lørdag den 1. december 2018

Når livet starter forfra for 3. gang

Første gang vi skal lære at gå, spise, tale, lave mad, strikke osv., tænker vi ikke så meget over det. Det er en ganske naturlig del af livet, som vi nok mere eller mindre regner med, er en selvfølge. I hvert fald når man har nået en vis alder, og egentlig ikke ser handicappet ud.
P7036374De fleste af os er helt uvidende om hvor svært de mest basale ting egentlig er, men når man selv, eller ens nærmeste rammes af sygdom eller ulykker, og man atter skal lære det hele – helt forfra – opdager man hvor svært det man har kunnet hele livet faktisk er.
Jer der har læst med længe, husker måske historien om mors hjertestop, koma og neglect, hvor hun for 2. gang i sit liv, startede fra scratch, med at  lære at spise, gå, tage tøj af og på, strikke -  ja hele molevitten. Det lykkedes over al forventning, at få et liv, næsten som det var før.
3. gang, mellem jul og nytår, nogle få år senere, var hun atter hjælpeløs, og måtte endnu en gang starte forfra, med at lære at spise, tage tøj af og på, gå på trapper osv. osv. Det er lykkedes knapt så godt, men hun er dog nået rimeligt langt, ved stædighed og egenbetaling hos en dygtig fysioterapeut, som min mirakelmand har anbefalet, da det offentlige stod af og sagde, mor ikke kunne nå længere.
Det har været en hård kamp at nå dertil, hvor hun er i dag. Nu klarer hun igen sig selv - rimeligt godt, og har gjort længe, hun har stadig hjemmehjælp hver morgen, alle ugens dage, til at åbne for yoghurt, mælk, ost og den slags småting. Når bare det er åbnet dagen i forvejen, giver det frihed til at spise, når hun står op, uanset om hjemmehjælpen kommer klokken 7 eller halv 10. Hun får hjælp til det ugentlige bad, og hver 14. dag kommer de og skubber lidt rundt på støvet og vasker gulve.
Hvis vi ser bort fra de helt basale ting, som man selvfølgelig helst fil kunne klare selv, så har mors store ønske været at lære at strikke igen – også for 3. gang. Hun har forsøgt mange gange, men hun har ikke kunne holde på strikkepindene. Hun kan heller ikke knappe en knap, lukke en lynlås, tage smykker af eller på. Sætte en nøgle i døren eller binde en skosnøre og den slags, men hun kan atter holde på en blyant og skrive, så nu kæmper hun videre med strikketøjet.
P1170017 P1170034

Den første firkant, blev nærmere en trekant, men pyt. Det er jo øvelse, og den er noget pænere strikket, end den første firkant hun lavede efter sit hjertestop, så der er et lille håb, selvom ingen tør love at hun kommer til at strikke igen.  Hun magter kun at strikke 4-5 pinde på en aften, så det tager tid at lave en lille lap, og hvis hun så også strikker forkert, må arbejdet hvile til en af os unger kommer forbi. Derfor har jeg fået den ryg med hjem, hun strikkede for tre år siden. Nu gider hun ikke se på den mere, og har bedt mig lave den færdig til Røde Kors.
Selvom mor rundede de 81 i maj måned, har hun ikke opgivet at kæmpe videre. Som lægen på Rigshospitalet sagde, er hun en sej kylling.og livet har trods alt stadig meget godt at byde på. Selvom det strikkeri ville kunne slå mange timer ihjel..

12 kommentarer:

  1. Det er ikke let når vore automatiserede processer forsvinder og vi skal til at genindlære dem, hvisvi kan, men din mor ser ud til at være udstyret med en kraftfuld viljestyrke. Det må være tilfredsstillende for hende at være nået længere end samfundet synes at være indstillet på.
    Den strikkede firkant der ligner en trekant, minde mig om de vaskeklude jeg strikkede som barn. Jeg tror aldrig jeg nåede til at strikke en firkant firkantet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når man ser hvor meget en person kæmper, ved man det er meget sværere end man går og tror. Alle ved at øvelse gør mester. Det er ganske tilfredsstillende, selvom man altid gerne vil et nøk videre.
      Det er nok mange, der har fået firkanternes maskeantal forøget eller reduceret til trekanter.

      Slet
  2. Man kan jo kun beundre din mor for al den viljestyrke og vel også stædighed, der gør, at hun nægter at lade sig slå ud.
    Hun fortjener en medalje, gør hun.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må man, og jeg/vi synes ærlig talt hun har været meget igennem, men alternativet havde været, at hun ikke var her. Hun rager noget til sig hele tiden. Det sidste nye, i denne uge, må du høre om, når vi ses på et tidspunkt.
      Det gør hun næsten :-)

      Slet
  3. Imponerende viljestyrke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en god egenskab, for det meste.

      Slet
  4. Sikke en livsvilje der er din mor - det er dejligt, at hun ikke bare giver op.
    Jeg har en nær veninde, som for et par år siden fik en blodprop i hjernen, og hun har ikke klaret det så godt som din mor. Hun kan næsten ikke gå og kan ikke bruge den ene arm.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det, og vi rr mange der har skubbet lidt på af og til, når hun har følt det intet hjalp.
      Det er trist når det går sådan. Vi skal virkelig sætte pris på det liv vi har, mens vi har det.

      Slet
  5. Jeg har den dybeste respekt for din mors indædte kamp for at få et godt liv.. Og for hele familiens indsats og backup.
    Min mors vilje til at klare sig selv efter brækket arm og senere brækket lårben imponerer mig stadig. Der må være noget særligt i den generation, som giver dem en særlig viljestyrke.
    Efterfølgende generationer har noget at leve op til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt alene, altså uden alle os der har skubbet på, var hun nok ikke nået så langt, men det er trods alt kun hende selv, der har kunne gøre arbejdet - træningen.
      Ja, man kan kun være imponeret over den viljestyrke mange har. Jeg synes desværre godt nok vi har kendskab til flere meget unge mennesker, der har kæmpet og stadig kæmper for et værdigt liv. For en tegnede livet lovende efter konfirmationen da hun blev ramt af sygdom hun kæmper stadig efter mere end 10 år.
      Vi skal være glade for de bagateller vi andre måske kæmper med, men det kender du jo selv.

      Slet
  6. Det er med stor respekt jeg læser dette indlæg. Så sejt, som din mor gang på gang har rejst sig, grundet stædighed.
    Når vi ikke lige passer ned i en kasse, så kan vores velfærdsstat ikke hjælpe, det er trist. Det er lidt som en politikker siger omkring indlæring i skolen i dag. Nu skal børnene kun lærer om noget, desværre ikke om nogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre er stædighed ikke altid nok, men der er (ofte) en god egenskab.
      Det er så sandt - og ret så sørgeligt. Hvor svært kan det være at lytte eller se på det enkelte menneskes behov!

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)