om, men det er selvfølgelig også en måde at spare på, sagde jeg til hende. Hold k… hvor kan man lave nogle skøre ting, siger hun. Den slags, eller lignende sker for os alle, og har intet med hendes sygdom at gøre. Hun havde fået tørret op, og ville forsøge sig med en ny portion, men hun ville bare lige dele oplevelsen med nogen. Vi fik da også grint godt, og nu sørger jeg for at historien bliver distribueret videre.
I denne uge var jeg begyndt at længes efter risengrød. Det var meget længe siden vi havde fået det, så det kom på menuen i torsdags, og jeg sørgede for at lave så meget, at der ville blive en rest til en portion klatkager. Der blev til en pæn portion klatkager, så der både var til eftermiddags- og aftenkaffen til Allan og mig. 

Opskrift på grønlangkål og nøddebrød

Der er mange måder at lave grønlangkål på. Da jeg lærte Allan at kende, og blev inviteret på min svigermors grønlangkål for første gang, tænkte jeg, det ikke havde noget med grønlangkål at gøre. Det lignede mest en tyk persillesovs. Efter at svigerfamilien fik smagt min grønlangkål, og Allan fik beklaget sig nok over sin mors menu, kom der dog mere grønkål i og meget mindre sovs stuvning. På opfordring, lægger jeg nu min opskrift ud på bloggen. Jeg har altid kun lavet retten på slump, men fordi mor ville have en opskrift at holde sig til forleden, fik jeg noteret lidt mængder ned. Først har vi selvfølgelig været ude og købe friske grønkålsstokke, som vi har plukket bladene af, renset og kogt møre i vand tilsat salt. Derefter er grønkålen hakket og lagt i fryseren. Den frosne hakkede grønkål fra butikkerne, duer ikke.
Denne opskrift rækker rigeligt til 12 sultne personer, der ikke skal have andre retter serveret.

• 2.550 g hakket grønkål
• 2 liter mælk
• 375 g margarine
• 250 g sukker
• 330 g mel
• 5 tsk. salt

Grønkål, mælk og margarine kommes i en gryde og koges op, hvorefter sukker, mel og salt tilsættes. Det skal stå og småsimre en time eller to, mens der jævnligt røres i gryden, så det ikke brænder på. Jeg smagte det til med en del mere sukker og salt, end de mængder der her er opgivet. Måske skal der også en slat mælk mere i.
_________________________________________________________________________
Når nu jeg er i det skrivende køkkenhjørne, så bliver opskriften på nøddebrød også serveret, fordi der er mange der lander på min blog, når de leder efter opskriften på nøddebrød. Opskriften har jeg fået udleveret af Bailine.

• 150 g mandler
• 100 g valnødder
• 100 g solsikkekerner
• 100 g græskarkerner
• 5 æg
• 5 spsk. koldpesset olivenolie

Blend alle nødder og kerner halvfint. Tag evt. nogle af valnødderne fra og hak dem groft. Dejen skal være forholdsvis fast og let at arbejde med.
Bland alle ingredienserne i en skål, og form derefter massen til et firkantet brød på en bageplade. Jeg bruger en brødform.  Bages ved 160 grader i 40-45 min, alt efter hvilken form du har givet brødet. I brødformen bages det 45-55 min.
Brødet kan varieres på utallige måder: Du kan bruge kokosmel i stedet for f.eks. græskarkerner, du kan bruge hasselnødder, usaltede jordnødder eller hørfrø. Eller du kan krydre brødet lidt med kardemonne, kanel, eller allehånde. Kun fantasien sætter grænser.
Der er 34 g kulhydrat i hele brødet, og er derfor godt hvis man ikke vil spise for mange kulhydrater.

Mandagstema: Hvidt

Min første tanke var sne, men bortset fra lidt slud, så har vi endnu ikke fået sne i år. Det er vådt og meget mørkt udenfor i disse dage. Der er selvfølgelig masser af snebilleder i fotoalbummet fra tidligere på året, men mit valg er i stedet faldet på børnenes dåbskjoler og en lille historie omkring dem. 










Mads er mine forældres allerførste barnebarn, og mor tilbød at sy en dåbskjole, som alle hendes børnebørn kunne døbes i. Det sagde jeg, ja tak til. Mor fik en ældre dame til at orkere et mellemstykke.
Det var nu langt fra alle børnebørnene der blev døbt i den kjole. Et par af børnene kunne selv gå op ad kirkegulvet. Et andet barnebarn blev døbt i en gammel familiedåbskjole, tilhørende den fædrende familie. Men faktisk, så er det endt med, at vi 3 søskende har fået hvert et barn døbt i kjolen. At mor så oven i købet selv fik brug for den, da min lillebror skulle døbes, det var der ingen der havde regnet med, så sjovt nok blev han det andet barn, der blev båret til døbefonden i den kjole. Båndene blev udskiftet med “den rigtige” farve til hver dåb.










Da vi fik Camilla, var hun knapt  3 mdr. gammel, så vi havde regnet med at kunne få lov til at døbe hende i kjolen også, men der er nogle love og forskellige sagsbehandlinger vi skulle vente på, så det trak ud og hun voksede fra kjolen, og stavrede allerede rundt på sine egne ben, inden hun var fyldt 9 måneder. Jeg syntes det var lidt ærgerligt, at hun ikke kunne blive døbt i den samme kjole som Mads, men sådan var det. Da vi endelig fik grønt lyst til at få hende døbt, var hun 11 måneder gammel, og vi besluttede at hun så først skulle døbes på sin egen 1 års fødselsdag. Hverken Camilla eller jeg skulle snydes for en “rigtig” dåbskjole, så derfor syede jeg en til hende. Det kunne ikke nytte noget at lave en lang kjole. Hun skulle kunne gå frit uden at falde, for hun benede rundt på sine små ben, og ville helst ikke bæres, og da slet ikke ligge ned.
Du kan se flere bud på hvidt her

Gærklejner, julefrokost med? og middelalderen

Lidt julebag skal der til, men da jeg ikke selv spiser småkager, har jeg ikke bagt nogen de sidste 10 år, tror jeg. Allan er tilfreds med dem der kan købes, og det er meget nemmere. Til julen hører også både æbleskiver og klejner. Dem spiser jeg til gengæld meget gerne, så jeg fik lavet gammeldags gærklejner i lørdags, inden jeg skulle mødes med kollegaerne og chefen, når de lukkede butikken.
Opskriften på klejnerne er meget gammel. Nogen gange laver jeg mega store klejner, på størrelse med de Norske klejner, men denne gang en noget mindre udgave. Bruger man klejnesporer bliver der ca. 140 stk. 

• 500 g mel
• 125 g margarine
• 50 g sukker
• 3 dl mælk
• 2-3 æg
• 50 g gær

Lad sukkeret smelte gæren, smelt margarinen, kom mælken deri, og bland det hele med gæren. Dejen hæver 1-1½ time eller i tupperwareskålen til låget springer af.. Rul tykt ud og vrid klejnerne, som igen hæver 20 min. inden de bages i fedt eller palmin.
__________________________________________________________________________






Chefen er altid meget hemmelighedsfuld om firmaets personalefester. I sommers havde han arrangeret dette. Denne gang havde chefen bare sagt, at vi skulle have træningstøj med. Det var alt hvad vi vidste. Vi gik alle ti fra butikken i samlet trop og var som altid meget spændt på hvad vi skulle kastes ud i. Turen stoppede foran en danseskole, og vi blev modtaget af en meget proffessionel danselærer. Ind og klæde om, og så fik vi at vide at vi skulle danse zumba en hel time. Mændene, som alle er fodboldnørder, blev beordret op foran, og så gik det ellers løs til musikken i et forrygende tempo, med arme og ben. Denne sport lå langt fra næsten alle ansattes interesser og motionsformer. Jeg var glad for at jeg havde dyrket aerobic i rigtigt mange år, for det kom mig i den grad tilgode nu. Vi fik rystet røv, balder og alt andet på plads. Hold op hvor var det sjovt. Benene havde jeg ikke de store problemer med at få til at makke ret, mens det var noget sværere, at få armene til at leve det liv de skulle, samtidig med at benene skulle lave noget helt andet.  Bestemt ikke kedeligt. Den sport kunne jeg godt forfalde til, det var der så andre der ikke kunne, også af pigerne. Vi skiltes sveddryppende, for at køre hjem og bade, klæde om og mødes til selve julefrokosten som foregik hos Ole Hviid. Hver eneste medarbejder får altid lov til selv at vælge sin egen menu. Vi får alt hvad vi kan spise og drikke, der mangler absolut ingenting. Vi sidder bare og snakker på kryds og tværs og hygger allesammen. Sådan som jeg allerbedst kan lide det. Allan hentede mig i nat, og vi var hjemme ved halv 3 tiden.















I dag gad vi ikke rigtigt foretage os noget, så vi kørte en tur i Middelaldercentret, hvor Allan har været men aldrig jeg, selvom vi bor rimelig tæt på. Det ligger et meget smukt sted, og i dag var der julemarked. Selvfølgelig var der også lidt juleting. Jeg synes godt om detaljerne i disse strømpenisser. Bemærk nissen der strammer korsettet med et ben i ryggen på konen.














Man kunne købe alt fra vin og øl, til småkager, marmelade, smykker og meget andet i de gamle huse. Ved ind- og udgangen var der en helt gaveforretning med et udvalg af forskellige gaveartikler, så man kunne købe lidt julegaver med hjem. Vi sluttede dagen af med at spise en sen frokost i Den Gyldne Svane, som udelukkende oplyses af stearinlys, så der er rimeligt mørkt derinde. 
Maden er lavet af friske råvarer. Mange opskrifter er fra middelaldertiden, og bliver serveret på gammeldags fade/tallerkener og krus. Altså intet glas og porcelæn. Allan og jeg bestilte en 3 retters platte. Man vælger helt selv hvilke tre retter man vil have på den platte.
Vi bestilte begge Varmrøget laks med urter og Bedstemors æbleflæsk. Som tredie ret valgte Allan Ribbensteg med rødkål, mens jeg bestilte en Moden brie med druer. Allan fik sig en middelalderøl, som jeg nippede lidt til. Jeg er ikke nogen øldrikker, men den øl her havde ikke den “grimme ølsmag”, som øl nu engang har, efter min smag. Det var rigtig god mad, og helt bestemt anbefalelsesværdigt. Ulempen er at man kun spiser med en minigrydeske af træ og en lille kniv. Gafler findes ikke.  Det skal man lige vænne sig til.

Allan er meget træt, han sad oppe og ventede hele natten på at jeg skulle ringe efter ham, så han kunne komme i seng, så vi skal vist tidligt i seng i aften.

Grønlangkål og fødselsdag

Vi er nok en lidt småtosset familie, så måske har forskerne ret, når de siger vi har brug for traditioner! Selvom det i sommers var 4 år siden far døde, så samles vi altså stadig og fejrer dagen. Mor havde påtaget sig opgaven, at samle alle 25-30 personer, indtil hun blev syg, hvorefter vi børn har overtaget det, fordi vi alle var enige om at det skulle fortsætte, dog med lidt ændringer. Børnebørnene, deres mænd samt oldebørne bliver ikke inviteret med mere. Det er blevet kutyme, at det kun er os fire søskende med vores ægtefæller der samles. Sidste år fejrede vi 90 års fødselsdagen med manér. I år ville mor så prøve om hun igen kunne klare opgaven, efter hun gik ned med flaget. Derfor var vi børn, i går, inviteret til grønlangkål, sammen med et meget hjælpsomt barnebarn og dennes kæreste.
Vi, eller nogen af os, og det er meget forskelligt,  starter med et besøg på kirkegården hvor der bliver tændt et lys. I år kunne jeg og andre ikke nå at komme på kirkegården inden vi skulle spise, så jeg var der i søndags, hvor dette billede er taget, men far fik sit lys. Det er mors første “store” projekt siden hun fik hjertestop, hvor hun skulle lave mad til så “mange” 11 personer. Før kunne hun sagtens magte 30 mennesker helt alene.



Barnebarnet har været med mor ude og købe frisk grønkål, som mor selv har kogt og hakket til fryseren. Dvs. hun måtte have hjælp af søster til hakningen, fordi kødhakkeren ikke ville som hun.
Sidste weekend fortalte mor så, at hun var nervøs og usikker på om hun kunne klare opgaven. Hun drømte om det om natten og hele dagen spekulerede hun på det. Det fyldte rigtigt meget, alt for meget, i hendes tanker. Hun havde ikke mål på mængderne. Det var jo altid noget hun bare lavede uden mål. Hun havde også nævnt det for mine søskende, men de kan ikke lave grønlangkål, så de var stået af. Jeg sagde til mor, at der ikke var noget at være nervøs for, det var jo kun hendes børn der kom. Det hjalp lidt, men det tunge læs blev først fjernet fra hendes skuldre, da jeg lovede at komme direkte fra arbejdet og give et nap med maden, især med brunkartoflerne, som hun var mest bekymret for. Okay, jeg lavede både grønkålen og brunkartoflerne, men mor havde lavet det hele klart, og var med til at røre i gryden og smage til. På mors opfordring, har jeg prøvet at skrive de mængder ned jeg har brugt, så hun har det til næste år. Medister og flæsk havde hun selv saltet og kogt. Hamburgerryggen var hun ikke tilfreds med, så hun havde kogt en ny. Hun havde lavet hjemmerørt sennep, dækket bord og pyntet op.
Allerede på tirsdag har hun lovet barnebarnet, at hjælpe hende med at lave samme menu, når hun har fødselsdag. Søster fik bestilt hjemmerørt sennep til juleaften. Mor sørger for vi ikke keder os, men vi sørger også for, at hun holdes i gang og ikke glemmer det hun har lært igen.
For en gangs skyld blev der overhovedet slet ikke sunget og spillet. Vi talte om alt mellem himmel og jord. Skuespilleremner som vi aldrig havde berørt. Mark startede en lille flaskeleg, og den mente svoger sagtens han kunne slå. Det var arbejdsdag for de allerfleste af os dagen efter, så derfor holdt vi heller ikke ud til den lyse morgen, men det blev alligevel næsten midnat inden vi var hjemme.

I morgen venter en spændende dag med kollegaerne.

Om at have tid

Julemåneden giver lidt ekstra travlhed rundt omkring i mange hjem, og derfor kom jeg til at tænke på disse gamle ord, som til en vis grad stadig er aktuelle. Historien er skrevet af Olav Christensen, Odder, og har altså intet med mig og min familie at gøre.
En bemærkning de fleste af os jævnligt hører eller bruger er: “Jeg har ikke tid” men hvad er tid!
Min oldefar arbejdede 12 timer dagligt – undtagen søndag. Det var en arbejdsuge på 72 timer. Ved siden af jobbet passede han sin kolonihave med det lille hus. Han var kasserer i skyttelauget, strålerørsfører i det kommunale brandværn, tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv håret på sine 3 børn, han forsålede familiens fodtøj og kløvede 8 kubikmeter brænde. Desuden lavede han selv det meste af det, der skulle bruges i huset.
Min bedstefar var kommet ned på en arbejdsuge på 54 timer. Han overtog haven efter oldefar og var også strålerørsfører. I sangforeningen sang han ligeledes tenor og han var aktivt med i skyttelauget, men han var ikke kasserer eller nodeskriver og han klippede heller ikke selv sine børn. Da man var begyndt at fyre med kul indskrænkede hans brændehugts sig til 1 kubikmeter. Husgeråd var noget man købte hos isenkræmmeren.
Min far arbejdede 48 timer ugentlig. Han havde hverken tid til sang eller frivilligt brandtjeneste. Hans to børn gik til frisøren. Brændehugst – da højst for motionens skyld.
Og jeg? Jeg er traditionstro medlem af Hjerteforeningen og tager motionsdiplomet hvert år, men kommer der ellers aldrig. Jeg har opgivet familiehaven – det betaler sig jo ikke længere. Jeg har ingen børn. Brænde og kul? – nej tak – jeg har oliefyr. Hvordan skulle man ellers få tid til noget i vor forjagede tid. Jeg skal trods alt arbejde 37 timer om ugen.

• Min oldefar? – han blev 94 år – iøvrigt en herlig fyr.
• Min bedstefar? – jo – han blev 65 år.
• Min far? – jah han blev kun 52 år – blodprop du ved.
• Jeg selv? – man skal jo ikke slide sig ihjel – nej lad os få den 35 timers uge.

_________________________________________________________________________
Jeg selv havde tid til at nyde den smukke solopgang i går på vej til arbejdet, og det sidste af den blev nydt fra kontorvinduet.
I morgen må jeg se om jeg kan få tid til at komme på loftet efter mit julepynt. Min weekend er afskrevet. Hele lørdagen står i firmaets tegn.