søndag den 10. februar 2013

Styr på tilværelsen

Det har jeg det allerbedst med. Desværre er det bare ikke alt, man selv er herre over. Grundlæggende skal fundamentet og rammerne være i orden, så kan indholdet godt få lov at flyde lidt hist og pist, mere struktureret skal det heller ikke være. Kan man ikke ændre på rammerne, må man ændre på indholdet. Det er vi så i fuld gang med her, også på det helt jordnære plan. Nemlig der hvor vi kan ændre på tingenes tilstand, ved bare at gøre noget.
Kloak Spuling af kloak
Når det er højvande her i området, bliver vi heldigvis ikke oversvømmet af kloakvand, men det gør mange andre. Vi har kun problemer med høj vandstand i toiletkummen og boblen i et par håndvaske. Måske var det alligevel den sidste uges høje vandstand, der var skyld i vi havde fået større problemer med toilettet end vi plejer at have. Det ville Allan kigge på, så han måtte en tur i brønden, fordi han tabte spulespidsen. Nu er røret renset og spulet, så vi igen kan trække ud. Vores tv er sendt til reparation på garantien, fordi det opfører sig underligt. Bilen bagklappen har været til undersøgelse, også på garantien, nu venter vi og ser hvad eksperterne siger.
Det er ikke kun det ydre rammer jeg gerne vil have styr på. Jeg kan også godt lide at have orden i hjemmets indhold. Det betyder ikke, at jeg ikke har rod, men jeg ved hvor mine ting er. Jeg elsker, når jeg har det helt store overblik og har tjek på det meste. Hvorfor var det mon ikke mig der fik idéerne til at skrive bøgerne: “Ryd op i dit rod og få styr på dit liv.”  Jeg kunne have tjent guld. Allerede som lille pige elskede jeg at rydde op. Jeg kunne altid finde noget, der kunne trænge til at blive sat i system. Fars værksted var et eldorado. Jeg hængte værktøj op, tegnede rundt om, så han altid ville kunne finde ud af hvor det skulle hænge. Det kom bare sjældent op. Jeg sorterede søm og skruer og det gør jeg såmænd stadig, herhjemme. Det er dog noget nemmere at holde orden de steder, hvor ingen andre end jeg selv kommer, som f.eks. i mine knapper, som selvfølgelig er syet sammen, så der er helt styr på hver eneste af dem. syltede sager I det daglige, er det mest Allan der tømmer opvaskemaskinen, og når glassene er tomme, bliver de stillet der hvor der er plads, som regel foran alle de fyldte sylterier. Nu synes jeg igen, der var kommet for mange tomme glas forrest. Jeg ned på maven og tømme hele skabet, som samtidig blev vasket af. Jeg har igen det fulde overblik over resten af sommeren og efterårets høst. Fryseren bugner stadig af bær, og da vi ikke løber tør for marmelade og gele de første par uger, og ej heller hjemmelavet saft, blev der kogt en god gammeldags gang rødgrød. To store skåle blev det til. Det er meget længe siden vi har fået sådan noget at spise. 
Solbær, hvide og røde ribs Rødgrød Rødgrød
Jeg har fået ryddet så meget ud i mit spraglede garnlager, at jeg måtte ty til Røde Kors, for at få de sidste to sweatere jeg strikkede til dem færdige. Jeg har dog stadig finde hele nøgler garn, men der har jeg planer om noget større. Det kræver bare mere køb af garn, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gå i gang med. Jeg skal jo også have et behov, men noget skal jeg da nørkle med i den bløde stol eller til morgenkaffen.
P1080891Før jul ytrede Camilla ønske om et par hjemmestrikkede sokker. Faktisk var det ikke første gang hun nævnte det, men nu manglede hun virkelig. I mit skab lå der flere par, så jeg var inde og finde nogle hun kunne få med hjem. For mange år siden, var jeg inde i en stime, hvor jeg strikkede ret mange sokker.  Så mange at jeg til sidst fik at vide, at jeg ikke behøvede at strikke flere. Derfor blev strømpestrikningen lagt på hylden.P1080896
Barnet er fuldstændig ligeglad med garnets kvalitet og farve, men hvis mit arbejde ikke skal være helt spildt, skulle det strikkes af strømpegarn. Jeg havde ikke engang et helt nøgle. Skafterne blev strikket af en rest akrylgarn, og så var jeg spændt på hvor langt strømpegarnet kunne række. Ikke engang to aftener kunne jeg få det strikketøj til at holde.  
Jeg gik på opdagelse i gemmerne, for at få ideer til nyt strik, men faldt i stedet over noget helt andet. Jeg har masser af stofrester, dem skal der også ryddes ud i. Et lille lyserødt blødt pelsværk-lignende stykke, fra jeg syede frakke til Camilla, da hun var lille. Der lå også et stykke ruskind, som jeg havde klippet af en frakke for hende for mange år siden. Rigtigt godt stof til et par sutsko.
Hjemmesyede sutsko P1080899
Lige meget hvordan jeg vendte og drejede de to stykker stof, var der ikke nok. Frakken var syet i baner, men det passede lige akkurat med at sålen kunne være der, i både længden og i bredden. Overstykket krævede noget mere stof, så der måtte tages af et stykke fra jeg syede nye hynder til den gamle campingvogn. Alle stykkerne skulle klippes 4 gange, og mellem lagene skulle der lægges skumgummi. Til sidst lykkedes det at få klippet de stykker jeg skulle bruge.
P1080900 Hjemmesyede sutsko
Sålerne blev syet sammen. Overstykkerne ligeså, Bagefter blev overstykket syet på sålerne og til sidst blev hele skoen kantet med bånd. Hvor er det altså dejligt at få ryddet lidt op i gemmerne og få følelsen af, at der stadig er mange ting, vi selv kan styre helt selv. 
I dag når vi mødes med Camilla, får hun de ønskede hjemmestrikkede sokker, og så er jeg spændt på, om hun vil have et par sko også. De er i hvert fald dejlige bløde og varme.

14 kommentarer:

  1. Det er dejligt at få ryddet op og ud ind i mellem.. Med alt det du har produceret i løbet af efteråret, må I da have sylte ting længe endnu.. :-)
    God dag med datteren. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt, og hvis det så går til et godt formål er det endnu bedre :-) Vi klarer os nok til det bliver syltetid igen, selvom vi har gjort et rigtigt godt indhug :-)
      Tak, det har været en dejlig dag.

      Slet
  2. Jeg elsker også orden i mine ting; bøgerne skal stå i et bestemt system, og jeg hader, når andre roder i dem og tilfældigt stiller dem tilbage et andet sted. Jeg er også fantastisk god til at smide ud - eller give væk. Engang imellem er det skønt at gå sine overflødige ting igennem og virkelig vurdere, om man har behov for alt det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor svært kan det også være at stille det hvor man tog det. Det er noget jeg aldrig lærer at forstå :-)
      Jeg er også rimelig god til at smide ud, men Allan vil helst ikke af med noget, han har absolut intet overflødigt :-) Han undrer sig stadig jævnlig over, at han ikke er kasseret for længe siden under min oprydning :-)

      Slet
  3. Orden er en god ting, giver et bedre overblik..;-D Håber du har haft en god dag sammen med Camilla..,-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Overblik er nødvendigt :-D Tak, det har været en dejlig dag.

      Slet
  4. Ja du har godt nok orden i sagerne; jeg kender ikke andre, der ligefrem syr knapperne sammen for at have styr på dem, men ved nærmere eftertanke, kan jeg godt se, at idéen er god.

    De indesko, du har syet, ser rigtig flotte ud. Du er en knag til at få noget ud af rester.

    SvarSlet
    Svar
    1. Orden sparer oceaner af tid og jeg hader spildtid :-)
      Skoene faldt også i god jord, måske blev der ligefrem kamp om dem i det lille hjem :-)

      Slet
  5. Det kan da godt være det var ærgerligt du ikke skrev bogen om rod, men mon ikke du har materiale til en anden bog på bloggen her. Den kunne hedde "Håndbog i aktiviteter for stædige perfektionister" eller noget i den retning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hmm... der er vist ikke mange penge i at udgive en bog om noget der allerede er tilgængeligt kvit og frit, men man undres jo ind imellem over helt indlysende ting, man kan købe sig fattig i at læse og lære om. Bogtitlen fejler bestemt ikke noget :-)

      Slet
  6. klre,,,, jeg tabte helt pusten da jeg læste dit indlæg, orden er en god ting, jeg kan også godt lide orden , men når dig ikke engang til anklerne ;-) ,,,,, flotte hjemmesko, mon ikke Camilla blev glad.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke altid at perfektionisme er udelukkende positivt, men jeg trives ganske glimrende med det, og til alt held også mine omgivelser :-)
      Camilla blev glad, og mindedes straks sin barndomsfrakke :-)

      Slet
  7. Jeg tror ikke, at jeg har hørt om nogen, som er så flittig som du. Du har ret: Det er skønt at få ryddet op engang imellem, så er der nemlig plads til noget nyt:-)!
    Flotte sokker og hjemmesko! God mandag1

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er vist ikke rigtigt. Du må granske din hukommelse :-) Det er nemlig det. Jeg siger altid, hvis vi skal have nyt, må noget af det gamle ud, ellers er der jo ingen grund til at købe nyt :-)
      Tak og god aften til dig.

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)