ABC: Ispanser og ispinde

Denne uger er ABC Scandinavia nået til bogstavet I
Jeg har skrevet om ispanser før, men da det vi så, sidste år ved Fakse, er et sjældent naturfænomen, som vi næppe kommer til at opleve igen, da der statistisk set, vil gå 80 år før det sker igen. Når det sker, går billederne oftest kloden rundt. Hvordan fænomenet opstår, kan du bl.a. læse lidt om her. I år er Rusland samt  Genevesøen i Schweiz blevet ramt. Ved sidstnævnte link er en bil indhyllet i is.
Selvom det er koldt i år, og der også er ispanser, så er det dog, så vidt jeg ved, ikke noget der kommer på højde med dette.
Jeg springer lige over til en helt anden slags is. Nemlig den is de fleste af os spiser i store mængder. I Danmark alene, spiser vi 130 mill. ispinde om året. Det betyder, at der går en del træ til, når alle disse små træpinde skal produceres.
Kæmpe store bøgekævler, bliver solgt som ispindekævler, og skåret op til…. ja… ispinde. Danmark eksporterer også ispindekævler. Af en kubikmeter træ bliver der skåret 300.000 ispinde. Det er lidt svært at forstå, at man ikke kan bruge træet til noget mere fornuftigt. Ikke fordi ispinde ikke er fornuftigt, men jeg har altid tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke kan produceres noget større, af de store kævler.

Indkaldt til test

Der var engang, men sådan er det ikke mere. Vi ved hvilken kamp det er, at få et høreapparat, som kan bruges, og Allan følger markedet tæt, men alligevel kommer det ham ikke tilgode, når han skal have nyt apparat. Han kan nemlig ikke vælge frit, selvom han har navn, mærke og nr. på et apparat der virker til ham. Hvorfor det offentlige og høreklinikkerne ikke lytter til det, er os en gåde. Vi har fået en masse forklaringer, der bare fortæller os at det er et stift og helt umuligt system, og at de ikke har nok viden om de apparater de sælger. Et høreapparat er ikke bare et høreapparat.

Da Allan var på arbejdsmarkedet, måtte han bruge af sine feriedage, for at teste apparater, så derfor satte han selv en begrænsning. Vi ville jo også gerne på ferie. At være testperson, er ikke noget vi bliver rige af, han får nemlig ikke en eneste krone for det, ud over lidt kørepenge. I dag, hvor han er på efterløn, ser verden helt anderledes. Han er blevet en ret eftertragtet testperson hos GN Resound. Vi har ikke mere tal på alle de gange, han bliver ringet op, om han har lyst til at teste et apparat. Nogle gange er det hurtig udrykning, andre gange bliver han varskoet måneder i forvejen. De sidste par måneder, har han, med jævne mellemrum testet et høreapparat, der skal lanceres i handelen meget snart. I tirsdags ringede GN, om han havde mulighed for at komme om torsdagen, for nu havde de endelig fundet batterifejlen og den var rettet. En test bevirker, at Allan går med testapparaterne i en periode, som kan variere fra uger til måneder, hvor han noterer de observationer han gør sig.  Han nåede kun fra Ballerup til Karlslunde, da den samme fejl om batterisvigt opstod, men nu på det højre øre, hvor der aldrig havde været fejl. Han ringede til GN og fortalte det. Senere blev han ringet op, og de spurgte om han kunne komme allerede igen dagen efter, så ville de finde et par helt nye apparater af samme slags, som han kunne prøve, og de ville belønne ham godt. Det sagde han ja til. Han ved godt at belønningen ikke er cool cash, men et par flasker rødvin. 

Vi stod tidligt op. Allan ud og skovle sne, hvorefter han kørte mig på job, mens den anden bil fik lov, at holde en tiltrænkt fridag. Allan fortsatte turen til Ballerup. Han kunne sagtens nå at hente mig til fyraften, hvor vi sammen gik ud og handlede lidt.

Da han ankom i receptionen, sagde de, var du her ikke også i går? Jo, men jeg skulle komme igen i dag. Tre mand servicerede ham, inden han blev sluppet fri med et par flasker vin, som tak for hjælpen. Denne gang nåede han helt til Piberhus, inden samme fejl meldte sig. Han ringede atter derind. Resten af eftermiddagen holdt de den varme linie pr. telefon. Der var nemlig en testperson mere, som havde prøvet de samme apparater, og han fik samme fejlmelding. Apparaterne skal virke inden de bliver frigivet på markedet. Vi ville få besøg af GN om aftenen. Dette blev dog senere annulleret, og resultatet blev, at der skulle sendes en Taxa til Lolland med endnu et par høreapparater, som Allan skal teste. Taxien ankom ved 19 tiden i aftes, hvor vi var i gang med en sen aftensmad, og prøvesmagning på den nylig modtagne vin. Kuverten skulle afleveres personligt, det er jo dyre sager vi han har med at gøre. Stakkels taxa-chauffør, så lang en tur, og kun i selskab med et par høreapparater, eller hvem ved, måske er han glad over at være helt alene, så han kan hvile ørerne.

Allan er allerede blevet forespurgt, om han vil teste nogle helt nye og meget kraftigere apparater, som skal udvikles engang til foråret. Det glæder han sig til, for han har selv de kraftigste apparater, der findes lige p.t., og de kan ikke skrues højere op. Det giver ham, på trods af høreapparatet, problemer med venstre øre, hvor hørelsen er faldet yderligere, hvis man kan sige sådan, om et øre der i forvejen er helt døvt. 

Nyt legetøj

Nej, nej, det er skam ikke mig, der har fået legetøj, men igen Allan, der har fået overtalt mig til en ny investering.
Da han for et par år,eller tre siden købte nyt kamera, fulgte der kun et lille objektiv med, så allerede der, var han klar over, at han måtte have et større af slagsen også. Derfor gik der heller ikke lang tid, før han havde investeret i det. Det ville nemlig dække alle hans behov for fotografering. Altså når også han fik en ekstern blitz og et fotostativ. Det var han i hvert fald fuldt overbevist om, og han var faktisk også godt tilfreds med, at han nu kunne zoome motivet længere ind. 
Ulempen var bare, at han alt for ofte havde det forkerte objektiv på, eller værre endnu, at han slet ikke havde tagt det med sig, men når nu han absolut vil have sådan et stort kamera, så mente jeg umiddelbart, at han bare måtte sørge for at tage det med, han skulle bruge.
Da vi så var her, fik Allan lov at låne noget udstyr af ham her, og det skabte et helt nyt behov. For lige siden har Allan jamret sig over, at han skal skifte objektiv hele tiden. Mærkeligt nok, så er det nemlig altid det forkerte objektiv, der sidder på kameraet, når han skal fotografere. Jeg syntes egentlig, at Allan har fotoudstyr nok, men jeg har overgivet mig, efter Allan har undersøgt markedet og egne behov grundigt, en ekstra gang. Det viste sig nemlig, at det han troede han ønskede sig, alligevel ikke var det helt rigtige. Han er nu blevet den lykkelige ejer af endnu et objektiv, og han påstår, at han ikke har flere ønsker til sit kamera…………hvis altså han også bare lige får en modlysblænde og et polaroidfilter.











Jeg ved noget Allan ikke ved. Hans ønsker stopper ikke her, jeg kender ham alt for godt.

26 kaffeposer og to tasker

For længe siden, fik jeg endelig skrabet kaffeposer nok sammen til at lave denne, men jeg samlede videre, så jeg havde efterhånden en pæn stak kaffeposer liggende. Jeg har gået og fiflet med tanken om, at få lavet mig en indsats til cykelkurven. Min taske bliver nærmest ridset i stykker, ved alle de bump og hop den dagligt må tage på turen gennem skoven. Det vil også give lidt tørvejr til dagen post, som jeg altid har med på turen. Det sker jævnligt, at jeg har breve, der ikke kan være i tasken, og de er derfor svære at holde tørre inden jeg når frem til postkassen, når det regner. 
Min cykelkurv, er hverken firkantet, oval eller rund. Nærmest en blanding af det hele, så jeg blev nød til at få fremtryllet noget der lignede et mønster. Jeg startede med noget papir i cykelkurven, som jeg prøvede at forme rigtigt og sætte sammen med tape, tegne pasmærker, og så ind og klippe op, og tegne over på noget andet papir.
Jeg har brugt 9 kaffeposer. To stykker á fire kaffeposer sys sammen og den sidste bruges til bund. Klistre mønstret på med tape, poserne skal jo ikke perforeres med knappenåle. klippe ud og sy siderne sammen. Sy bunden i og søm kanten ned foroven.















Der var stadig et bjerg af kaffeposer, så jeg kreerede et indkøbsnet mere. Det første jeg lavede var noget større end et almindeligt indkøbsnet. Godt stort, og dejligt rummeligt. Denne gang blev det et i normalstørrelse.
Jeg startede med at sy 12 kaffeboser sammen til et langt rør. Trak den ene ende ind i den anden, sådan at røret lå dobbelt. Syede den ene ende sammen, og syede hjørner således, at tasken fik en pæn bund at stå på, og blev mere rummelig. Tasken var en smule for lav, synes jeg, så der blev lige sat en kant på foroven af 3 kaffeposer mere. og tilsidst blev der syet hanke. I alt er der gået 17 kaffeposer til sådan en taske. 
Jeg har stadig et lille lager af poser liggende. Lageret indeholder også et par grønsagsposer og rosinposer, men de får lov at ligge lidt endnu, men jeg er færdig med at samle poser, i hvert fald for en tid.

Rundt på Lolland

Jeg syntes det var for tidligt at stå op i morges kl. halv seks, men da jeg havde vendt og drejet mig en hel time, uden at lukke et øje, stod jeg op, tog skiundertøjet på, satte kaffen over og begav mig ud i den kolde morgenluft, uden at se på termometeret.
Nøj, hvor det bed på næsen. Jeg vendte snuen hjemad, og tænkte jeg ville smutte endnu en tur, for at se lidt mere af solen, lidt senere. Det nåede jeg så ikke. Jeg mødte Allan som nu også var stået op. Han glædede sig over at kaffen allerede var klar. Det er nemlig ikke noget jeg normalt tænker på at lave om morgenen. Jeg kan sagtens være oppe et par timer, inden jeg har trang til kaffe, men jeg vidste det var koldt, og ville sikre mig noget, jeg kunne varme mig på, når jeg kom hjem igen. Vi så på termometeret. Det viste minus 12,4 grader.
Vi besluttede at lade arbejde være arbejde, og i stedet køre en tur ud i det blå, med madpakken og kaffen. Kursen blev sat mod Bandholm, forbi den gamle station, men Veterantoget var ikke at se. Museumsbanen har 50 års jubilæum i år.
Vi fortsatte til Reersnes, forbi Allans mormor og morfars hus, ud til havnen, hvor Færgen til Askø lige var sejlet. Videre til Ravnsborg Voldsted, over Blans og Ravnsby til Kragenæs Havn, hvor færgen afgik til Femø og en anden ankom fra Fejø. Der er stadig gang i færgetrafikken til småøerne. Selvom solen skinnede viste termometeret i bilen, at varmen udenfor høst kunne snige sig op på minus 7 grader. Hver gang vi gik ud, for at tage billeder af dette og hint, bed det noget igennem marv og ben.
Hvis I tror Lolland er fladt, så kom en tur til Ravnsby bakker, som er et meget kuperet terræn, selvom det er svært at se på dette billede. 
Det blev middag, og vi spiste vores klemme i bilen ved Kragenæs Havn, hvor vi havde selskab af en Skarv lige uden for bilruden. Lige inden middag, havde bilen med sin sædvanlige lyd fortalt os, at tanken var ved at være tom, derfor satte vi kursen mod hjemmet, forbi Birket Baunehøj
Vi nåede en lille tankstation ved Bandholm, og mens Allan tankede diesel, sad jeg og fik øje på nogle dyr, der bevægede sig langt nede ad en allé, da det pludselig dæmrede for mig. Det var jo Knuthenborgs Safaripark. Jeg ud, mens jeg sagde til Allan, at jeg gik ned til lågen, for at se hvad det var for nogle dyr, der gik der. Minsandten om ikke det var kameler og lamaer.
Nu havde vi fået tanket bilen op, så var der jo ingen grund til at køre hjemad alligevel, og når nu vi var på de kanter, kunne vi lige smutte en tur til Rødby, og se hvordan det stod til ude på grunden. Derfor drak vi kaffen på Skibevejen i Bandholm. Vi syntes dog der var for koldt på bænken, så også denne gang foregik denne nydelse i bilen.
Grunden så nydelig ud, der var ingen skade sket, men vi havde ikke lyst til at overnatte. Vi havde i øvrigt heller ikke campingvognen med denne gang. Vi kørte ud til Østersøbadet og gik en tur ved vandet. Soppeturen gemmer jeg lige et par måneder, det var rigeligt koldt med gummistøvlerne på.
Åh, hvor er det altså dejligt at komme tilbage til bilen, og få varmet rumpen. Der blev fyret godt op, mens vi fortsatte turen til Rødbyhavn, hvor der var masser af drivis. Det blev sidste stop, inden vi satte kursen mod bopælen, for at tænde op i brændeovnen og forberede lidt aftensmad, som er nydt sammen med et glas rødvin, så vi også kunne få den indre varme.

ABC: Huler

Denne uges bogstav hos ABC Scandinavia er H.
At bygge huler, hytter og huse har jeg hele mit liv brugt mange timer på.
Som ganske lille pige, var det bare nogle tæpper, der blev hængt op over nogle stole, og gerne også rundt om hele spisebordet, men de huler skulle ryddes væk hver dag. Det foregik jo i den varme stue, vi opholdt os i. Når der kom sne, var det snehuler der blev gravet og bygget. Hos legekammeraten der boede på en gård, byggede vi huler af halmballerne.
Jeg mindes også den hule, mor omdannede fars store hjemmelavede cykelanænger til, når vi skulle bort, som vi kalder det her på Lolland. I andre vil nok kalde det i byen, eller bare ud!  Hele vognen blev tømt for malerspande og alle hans materialer, og mor redte op med madrasser, dyner og hovedpuder, så vi tre tøser kunne ligge der og sove på hjemturen, mens far alene trak det store læs. Vi havde ikke bil på det tidspunkt, og offentlige transportmidler fandtes heller ikke dengang, derude på bøhlandet. Om vinteren havde mor selvfølgelig sørget for, at vognen var overdækket. Det var en dejlig hule, hun lavede til os.
Som små var vi med i roemarken, for at trække roerne op. De sad så fast, at de ofte skulle have et spark af en hæl. Når de kom løs, skulle vi banke dem fri for jord, og lægge dem på række, hvor de voksne alene tog sig af afhugningen af roetoppen. På den årstid, hvor dette arbejde foregik, var det svært at holde varmen en hel dag. Det var før, der blev stillet skurvogn til rådighed. Mor lærte os at bygge huler af roetoppene, og selvfølgelig havde hun sørget for et par sække eller tæpper til os, så vi kunne lege lidt, men det var også et sted, hvor både børn og voksne kunne spise madpakken i læ for regnen eller den bidende frost og kulde.
I haven byggede jeg huler. Jeg brugte river, koste og roehakker som skelet, så jeg kunne lave en wigwam. Vi havde et stort portrum og en gammel nedlagt kostald, hvor far havde lagerrum til alle sine byggematerialer. Der var alt hvad hjertet kunne begære, til at bygge huler af. Det måtte dog ikke fjernes, det skulle blive inde i tørvejr. Når der var gamle brædder, der ikke skulle bruges til noget, var jeg straks på pletten. Jeg fik udleveret en kasse rustne søm, og så var jeg i gang med at bygge huler i træerne, men ingen søm i træerne, var formaningen, kun i brædderne. Jeg byggede huler i hvert eneste ledige hjørne i haven. Når far rev en hule ned, byggede jeg bare en ny.
Loftet i barndomshjemmet listede jeg tit op på om sommeren. Der var kun adgang udefra via en ganske almindelig stige, og der kom sjældent andre end mig. Der kunne jeg også bygge huler og oven i købet lave fine stuer med med de gamle møbler der stod på loftet. Loftet var en dejlig friplads, hvor jeg kunne få lov til at holde mine huler i fred, samtidig med at jeg kunne kigge i alle de mange spændende gamle ting, bøger og blade der lå deroppe.
Da Allan og jeg købte grund, byggede jeg vi videre, men nu var det et rigtigt hus, og selvfølgelig skulle vores børn have en rigtig hytte. Tarzanhytten. Børnene har nu i mange år haft egen bolig, der har jeg været så heldig, at få lov at være med. Især hos Mads, hvor der har været masser af muligheder for at få lysten styret, når vi ikke lige har gang i noget ombygning eller renovering herhjemme.
Jeg bliver vist aldrig helt færdig med at bygge huler.

Lidt sjovt at varme sig på

Alle ved vist hvor meget godt det fører med sig at blogge. Mødet med nye mennesker både bag skærmen og IRL. Her dukker der af og til en mail op, fra helt ukendte mennesker, som gerne, vil have yderligere information om et eller andet, jeg har skrevet om. Bortset fra et par opskrifter, så er det mest Epiretinal fibrose, jeg har fået henvendelser om. (Billederne af erantis og rabarber er fra haven i sidste uge)
For en tid siden dukkede atter en mail op. Den var fra redaktøren af bevaringsbladet By & Land. Han var faldet over mit billede af Nr. Vedby Præstegård.

• Hej Pia.
• Jeg leder efter et godt billede af nævnte præstegård, og finder så dit på nettet. Kan jeg bruge det til en artikel om præstegården, og hvad koster det?

Svaret var, at han var velkommen til at benytte billedet kvit og frit, han skulle blot skrive, at det var mig der var fotografen, og så ville jeg i øvrigt gerne se artiklen, når den var færdig. Hvorefter der kom endnu en mail.

• Kære Pia.
• Kunne du sende mig billedet uden dit navn på?

Jeg fandt billedet. Nu venter jeg bare på at se artiklen. Billederne har intet med indlægget at gøre, men viser hvordan himlen så ud her i morges.
I sidste uge fik jeg endnu en mail. Denne gang fra Radio24syv.

• Hej Pigen fra Landet
• Vedr. Grønlandske børn
• Jeg faldt over et indlæg du skrev på din blog for 1 år siden.
• Du skrev om at I i jeres familie har haft en grønlandsk pige boende tilbage i 70’erne, og hvordan det var.
• Jeg sidder her og er ved at lave et radioprogram om lige netop grønlandske børn der boede i danske familier i 60’erne og 70’erne.   
• Er det muligt at du kunne ringe mig op?
• Jeg vil utroligt gerne tale med dig. Jeg mangler lidt inspiration…
• Med venlig hilsen
• ……………. 
• Projektleder

Jeg skrev tilbage, at hun kunne ringe til mig, på nærmere angivne tidspunkter. Hun ringede ved første angivne mulighed, og startede med at spørge om hun måtte bånde samtalen, så hun bedre kunne huske hvad vi talte om. Vi talte næsten en hel time. Hun takkede for min tid, og spurgte om hun måtte bruge udpluk af den båndede samtale i radioen, hvis udsendelsen blev en realitet. Ja, hvis du mener min hakken og stammen, med en lollandsk dialekt, egner sig til at sende i æteren, så er det ok med mig. Jeg tvivlede på det var brugbart, men vi var ikke af samme mening. Inden hun afsluttede samtalen, spurgte hun om jeg ville kontakte hende, hvis jeg kom i tanke om yderligere oplysninger. Jeg kunne ikke slippe emnet, som spøgte i mit hoved hele aftenen, så jeg røg ind og skrev en lang mail, og næste dag fik jeg svar.
Kære Pia
Tusind tak for dine tanker. Dejligt at du sådan orker at tænke med.
Jeg tænker lige over det med Jørgen. Måske kunne jeg ligefrem besøge ham med en båndoptager. Det giver jo en lidt anden lyd end gennem telefon.
Vender - som lovet - uanset tilbage til dig med nyt om hvordan programmet udvikler sig.
Og tak for en inspirerende samtale i går. Cyklede hjem og var helt høj!
/S.
Det er ikke kun det at blogge, der tager ens tid, der følger også meget andet arbejde med. Helt uden at tænke over det, kaster jeg mig med glæde ud i alt det interessante der dukker op via dette bloggeri. Verden er fyldt med sjove og spændende udfordringer.

Opdatering: Da der var gået flere måneder, og jeg stadig intet havde hørt fra projektlederen, ville jeg have styret min nysgerrighed, så jeg skrev en mail til hende. Hun beklagede at udsendelsen ikke ville blive sendt alligevel. For mig har det ikke nogen betydning. Min oplevelse er den samme.