En gammel kørselsbog fra skuffens gemmer

Her i huset har vi altid været glade for det kørselsfradrag, eller kørselspenge, vi har kunne få gennem årene. Nu har SKAT atter sat satserne ned.






















Når man bor, hvor vi gør, har vi ingen mulighed for at tage offentlige transportmidler. Vi er afhængige af at have bil og kørekort. Jeg cykler gerne, men ikke de ‘daglige’ 44 km for at passe mit arbejde. I morges var det så tåget, så tåget, at jeg kun lige kunne se ned foran billygterne. Der gik nogle timer, så lettede tågen, og solen brød frem. Da jeg kørte hjem var vejene igen blevet sorte og synlige.
Forleden aften tømte jeg en enkelt skuffe, for at se hvad den gemte på af unødige ting og sager. Det var ikke meget, der kunne kasseres, men lidt har også ret. Jeg fandt bl.a. en kørselsbog, som var dokumentation overfor skattevæsenet.. Kørselsregnskabet stammer fra dengang vi havde en lille supplerende indtægskilde ved siden af det almindelige arbejde. Her i huset er det ikke kun mig, der gennem tiderne, har haft flere bijob i forskellige varianter. Det har Allan også. Han kastede sig over salg af LR-varer. Deodoranter, parfume, after shave, kosmetik, læbestift, neglelak osv., osv. Han solgte også slips og tørklæder. Det var ikke noget jeg ville have noget med at gøre. Alligevel troede alle selvfølgelig, at det var mit domæne, da de fleste varer var til kvinder. Det var helt og holdent Allan der styrede det. Det var ham der havde styr på dufte og farver, og han nød det, de år det stod på. Jeg tog mig kun af det regnskabsmæssige. Okay, jeg tog da med på messe i Aabenraa og til diverse møder andre steder i landet. Faktisk var de allerfleste sælgere i den branche mænd-
Da jeg gik i folkeskolen var der noget der hed cykelpenge. Det blev udbetalt en gang om året. Det har jeg skrevet lidt om her.






















Gåturen i dag blev ikke så lang. Det hele er en stor skøjtebane, og dermed ret anstrengende at gå på. Ungerne nyder sneen og isen. Der bliver kælket og tumlet i sneen, mens jeg bare nød solens sidste stråler og at temperaturen var steget nogle grader siden i morges, hvor den viste  minus 7° da jeg kørte.

It support er hårdt

I ugen der er gået, har jeg brugt nogle ekstra timer på arbejdspladsen, hvor jeg som sædvanlig har frygteligt travlt på denne tid af året. Det varer en måned endnu, inden det stilner af og bliver normale tilstande. Da chefen kom og spurgte om jeg kunne følge med, var svaret nej, det kan jeg ikke, og så talte vi ikke mere om det. Jeg har jo nået det hver eneste gang i de sidste 25 år, så det gør jeg nok også denne gang.
 
 
 
 
 
 
 






Selvom internet og mus også har drillet, så er denne dialog dog ikke foregået på min arbejdsplads, men jeg kan se det hele for mig.

• Supporten: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
• Kunden: Jeg er i gang med at skrive min første mail og jeg har skrevet bogstavet a - hvordan får jeg den lille cirkel rundt om den?
• Supporten: Er cursoren der stadig?
• Kunden: Nej, jeg er alene her.
• Kunden: kan ikke koble mig på netværket...
• Supporten: Er du sikker på du har skrevet det rigtige password?
• Kunden: Ja, jeg kiggede på da min kollega loggede sig på.
• Supporten: Kan du fortælle mig hvad passwordet var?
• Kunden: Det var fem små stjerner.
• Supporten: Nu skal vi se hvordan dit system ser ud. Klik på "Min computer"
• Kunden: Men hvordan skulle jeg kunne gøre det herfra??
• Kunden til HP supporteren: Min laserprinter fungerer ikke!
• Supporten: Hvilken model har du?
• Kunden: Det er en HP
• Supporten: Ja, det kan jeg forstå, men er det en sort/hvid printer?
• Kunden: Nej, den er beige.
• Kunden til TDC supporten: Jeg har købt Internet og vil have hjælp!
• Supporten: OK, hvor langt er du kommet i installationen?
• Kunden: Jeg har pakket Internettet ud af æsken.
• Supporten: OK, har du koblet alle kabler til og tændt din computer?
• Kunden: Tændt computeren? Jeg har ikke nogen computer, jeg har købt Internet!!
• Kunden: Min computer hænger.
• Supporten: Har du mange åbne vinduer?
• Kunden: Nej, men døren står lidt på klem....
• Kunden: Min skærm flimrer.
• Support: Hvilken model er det?
• Kunden: Hvordan kan jeg se det?
• Support: Det står sikkert på et mærke bag på skærmen? 
• Kunden: Jeg fandt det.. Det er en Danger.. 220V.

Vi har også fået en pæn ladning sne. Det startede i mandags, hvor det sneede helt vildt. Så der blev skovlet nogle gange inden sengetid. Tirsdag morgen have vi fået ialt 20 cm sne. Ingen sneplov havde ryddet noget sne overhovedet på hele vejen til Stubbekøbing..




















Solen har tittet frem de sidste par dage, så sneen er allerede begyndt at smelte igen. Nogle steder hænger lange istapper. De vækker minder fra barndommen, hvor vi brækkede dem af... istapperne altså.... og gik og suttede på dem.

Hemmeligheder samt små og store glæder

Da jeg spurgte Allan hvad han havde i tankerne, siden han havde købt kærnemælk og ymer, svarede han at jeg ikke skulle spørge om mere, fordi det skulle være en hemmelighed. Der gik nogle dage, uden at det forsvandt fra køleskabet, men i fredags da jeg åbnede yderdøren, slog duften af nybag mig i møde. Han havde bagt rugbrød, men valgt nogle lidt for store forme. Der stod nemlig intet om størrelsen på formene, og han tog bare dem jeg plejer at bage rugbrød i, så brødet var ikke blevet så højt, men han havde prøvesmagt, og var ganske tilfreds med smagen. Han har bagt mange gange før. For nogle år siden, var han faktisk ret flittig til at bage, men det var hans første forsøg med rugbrød. 

Siden det forfærdelige skete i sommers, har familien gjort hvad de kunne, for at hjælpe søster, som så snart det var muligt, satte sit hus til salg og flyttede i lejlighed, men hverken haven eller græsset ordner sig selv. 
Når søster havde fundet sig selv i sit nye hjem, og havde fundet det overskud der skal til, ville hun takke os alle med et måltid mad. Det foregik i går. At søster så samtidig har fået solgt huset, kan vi alle virkelig bare glæde os over. Selvfølgelig først og fremmest på hendes vegne, men sandelig også på egne vegne. Når havesæsonen starter igen, skal vi hver især kun passe vores egen matrikel.

Dagen i dag har stået på oprydning i gamle cd´er, brugsanvisninger, kabler og den slags. Jeg tømte et par skabe, og lagde flere store bunker, som i mine øjne bare skulle kasseres. Allan var, som sædvanlig ikke enig, så mens han sorterede videre, besluttede jeg mig for at gå en lang tur i skoven, når jeg havde spist. Mens jeg stod og tyggede på min rugbrødsmad, ringede Mark. Forstyrrer jeg søs.. nej, jeg er bare ved at spise et stykke mad. Vi talte lidt, og jeg spurgte hvad han skulle lave. Han skulle faktisk øve lidt musik med en ven, men de havde ikke aftalt noget bestemt. Hvorfor det, spørger han. Jeg tænkte bare om du ville med ud og gå en tur. Det ville han da gerne, så jeg gik de 2 km op til ham, hvorefter vi gik en tur i Storskoven, mens sneen hvirvlede omkring os, og det bed lidt i ansigtet. Det endte dog med at solen skinnede, inden vi nåede rundt, og vore veje skiltes. Min tur blev på næsten 9 km. Mark slap med næsten det halve, men vi hyggede, gjorde vil. Vi så 4 rådyr krydse vejen, men jeg var ikke hurtigt nok med kameraet. 

Køkkendrømme og når vægge kan tale

Køkkendrømme har vi efterhånden haft nogle stykker af, og også ført dem ud i livet.
Det er næsten 3 måneder siden vi købte tapet, så køkkenet kunne blive shinet lidt op. Tapetet er ikke udskiftet, siden vi lavede nyt køkken for 17 år siden. Min seneskedehindebetændelse var årsagen til, at jeg ikke turde give mig i kast med det i juleferien. Jeg kunne også sagtens klare det på en weekend, hvis vi satte sådan en af til samme formål, og Allan fik revet det gamle tapet af i løbet af ugen. Det skulle bare planlægges. 
De sidste par uger, har jeg ikke brugt støttebind til hånden, og det gik fint. Derfor fik jeg den ide, tordsag morgen, mens jeg stadig lå i min seng, at jeg ville tapetsere køkken i den kommende weekend. Allan havde aftaler både torsdag og fredag formiddag, så det var ikke meget tid, han havde at gøre godt med, når der både skulle afmonteres diverse ting fra væggene og alt tapetet skulle fjernes.
Da vi byggede hus føst i 70´erne, valgte vi rødt tapet. Jeg husker det stadig tydeligt. Faktisk syntes vi det var flot. Det forstår man jo ikke i dag.  Det var meget, meget rødt, Det passede til bordpladen, som vi også havde valgt skulle være rød. Vi valgte flotte mørkegrønne fliser, som jeg stadig syntes var pæne, da vi valgte at få nyt køkken. Vi havde grønne møbler og ditto hvidevarer, samt et gulvtæppe der matchede.
Vi har jo selv tegnet og bygget vort hus, og valgte meget bevidst, at vi ville have et lille køkken, hvor døren kunne lukkes ind til stuen og de andre rum. Sådan foretrækker jeg stadig mit hjem skal være. Køkkenet blev dog lidt for trangt da Mads kom til, når der skulle være plads til højstol / legebord og til at to mennsker kunne komme forbi hinanden og møblerne, så vi væltede en væg og fik et værelse mindre.
Heldigvis kunne vi stadig få de samme køkkenelementer fra Vordingborg-køkkenet, så der blev suppleret med flere skabe. I værelset som blev inddraget til køkken, blev tapetet udskiftet til det småblomstrede brune tapet. Vi fik en spise- og legeafdeling, som vi har haft meget gavn af da ungerne var små. Det var jo i køkkenet det hele skete før og efter arbejde.






Med job ude og en lille forretning hjemme, savnede jeg et værelse til min skrivemaskine, kopimaskine, og senere min computer, ringbind, osv. til det kirkeregnskab jeg førte for et menighedsråd. For slet ikke at nævne at jeg virkelig var træt af, alle de fremmede mennesker, der ønskede en længere snak om om det arbejde jeg skulle udføre, altid skulle hele vejen igennem huset og ind i stuen, i tide og utide, mens resten af familien, eller vi selv i det hele taget gerne ville have det meste af vores hjem for os selv. Derfor rejste vi atter en væg i køkkenet, så jeg fik et lille kontor, lige ved siden af hoveddøren. Væggen blev dog ikke rejst på helt samme sted som tidligere.


Atter måtte der nyt tapet til, og jeg har været i gemmerne for at finde lidt billeder fra køkkenet med de forskellige tapeter. Sjovt som man kan glemme, eller huske helt forkert. For det brune tapet, havde jeg fuldstændig glemt vi havde haft, indtil det kom til syne under afrivningen, mens vi begge to tydeligt husker kirsebærtapetet, som vi kalder det. Vi havde bare glemt, at der var andet end kirsebær på det. De første godt og vel 20 år vi har boet har, har jeg virkelig tapetseret køkken. Det kan man så ikke sige, jeg har gjort de efterfølgende år.
For 17 år siden, dagen efter Allans 50 års fødselsdag først i april måned, rev vi hele indmanden ud af køkkenet. Malede loft, lagde nyt gulv osv. Mens alt dette stod på, havde vi etableret køkken på terrassen. En gasflaske og campingkomfuret, var stillet op på et par fliser under terrassens halvtag. Alt kan lade sig gøre, men efter et par måneder med sådan et primitivt liv, er det altså skønt, når man igen har komfur og håndvask lige ved hånden. Ting tager jo lidt længere tid, når man også skal passe sit arbejde og have et familieliv med unger til at gå op i en højere enhed.
Lørdag morgen måtte vi begge fortsætte med at rive tapet af, så jeg kunne komme i gang med at tapetsere, mens jeg satte op i den ene ende af køkkendet, rev Allan ned i den anden ende. Om søndagen begyndte han at montere diverse ting igen, der hvor jeg var blevet færdig med at tapetsere. Søndag aften kunne vi nyde et helt nyvasket og færdigtapetseret køkken.
Det var så den historie et par stumper tapet kunne føre til.

Min skovtur blev lidt for spændende

Fredag har jeg altid tidligt fri. Det skulle udnyttes med en dejlig lang tur i skoven, nu da det er lyst lidt længere. Jeg havde forberedt Allan allerede om morgenen, at han ikke skulle lave kaffe til mig. Jeg ville kun komme ind for at få skiunderbukserne og vandrestøvlern på, for så at tage afsted på den helt store skovtur. Som altid fortæller jeg ham hvor jeg går hen, bl.a. fordi han gerne selv vil vide det, så han ved hvor han skal lede, hvis jeg ikke kommer hjem. Det er en tryghed for begge parter. Når han ved hvor jeg går, ved han også ca. hvor lang tid der går, inden han kan forvente at se mig igen. Billedet af solnedgangen er fra i torsdags.















Da jeg går, siger jeg, at der næsen ikke er noget strøm på min mobil, så jeg ved ikke om Endomondo har kapacitet nok til hele turen. Måske skulle jeg lade telefonen blive hjemme, så den kunne oplade? Nej, det er da dumt, siger Allan, tag den dog med, man ved jo aldrig hvad der kan ske.
Mens mine ben og øjne var på vandring, ofte i hver sin retning, så levede hjernen også sit helt eget liv sammen med fantasien. Jeg krydsede landevejen for at gå videre i Storskoven. Mens jeg gik og funderede over, hvor meget der var fældet og at skoven nærmest var ukendelig, så genkendte jeg også steder, som ikke sådan flytter sig.









På et tidspunkt undrede jeg mig over, at jeg ikke snart mødte den skovvej, hvor jeg skulle dreje til venstre… Endelig kunne jeg se den lidt længere fremme, men i samme øjeblik så jeg også et hus…  Et hus som aldrig nogensinde har ligget på den rute jeg skulle gå…  Pludselig gik det op for mig, hvor jeg var. Nemlig ved Jægersborg, (et hus som kun bliver brugt i forbindelse med jagt. Jeg var altså tæt på Erimitagevej, og 12 km hjemmefra, ad bilvejen, plus et par km skovvej. Jeg havde kun ca.10 km hjem hvis jeg gik tilbage gennem skoven…. Nu vidste jeg også, hvor jeg havde sovet på min vandring... Jeg var gået lige over i det store kryds i skoven. Der hvor jeg burde have drejet til vestre.

Der var jo ikke andet at gøre end at vende om… Nej, det var dumt…. Jeg kunne da tage landevejen... Der ligger i det mindste et par huse… Jeg vendte om igen, men fortrød... Skovvejen var nærmere… men i forhold til den rutebeskrivelse jeg havde opgivet til Allan, var jeg kommet 5 km ud af kurs…. Min mobil sagde blip, blip, blip… Jeg måtte hellere slå Endomondo fra, og se at få skrevet til Allan, om at jeg var faret vild, for jeg ville blive mindst en time forsinket…Jeg turde ikke ringe. Det var der slet ikke strøm nok på til…. Hmm… der var selvfølgelig ingen mobildækning, så jeg fortsatte min vandring hjem gennem skoven, mens jeg forsøgte at sende en besked.
På telefonen stod der, at batteriniveauet var kritisk lavt. Der var gået de to timer, hvor jeg under normale omstændigheder ville have væreret hjemme igen. Jeg vidste at Allan meget snart ville begynde at bekymre sig om mig.
Inden jeg nåede ned til det store kryds i skoven, havde jeg forsøgt at skyde genvej flere forskellige steder. Veje jeg absolut ikke kendte i forvejen. Veje jeg aldrig har været på, men jeg vidste at nogle af dem førte ud til landevejen. Hver gang jeg gik ned ad en, endte jeg alligevel med at vende om. Jeg kunne jo virkelig komme til at fare vild… Noget så frygteligt endda… Havde der nu bare været lidt sol på himlen, så vidste jeg i hvilken retning jeg skulle gå… og så alligevel ikke, for de skovveje snoede sig i mistænkelige forkerte retninger… Nu ved jeg, jeg skal have dem undersøgt på en cyeltur en dag, når vi når længere frem mod sommeren.
Mens jeg gik der, kom de ‘sjoveste’ historier frem på nethinden. Jeg kunne se for mig, at den helt store eftersøgning var sat i gang for at finde mig. Allan som den første… Senere venner, familie, politi og hundefolk, for så til sidst at ende med en historie på forsiden af LF-Folketidende og i TV-Øst.
Endelig røg beskeden igennem til Allan…. Hvor er du, skrev han tilbage… Et sted mellem Vigsnæsvej og Spurvestræde… Da beskeden var sendt, var min telefon helt død….… Jeg var ikke i tvivl om at Allan ville komme, selvom vi ikke havde nået at skrive om det… Jeg nåede tilbage til krydset i skoven. Her gik jeg lidt den ene vej..   lidt den anden vej… og lidt den tredie vej…. endda flere gange…. Jeg anede jo ikke hvor Allan ville komme fra… Alle fire veje fører ud ad skoven, og de to af dem er ca. lige lange… Uanset hvilken af vejene han valgte, var der flere km at gå. (Man må ikke køre i bil i skoven, og kan heller ikke komme ind for bomme) Jeg måtte hellere blive omkring krydset. Det var blevet mørkt, og det er strengt forbudt at færdes i de private skove, når solen er gået ned. Hvis vi ikke skulle misse hinanden, så var jeg nødt til at blive ved det store kryds, som jeg efterhånden havde rendt så meget frem og tilbage i , at jeg ikke mere turde stole 100% på min egen dømmekraft om hvilken retning jeg skulle vælge for at komme hurtigst ud ad skoven…. Hvis nu jeg ventede forgæves? .. Hvis nu Allan alligevel mente jeg gerne ville gå… som slet ikke er unormalt… Han stopper jævnligt op i bilen på landevejen, og spørger om jeg skal køre med hjem, men svaret er altid det samme. Nej, tak – Jeg har jo netop valgt, at jeg skulle gå…

























Jeg hader ventetid, jeg ikke kan bruge til noget konstruktivt, så jeg fortsatte min vandring ud og ind i krydset. Pludselig syntes jeg at høre en fløjten…. Jeg fløjtede igen… Atter blev der fløjtet og jeg svarede… Nu kunne jeg også høre hvor den fløjten kom fra, så jeg kunne vælge den rigtige vej…. Der kom min redningsmand mig i møde…en time efter jeg burde have været hjemme…. Vi forlod skoven sammen, og mens vi gik der, spørger Allan, hvad har du så lært af det? Jeg tror ikke jeg har lært noget, siger jeg, jeg kender jo skoven, hø.hø… Hvortil Allan siger, jeg tænkte nu mere på det, at man aldrig skal gå i skoven uden strøm på sin mobil… Det må jeg give ham ret i. Det er ikke er særligt klogt. Da vi kom ud af skoven, var det rigtigt rart, at kunne sætte sig ind i bilen og blive transporteret de sidste 4 km hjem. 
Allan fortæller at han havde smidt alt fra sig, og forladt huset som det stod. Han havde ikke engang haft tid til at klæde sig ordentlig på. Kun en tynd jakke over en skjorte, og vandrestøvlerne havde han heller ikke tid til. Han synes at skovvejen var lang. Meget, meget lang der i mørket. 


Godt vi trods alt kender skoven, for hvor jeg præcis befandt mig kunne han ikke vide. Da han så min skygge der i mørket, blev han glad. Han havde nemlig ikke hørt jeg besvarede hans fløjten.  

Den aftensmad der var planlagt fik vi først lørdag, Vi var begge blevet godt sultne, så jeg skynde mig ind til fryseren og hev en pakke fars op og fik bikset  lidt sammen. Det tog kun en halv time at få noget mad på bordet, og så blev der skålet i rødvin. Både i går og i dag har vi kørt lidt på historien, og det vil vi sikkert gøre nogle gange i fremtiden også.

Det nye liv og helbredsopfølgning

Det nye liv er ikke noget revolutionerende som sådan, men selv de helt små ting kan pludselig føles ret store.












Siden jeg skrev dette i november, samt dette og  dette i december,  er der sket en lille smule.
Ved besøget på Hamlet, konstaterede de, som det eneste, at Allans tarme var meget udspilede. Ikke noget der havde med hans smerter at gøre, men når nu det var et stort eftersyn, så fik han denne oplysning med sig. Kan det gøre så ondt, fordi du trykker mig på maven, spørger Allan. Svaret var ja, det kan gøre meget ondt. Da han spurgte hvorfor de var fyldt med luft, lød svaret at det var kosten. Alt for meget hvidt brød, siger jeg, og lægen samtykker.
Jeg har i 100 år, eller deromkring, nævnt at det ikke var sundt, med alt det hvide brød han indtog, men jeg har talt for døve ører. Siden besøget på Hamlet har Allan udelukkende spist rugbrød med masser af fibre i til morgenmad. Jeg tænkte ellers i mit stille sind, at det nok ikke holdt særligt længe, men han holder altså stadig ved. Ham som altid har nægtet at spise andet en det hvide bløde brød om morgenen, suppleret med lidt havregryn med masser alt for meget sukker på. Havregryn og sukker har han også vinket farvel til  - så længe det varer.     
























Allan har været til læge nogle gange siden jul, fordi der er flere ting der skal tjekkes op på. Der er taget mange blodprøver. Hans jerndepoter var for lave, så han fik som det første ordineret et jerntilskud.
Jeg vil ikke gå i detaljer, men de meste udtalte ‘sygdomstegn’ er, at han har en del ufrivillige bevægelser, som han ikke kan styre. Hans hukommelse og koncentration er elendig.
Lægen nævnte det ikke var usandsynligt, at en skovflåt kunne være årsagen til nogle af de gener som Allan medbragte på en liste til lægen. Blodprøverne viste sig at være negative. Allan har også været igennem en demenstest. Heller ikke her var der noget unormalt. 


















Tålmodighed er en dyd, man må beherske, når ventelisterne er lange alle steder. Ugers venten på en neurolog var udsigten. Først i næste uge den  19. februar indfinder datoen sig, for besøg hos sådan en, som vi hele tiden selv har regnet med skulle finde årsagen til de ufrivillige bevægelser. Det vil så vise sig, om han kan knække koden, eller Allan skal videre i systemet. 
Alle billederne er taget på min gåtur den 29. december, hvor vi stadig havde lidt sne.

Puslerier, oprydning, flytning og gåture

Nogle aftener i den forgangne uge, har jeg været i gang med noget skærearbejde til kortfremstilling. I dag blev jeg færdig. Måske viser jeg det endelige resultat frem senere. 
En stor del af lørdagen var afsat til mor. Hun har en tid talt om, at hun var træt af det store skrivebord. Det fyldte mere end det rummede, og i de 6 år hun har boet i lejligheden, har hun ikke brugt skrivebordet. Allan havde tidligere været med hende ude for at  finde en reol. De mål hun gerne ville have fandtes ikke, så hun måtte i tænkeboks. Nu har søster været med mor. De fik købt to reoler, som bliver leveret i næste uge. Vi havde lovet at tømme skrivebordet, og ikke mindst få det ned fra første sal, så der var plads til de nye møbler, når de kommer. Sikke et gedemarked at få det ned, imen det lykkedes da. Der blev sorteret og kasseret en pæn del, ikke bare fra skrivebordet, men fra hele værelset. Vi blev ikke færdige.









Vi spiste lidt frokost og kørte hjem med traileren og bagagerummet læsset med forskelligt der skulle videre i genbrugssystemet og resten til genbrugspladsen. Jeg nåede min gåtur mellem aflæsningen og oprydningen. På markerne er der gæs og svaner overalt. De er ikke til at skræmme væk.
Skovturen var i det skønneste solskinsvejr, så selvom det hele er brunt og gråt og meget, meget vådt, så var det en dejlig tur, hvor jeg både så et rådyr skynde sig væk og en rovfugl i trætoppene. Desværre var de begge alt for hurtige til at jeg kunne få noget i kameraet. Jeg nød at få solen i ansigtet på hele turen, men det var en ‘tung’ at gå i alt det pløre.
Derfor valgte jeg i dag, at tage turen udelukkende af den brede og meget lange lige skovvej. Her kommer jeg ud til landevejen, som jeg kan krydse og gå ind i en anden skov., men så bliver turen også en del længere. Jeg havde godt nok garderet mig med den gule refleksvest, så jeg ville blive set, hvis det blev mørkt inden jeg kom hjem. 
Det mest interessante jeg så i skoven i dag, var lidt svampe og et gammelt væltet træ.
Da jeg havde fortalt Allan hvilken rute jeg ville gå, holdt jeg mig til den. Det var også meget længe siden jeg havde været på den landevej. Netop fordi jeg hellere tager turen gennem skoven.

I modsætning til skoven, så var der liv langs landevejen. Da jeg kom forbi en af vor landsdels mange frugtplantager, gik der en mand på hver side, af en af de utallige lange rækker og klippede, mens de gik og snakkede. Jeg kan hermed konstatere, at det vist er nu det er bedst at beskære havens træer. Vores får nu lov at vente til foråret, ganske som de plejer. 
Mine øjne faldt straks på denne mark med de store grønne blade. Umiddelbart kunne de ligne roer, men de har ikke sådan nogle blade. Lidt længere fremme var en landmand ved at pløje. Uh, hvor lå der meget vand på marken. Jeg kunne se for mig at han sad fast, så mine øjne fulgte hans tur frem og tilbage gennem marken, mens jeg havde mit på det tørre. Her sagde mit kamere blib, blib, blib. Det var løbet tør for strøm. Der var stadig 2-3 km hjem.
Dagens tur blev på 7 km og man kan slet ikke undgå at blive glad, når man kigger på sin skridttæller, og ser den lille mand stå der og række armene i vejret, som en anden lille gymnast. Hans jublende glæde over dagens 10.000 skridt er nået smitter af.

Da jeg i eftermiddags skulle trække i det varme skiundertøj, tænkte jeg det var underligt så øm jeg var i nogle muskler i arme, nakke, ryg og skuldre. Det kunne jeg ikke lige finde årsagen til, indtil det gik op for mig, at det stammer fra gårsdagens arbejde med at få det tunge skrivebordet ned ad trappen i går.  Allan har det på samme måde. Han mærkede det allerede i morges sagde han, da jeg fortalte om min nyopdagelse. Det er nu sundt at få rørt sig. Det er jo kun nogle muskler vi burde komme lidt mere i kontakt med i det daglige.