Jeg havde byttet arbejdsdag, da den ene chef ønskede min tilstedeværelse på kontoret. Derfor skulle jeg arbejde i Nykøbing denne dag. Det var samme dag som en grisetransport væltede ved Korsør, og spærrede motorvejen fra klokken 7 til 14, så jeg tror, den chauffør er enig med mig. 
Det er regnvejr. Det er der ikke så meget nyt i. Da jeg har gået den sædvanlige lille kilometer, og skal til at låse mig ind ad den første dør, kan nøglen overhovedet ikke dreje, hverken den ene eller den anden vej. Efter at have bakset noget med det, kanter jeg min taske gennem en afspærring, hvorefter jeg selv klatrer over samme afspærring, så jeg i det mindste er lidt i læ og tørvejr. Første procedure med nøglen i næste dør går fint. Koden bliver tastet og næste nøgle skal drejes. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg ved, at alarmen nu vil gå i gang efter få sekunder, så jeg finder min mobil i tasken og ringer til Alarmcentralen, med den hyldende sirene i ørene, mens jeg taster mig frem efter de valg jeg får, indtil jeg når til: er alarmen gået i gang, så tryk 3! Det gør jeg, for blot at få en besked om at linjen er optaget i øjeblikket. Endelig bliver det min tur. Alarmen bliver afblæst, efter jeg har oplyst alle nødvendige oplysninger.
Derefter ringer jeg til chefen. Jeg kan jo stadig ikke komme ind. Han forstår det ikke helt, selvom jeg prøver at forklare og svare på hans spørgsmål. Du har da fået en forkert nøgle med, siger han og kommer med et lille latterkluk, hvorefter han siger, at de godt nok har haft lidt problemer med, at døren binder de sidste par dage. Han giver mig et par fif, og jeg kommer ind og kan slå alarmen fra.
Det varer ikke længe, før jeg får en opringning fra håndværkeren på den anden arbejdsplads. (Normalt er der ingen, der ringer til min private mobil i arbejdstiden. Man kan heller ikke være sikker på jeg hører eller besvarer opkaldet) Kommer du ikke kommer på kontoret i dag, spørger han. Nej, jeg er først tilbage på mandag. På mandag, gentager han. Jamen, det er vigtigt, og du plejer da at være her i dag. Vi skal undersøge… så vi kan give dem svar. Det må altså vente, til jeg kommer på mandag.
Det var ikke meget, der bare kørte på skinner den dag. Jeg skulle blandt andet også lave en indberetning med digital signatur. Det krævede (åbenbart) først en opdatering af pc’en, som så også skulle genstartes. Da det var klaret, havde jeg ikke brugeradgang til den side jeg skulle ind på. Det betød at jeg først skulle på virk.dk for der at give mig selv tilladelse til at logge på. Først derefter kunne jeg oprette firmaet. Endelig inde, og klar til indberetning, men ak, det kunne jeg ikke finde ud af at udfylde på egen hånd. Igen måtte jeg have fat i en livline. Denne gang hos det firma, det handlede om. Det var en langsom og besværlig procedure, som jeg først blev færdig med dagen. Mærkeligt nok, føltes dagen alligevel slet ikke lang.Tiden fløj afsted.
Da jeg havde fri, ville jeg en tur i Jysk for at købe en fødselsdagsgave, vi skulle bruge i weekenden. Da jeg parkerer og når den dør, jeg plejer at gå ind ad, var der sat noget for døren. Nå, okay, så må jeg jo bare tage den anden dør. Da jeg når derom er den også spærret, og en lille seddel står på døren. Vi har lukket tre dage, fordi vi gør klar til at åbne en ny flot forretning. Det blev Allans opgave næste dag, at køre enten til Vordingborg eller Maribo, for at få fat i den gave.
Hvad der er sundt og godt, er der ikke nogen entydig facitliste på. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, uanset om vi taler livsform eller kosten alene. Måske vil mange umiddelbart tænke, at sund kost er ens for alle, men sådan er det ikke. Det vi får tudet ørene fulde med er sundt, kan nogen, i værste fald, dø af at spise. Og selvom vi synes vi lever et godt liv, er det ikke nødvendigvis et sundt liv. 
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.
Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.
Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.
Livet byder på op- og nedture. Man må acceptere det man ikke kan ændre på, og få det bedste ud af den man står i. De sidste par år har budt på meget, vi aldrig har ønsket os, men vi har nydt livet og taget os af skraldet, når det var nødvendigt. 
Julen blev fyldt ud med en blanding af familie-kom-sammen, hygge, ordlege, mad, opvask og oprydning i lange baner, krydret med gåture og job.
De nye år er allerede godt i gang, og kalenderen fyldes ganske langsomt op med små og store glæder.
Det samme gør haven. De første blomstrende erantis og vintergækker er spottet derude. Rabarberne og purløgene er også godt på vej.
I dag fik jeg pillet al julepynten ned, også fra juletræet. Nu har vi set længe nok på det. Faktisk meget længere end viplejer.
Da det var pillet ned, var det på tide at forkæle mig selv med en lang gåtur. Det blev til en gåtur på 10 km gennem Storskoven. Den var en våd og smattet tur, men en rigtig dejlig tur, hvor jeg kun mødte to mennesker på de to timer. En hundelufter og en brændesanker.
Skoven er som så meget andet ved at drukne. Her har vi plusgrader og ja, det har regnet igen, igen.
Det sker i 2018
I morgen skal vi have indløst den første julegave fra ungerne. Den kommer til at stå på hyggeligt samvær og en god middag i byen. Det bliver bare så godt. Vi glæder os både til maden og til at være sammen med ungerne.
Der venter møder og hyggelige samvær med frokoster, samt nogle fødselsdage i januar måned. Min fremmelige lille niece fylder 1 år. 
Jeg forventer at komme ned på en arbejdsuge der i snit ligger på 30-32 timer pr. uge. Jeg gearer allerede ned i denne måned.
Mads bliver 40 år i februar og vil markere dagen, på sin helt egen måde, så han har inviteret 40 mennesker. Nøjagtigt halvt så mange, som da han blev 30.
Vi skal en tur til Gran Canaria inden dette ferieår udløber 1. maj. De sidste mange ferier er gået til kolde eller våde steder. Nu siger Allan han trænger til lidt sol og tørvejr. Vi har været på Gran Canaria en gang tidligere, i 1999, sammen med ungerne og et hold venner, for at fejre vennens 50 års fødselsdag. Nu skal øen opleves på en helt anden måde. Ganske som vi plejer, når vi er os selv.
Allan runder 70 år til april og har de sidste mange år sagt, at han vil ud at rejse, når den tid kommer. Han vil gerne have ungerne med, nøjagtigt som de var, da jeg blev 60, og han selv blev 60, men det er desværre ikke en mulighed. Derfor har han, det sidste halve års tid godt og vel, vaklet frem og tilbage om han alligevel skulle holde fest eller rejse. Den store fest er droppet, det gider han ikke, men en lille sammenkomst, med de nærmeste, ender det nok med.
En anden julegave fra ungerne var et et gavekort på en brovandring. Der er dog ikke sat dato på. Det skal lige blive lidt forår først. Ih. hvor vi glæder os.
I fortsættelse af forrige indlæg, håber jeg du har fået lukket jakken og fundet handskerne frem, for nu skal vi ud i kulden, og gå os varme en kilometers penge. 
Vi skyder genvej mellem alle bilerne. Der er livlig trafik henover dette område, især stien, da der ligger flere erhvervsskoler og gymnasier den vej. Det er ikke nemt at se hvad man træder i, men vi prøver at undgå det værste smat og de allerstørste pytter. Nogle steder er der fliser mellem bilerne, men de er tit så plørede, at det er bedre at gå et andet sted. Træder man alligevel på en, kan man let komme ud på en vippetur, da de er helt undermineret af dette års nedbør. Så sent som i morges, sagde det sssvup, med en skvulpende lyd jeg ikke havde hørt før. I et splitsekund så jeg for mit indre, både flisen og jeg forsvinde ned i et stort bundløst hul.
Vi når frem til fodgængerovergangen. Her når man sjældent at stoppe op helt op, da bilerne allerede stopper, så snart man vender siden til kørebanen. Er man ikke lokalkendt, og gerne vil finde ind til centrum, kan man, hele vejen fra Cementen blot, følge de små kunstværker, der er lagt ned i fortovet, så er man sikker på at komme til byens gågade. Vel over på den anden side, følger vi stadig de små kunstværker, som er lavet af handicappede.
Et lille stykke nede ad den relative smalle gade, ligger den private Realskole, hvor der går 350 elever fra 0. til 10. klasse. Er det ikke skoledag, er det en ret død gade, men ellers er der virkelig trafik om morgenen. Flere forældre sætter poderne af lige foran skolens indgang. Nogle børn går eller cykler selv, mens andre, rigtig mange, bliver ledsaget af en forælder. Her tænker jeg ofte curlingbørn. Det er selvfølgelig i orden at hjælpe ungerne med at slæbe nogle af deres ejendele, men jeg ser flere forældre slæbe både skoletaske, træningstaske, musikinstrument, samt måske en løs madpakke eller et kagefad, mens barnet går tomhændet. Lær dog jeres børn at de selv skal bære deres ting. I det mindste noget af det. Hvad værre er, så ser jeg også børn og unge omkring konfirmationsalderen, hvor forældrene troligt slæber alt ungernes habengut, mens de måske samtidig går og holder i hånd. Det eneste de unge ‘bærer på’ er en voksen hånd. Okay, det er fåtallet, det sidste, men jeg ser dem. Heldigvis ser jeg også børn, i alle aldre, selv slæbe eller køre deres tasker, men det er lige før jeg tror der er flest af den første kategori. 
Jeg når hen til rutens farligste kryds. Der er ingen lyskurve, og det ER svært for bilisterne at se for husene. Man skal have snuden helt ud på kørebanen, og er nødt til at liste langsomt ud, for ligesom at ‘føle’ sig frem, men det er der flere, der ikke gør. De kører bare ud. Den ene dag var der ikke mindre end fem biler, der var stødt sammen. Eller hvor mange der reelt var stødt sammen, ved jeg ikke, men der holdt fem i en klump, og mindst tre af dem havde store buler. Der blev skrevet ned og ringet i telefon fra de forskellige biler.
Jeg ser mig godt for inden jeg begiver mig over denne vej og fortsætter op til en lille parkeringsplads, hvor der også bliver sat mange børn, eller hvor forældrene parkerer mens de følger dem i den retning, jeg lige er kommet fra. Jeg skråer over parkeringspladsen. Går forbi Jobcenteret, hvor mange ansatte allerede er i fuld gang bag deres skriveborde længe før klokken 8, mens andre først møder og låser sig ind til kl. 8. Herfra møder jeg ikke mange mennesker resten af vejen og heller ikke de små kunstværker i fortovet. Jeg krydser endnu en stor parkeringsplads, hvor der om et par timer er umuligt at få en parkeringsplads. Jeg går forbi en gammel bunker og ind i en meget mørk baggård. Godt man ikke er mørkeræd, for somme tider må en lommelygte frem for ikke at komme galt af sted i det små krogede. ujævne og smalle stræder. Jeg når frem til bagindgangen. Låser porten op, og det automatiske lys tændes. Nu er der rimelig læ og tørvejr. Derefter er der flere sikkerhedsforanstaltninger, før jeg kommer ind og slår tyverialarmen fra. Jeg går gennem den store butiksområde op til kontoret på første sal. Her sidder jeg så de næste mange timer. 
Når jeg har fyraften går jeg næsten altid ud ad hovedindgangen, hvor alle kunderne kommer ind. Her træder jeg lige ud i det pulserende gadeliv. Det er en lille omvej at gå hjem, men det nyder jeg. Her er en hel del mere at kigge på. Ikke fordi jeg står og kigger på forretningsvinduer, slet ikke. Jeg farer lige forbi. Noget af turen ned til bilen, må dog nødvendigvis være den samme. Det er hjemturen i bilen også, hvis ikke jeg skal ud på en større omvej. Det er der ingen grund til. Allan venter oftest med aftensmaden.
Der er varme i sæderne og vi sidder lunt og godt. Jeg håber du vil nyde turen. Hver tirsdag og torsdag er det, set i forhold til de andre dage, en noget længere tur jeg skal ud på for at komme på arbejde. I denne tid er det bælgravende mørkt, både når jeg kører hjemmefra, og når jeg har fri. De to dagsbilleder er taget en lørdag formiddag, hvor jeg har var ude at handle. 
Selvom det er hovedvej hele vejen, er der meget mørkt, så vi kan ikke se sundet, der ellers vil være udkig til på en ret stor del af turen. Der er pænt med trafik, så det er umuligt at køre med det lange lys. Heldigvis er der cykelsti på begge sider af vejen et langt stykke. Jeg tænker ofte, hvor pokker alle de modkørende biler skal hen. Både skolen og børnehaven er for længst nedlagt og arbejdspladserne ligger i en helt anden retning. Efter godt 5 km krydser jeg motorvejen, og snart kører jeg ind i et næsten 8 km langt skovområde. Der er dog kun skov på begge sider et par km. Jeg sætter farten ned, da skovens dyr har for vane at springe frem, og løbe lige ud foran bilen, eller blive fanget i en lyskegle. Selvom vi stadig er på Lolland, nærmer byen sig. Nykøbing F. er, som årene er gået, vokset helt over til Lollandsiden. Den sødlige lugt fra Sukkerfabrikken rammer næseborene. Jeg glæder mig over at vores landsdel stadig har en fabrik kørende. 
Lige efter Guldborgsundcenteret møder vi en rundkørsel, som kan være umådelig svær at blive lukket ind i, herfra hvor jeg kommer, når det er myldretid. Den har været ret udskældt uden at det har hjulpet noget. Den tidligere lyskurv var så absolut at foretrække. Nu er der virkelig tæt trafik, og der kommer flere og flere vejbaner og lyskurve på stribe. De fleste af os bilister skal krydse vejbaner flere gange på rimelige korte strækninger. Jeg hader, når jeg skal holde i længere tid ved krydset efter broen, for der stinker altid af dieselolie. Det er den værste lugt jeg ved. Jeg holder vejret så længe som muligt. Ved flere af lyskrydsene er mange bilister bange for ikke at nå over, mens der er grønt, så de kører ud og holder i krydset og spærrer derved for trafikken. Jeg har flere gange mødt udrykningskøretøjer, der ikke kan komme igennem på grund af hensynsløse bilister. Hvorfor er der aldrig noget politi der! Ved det store banegårdskryds er der trængsel både af biler og cyklister på vejene, men også fodgængerovergangene er sorte af mennesker. Mest alle de studerende der er stået af toget eller bussen, og som skal gå ud til skolerne, som jeg også selv har gjort i tidernes morgen. 
Efter at være kommet rundt i det store kryds med flere vejbaner i alle retninger, møder vi lidt længere fremme et fodgængerfelt. Her er ingen lyskurv, men stort set alle bilister stopper, så snart en fodgænger nærmer sig fortovskanten. Endnu en fodgængerovergang af samme slags, dog knapt så meget benyttet, inden jeg drejer af og finder mig en p-plads på byens vel nok største parkeringsplads, også kaldet Cementen, ved Hallen. Det er det eneste sted i byen, hvor man kan holde hele dagen, og endda parkere gratis. Cementen ligger ved et dejligt grønt område. På den ene side kan man gå tur og fodre ænder og svaner, eller man kan slå sig ned på en bænk og nyde synet ud over Svanedammen eller man kan krydse en af de små hvide broer og gå sig en tur ved Tingsted å. 
På den anden side af Cementen, lå det gamle stadion, som det sidste år, eller mere, har været omdannet til en stor byggeplads. Sidst i oktober, i år, åbnede Evigheden, som er et stort udendørs aktivitetsområde. Der er tomt om morgenen, men resten af dagen er der liv. Det benyttes flittigt af børn og unge i alle aldre. Når jeg har parkeret, så skal jeg ud og gå en lille kilometer. Hvis du vil med, må du klæde dig godt på, det kan være en kold og våd fornøjelse, men jeg nyder turen på alle måder og glæder mig over den ‘motion,’ jeg kan få gratis inden jeg de næste mange timer, sjældent kommer ret mange meter fra kontorstolen. Alt hvad jeg skal bruge på en hel dag, er lige inden for rækkevidde, eller sjældent mange skridt væk.
Jeg har altid tusindvis af planer om alt muligt, og jeg ved udmærket godt, at jeg ikke når en brøkdel af dem. Sådan har det været hele livet, og det får vist aldrig ende. Heldigvis er disse planer ikke noget, der på nogen måde skal udføres. Det er bare noget, jeg synes kunne være sjovt, og når tankerne myldrer frem, er der slet ingen grænser for, hvad jeg skal have gang i. 
Min egen fantasi kan sagtens holde mig beskæftiget, ikke alene i tankerne men også på det udfoldelsesmæssige plan, og når jeg så samtidig bliver inspireret af ting jeg hører i radioen, eller ser og læser om, kommer jeg aldrig i mål. Det er nok også godt det samme.
I dette indlæg vil jeg dog nøjes med at forholde mig til noget af det, jeg havde tænkt, jeg skulle have fyldt min blog med de sidste par måneder. 
Jeg ville have skrevet om …
- Byggeklodser i overstørrelse
- Den stille pige
- hvad vi ‘slås’ med af forskellige ting på hjemmefronten. Lige fra små ting som utæt tag, til helbred og stive systemer, den nye sundhedsplatform, samt hverdagens små glæder.
- familieture, fester, oplevelser, hyggelige samvær, vandreture og en enkelt udflugt i bil, som der også er blevet plads til.
- en dagbog eller rettere flere dagbøger.
- mor og hvordan hun har det nu, både med de ‘gamle’ skavanker og det nye der er ramlet ned over hende og dermed også os unger.
- at påskeliljerne tittede frem allerede den 3. november, trods den kølige og våde sommer og mindst lige så våde efterår.
- og sat en lille blogleg i gang, hvor jeg ville bede dig om at vise et billede af din bys julebelysning. Altså det der oftest hænger over gaden i din nærmeste handelsby.
- julen. Flere indlæg om dengang jeg var barn, kontra mine forældres og vores børns jul. Pakkekalendere og alt muligt andet i forbindelse med december og julen dengang og nu.
- når storken ikke kommer.
- barndommens lege.
- at tage jer med på en virtuel tur til og fra arbejde i byen.
Listen, i hovedet, bliver længere og længere. Noget er sikkert allerede forsvundet ud i glemslens tåger, og derfor ikke opremset her, mens der måske stadig er et lille håb om, at noget af det bliver til virkelighed en dag!
I fredags, hvor jeg efter job, prøvede at få et overblik over manglende julegavekøb og de mere generelle juleindkøb, syntes jeg, det så en smule håbløst ud med alle de sedler, jeg havde spredt ud over spisebordet i køkkenet. Overblikket sejlede. 
Lørdag morgen kørte jeg alene til Nykøbing, og efter 3 timer var bilen læsset med julegaver og dagligvarer. Juleaftensmenuen, har ligget klar i fryseren længe, men nu er en stor del af julefrokostmenuen til 2. juledag også i hus. I løbet af lørdagen fik jeg styr på alle mine sedler og en hel masse mere. Jeg er så meget med, at vi tog til juleoptog i Sakskøbing om søndagen. Det har vi vist ikke prøvet siden ungerne var små, og det er immervæk 30-40 år siden. 
Sakskøbing er en meget lille by, men når Handelstandsforeningen, eller andre initiativtagere laver forskellige arrangementer, tropper folk op i mængder, så det er svært at komme frem. Vi vidste at Torvet ville være sort af mennesker, så vi parkerede udenfor byen og stillede os op nede ved åen, hvor der var større sandsynlighed for, at vi kunne se noget. Det var der flere andre der også gjorde. Vi gik derved glip af informationerne om de deltagende grupper, men alle havde jo en slags reklame med sig, og vi kunne SE det hele. 
Der var 41 grupper, der deltog i år. Alt lige fra firmaer til børnehaver, badminton- danse- ride- karate- ro- gymnastikklubber. Fortsæt selv. Det der virkelig rørte mig, var de forskellige alderdomshjem, plejecentre og bosteder. Der var mange der var ude og blive luftet i dagens anledning. Nogen gik med rollator, andre blev transporteret på cykel, mens de sidste blev kørt i en lille minibus.
Der uddeles forskellige præmier. Der var virkelig mange kreative og fine optog med. Jeg har ikke set det hele gennem kameraet, og det er nok de allerflotteste jeg mangler billeder af. De personer, der har set det de sidste mange år, siger, at der var mange gengangere fra de andre år, og sådan nogle vinder selvfølgelig ikke på kreativiteten eller flotteste udsmykning, men de deltager.
Selvfølgelig under jeg de sportsklubber der vandt præmier og penge, men jeg glæder mig endnu mere over, at et plejecenter vandt en udflugt med bus. Det skal nok bringe glæde. Efter et par time i den friske luft, var det dejligt at komme hjem i varmen og få en tår kaffe.
Kært barn har mange navne. 
Som mange af læserne allerede ved, så holder vi meget af gør-det-selv projekter her i huset. Hvorfor betale sig fra det, når det er sjovt at lave det selv.
Nogle aftener i november, da jeg alligevel skulle finde vlieseline til de butterfly, jeg havde lovet at sy til Camillas ‘drenge’, kastede jeg mig over stofresterne, for at se om jeg kunne få udryddet nogle af dem.
Derefter fulgte endnu et par aftener ved symaskinen, og en hel søndag blev også revet ud af kalenderen til samme formål. Det kom der lidt forskelligt ud af.
Der lå en del velour, så jeg havde fundet et mønster på et par små sko, eller baby slippers. Skoene blev syet i dobbelt stof, så de er dejlige tykke og bløde.Rib har jeg også liggende i mange farver. Der skal sys flere af den slags af det sidste velour.
Hver gang jeg mødte et stykke stof, som jeg havde en lille ide om, hvad det kunne bruges til, blev det lagt i en bunke for sig. Der var rigeligt med stof, for og vlieseline til en kosmetikpung, eller hvad man måtte ønske at bruge sådan en boks til, men havde jeg nogen lynlås der matchede? Jo, heldigvis,for så kunne det projekt blive udført. 
En lille kurv, foret og stivet af med vlieseline. En hurtig opgave, så der blev lige lavet en til i en mindre udgave. Der er flere rester der sikkert kan bruges til det, hvis ikke jeg finder andet at bruge resterne til.
Der var stadig rigeligt med stof tilbage fra kosmetikpungen, men jeg havde kun en lynlås der matchede det stof, så toilettasken måtte blive derefter. Det blev en pæn stor toilettaske med indvendige lommer.
Jeg har også hæklet og strikket lidt, men det forbliver en hemmelighed, da det er julegaver. Man ved jo aldrig hvem der læser med her. 
Allan har også været i gør det selv hjørnet. Selvom det mest er mit domæne, så er det hændt nogle gange, i det forløbne år, at jeg er kommet hjem fra arbejde, og duften af nybagte boller rammer mine næsebor, så snart jeg lukker yderdøren op. Den seneste portion fra hans side, var surprise på mere end en måde, idet bollerne slet og ret hedder surprise. Det var han sluppet vældig godt fra. Opskriften fandt han i min mappe med opskrifter fra Amo og Gluten.
