ABC: Danskernes dagbog

ABC Scandinavia er nået til bogstavet D.
Danskerne blev, af Nationalmuseet og Danmarks Radio, opfordret til at skrive dagbog den 2. september 1992. Det blev understreget, at det netop var hverdagen på godt og ondt der var interesant, ikke mindst for vores efterkommere. Det kan lyde banalt og indlysende for os, som f.eks. hvad hvad vi f.eks. spiser til morgenmad eller ser i fjernsynet, men det vil sandsynligvis være både forunderligt og mærkeligt om 100 eller 200 år. Iflg. forskerne er der mange ting vi ikke ved om hverdagen for 100 år siden. Kort sagt, skulle vi bare skrive det der foregik lige nøjagtig denne dage, også evt. det der foregik i tankerne alene. Alle dagbøgerne skulle give et indtryk, af danskernes liv. Ideen kom fra Sverige, hvor 10.000 svenskere skrev dagbog året før. Bogen hedder: “Interessant at leve.”
Danmark slog rekorden. Mere end 50.000 danskere, fra 5 – 90 år, fulgte opfordringen om at give kommende generationer et billede af deres tanker og hverdag. Vi er med allesammen. De nyfødte, børnene, de unge, flygtninge, indvandrere, de ansatte og selvstændige, pensionister, direktøren, og mange andre, både de syge og raske. Sorg, glæde og det daglige liv fortalt på en måde, så man forundres, griner og glæder sig over alt det, som sker – på en ganske almindelig dag. Nogle skrev flere hundrede sider, andre kun få linier.
Allerede i dag, hvor knapt 20 år er gået, ser hverdagen meget anderledes ud. Ikke bare min, hvor jeg kan læse, at Allan havde fri, når jobbet var slut, hvor jeg, efter endt arbejdsdag, havde travlt med børnene, lektielæsning, godnathistorier, vasketøj, madlavning, madpakkerne til næste dag osv. osv. I dag er vi fælles om det meste.
Min dagbog blev normalt håndskrevet, men i dagens anledning blev den skrevet på skrivemaskine. Det samme kan jeg læse hos en tilfældig skribent, som jeg slog op på i bogen. Hun skriver: “Det er ikke sikkert jeg kan klare at skrive på denne maskine, den er helt elendig, men den har en dejlig klang, endda også en lille klokke i slutningen af linien.”
Mit bidrag er ikke i bogen, men arkiveret på Nationalmuseet sammen med de andre tusindvis af dagbøger, og selvfølgelig ligger mit bidrag som et par løsblade i dagbogen, som jeg absolut måtte eje, da den blev udgivet præcis samme dag året efter. Dagbogen den 2. september – en dag i Danmark, var interessant læsning dengang, endnu mere interessant i dag. Hvordan vil det mon ikke være om 100 år! 
Dagbogen i dag fortæller at de første erantis allerede blomster og en forkølet vintergæk kvier sig ved at springe ud. og at dagen er gået med oprydning og opvask efter en hyggelig lørdag aften med et par venner. Tøjvask, oprydning i flere ringbind samt nogle skuffer og skabshylder her og der. Omrokering i skabe. Bloglæsning, en sjælden tur på facebook. En spadseretur på 7 km, helt alene, i lidt småregn. Nogen skulle jo passe brændeovnen, mente Allan. Når ret skal være ret, så gik han med den første km inden han vendte om. Allan klarede aftensmaden, som bestod af resterne fra i går. Om et øjeblik skal jeg have fat i strikketøjet.

En tur i vandmasserne

I går morges, da jeg parkerede, overvejede jeg et øjeblik om jeg skulle parkere et andet sted på pladsen, end sædvanligt. “ Min plads” var nemlig så pløret, og smattet, så jeg tænkte det ikke ville være sjovt at sidde fast, og det ville være mere behageligt at holde på det rene asfalt. Jeg valgte dog min sædvanlige plads, fordi jeg vi godt kan lide, at der er afstand til nabobilerne, så jeg ikke kommer ned til en bulet bil. Jeg tænkte, jeg nok kom fri igen. Det kunne jo være det tørrede lidt i løbet af dagen. Da jeg kom frem til parkeringspladsen, og så min bil derinde bag ved vandmasserne, ret ensom, i forhold til det normale, tænkte jeg, at der da måtte findes en smal passage, hvor jeg kunne komme tørskoet hen til bilen. 
Det var da så ikke. Hvis jeg ville hjem, så måtte jeg bare ud i vandet, og sprang så det sidste stykke. Hvor er jeg glad for, at jeg har fået vinterimprægneret mine støvler rigtigt godt. Mens jeg stod der ved bilen og tog et billede af resten af parkeringspladsen, så jeg en mand gå frem og tilbage derude hvor jeg også havde stået. Det er ikke nogen nem opgave at kommer over sagde jeg, men det lykkedes for mig. Ham i små fine sko, kunne ikke bunde, og der kom et par udbrud fra ham, da vandet løb ned i skoene. Han skulle ind og hente sin bil der, hvor jeg overvejede at parkere om morgenen. Hold op hvor var der meget vand, og hvor er jeg glad for jeg valgte at parkere, hvor jeg gjorde, ellers havde min bil stået under vand hele dagen. Gad vide hvor højt det vand har stået ved middagstid, hvor det skulle have stået allerhøjst!
Da jeg kørte ud, begyndte den elektroniske sladrehank i bilen at bibbe, og der kom lys i en lille advarselslampe. Jeg aner absolut intet om biler, det har jeg Allan til at tage sig af, men jeg tænkte, at jeg var nød til at køre videre, da jeg ikke kunne holde der midt i den største sø. Selv ude på vejen var der vand, og da jeg endelig nåede på tør vej, var det midt i byen, hvor jeg ikke kunne holde og lave trafikkaos. Endelig fandt jeg et sted jeg kunne holde ind til siden og ringe til Allan, for at forhøre mig, om det var forsvarligt at jeg kørte hele turen hjem. Allan vidste godt det var slemt, for Mads havde været forbi min parkeringsplads, da han havde fri, og havde selv kørt i det samme vand ude på vejen. Allan mente godt jeg kunne køre hjem i bilen uden problemer, og da jeg når hjem, fandt han ud af, at det er kølervæske bilen manglede. Mads, “det kloge barn” siger det sagtens kan være helt tilfældigt, at det skete lige der, men at det også godt kan være, at bilen er blevet så varm, at kølervæsken er løbet ovenud, da motoren skulle på overarbejde i vandet. I skrivende stund, er Allan taget afsted i den gamle bil, for at indkøbe kølervæske. 
Allan havde også været på rundtur et par gange løbet af dagen i vores område, for at forevige oversvømmelserne. Ved havnen er alle bådebroerne forsvundet ned under vandet, og det kræver waders at færdes på området.    
Flere af sidevejene hvor vi bor, står under vand. Seas har været ude og afbryde strømmen, fordi de var bange for kortslutning da kasserne med elkabler stod under vand. Der er blevet pumpet vand væk fra huse og kældre. Da jeg kom hjem, var vandstanden dog faldet gevaldigt, og det hele var væk fra vejene i vores område.

 

















Hos os er der heldigvis ingen skade sket.

Himmelsk # 66

Da jeg i dag, efter fyraften, gik ned til P-pladsen efter rmin bil, skinnede månen og spejlede sig i oversvømmelserne.






















På vej hjemad ændrede himlen sig. Blot 21 min. senere så den sådan ud.






















Du finder flere himmelske billeder her

En, to, tr….. bum

Jeg har igen hanket op i den motion, der måtte hvile i december. Selvom dagene er blevet en smule længere, så bliver det stadig tidligt mørkt, men det skulle ikke hindre mig i at tage på en times rask spadseretur igennem skoven. Det blæste stadig godt, men det var trods alt tørvejr. Dog er der meget vådt derude, efter de 39 mm vand, vi har fået de sidste par dage. Allan ville ikke med, han påstod, at han havde gået sig en tur i løbet af dagen. Ingen dårlige undskyldninger fra min side, og som bekendt er der intet dårligt vejr, kun dårlige klæ´r. Derfor trak jeg i gummistøvlerne og begav mig afsted. Jeg valgte en rute, hvor det er meget længe siden jeg har gået, i håbet om at der var mindre smattet end ruten i søndags. Det var så ikke tilfældet. Selv de brede skovveje var mudrede og fyldt med store vandpytter, hvor træerne spejlede sig. Hurtigt fik jeg øje på et træ, der hang og svævede, helt uden rod, men vist kilet godt fast. Alle billeder kan med fordel klikkes større.
Månen kiggede frem mellem trækronerne, og da jeg nåede til den lille skovsø, begyndte det at regne. Da der ikke er mange blade på træerne til at give ly for regnen, ville jeg skyde genvej, når der kom et lidt mere tørt sted.
Det var blevet godt mørkt derinde i skoven, men heldigvis kender jeg skoven ud og ind. Da jeg så en bred passage ved nogle graner, valgte jeg den som genvej, fordi der er dejligt tørt fri for smat i brombærkrattet. Snart mærkede jeg det første brombærkrat holde fast i benet, og tænkte, jeg måtte være mere opmærksom, men jeg kunne jo faktisk intet se, p.g.a. mørket, og allerede der havde krattet fået fat i benet igen. Jeg nåede kun lige at tænke, at jeg nok blev nød til at vende om, inden det gik helt galt,og jeg røg lige på maven ned i krattet.
Helt ærligt, kunne jeg godt selv have tænkt mig, at se hvordan det så ud, da jeg lå der og vippede på maven i en underlig akavet stilling. Mobiltelefon og kamera lå i lommen, og jeg kunne umiddelbart ikke rejse mig op, fordi jeg ikke kunne komme til at bruge mine arme. Efter et par vip lykkedes det mig at komme op, og så vendte om. Havde Allan været med, så havde jeg fået ham til at tage et billede, hvis vi kunne få kameraet op ad lommen.
Var jeg faldet et hvilket som helst andet sted i skoven, hvor jeg på hele turen kartede noget rundt, men trods alt formåede at holde mig oprejst, så var jeg godt nok blevet våd og fyldt med pløre, og sikke noget vasketøj jeg havde fået raget til mig. Trods dagens stunt, var det alligevel en dejlig måneskinstur. Jeg var trods alt heldig at falde et forholdsvis tørt sted og jeg skal bestemt afsted igen.
Jeg kan mærke jeg har slået min højre skulder i faldet, men det går nok over.

ABC: Cykelpenge

I denne uges tema hos Ilhja er vi nået til C
Da jeg var barn boede vi endnu længere ude på landet, end jeg gør nu. Der var ikke noget der hed skolebus de første mange år, jeg gik i skole. Vi cyklede hver eneste dag i al slags vejr de 7 km, der var til skolen. Var det snestorm og driverne lå meterhøje, jamen så gik vi til skolen og hjem igen. Ligeså hvis cyklen var punkteret, og slet ikke kunne holde luft, så måtte vi også gå, trækkende med cyklen. Det var lidt besværligt. Heldigvis var det sjældent at en cykelpumpe ikke kunne hjælpe så meget, at det var muligt at pumpe utallige gange på turen. .
På et tidspunkt, da jeg gik i skole i Rørbæk, blev der indsat bus, men vi måtte ikke køre med, selvom den store, og meget mere end halvtomme, skolebus kørte uden om os hver eneste dag, når vi cyklede i skole. Havde man ikke et vist antal km til skolen, kunne man ikke få bevilliget skolebustransport. Skolebussen var den eneste bus, der kom i nærheden af vor lille landsby. Vi manglede nogle sølle hundrede meter, for at have langt nok. I stedet fik vi bevilliget cykelpenge for at cykle til skolen. Når skoleåret var omme, kunne vi komme op på skolen og få udbetalt vores cykelpenge. De blev udleveret kontant i en af de brune prøvekuverter. Som I kan se på nedenstående billede, fik jeg for hele skoleåret 1970/71 udbetalt kr. 83,25




























Jeg har ikke et billede af den sorte Branderborgcykel, jeg fik i konfirmationsgave, og som ellers var min trofaste følgesvend i ca. 20 år, derfor må I nøjes med et billede af min dagbog.

Goddag og farvel

Efter vores lille nytårsudflugt i går, lykkedes det mig sørme også at få lavet os lidt aftensmad, mens jeg lige nævnte for mor, at jeg var blevet lidt småfed i julen. Det kunne hun nu ikke se, med det tøj jeg havde på. Da maden var ved at være på plads, smuttede jeg i bad og tog en lidt tætsiddende kjole på efter badet. Da jeg var fuldt påklædt igen, sagde jeg til mor, prøv nu lige og se her, så meget mave plejer jeg da ikke at have. Nej, det gør du altså ikke, og da heller ikke de deller der sidder på ryggen, siger hun så. Tak, mor, tak for de søde ord, og så grinede vi gevaldigt.
Vores forret blev bruchetta. Hovedretten var fyldt svinemørbrad med tilbehør af halve bagte tomater og kartofler. Slikærter og whiskysovs.
Desserten var hjemmelavet is, med friske frugter. Jordbær, sharon, granatæble og pithaya. Vi sad rigtigt længe over maden og bare snakkede og hyggede. Aftenen forsvandt som dug for solen.
Pludselig var det blevet midnat, og vi skulle ud og og skyde det nye år ind. På baggrund af en sjov historie for mange år siden, den skal nok opleves, for at det er sjovt, fik jeg i år en æske knaldperler af en af Mads´ venner. Det viste sig dog, at der kun var 2 stykker krudt i æsken. Naboen og hans datter kom ind og ønskede godt nytår, og så skød hun og jeg det nye år ind med hver en knaldperle af. Hun behørigt iført beskyttelsesbriller. Desværre måtte jeg med skam melde, at jeg ikke selv havde andet end mine almindelige briller på til at beskytte mine øjne. 

Det er ikke nogen nem opgave at fange et fyrværkeri. Allan havde opgivet allerede sidste nytår, men der havde jeg endnu ikke fået mit lille Lumix, og selvfølgelig skulle det afprøves i aftes. Jeg lånte Allans stativ, og tog vel 100 billeder, og de allerfleste er helt sorte. Lidt lykkedes det dog at få i kassen. Klokken blev halv to inden vi sagde godnat.










Nu skal der igen strammes op på kost og motion, det sidste har jeg ikke rigtigt fået plads til i december måned, og al den julemad har ikke gjort noget godt for mit legeme. Derfor havde jeg besluttet, at jeg skulle ud og gå en lang tur i skoven i dag. Allan blev fristet, til at gå med, men var dog lige ved at springe fra. Det endte dog med at han gik med mig alligevel. Turen blev på 6490 skridt.
Jeg har gået turen så tit, men der var nogle af stierne Allan aldrig før havde været på. Der var bakket, smalt og meget, meget smattet, det har jo regnet en del her i dag. Mørket var også ved at sænke sig over landskabet. På hjemvejen faldt vores øjne på et træ, hvor der var malet SPOR. Jeg fulgte pilene og de afmærkede træer med ordet spor et stykke, men vendte så om. Vi må på endnu en tur, snart, så vi kan få opklaret hvad det er for nogle spor der henvises til.

Årets sidste dag

Denne morgen startede som alle de andre morgener, med at nyde morgenmanden og kaffen. Jeg så på klokken, og kunne se, at vi jeg havde god tid inden vi skulle forlade hjemmet 9.15. Det vigtigste var nok at få styr på aftenens menu, selvom vi bare skal være os selv to og min mor. Hvad har vi, hvad kan vi nå og hvad mangler vi så. En hurtig beslutning, og de tre dele vi manglede, måtte vi handle ind på vejen. Selvom jeg plejer at pille al julepynten ned inden nytårsaften, så var det endnu ikke sket, og jeg havde egentlig affundet mig med, at vi skulle tage det med ind i det nye år, men jeg kunne jo begynde at pille det ned, og sørme om ikke jeg også nåede at hente kasserne ned fra loftet og pakke det hele ned i dem, inden vi forlod huset. Vi kørte hjemmefra i højt og klart solskinsvejr, fordi vi havde aftalt et lille stævnemøde med Camilla og Sune i Faksinge Skov, sammen med et par andre hundevenner. Vi hører jo så meget om både turene, menneskerne og hundene, men vi har aldrig mødt nogen af dem før. Det fik vi så lejlighed til i dag, samtidig med vi fik gået lidt af julefedtet af. Jeg synes det er dejligt at møde nogen af alle Camillas venner, og jeg føler det er lettere at huske dem, når der er kommet ansigt på. Alle deres aktiviteter, kan vi altid følge med i på Slettemosegård. Camilla ville gerne have Allan tog nogle billeder til deres hjemmeside. Måske kan hun bruge nogle af dem på hendes egen  hjemmeside. Hun får hele stakken af billeder, så kan hun vælge og vrage. Disse billeder er dog taget af mig.







 





Vi gik en dejlig lang tur i skoven langs Even Sø. Der blev leget med hund og der blev taget  gruppebilleder undervejs, som de plejer. Selvfølgelig blev der talt om hunde, nogen så meget tv, og vågnede når “deres program” kom på skærmen. Der var mange sjove historier, nøjagtig som der er med menneskebørn. Vi fik også talt om alt andet mellem himmel og jord, og det var de sødeste og mest jordnære mennesker vi fulgtes med på hele turen. Da vi nåede tilbage til P-pladsen, skulle der igen fotograferes, nøjagtig som de plejer, først gruppebillede igen og derefter hver enkelt hund med sin ejer, hvorefter hundene kom ind i bilerne, mens vi mennesker satte os ned og nød et par sandwich og en kop kaffe, som Camilla havde medbragt.















Mens jeg har siddet og lavet dette indlæg, har jeg både haft Camilla og Mads i telefonen, mor er ankommet, og Allan har lavet kaffe som vi er ved at indtage alle tre. Camilla ville høre hvad vi synes om turen og om billederne var gode, men vi Allan var ikke nået til billederne endnu, da han lige skulle pille vores postkasse ned. Mads ville gerne have en chauffør om en times tid, det har Allan sagt ja til. Mads må så finde en anden chauffør når han de en gang skal hjem, for vi vil nyde en flaske rødvin eller to i aften. Lige om lidt gælder det aftenens menu, men det satser jeg på at skrive lidt om i morgen. 
Indtil nu har det været en dejlig dag, og vi satser på det fortsætter. 

Godt nytår til alle, pas godt på hinanden, vi ses i 2012