Grønlangkål og fødselsdag

Vi er nok en lidt småtosset familie, så måske har forskerne ret, når de siger vi har brug for traditioner! Selvom det i sommers var 4 år siden far døde, så samles vi altså stadig og fejrer dagen. Mor havde påtaget sig opgaven, at samle alle 25-30 personer, indtil hun blev syg, hvorefter vi børn har overtaget det, fordi vi alle var enige om at det skulle fortsætte, dog med lidt ændringer. Børnebørnene, deres mænd samt oldebørne bliver ikke inviteret med mere. Det er blevet kutyme, at det kun er os fire søskende med vores ægtefæller der samles. Sidste år fejrede vi 90 års fødselsdagen med manér. I år ville mor så prøve om hun igen kunne klare opgaven, efter hun gik ned med flaget. Derfor var vi børn, i går, inviteret til grønlangkål, sammen med et meget hjælpsomt barnebarn og dennes kæreste.
Vi, eller nogen af os, og det er meget forskelligt,  starter med et besøg på kirkegården hvor der bliver tændt et lys. I år kunne jeg og andre ikke nå at komme på kirkegården inden vi skulle spise, så jeg var der i søndags, hvor dette billede er taget, men far fik sit lys. Det er mors første “store” projekt siden hun fik hjertestop, hvor hun skulle lave mad til så “mange” 11 personer. Før kunne hun sagtens magte 30 mennesker helt alene.



Barnebarnet har været med mor ude og købe frisk grønkål, som mor selv har kogt og hakket til fryseren. Dvs. hun måtte have hjælp af søster til hakningen, fordi kødhakkeren ikke ville som hun.
Sidste weekend fortalte mor så, at hun var nervøs og usikker på om hun kunne klare opgaven. Hun drømte om det om natten og hele dagen spekulerede hun på det. Det fyldte rigtigt meget, alt for meget, i hendes tanker. Hun havde ikke mål på mængderne. Det var jo altid noget hun bare lavede uden mål. Hun havde også nævnt det for mine søskende, men de kan ikke lave grønlangkål, så de var stået af. Jeg sagde til mor, at der ikke var noget at være nervøs for, det var jo kun hendes børn der kom. Det hjalp lidt, men det tunge læs blev først fjernet fra hendes skuldre, da jeg lovede at komme direkte fra arbejdet og give et nap med maden, især med brunkartoflerne, som hun var mest bekymret for. Okay, jeg lavede både grønkålen og brunkartoflerne, men mor havde lavet det hele klart, og var med til at røre i gryden og smage til. På mors opfordring, har jeg prøvet at skrive de mængder ned jeg har brugt, så hun har det til næste år. Medister og flæsk havde hun selv saltet og kogt. Hamburgerryggen var hun ikke tilfreds med, så hun havde kogt en ny. Hun havde lavet hjemmerørt sennep, dækket bord og pyntet op.
Allerede på tirsdag har hun lovet barnebarnet, at hjælpe hende med at lave samme menu, når hun har fødselsdag. Søster fik bestilt hjemmerørt sennep til juleaften. Mor sørger for vi ikke keder os, men vi sørger også for, at hun holdes i gang og ikke glemmer det hun har lært igen.
For en gangs skyld blev der overhovedet slet ikke sunget og spillet. Vi talte om alt mellem himmel og jord. Skuespilleremner som vi aldrig havde berørt. Mark startede en lille flaskeleg, og den mente svoger sagtens han kunne slå. Det var arbejdsdag for de allerfleste af os dagen efter, så derfor holdt vi heller ikke ud til den lyse morgen, men det blev alligevel næsten midnat inden vi var hjemme.

I morgen venter en spændende dag med kollegaerne.