ABC: Cykelpenge

I denne uges tema hos Ilhja er vi nået til C
Da jeg var barn boede vi endnu længere ude på landet, end jeg gør nu. Der var ikke noget der hed skolebus de første mange år, jeg gik i skole. Vi cyklede hver eneste dag i al slags vejr de 7 km, der var til skolen. Var det snestorm og driverne lå meterhøje, jamen så gik vi til skolen og hjem igen. Ligeså hvis cyklen var punkteret, og slet ikke kunne holde luft, så måtte vi også gå, trækkende med cyklen. Det var lidt besværligt. Heldigvis var det sjældent at en cykelpumpe ikke kunne hjælpe så meget, at det var muligt at pumpe utallige gange på turen. .
På et tidspunkt, da jeg gik i skole i Rørbæk, blev der indsat bus, men vi måtte ikke køre med, selvom den store, og meget mere end halvtomme, skolebus kørte uden om os hver eneste dag, når vi cyklede i skole. Havde man ikke et vist antal km til skolen, kunne man ikke få bevilliget skolebustransport. Skolebussen var den eneste bus, der kom i nærheden af vor lille landsby. Vi manglede nogle sølle hundrede meter, for at have langt nok. I stedet fik vi bevilliget cykelpenge for at cykle til skolen. Når skoleåret var omme, kunne vi komme op på skolen og få udbetalt vores cykelpenge. De blev udleveret kontant i en af de brune prøvekuverter. Som I kan se på nedenstående billede, fik jeg for hele skoleåret 1970/71 udbetalt kr. 83,25




























Jeg har ikke et billede af den sorte Branderborgcykel, jeg fik i konfirmationsgave, og som ellers var min trofaste følgesvend i ca. 20 år, derfor må I nøjes med et billede af min dagbog.

Goddag og farvel

Efter vores lille nytårsudflugt i går, lykkedes det mig sørme også at få lavet os lidt aftensmad, mens jeg lige nævnte for mor, at jeg var blevet lidt småfed i julen. Det kunne hun nu ikke se, med det tøj jeg havde på. Da maden var ved at være på plads, smuttede jeg i bad og tog en lidt tætsiddende kjole på efter badet. Da jeg var fuldt påklædt igen, sagde jeg til mor, prøv nu lige og se her, så meget mave plejer jeg da ikke at have. Nej, det gør du altså ikke, og da heller ikke de deller der sidder på ryggen, siger hun så. Tak, mor, tak for de søde ord, og så grinede vi gevaldigt.
Vores forret blev bruchetta. Hovedretten var fyldt svinemørbrad med tilbehør af halve bagte tomater og kartofler. Slikærter og whiskysovs.
Desserten var hjemmelavet is, med friske frugter. Jordbær, sharon, granatæble og pithaya. Vi sad rigtigt længe over maden og bare snakkede og hyggede. Aftenen forsvandt som dug for solen.
Pludselig var det blevet midnat, og vi skulle ud og og skyde det nye år ind. På baggrund af en sjov historie for mange år siden, den skal nok opleves, for at det er sjovt, fik jeg i år en æske knaldperler af en af Mads´ venner. Det viste sig dog, at der kun var 2 stykker krudt i æsken. Naboen og hans datter kom ind og ønskede godt nytår, og så skød hun og jeg det nye år ind med hver en knaldperle af. Hun behørigt iført beskyttelsesbriller. Desværre måtte jeg med skam melde, at jeg ikke selv havde andet end mine almindelige briller på til at beskytte mine øjne. 

Det er ikke nogen nem opgave at fange et fyrværkeri. Allan havde opgivet allerede sidste nytår, men der havde jeg endnu ikke fået mit lille Lumix, og selvfølgelig skulle det afprøves i aftes. Jeg lånte Allans stativ, og tog vel 100 billeder, og de allerfleste er helt sorte. Lidt lykkedes det dog at få i kassen. Klokken blev halv to inden vi sagde godnat.










Nu skal der igen strammes op på kost og motion, det sidste har jeg ikke rigtigt fået plads til i december måned, og al den julemad har ikke gjort noget godt for mit legeme. Derfor havde jeg besluttet, at jeg skulle ud og gå en lang tur i skoven i dag. Allan blev fristet, til at gå med, men var dog lige ved at springe fra. Det endte dog med at han gik med mig alligevel. Turen blev på 6490 skridt.
Jeg har gået turen så tit, men der var nogle af stierne Allan aldrig før havde været på. Der var bakket, smalt og meget, meget smattet, det har jo regnet en del her i dag. Mørket var også ved at sænke sig over landskabet. På hjemvejen faldt vores øjne på et træ, hvor der var malet SPOR. Jeg fulgte pilene og de afmærkede træer med ordet spor et stykke, men vendte så om. Vi må på endnu en tur, snart, så vi kan få opklaret hvad det er for nogle spor der henvises til.

Årets sidste dag

Denne morgen startede som alle de andre morgener, med at nyde morgenmanden og kaffen. Jeg så på klokken, og kunne se, at vi jeg havde god tid inden vi skulle forlade hjemmet 9.15. Det vigtigste var nok at få styr på aftenens menu, selvom vi bare skal være os selv to og min mor. Hvad har vi, hvad kan vi nå og hvad mangler vi så. En hurtig beslutning, og de tre dele vi manglede, måtte vi handle ind på vejen. Selvom jeg plejer at pille al julepynten ned inden nytårsaften, så var det endnu ikke sket, og jeg havde egentlig affundet mig med, at vi skulle tage det med ind i det nye år, men jeg kunne jo begynde at pille det ned, og sørme om ikke jeg også nåede at hente kasserne ned fra loftet og pakke det hele ned i dem, inden vi forlod huset. Vi kørte hjemmefra i højt og klart solskinsvejr, fordi vi havde aftalt et lille stævnemøde med Camilla og Sune i Faksinge Skov, sammen med et par andre hundevenner. Vi hører jo så meget om både turene, menneskerne og hundene, men vi har aldrig mødt nogen af dem før. Det fik vi så lejlighed til i dag, samtidig med vi fik gået lidt af julefedtet af. Jeg synes det er dejligt at møde nogen af alle Camillas venner, og jeg føler det er lettere at huske dem, når der er kommet ansigt på. Alle deres aktiviteter, kan vi altid følge med i på Slettemosegård. Camilla ville gerne have Allan tog nogle billeder til deres hjemmeside. Måske kan hun bruge nogle af dem på hendes egen  hjemmeside. Hun får hele stakken af billeder, så kan hun vælge og vrage. Disse billeder er dog taget af mig.







 





Vi gik en dejlig lang tur i skoven langs Even Sø. Der blev leget med hund og der blev taget  gruppebilleder undervejs, som de plejer. Selvfølgelig blev der talt om hunde, nogen så meget tv, og vågnede når “deres program” kom på skærmen. Der var mange sjove historier, nøjagtig som der er med menneskebørn. Vi fik også talt om alt andet mellem himmel og jord, og det var de sødeste og mest jordnære mennesker vi fulgtes med på hele turen. Da vi nåede tilbage til P-pladsen, skulle der igen fotograferes, nøjagtig som de plejer, først gruppebillede igen og derefter hver enkelt hund med sin ejer, hvorefter hundene kom ind i bilerne, mens vi mennesker satte os ned og nød et par sandwich og en kop kaffe, som Camilla havde medbragt.















Mens jeg har siddet og lavet dette indlæg, har jeg både haft Camilla og Mads i telefonen, mor er ankommet, og Allan har lavet kaffe som vi er ved at indtage alle tre. Camilla ville høre hvad vi synes om turen og om billederne var gode, men vi Allan var ikke nået til billederne endnu, da han lige skulle pille vores postkasse ned. Mads ville gerne have en chauffør om en times tid, det har Allan sagt ja til. Mads må så finde en anden chauffør når han de en gang skal hjem, for vi vil nyde en flaske rødvin eller to i aften. Lige om lidt gælder det aftenens menu, men det satser jeg på at skrive lidt om i morgen. 
Indtil nu har det været en dejlig dag, og vi satser på det fortsætter. 

Godt nytår til alle, pas godt på hinanden, vi ses i 2012

ABC: Bøger

Denne uges tema hos Ilhja er B, og mit valg faldt på bøger, men nogle helt bestemte bøger.
Da Mads, som det første barnebarn, blev født, valgte min mor at forære ham en bog omkring juletid. Meningen foreslaget var, at der hvert år skulle skrives ind hvilke gaver han fik, og af hvem. Samtidig skulle der indsættet årets julemærke. Mor må have talt bladene i bogen, for hun skrev, at der var til 160 år, og at Mads evt. kunne lade bogen gå videre til næste generation. 
Efterhånden som der kom flere børnebørn til, fik de alle hver en bog. Nu er Mads ikke en skrivende person, så jeg har troligt skrevet i hans bog siden 1978, og da bogen indeholdt så mange blade, valgte jeg at skrive i den både til jul og fødselsdag, samt når der skete ekstraordinære ting, som indlæggelser på sygehuset, da kørekortet kom i hus eller en uddannelse eller eksamen var overstået. I år blev det sidste blad i Mads´ bog udfyldt.
Camilla har nogle gange selv skrevet i sin bog, andre gange har jeg. Hendes bog er selvfølgelig udfyldt helt i samme stil. I begge bøgerne, kan man også læse lidt om hvordan vejret var juleaften, og på selve fødselsdagen. Nogle år finder man også navne på gæsterne, eller hvorfor andre måske ikke deltog. Disse bøger kan afklare mange spørgsmål om hvem der fik mandelgaven, om vi havde vi hvid jul, og meget andet, som f.eks. i 1982 hvor Mads havde skoldkopper,1999 hvor jeg havde høj feber, og stod for juleaften, eller 2006 som var den varmeste jul i 29 år, eller 1988, hvor det tordnede, regnede og stormede, og vi skulle spare på strømmen, fordi et søkabel til el var gået. Gåsen blev derfor stegt om formiddagen, kartoflerne kogt, det hele blev lavet til så det blot skulle varmes. Hellere opvarmet eller kold mad end blot et stykke rugbrød. Der var julen 2009, som var den første landsdækkende hvide jul i 14 år. Sidste år husker vi vist alle.
Der er stadig blanke sider tilbage i Camillas bog, så vi kan holde styr på vejret to gange om året nogle år endnu.

Afslappende juleferie

Jeg lader op i disse dage, hvor jeg nyder at vi jeg intet skal nå til nogen bestemt tid. Jeg har længe haft lyst til at lave “nutella” ikke fordi jeg sætter tænderne i sådan noget, men det gør Allan meget gerne. Og da vi juleaften var nød til at flytte nødderne væk fra stuen, fordi Mads p.g.a. allergi, ikke kunne være i samme rum som dem, kom vi til at tale om den hjemmelavede nutella, som han også godt kunne tænkte sig et glas af.

• 3 æg, 1 brev vanillesukker og 150 g melis piskes sammen.
• Så smeltes 150 g margarine, 65 g kakao og 50 g palmin sammen
• Hold evt. lidt igen med kakaoen, og pas på det ikke bliver brændt.
• Det hele blandes og sættes i køleskabet.
• De 3 æg kan erstattes med 150 g hørfrøslim

Når nu vi er ved opskrifter, så har jeg brugt mange timer på at få orden på dem. Med hård hånd blev de opskrifter, jeg i mange år har haft intentioner om at afprøve, smidt ud, for hvad er sandsynligheden for at det sker de næste 10 år, når det ikke er sket de første 20 år!. Jeg har omskrevet, klippet og klistret, til den store guldmedalje.  Der er atter kommet styr på mappen, så næste gang kan jeg sikkert ikke finde opskriften, fordi den har holdt flyttedag.
Et par dage før jul, sagde jeg til Allan, at der var noget i vejen med  hjørneskabslågen i køkkenet. Han kunne nu ikke se der var noget i vejen, men i går da jeg åbnede det, røg lågen halvvejs på gulvet. Fjederen inde i hængslet var knækket, og var nu helt kaput. Allan måtte afsted efter et nyt beslag, som han satte på, og efter sukken, samt  en masse møje og besvær, blandet med ukvemsord,  kom lågen endelig på, så den kunne lukke. Han fandt til sidst ud af, at de nye hængsler var noget større, så det var dem der gjorde at lågen umiddelbart ikke kunne lukkes igen, uden at lågen slæbte på, det ene eller det andet sted.

Dagene her i huset er gået med småting, som er så skønt at få lavet. Jeg har fået vasket en masse tøj, jeg har fået strikket, hjulpet Mads med et par småting, været på cykeltur og ude at gå tur. I morgen er det min sidste fridag, så den vil jeg nyde i lige så høj grad som de andre.

Julens glæde

I torsdags inviterede chefen os hjem til sig selv til gløgg og æbleskiver. Der fik vi overrakt hver en julegave. Da jeg gik hjem fredag fik jeg også udleveret en julegave. Når der deles gaver ud, er det ikke så tosset at have to arbejdspladser. 

Juleaften ankom de første gæster for pakke-bytteri ved 13-tiden. Vi hyggede med kaffe, slik og klejner. Lidt efter ankom Camilla og Sune, og der var de andre ved at bryde op, for at komme videre i deres program. Camilla ville gerne have gløgg, så det havde hun medbragt. En god gløgg med rom i. Hun selv havde sådan glædet sig til den, men brød sig ikke om den. Camilla, Sune og jeg gik os en rigtig lang tur i skoven og ved vandet sammen med hundene, mens Allan blev hjemme. Da vi var gået kom Mads og Charlotte for at aflevere deres gaver. Helt perfekt, at jeg ikke var hjemme, fordi min gave ikke kunne skjules i selv den bedste indpakning. Det var efterhånden blevet rigtigt mørkt derude i skoven. Sune gik hjem med Kosta, mens Camilla og jeg fortsatte lidt endnu med den “lille” hund, Bacchus. Godt vi kender alle de små og store stier. Vores tur blev på 7 km, Allan var ved at være overventende herhjemme, da Sune dukkede op, og kunne fortælle, at vi andre var gået en lidt længere tur. Maden havde jeg forberedt aftenen før. Anden var stegt om formiddagen og klippet ud i passende stykker. Jeg skulle bare varme grønlangkålen og brune kartoflerne. Koge de hvide kartofler, varme and og rødkål, samt lave sovs. Alt i alt ikke noget der tog særlig lang tid. Vi trådte ind ad døren ved 17-tiden, inden Sune kørte til sin mormor. Børnene, Allan og jeg havde en rigtig dejlig juleaften. Vi glædede os over at være samlet alle fire samtidig, hvor vi rigtigt havde tid til at tale sammen. Vi pakkede gaver ud, og Camillas allerstørste ønske var et billede af “børnene” og en ny seng til dem.

Senere på aftenen kom Sune tilbage og vi sad og hyggede lidt inden de 3 unge gik en aftentur med deres “børn”, mens Allan og jeg tog en rask oprydning. Ved midnatstid kørte Mads hjem, hvor Charlotte ville støde til senere. Alle vi andre gik i seng.

1. juledag, stod den på frokost her, men der blev også tid til at handle og fotografere hund igen. Søster kom med mor. Mads og Charlotte, Mark og kæresten kom og vi havde nogle dejlige timer sammen. Dog måtte Mark og L… forlade os efte et par timer, da de skulle til endnu en julefrokost, så det var ikke så meget mad de to ville have, men bare være sammen med os og de unge i familien. Det blev aften, og Camilla dampede tilbage til Kbh. med sin lille familie, mens vi andre 5 fortsatte med at hygge og se billeder. Da de to andre unge forlod os hen på aftenen, fik jeg vasket gulvet i bryggerset, hvor de to hunde havde opholdt sig, når de ikke hoppede rundt i haven. Jeg fik lidt mere skik på køkkenet. Det lysnede gevaldigt da Marie blev fodret endnu en gang. Så kunne hun stå og hygge sig, mens vi andre så Mamma Mia. Det blev atter midnat inden vi kom i seng. I dag kom der tjek på hjemmet igen. Mor blev kørt hjem i eftermiddags, og nu har vi ikke flere aftaler, før arbejdet kalder på fredag. Selvom jeg som sædvanlig har masser af planer om ting jeg gerne vil have lavet, så er det ikke et must. Jeg vil nyde mine fridage og fylde dem med nøjagtigt det jeg har lyst til.

Juleklynk

Der er lidt dødt her på bloggen i disse dage. Som altid på denne årstid, er jeg mere end rigeligt begravet i arbejde. Ikke i vores eget lille hjem, men på jobbene er jeg godt presset. Jeg er heldigvis indrettet sådan, at så snart jeg forlader kontoret, så har jeg, de allerfleste af årets dage, allerede lukket af og spekulerer ikke på mine arbejdsopgaver. Jeg lever livet lige der hvor jeg befinder mig. Dog er der nogle få dage om året, hvor jeg gerne ville kunne nulstille alle de tal jeg har i hovedet, ligesom når jeg slukker for strømmen til regnemaskinen. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er glad for mine jobs, men når jeg i disse dage endelig kommer hjem fra arbejdet, så er mit hovede så tungt, og fyldt med mere end det kan rumme. Sådan føles det i hvert fald. Derfor har jeg brug for minimal hjerneaktivitet. Dans, frisk luft og strik er det meste af fritiden gået med.
Her er et par dårlige billeder af den julepyntede by med de smukke røde lamper.

Det er rigtig, rigtigt mange år siden vi sidst har været i biografen. Faktisk skal vi helt tilbage til 1993 da vi så Mrs. Doubtfire sammen med børnene. Derfor har vi heller aldrig oplevet den nye biograf indvendigt, selvom den blev bygget allerede i 2000. Jeg har altid syntes, at det er direkte ubehageligt at gå i biografen p.g.a. af den høje lyd, men i sommers vandt jeg jo disse biografbilletter, så i aften har vi været inde og se Niceville. Jeg havde medbragt vat til ørerne. Det var en rigtig god film, både alvorlig, rørende og morsom. Inden filmen startede nød vi et glas rødvin under det julepyntede 200 år gamle oliventræ i biografen. 
I vores familie er det slet ikke jul, hvis ikke vi starter med grønlangkål juleaften, inden vi ryger på andestegen. For mange år siden, prøvede vi at bytte grønkålen ud med en god gammeldags oksekødsuppe, og selvom suppen smagte skønt, så var alle enige om at det ikke var rigtig jul. Så fredag aften skal jeg koge medister, flæsk og hamburgerryg samt lave risalamande. Lørdag kommer Camilla og Sune hjem med de to “børn” og de bliver alle fire et par dage. S…. holder dog juleaften hos sin mormor på Falster, men tropper op her senere. Mads kommer også hjem, alene, fordi Charlotte holder jul hos sin far. C og Mads mødes dog senere, men om det bliver her eller der, har jeg ikke tjek på. Det er efterhånden snart mange år siden jeg nægtede at holde jul for mere end 20 mennesker, så derfor skal vi i år bare være os fire, og det glæder vi os allesammen til. Vi har prøvet det før, og ved det bliver en stille, rolig og meget hyggelig juleaften.
Første juledag er børn og svigerbørn her, og min søster kommer med mor. Mark og kæresten støder også til, så der skal vi hygge alle 9 med en julefrokost. Efter planen forlader de sidste først vores hjem igen 2. juledag, så der vil stadig være lidt stille her på bloggen indtil da.
De næste to dage står på masser af kontorarbejde. Jeg arbejder nemlig stadig på at kunne holde et par feriedage mellem jul og nytår. 
Rigtig glædelig jul til alle jer der læser med