Gummistøvler eller waders

På 4 dage har vi fået 35 mm vand, for slet ikke at tale om den sne, der stadig svinder mere og mere. Den storm vi har haft det sidste døgn, gør vel sit til, at vandmængderne tørrer ind lidt hurtigere, men det er lidt svært at se med det blotte øje. Stierne omkring Svanedammen i byen, står under vand, så hvis man har lyst til at sætte sig på bænken, skal man huske det rigtige fodtøj.

Svanerne ser ud til at være ligeglade. Det samme gør ænderne.

Mågen har sit på det tørre. Det kniber mere for bilerne, mange P-pladser står også under vand.

Pudsning i beruset tilstand

Mads kom uanmeldt til kaffe og morgenmad i morges. Det er længe siden det er sket sidst. Vi sad og hyggesnakkede om alt og ingenting, bl.a. min historie om braget der vækkede mig midt om natten. Allan har opgivet, at afrense det klistrede stads, så opgaven lå på mine skuldre. Jeg spørger Mads, om han og jeg, ikke kan forhandle om nogle arbejdsopgaver. Det er han straks med på, han har en masse, han gerne vil have en hjælpende hånd til, så det er ikke noget problem. Mads skiller tingene ad, så vi er fri for at stå bukket i akavede stillinger i flere timer.

Der bliver dækket op ude i køkkenet, sprit og vatpinde bliver fundet frem. Det er ikke kraftigt nok. Mads spørger om jeg ikke kan bruge det værktøj skrabeblad, jeg bruger til den glaskeramiske kogeplade, til at skrabe det værste klister af med. Hans idé var perfekt. Spritten var dog stadig ikke kraftig nok, så vi måtte ty til værkstedet, hvor Allan har cellulosefortynder stående. Vi sad og skrabede og pussede i 3 stive timer, i de berusende dampe, før det hele var fint og rent.

Mads sætter ny dobbeltklæbende tape på, som Allan har skaffet hos Mekonomen, som sælger autotilbehør, da de var de eneste der havde noget der var stærkt nok.

Allan klarede opvasken af gryder osv. efter maden. Det blev også fint rent ☺ Kemikalielugten har hængt i køkkenet det meste af dagen, men er endelig luftet ud nu.

Mit bedste, nemme håndarbejde

Bente fra Blogkvinder 40+ har opfordret til endnu en lille leg. Jeg tager gerne udfordringen op, selvom jeg er lidt i vildrede :-)

Nemt håndarbejde! ……….det meste er jo nemt, hvis man kan. Jeg har nu været fotoalbummet igennem, og det bugner ikke ligefrem med beviser. Meget har været brugt til gaver, og mange af de værker jeg har lavet til mig selv, er for længst afleveret til loppemarkeder, efterhånden som tiderne skifter.

Jeg ville egentlig gerne have vist et billede af mine hjemmesyede lampeskærme, servietholdere og små kurve, som jeg har lavet rigtigt mange af i 70´erne. Det eneste bevis er dette billede, hvor skærmen står godt gemt mellem svigermors fødselsdagsgaver. Det er faktisk rigtigt nemt at sy lampeskærme. Man starter med at vikle bændler rundt om hele skærmens skelet, så man har noget at sy i. Derefter syr man stoffet på, for til sidst at pynte med blondestof og agraman. Alt foregår selvfølgelig i hånden.

Men hvis det også skal være det bedste håndarbejde, skal det vel også være noget der er for godt til at kassere, og det har jeg da stadig noget af hist og her. Derfor må mit bud blive disse broderier, som jeg har syet en hel stribe af, til alle mine nevøer, niecer, lillebror og vores egne børn. Broderiarbejdet er minimalt, da der ikke skal fyldes ud i hele billedet.

Disse to billeder, er egentlig Mads og Camillas, men de er ikke interesseret i dem. Så de hænger stadig her i huset. Nu kan Camilla nøjes med at se på dem, når hun overnatter på Lolland.

Mysterier her og hisset

I onsdags skulle en tekniker fra TDC komme og løse denne opgave. Da chefen havde brugt de første 4 timer med teknikeren, forlod han kontoret. En tid derefter gjorde teknikeren det samme, og gav besked om, at nu virkede det igen, for han havde opsat en ny router. Det virkede bare ikke. Jo, internettet, men ikke telefonerne, faxen og dankortterminalerne, men der var teknikeren allerede væk. En salgsassistent fik opgaven og ringede til TDC, men der var ikke meget hjælp at hente. De kæmpede også gevaldigt i sommers, og har faktisk aldrig fået det IP-telefoni til at virke optimalt.Telefonen ringer godt nok på kontoret, men det er kun i butikken man kan tage den, og der kan ikke stilles om, men jeg kan godt ringe ud. Sådan har livet været siden maj måned. Den unge salgsassistent har alene formået, i torsdags fået det til at virke, som det var inden det hele svigtede ved et strømsvigt i mandags, da de skulle slå tyverialarmen til ved lukketid. TDC havde byttet rundt på nogle ledninger.

I nat, lidt over midnat, blev jeg vækket af et brag. Det lød som om det kom inde fra stuen. Jeg stod op, gik en runde i hele huset og kiggede ud af vinduerne. Men intet unormalt var at se nogen steder. I morges nævnte jeg det for Allan, og bad ham fortælle mig, hvis han så et eller andet der var faldet ned. Da jeg kom fra arbejde, sagde han, nu ved jeg hvad det var, du hørte i nat. Det var betjenings-glas-skinnen til vores radio, der var faldet ned og havde ramt orglet, inden det landede på gulvet. Skinnen er ret tung, så jeg kan godt forstå det larmede. Heldigvis ser det ikke ud til, at noget har taget skade. Hvordan vi får det sat fast igen er en anden sag.

Nyk. F. står under vand. Tingsted å er gået over sine bredder. Selv broen er druknet. Og P-pladsen, hvor jeg og mange andre parkerer, fordi det er den eneste i byen, hvor man må holde i mere end to timer, er det rene mudder. Det var lige før jeg skulle ud og skubbe min “nabo” fri, da det var fyraften. Pløret sprøjtede op da hun prøvede at komme fri. Da jeg kom hjem, havde vi igen haft oversvømmelse i huset. Den nye dør er bestilt og ankommer senest i maj måned. Vi må bare skovle mens vi venter.

Møde med klassen

Selvom det var langt ude på landet, hvor der er langt til naboen, er fødselsåret 1955 en stor årgang, og vi var rigtigt mange i klassen. Da hele Sakskøbings oplag skulle samles inde i byen i 6. kl. blev vi spredt for alle vinde, og delt i 4 klasser med 20-22 elever i hver klasse. De næste par år, kom der hele tiden flere elever fra oplandet rundt omkring, som skulle tage de sidste skoleår i byen. På den måde har jeg, i folkeskolen, haft utroligt mange klassekammerater. Nogen forlod allerede skolen efter 7. klasse, og det var dengang, vi ikke fik taget klassebilleder, men enkeltbilleder, så man kunne bytte med alle og enhver, og lave sit helt eget lille album med minder. Vi var et par stykker der af og til talte om, at det kunne være sjovt at ses igen, men vi vidste også, at det næsten var en håbløs opgave. Hvem gik i den pågældende klasse lige nøjagtigt det år, og så manglede der jo nogen som gik i de andre klasser. Så det blev ved snakken i mange år.

En elev mangler	30 år senere

Min kusine M….., som jeg gik i klasse med, mødte en dag en gammel klassekammerat, K… og de to tog affære og fandt adresser via kommunens folkeregister, som var eneste mulighed, for at finde de fleste personer. Dengang var internettet ikke en mulighed, der var kun telefonbogen. I 1995, blev 4. klasse igen samlet. Festen foregik på den nedlagte skole i Tårs, hvor der den dag i dag, stadig dyrkes idræt, madlavningskursus, og andre aktiviteter. Resten af skolen er omdannet til lejligheder. M og K fandt frem til, at 1 klassekammerat var død, og to andre boede i udlandet, den ene i Italien og en anden i USA. Andre to havde ikke lyst, eller kunne ikke. Resten af flokken blev samlet, og fotograferet, ved samme væg, i samme lokale med opstilling og pladser nøjagtigt som for 30 år siden. Vi skulle rejse os og fortælle kort om vores liv, siden vi forlod skolen, og det var sjovt og interessant at høre. Der mødte en enkelt person op, hvor jeg måtte spørge hvem hun var, ellers var jeg ikke i tvivl om alle de andre, selovm der var gået 30 år for nogles vedkommende.

Der var straks to nye der meldte sig, helt uden pres, til at holde næste arrangement, som skulle foregå om 3 år, fordi hende fra USA så ville komme på familiebesøg i Danmark. Adresselisten blev afleveret til den nye festkomité. Desværre er der aldrig sket mere. Det er så ærgerligt. Min kusine og jeg har talt om det, men det var et stort benarbejde, hun var med til at lave, så hun gør det ikke igen, og det er forståeligt nok. Jeg har søgt på internettet og FB for flere år siden. Sidste år lykkedes det mig endelig at finde EN enkelt klassekammerat, som også var en af mine bedste legekammerater i barndommen. Det kunne nu være rigtigt sjovt at blive samlet igen om 4 år, for at fejre de 50 år.

Dagens udfordring bag tremmer

Jeg arbejder inde i byen to gange om ugen, og dette job er meget anderledes end det andet job. Jeg starter med at tænde pc´en, hente post og andet på nettet og intranettet. Der var bare ingen livstegn. Jeg løb ledninger og strømforsyninger igennem. Ingen fejl. Så smuttede jeg ud og tændte den anden pc, som har direkte adgang til kassesystemerne oppe i butikken. Heller ingen livstegn. Nu er jeg bestemt ikke nogen computergeni, men erfaringen siger mig, at jeg lige så godt kunne kaste mig ud i opgaven, først som sidst, fordi sådanne opgaver ofte sendes videre til mig, inden vi sender bud efter de dyre teknikere. Lidt lærer jeg da også af det, af og til.
Jeg kravlede under bordet på alle fire, med måsen lige i vejret, og rodede hele molivitten igennem, ledning for ledning. Dette virvar af ledninger har TDC æren af. Da vi fik IP telefoni i sommers, fik de endda fjernet flere overflødige routere og bokse, eller hvad de ellers hedder. Der er tilkoblet 2 dankortterminaler, instore tv, to pc´er, computer til teknikken i løbeafdelingen, og så har jeg ikke styr på mere. Der var ingen løse ender, men lys manglede i routeren. Jeg tog telefonen og ville ringe, men den var også død. Det var mærkeligt. Jeg gik i gang med skrivebordsarbejdet indtil jeg kunne tale med chefen eller butiksfolkene, når de mødte ind. Personalet tjekkede dankortterminalerne, som var helt døde. TDC blev kontaktet. De fortalte at de havde tekniske problemer, så de kunne i hvert fald ikke hjælpe før en gang over middag. Der kunne vi så prøve at ringe igen og det gjorde vi. Deres teknik var i orden igen, men bestemt ikke vores. Sidst på eftermiddagen meddelte TDC, at de blev nød til at sende en tekniker ned til os i morgen, da de ikke kunne løse det på centralen. Der er deadline for at taste de nye varer, fra de sidste dages messe, på intranettet i aften kl. 20.00, så chefen har lånt en bærbar og en internetforbindelse, og jeg har taget en stak papirer med hjem, som jeg skal klare i aften. De næste par dage arbejder jeg et helt andet sted, med helt andre udfordringer. Mine arbejdspladser er aldrig kedelige. Begge steder giver de mig masser af muligheder for at holde gang i hjernecellerne og kaste mig ud i nye udfordringer, som ligger langt fra det, der står på mine ansættelseskontrakter.

Nye opgaver er altid de sjoveste

Der var rigeligt af løse ender at følge op på fra i går. Jeg fik da fuldført det lille syarbejde, selvom det ikke blev til sparkedragt, fordi der ikke var stof nok. Jeg fandt nogle rester og fik stykket et lille joggingsæt sammen. Når nu symaskinen alligevel var hevet frem, kunne jeg lige så godt få lagt Allans nyerhvervede arbejdsbukser op med det samme, så de er klar til onsdag. Rengøring!!!…. det var ikke tiltalende nok, så det må vente.

Vejret var fantastisk, jeg måtte ud. Vi kan ikke komme frem på værkstedet, så der gik jeg i gang med oprydning, for at skabe en lille sti. Tomme papkasser i massevis fra tømning af mors hus, skar Allan itu så de kunne komme i papirbeholderen. Og jeg fik nærmest fyldt skraldespanden. Henkogningsglas og flasker blev afleveret hvor de skulle. Du milde hvor er der stadig meget endnu fra hendes flytning. Nu er det i det mindste muligt at komme igennem til garagen.

Ude er der hvidt af rim, men der hvor solen har magt, pipler foråret frem. Erantis blomster, vintergækker, krokus, hyacinter og påskeblomster er på vej op.

Vi tog bilen og kørte ud i lokalsamfundet og gik os et par små ture. Der er stadig masser af sne på udsatte steder, men også masser af store isflager der har skruet sig løs.

Vi så en havørn, ved Havmose strand, men den var for langt ude. Jeg havde ikke en chance med mit lille kamera. Den kunne kun lige anes med det blotte øje. Allan snuppede et billede med sit spejlreflekskamera og sin 250 mm linse. Hjemme på pc´en blev der zoomet ind, for at identificere fuglen.

På vej til Vigsnæs begyndte det at blive tåget. Vejrforandringen gik vældig hurtigt, så vejen hjem var meget usigtbar.

Vi er kun lige trådt ind ad døren, da Mads kommer med vennen, som Allan kørte for i fredags. Han ville betale sin gæld, bro- og benzinpenge. Mads spørger om vi har en cykelkurv, og lidt fuglefoder han kan låne. Han havde fanget en fugl, som landede på hans hovede, og han tror ikke den overlever uden mad og drikke. Jeg har lige fået tilsendt dette foto pr. mms. Mads er allergiker, men fuglen har fået lov at flytte ind på hans værksted, som er opvarmet. Der er både køkken, håndvask og køleskab. Værkstedet er hans 2. hjem, der mangler kun seng og tv. Nu håber han bare at ejeren, hvem det så end er, henvender sig, for at få fuglen tilbage.