Træfældning og forlænget weekend i Sverige

Det er længe siden vi lavede en aftale med Ellen og John, om at komme til Sverige, så Allan kunne hjælpe dem med at få fældet et par træer. Vi benyttede lejligheden til at få en forlænget weekend ud af det.  Da vi havde sat vores kryds i torsdags, satte vi kursen mod Kullen, som vi havde besluttet os for at opleve, men mere om det i et andet indlæg. Det stormede så meget, at broen var lukket for lette køretøjer. Vi måtte derfor over med færgen, da vi havde campingvognen på slæb. Nøj, hvor færgen vippede. Godt sejladsen kun varede 20 min. Fredag aften kørte vi til Ellen og Johns adresse, hvor vi lige havde nået at stille op, og var gået i gang med at spise, da de ankom. Det var vist meget godt, at jeg havde sagt, at vi klarede os selv, men dog gerne ville drikke kaffe sammen med dem. Ellen var nemlig syg og havde feber, så John var meget tæt på at aflyse det hele, men det ville Ellen nødig, da hun også havde en anden aftale i Sverige om lørdagen.
Allan havde kun set et billede af Johns sav, og havde faktisk ikke den store tiltro til, at den kunne klare opgaven, men da han kom og så den, var der ingen problemer. Lørdag formiddag gik Allan og John i gang med projekt træfældning. De første træer var lagt ned inden Ellen var færdig med sin aftale. Hun nåede, at være med til det sidste træ, der var med i den planlagte fældning. Allan havde ikke fået nok af træfældning. Det kriblede så meget i ham, at han gerne ville fælde endnu mere. Ellen fandt hurtigt et mere, så han fik sin lyst styret. Der måtte mere skarpt skyts til for at få det sidste træ nedlagt, så jeg blev sendt afsted efter kile og hammer. Der skulle nogle kraftige slag til, før træet lagde sig, som Allan havde udregnet.
Mens Allan og John skar de væltede træer, i mere håndterbare stykker, gik Ellen og jeg på svampejagt. Vi fandt ikke de helt store mængder. Og den første kantarel Ellen viste mig, kunne jeg slet ikke få øje på, selvom den var lige foran næsen. Den næste fandt jeg helt selv. I morges gik jeg mig en tur helt alene og kom tilbage med en lille håndfuld, spiselige svampe. Jo, jeg har allerede fået blod på tanden.
Heldigvis havde Ellen selv høstet en pæn portion, som hun lavdede den lækreste anretning af til frokosten. Allan skulle ikke løbe nogen risiko ved at smage på kantarellerne. Han mente det var bedst, at der var en der kunne køre efter hjælp.
Da træfældningen hurtigt var overstået, var der ingen grund til at udsætte udflugten til om søndagen, hvor de lovede regn. Så efter frokosten, kørte vi, med John bag rattet, en tur til det gamle stenbrud og derefter til Sporrakulla.
Ellen formåede at holde sig oprejst om lørdagen, ved hjælp af medicin, og fik lavet en rigtig dejlig vildsvinemenu. Desværre spiste hun ingenting selv. Hun drak heller ikke sin rødvin. Jeg bad hende nærmest om at gå i seng, for jeg kunne se, hun ikke havde det så godt. I morges påstod hun, at hun havde det meget bedre, men det var vist en lille hvid løgn. Jeg ville gerne til Lolland i ordentlig tid, men vi nåede alle sammen lige at gå en formiddagstur, hvor vi høstede mange svampe. Selv Allan fandt et par kantareller. Nu skal jeg bare have ham til at spise dem også.
Tak, Ellen og John for en dejlig weekend.