Island 4 - þingvellir, Gullfoss, Geyser, Kerid og mere

Søndag den 9. juli 2017
Da vi stod og talte med den unge mand, der tog imod os i receptionen på Farm A i går, om hvad vi skulle se, gav han os en alternativ rute, som han ville vælge, hvis det var ham, der skulle sydøst. Vi fulgte hans råd, og fik dermed set mere og andet natur, end det vi allerede havde oplevet en gang.













Første destination var Pingvellir þingvellir, som er med på UNESCOS verdensarvsliste. Efter at have kørt på asfalteret vej, mødte vi, først en lang, men rigtig god grusvej, som senere gik over i en noget længere vej, som udelukkende bestod af ret store løse sten. Vi mødte kun en enkelt bil på hele turen. Pludselig bemærkede jeg noget, der så mærkeligt ud, et stykke fremme på kørebanen. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er. Da vi nærmer os, ser vi en forulykket motorcyklist. Vi bliver nødt til at stoppe og spørge, om der er brug for hjælp, siger jeg til Allan, og det gør vi selvfølgelig. Jeg spørger kvinden, som er kommet op at stå, om der er noget vi kan hjælpe med. Hvis bare vi ville hjælpe hende med at rejse motorcyklen op, så ville hun være glad.











Jeg talte lidt med hende og spurgte om hun var okay. Bortset fra hun havde slået sine ben, så var hun okay. Hun fortalte at hun kom fra Spanien, og at hun havde haft for meget fart på. Hun havde prøvet at ringe til manden, men der var intet signal. Nu ville hun bare vente på at han kom. Hun takkede for hjælpen, og sagde hun ikke havde brug for os, så vi fortsatte videre i de rullende stenmasser.













Vi nåede Nationalparken Pingvellir þingvellir, (eller Thingvellir, som jeg er blevet gjort opmærksom på, det staves på dansk). Det er her, man kan se hvordan de tektoniske plader glider fra hinanden. Dette bevirker at jorden er sunket og har slået store revner. Den største sprække er kløften Almannagja.  













Da vi havde travet rundt en tid der, var det tid at køre videre til Geysir, som er endnu et berømt område med mange varme kilder.












Vi så gejserne sende kaskader af kogende vand op i luften. Det er dog ikke nemt at fange på et billede, da der ikke er nogen advarsel om, hvornår det sker, og det hele er overstået i løbet at få sekunder. Jeg stod og filmede ca. 1½ minut, og var lige ved at opgive, men så kom det. Måske får jeg det lagt på YouTube en dag? Allan var mere heldig. Hans dyre kamera, kan nemlig ikke filme, så han skød løs i det uendelige og fik blandt andet dette i hus.   













Fra Geysir gik turen videre til Gullfoss. Islands smukkeste vandfald. Det falder 32 meter ned i en kløft i gletsjerfloden Hvita. Bemærk lige regnbuen, som hele tiden var et eller andet sted henover vandfaldet, i den tid vi var der. 













Vi vendte snuden mod Reykjavik, hvor vi skulle have vores sidste overnatning, men inden vi nåede dertil, gjorde vi holdt ved Kerid, som er et gammelt vulkankrater på 6500 år. Det er 55 m dybt og har en sø på bunden. Vi gik hele vejen rundt om søen, og så den fra oven af. Jeg ville gerne ned også, men det orkede Allan ikke. Så må du vente i bilen, eller et andet sted, for jeg vil altså derned, når nu vi er her, sagde jeg. Går du derned, så gør jeg også, var meldingen, så det gjorde vi.













Søen ser ikke særlig dyb ud, men det snyder. Dybden er mellem 7 og 14 meter.
Da vi stadig havde en times kørsel til vores næste hotel i Reykjavik, besluttede vi at køre direkte dertil, uden afstikkere. Længe før vi nåede byen begyndte trafikken at tage til. Når ikke vi holdt helt stille, var det køkørsel i trillefart, den ene kilometer efter den anden. Nøjagtig som det er på motorvejen til og fra København (eller længere nordpå) når det er værst.  










Vi nåede vores hotel, stort, fint og flot, som lå klods op ad en trafikeret vej, og med en masse byggerod omkring. Både renovering af huse, og opgravninger i vej og fortov. De havde ikke restaurant på hotellet, (kun morgenmad) så vi måtte ud og lede efter et sted at spise. Det var heller ikke så svært. De lå på stribe. Endelig for første gang siden den første aften, fik vi god mad. Til gengæld fik jeg spoleret min nattesøvn totalt. Det var umuligt at sove i den trafikstøj, de larmende mennesker og en masse anden støj, men sengene var gode, som de havde været alle de andre steder.
Ferien synger på sidste vers. Vi har lige nogle timer i morgen, inden vi skal møde i lufthavnen, og de skal selvfølgelig udnyttes på bedste vis. 

Island 3 - Deildartunguhver, en gammel tørvekirke, Barnafossar med mere

Lørdag den 8. juli  2017
Vi var indstillet på, at dette ville blive en dag, hvor vi ikke ville få oplevet noget. Det var ydermere en lang strækning uden ret meget spændende natur at se på, og vi gad ikke tage 'omvejen’ til Siglufjördur, hvor der efter beskrivelsen, ikke var noget der tiltalte os. Det ville bare forlænge vores køretur betragteligt.








Inden vi satte kursen mod Reykholt, ville vi lige have et billede af den lidt specielle landingsbane i Akureyri. Den ligger nemlig ude midt i vandet, men det var ikke så nemt at få foreviget.
























Turen over Öxnadalsheidi gav i dag en bedre udsigt end på udturen, hvor disse forvitrede bjergtinder lå godt gemt i tågen.



Pludselig øjner vi noget et stykke væk. Jeg var næsten sikker på, det var en kirke,  men det mente Allan ikke, så vi vendte bilen og fik det undersøgt.













Det var en kirke. En særdeles spændende en af slagsen. Islands ældste tørvekirke, som de så ud kort efter kristendommens indførelse i Island. Jeg tog i døren, for at se om man kunne komme ind og kigge. Det kunne man, hvis man betale entre. Tørvet bliver restaureret regelmæssigt, men det meste af træværket er det originale fra 1834.
Vi fik os en lille snak med damen, der sad derinde, og fik bekræftet at kirken stadig bruges. Endda rigtigt meget. Ikke kun til begravelser, men også til barnedåb og bryllupper. Folk valfarter dertil. I kan vist godt få fornemmelsen af, at det er en utrolig lille kirke, men interessant at se, både ude og inde. Altertavlen er fra 1616, og det er ikke det eneste gamle inventar, der befinder sig der.
Først en del kilometer efter vi havde passeret vores hotel, fra den første nat, nærmede vi os en ny seværdighed. Deildartunguhver, som er Europas største varme kilde. 180 liter vand i sekundet og det forsyner husene langt væk med varmt vand. Indstrømningen er 77°

Det var ikke nemt at se noget for damp, og endnu mere håbløst at få et billede af det.  På afstand så det sådan ud, og vil du se mere, så prøv at google.
Vi nåede frem til vores hotel. Farm A. Som navnet siger var det en gård. Vi fik udleveret nøglen til vores værelse. Vi skulle bo i en nyere tilbygning på den anden side af gårdspladsen. Det var vi slet ikke kede af.
Vi fik læsset kufferterne af, og kørte så ud for at se Barnafossar og Hraunfossar, som hører blandt Islands smukkeste og mest særprægede vandfald.

Her kunne vi også få noget at spise, sagde de på hotellet, da menuen der bestod af nøjagtig det samme indhold, som på det foregående hotel. Vores konklusion er, at det er jævnt kedeligt mad der serveres i Island.  Det var nu også de anmeldelser, jeg havde læst på forhånd, så det kom ikke helt bag på mig, men jeg må indrømme, at jeg tænkte, det nok var turisterne, det var mest galt med og ikke hotellerne. Vores hurtige og lette hverdagsmad herhjemme kan nemt slå det.    



Det blev aldrig mørkt i Island. Det var ligegyldigt, på hvilket tidspunkt af natten jeg løftede gardinerne for at kigge ud. (I et lille spinkelt håb om at se nordlys) Sådan så det ud, uanset om det var midnat eller klokken var 2 eller 4. Selv om natten var det smukt at kigge ud ad vinduet.   
Efter en enkelt overnatning skal vi atter ud på nye eventyrer, hvor flere ønsker bliver opfyldt.  

Gavekort indfries og andre udendørsaktiviteter i regnvejr

Når kalenderen er booket til bestemte aktiviteter, så fuldføres det, uanset hvordan vejret arter sig. (Jeg er ikke færdig med at fortælle om Islandsturen, men det kommer.)












Da mor fyldte 80 fik hun blandt andet en teaterbillet af os i fødselsdagsgave. Vi havde bestilt biletterne til Jernbanebørnene, som var en udendørs forestilling på Bandholm Station. Jeg vævede mellem at bestille en picnickurv, som skulle indtages på de grønne arealer ved stationen, eller en tur med veterantoget, hvor vi ville få serveret en lille anretning, sådan en ganske almindelig torsdag aften. Det blev det gamle hyggelige veterantog der vandt, og det var vist meget godt, for vejret var ustadigt med regn og blæst og en lille solstråle i ny og næ. Bevæbnet med regntøj og tæpper, tog vi af sted. Lidt før pausen, begyndte det at regne så meget, at vi måtte trække i regntøjet. Vi fik en rigtig dejlig aften, med både latter og tårer. Nørregadeteatret har endnu aldrig skuffet os og udendørs teater er noget helt specielt, det virker meget mere autentisk.    








Dagen efter, og hele weekenden, hvor Sankt Hans faldt, havde vi aftalt med Mads og hans lille familie, at vi skulle på camping, så snart det arbejdende folk kunne holde fyraften om fredagen. Det holdt tørt, mens vi stillede op, men ellers regnede det rimeligt meget en stor del af tiden. Vi trak i regntøjet og gik os nogle ture, og fik spillet lidt yatzy. Det holdt også næsten tørt, mens bålet blev tændt Sankt Hans aften. Holdop hvor det væltede ned, da vi pakkede sammen om søndagen. Vores fortelt hang til tørre i garagen i flere dage efter hjemkomsten, og da det endelig var tørt, kunne jeg begynde at vaske alt plutten mudderet af.

Søndag den 16. juli var det den årlige familiesammenkomst, som denne gang gik til Bakken. 21 personer havde valgt, eller havde mulighed for at deltage. Det var tørvejr og solskin, da vi kørte hjemmefra om morgenen, men det varede ikke længe, før der kom nogle gevaldige byger. Vi skulle allerede mødes kl.10:30, så de små poder kunne blive fodret af til forlystelserne åbnede. 
Vi nåede at spise den medbragte mad under nogle store træer, hvor der var linet op med presenning og tæpper. Der kom kun lidt drypperi fra træerne, men så skal jeg love for det ændrede sig. Sikken et vejr. Det silede ned stort set uafbrudt lige til klokken var 17:30, hvor nogle af os valgte at sige tak for i dag, og køre hjem. Det var hverdag og arbejdsdag for nogle af os næste dag. 













Lørdag den 22. juli, var det tid til at indløse det sidste gavekort vi gav mor. Hun har virkelig været på udflugt og tur i et væk, startende i marts måned, da både jule- og fødselsdagsgaver, fra os alle, er blevet indløst i en lind strøm siden maj måned.
Turen gik til Sandskulpturerne i Hundested. Vi har alle tre set sandskulpturer før. Også mens de er under opførelse. Det i sig selv er mindst lige så imponerende, som at se det færdige kunstværk. ‘Der var engang,’ var dette års tema. At gå rundt og læse historierne, giver det hele en ekstra dimission. Interessant og spændende, det er det.















Det formåede faktisk at holde tørvejr stort set hele dagen, og solen fik vi også lidt fornøjelse af, men det blæste godt og grundigt.













Når nu vi var så tæt på Kikhavn, så måtte vi altså lige stifte bekendtskab med denne lille by også. Vi vandrede en tur ud til klitterne, inden vi kørte hjemad. Aftensmaden blev indtaget på Cafe Klint i Vordingborg, og der havde regnen indhentet os.



For tre år siden, startede Orebyvej et loppemarked. Det slog (efter hvad jeg har læst mig til) Danmarks hidtil længste, som ellers var i Odense. Det blev en succes. Vi har aldrig nået at være der, for de to foregående år har vi enten været på ferie, eller haft anden aftale. I år lavede jeg en aftale med min niece, som bor på Orebyvej, om at vi gerne ville stille op og prøve at få solgt lidt af det, der bare ligger og aldrig bliver brugt. Det var en aftale. Behøver jeg at nævne, at det tissede ned, den ene dag efter den anden, og vejrudsigten lovede endnu mere regn.













Om aftenen sendte L. en besked. Vi rejser det store partytelt, hvis I vil komme kl. 8 og hjælpe til, og altså også blive og hjælpe med at pille det ned igen. Vi syntes, det var en rigtig god ide, så kl. 8 var vi i gang med at samle telt i pis-øs-regnvejr. Uden dette telt, havde vi ikke kunne stille alt det op min søster, min niece og vi havde skrabet sammen. Vejret taget i betragtning, gik det strygende. Der var masser af mennesker hele dagen, og vi var alle godt tilfredse med dagens salg. 
Dagen efter, nemlig søndag den 30. juli, havde vi en aftale med ungerne om at grille. Jeg nævnte for Camilla, at hvis det stadig var møgvejr, kunne vi sidde inde på terrassen ( i udestuen) og spise i tørvejr, men nej. Grillmad skulle indtages udenfor. Vi skulle samles kl. 14, men det væltede bare ned, og så ikke ud til at høre op. Jeg fik en lys ide. Vi flytter traileren, og sætter et læsejl op, så kan vi da i det mindste sidde i tørvejr.













Det var et mærkeligt vejr. Pludselig stod det ned i stænger. Snart var det solskin for så at skifte til regn og torden og derefter atter sol og lummervarme. Vi hyggede os, og da maden var spist, flyttede vi stole, kaffekopper og så videre frem og tilbage fra det overdækkede til det fri op til flere gange, når vejret skiftede. Sådan forløb den søndag. Vi fik hele 31 mm vand den dag.
I skrivende stund er det blevet den 2. august, og når vi når fredag, er der 14 dages ferie til mig. Den første uge skal vi væk hjemmefra. Den sidste uge prioriteres herhjemme. 

Island 2 - Myvatn, Godafoss og meget mere

Fredag den 7. juli 2017

Vi har virkelig set hen til denne dag, hvor der venter os en masse oplevelser. Noget jeg skrev på ønskesedlen, da North Travel, skulle arrangere turen for os. Det var også dem, der arrangerede vores tur til Færøerne.









Det første store stop var Godafoss. Hvilket herligt syn. Vi var slet ikke forberedt, da vi kørte på hovedvejen i øde omgivelser, da dette syn lige pludselig dukker op i horisonten. Det er enormt, det vandfald. 12 meter højt og 30 meter bredt.










Vi gik rundt både oppe og nede og til begge sider. Da vores øjne var mætte af indtryk der, fortsatte vi turen rundt om Myvatn, hvor landskabet ustandseligt varierer på vestsiden. Søen er på 38 kvadratkilometer og har ret mange bugte og ca. 40 øer.




Vi kørte rundt om den hele tre gange. Først den ene vej, og så den anden vej, men det var kun fordi vi udskød en af oplevelserne til hjemturen, men så kom vi slet ikke forbi, fordi vi kørte den modsatte vej, og det kom vi først i tanke om langt senere. Bilen blev vendt, og vi fandt det til sidst. Så vi har virkelig set Myvatn.
Tuen gik også til Krafla, som sidst var i udbrud 1977. Da vi parkerede, sagde Allan, at han ikke var sikker på, han ville gå helte turen op. Det så uoverskueligt ud, mente han. 









Men vi kom op. Det var slet ikke så uoverskueligt. Da først der kom stigninger, var der lavet gangbro. Stora Viti, skulle være et smukt vulkankrater med en grøn sø på bunden. Kan I heller ikke se den grønne sø? Nej vel, men gik man om på den anden side af søen, der hvor de små mennesker, til højre i billedet, befinder sig, så kom der farve på.













Vi kunne se hvordan vandet kogte, og det hele dampede. Vi tog ikke det sidste stykke op, for det ville tage alt for lang tid. Der var meget vi skulle nå endnu. 
Vi kørte tilbage over bjerget Namaskard, og atter gennem ‘rørporten’ som vi døbte den.











Du tror måske det er vej, det der snor sig på billedet herunder, men det er store rørledninger. Vi var inde og se Krafla kraftvarmeværk, men der er nu ikke meget at se. Har du set et dansk halmvarmeværk, så ved du sikkert hvad jeg mener.









På udturen øjnede vi de varme kilder, som vi også skulle se. De dampede jo på lang afstand. Dem ville vi tage et nærmere kig på, når vi skulle tilbage igen, så det gjorde vi, men billedet fra udturen giver et bedre overblik.

















Der udstrømmer damp og kogende mudder på 80 - 100° så man skal ikke for tæt på. Der lugter også stærkt af svovl.
På hotellet sagde de, at vi, når vi var så tæt på, så måtte vi ikke snyde os selv for en tur til Asbyrgi, Vi kunne dog se på klokken, og afstanden at det var vi nødt til at droppe. Havde det været overskueligt, så er jeg også sikker på, at North Travel havde haft det med på rejseplanen, da jeg netop havde nævnt, at vi gerne ville se Dettifoss. Vi havde mange ønsker, og det var svært at finde ledige hoteller, da der var det årlige store sportsstævne i samme uge. Der hvor selv islændinge skal ud og finde overnatningsmuligheder.
























Vi ville nå at se Myvatn Naturbad og Dimmuborgir, Det var sidstnævnte, jeg havde set et skilt til, da vi kørte ud, men som vi ikke kunne finde og derfor tog turen rundt om Myvatn et par gange.
























Vi fandt det, og var ude at gå lidt i lavalandskabet. Vi skulle ikke være hjemme til nogen bestemt tid, da vi havde besluttet at springe hotellets buffet over. Da vi var i nærheden af et rejseselskabet anbefalede spisested, tænkte vi overhovedet ikke på mad, og da vi begyndte at kigge efter det, mødte vi ikke noget. En 4. gang rundt om Myvatn havde vi trods alt ikke mod på. Så det blev en gang ‘tørre’ boller med ost fra Lolland. En Maribo ost. Ret bemærkelsesværdigt, når den ikke kan købes i danske butikker. Rødvinen måtte vi tænke os til. I Island er der nemlig, som i Sverige et slags Systembolaget, og sådan et ATVR er vi ikke stødt på.













Inden vi landede på hotellet, kørte vi hen for at se Julemandens hus og have. Et festligt syn. Huset ser ret lille ud, men da vi kom ind blev vi noget overrasket. Der var to etager og en masse julepynt i alverdens afskygninger. Gammelt som nyt. Der var også slik i lange baner. Vi sagde tak for kigget og kørte hjem og drak en tår kaffe og fik pakket kufferten til endnu en lang køretur.
Ulempen ved turen i morgen er, at vi ikke har de store muligheder for at se ret meget nyt, da der ikke er så mange veje at vælge imellem. Vi er nødt til at tage nøjagtig den samme tur tilbage, som vi kom hertil for et par dage siden, da vi skal helt til Reykholt. 
Konklusionen er, at forventningerne ikke er ret store de første 300 km.  

Island 1 - En lang dag fra Keflavik til Snæfellsnes og retur

Onsdag den 5. juli 2017
Vækkeuret ringede kl. 3:00 og da vi nåde Island, skulle urene stilles 2 timer tilbage, da Island ikke har sommertid, så det blev på flere måden en lang dag. Klokken var kun 9 ,islandsk tid, da vi ankom. 
 
Den islandske natur kan slet ikke beskrives. Man skal se det ved selvsyn.
For det meste er det skyet i Island, og sådan oplevede vi det også. Skyer, tåge, regn og blæst, men også nogle solstråler brød igennem nu og da. Temperaturen svingede fra 9° -  25° men den lå mest omkring 13° - 15°  
























Vi flyttede hotel hver dag, bortset fra en enkelt nat. Vi har boet dejligt og godt alle steder, men det de kalder hotel, er ofte bare et lille familieforetagende på privat grund, og der er absolut ingen indkøbsmuligheder i miles omkreds. Morgenmaden var inkluderet i rejsens pris, men ikke aftensmaden, som de fleste steder var buffet. Havde vi haft muligheden, havde vi valgt noget andet. Den mulighed var udelukket, men servicen, værelserne og sengene var alle steder upåklagelige.
























Allerede mens vi sad i flyveren og kørte rundt på flyvepladsen, så vi flere 'tæpper' af blå blomster, som senere viste sig at være små lupiner. De lyser op alle vegne sammen med andre hvide, gule og lyserøde blomster, ikke mindst i vejkanten.
























Vi fik udleveret nøglen til den lejede bil, og kørte mod halvøen Snæfellness, vel vidende at det ville blive en meget, meget lang dag, men vi kunne jo altid vende om. Det var gråt og diset og temperaturen ca. 13°. Perfekt vejr til bilkørsel. Turen gik gennem den næsten 6 km lange betalingstunnel, der går under Hvalfjörður.
























Vi havde kun nogle kortere stop på hele denne tur, og nogle korte gåture, blandt andet ved vandfaldet Bjarnarfoss og ved Arnarstapi, hvor der er en særpræget klippeformation og et rigt fugleliv. Lavede vi for mange svinkeærinder, ville vi ikke kunne nå vores mål, gletsjeren.   
























Vi kørte over gletsjeren Snæfellsjökull. En tur på 20 km ad en meget hullet og ujævn grusvej i tåge, regn og voldsom blæst med sne i op til 2 meters højde på begge sider af vejen.
























Det var virkelig en oplevelse. Da vi nåede Ólafsvik, var det ved at være aften, og vi havde to timers kørsel til vores første hotel i Hraunsnef. Det blev sent, da vi tjekkede ind på det lille hyggelige hotel, hvor vi, som det eneste sted på hele turen, kunne bestille mad fra et menukort. Absolut lækker mad, helt gourmetagtig. Det trak lidt i os for at hoppe i en jacuzzi. Vi kunne endda få os hver en, for ingen andre var i heller, men det havde været en meget lang dag, og vi var godt trætte efter at have kørt 463 km på, for mit vedkommende kun 3 timers nattesøvn. Lidt fik vi da også gået. Skridttælleren viste trods alt over 8.300 skridt. Vi nåede i seng inden midnatstid, og fik en rigtig god nattesøvn. En effektiv søvn på 6-7 timer gør underværker.

Torsdag den 6. juli
Allerede lidt i 7 mødte vi op til morgenmaden. Kufferterne blev pakket, og endnu en lang dag med flere hundrede kilometer på landevejen ventede forude, da vores næste hotel lå i Akureyri, hvor vi skulle sove 2 nætter. Det var regn- og gråvejr. Perfekt til bilkørsel.
























De første mange, mange  kilometer, var der ikke rigtigt noget at se, men det ændrede sig.























Hvis vi syntes at turen i går var flot, så blev det overgået i dag, den ene gang efter den anden. Også i dag blev det kun til små stop, når det var muligt. Vi har mange gange på hele turen savnet, at man kunne komme ind til siden, når vi så en smuk udsigt, men det var ikke muligt. Vigepladser er en mangelvare og man kan må ikke parkere, eller holde på vejen.
























Vi kørte over højsletten Holtavörduheidi og langs den smalle fjord Hrutafjördur til Vatnsdalur og over Öxnadalsheidi.
Da vi nåede Akureyri, kunne vi ikke finde vores hotel, Kjarnalundur, så jeg måtte spørge om vej. Da vi nævnte det på hotellet, sagde de, at det var et generelt problem, hvis man havde en nyere GPS. De ældre modeller kunne godt finde vej.
























Da vi havde tjekkede ind, kørte vi de 5 km tilbage til byen for at gå på opdagelse der. Vi besøgte den særprægede og moderne kirke, som ligger højt over centrum. Mere end 100 trin er der op. Døbefonten i kirken er en kopi af Bertel Thorvaldsens værker. Vi slentrede også rundt i de små gader, inden vi vendte tilbage til hotellet.
























Fra hotellets restaurant havde havde vi denne smukke udsigt. Der var ikke plads til hele regnbuen i kameraet. Alle spisegæster var ude på altanen og fotografere eller bare nyde synet.























Efter den noget kedelige aftensmad, som ellers var dyr nok, (Noget dyrere end den første aften. Måske fordi dette var et 'rigtigt' hotel) gik vi ud for at få rørt os lidt. Der var masser af vild natur, og også flere vilde kaniner, dog ikke så vilde at de forsvandt, hvis vi holdt os på afstand. Det blev en dejlig lang aftentur på asfalteret vej med masser af stigninger.  Allan skulle i hvert fald ikke ned ad de stigninger, for så kom han aldrig op igen, mente han, men vi gik helt ned og kom også op igen uden besvær. Turen blev noget længere end vi aftalte inden vi gik.

I morgen skal vi atter ud på en lang køretur, men det der venter, glæder vi os rigtig meget til at se. 
Fortsættelse følger.

Ferie i Island og tanker om bloggen

Vi har tilbragt 6 dage i Island, hvor vi har kørt det halve af øen rundt. Godt 2200 kilometer blev det til.
Selvom vi har boet i en kuffert og i den lejede bil, så har vi også fået gået en hel del. Nogle gange kravlede jeg (pga. fodskaden) på alle fire, for at nå målet. Det hændte også at jeg fik en støttende hånd, når der intet rækværk var at støtte sig til. Sådan er mit nye liv nu og i fremtiden. Det har jeg allerede vænnet mig til.

Når nu vi ikke havde noget hjem, men skulle flytte hotel hele tiden, så har vi alligevel gået meget mere end vi turde håbe på hjemmefra. Vi ville opleve så meget som overhovedet muligt, så det var nødvendigt at flytte hotel hele tiden, da der er utroligt langt at køre fra det ene til det andet.  Vi skulle have noget ud af vores dage, og det fik vi til fulde. 











Vi så den mest spektakulære natur, vi nogensinde har oplevet på et enkelt rejsemål. Vi tabte hele tiden kæben. Den islandske natur kan slet ikke beskrives. Den skal opleves ved selvsyn.













Vi har vandret omkring søer og vandfald. Både oppe og nede. Vi har gået  på vulkaner og mærket varmen fra dem. Vi har set boblende varme lerkilder og kørt over en gletsjer i tåge, regn og blæst. Vi har set gejsere sende kaskader af kogende vand i luften. Der er ikke grænser for vores oplevelser.



Vi har også set sjove ting, her, der og alle vegne, som f.eks. det røde lys i lyskurven, som er et hjerte. På et dametoilet så jeg det midterste skilt, som jeg i mit stille sind smilte lidt over. Skiltet med ænder der krydser vejen er meget sød, og vi holdt faktisk for en lille familie, der var på vej over kørebanen. Dette skilt har vi dog mødt andre steder, også i Danmark.
 
Vi mødte også disse glade smileys, når farten blev overholdt. 












Skiltning savnede vi af og til, men denne skiltning ovenfor er næsten for uoverskuelig. Heldigvis så vi også skiltning, som vi kender det.

På en åben og øde plads, mødte vi dette særsyn. Der var ikke et hus i nærheden, eller noget som helst, overhovedet, i miles omkreds, så hvad denne håndvask og den rindende bruser, skal gøre godt for, har vi undret os meget over. 













Der er så meget at fortælle om, men der kommer ikke mere nu. I stedet vil jeg lufte mine tanker om, at jeg savner dette skriveri på bloggen. Det bliver dog slet ikke i samme omfang, som jeg gjorde, inden jeg lukkede og slukkede i september sidste år. Jeg ved dog, at der ikke vil komme et indlæg hver uge, men jeg vil dukke op af og til. 

Opfølgning: Mysteriet om bruseren og håndvasken er opklaret. Jeg har forespurgt vores rejsearrangør hos North Travel. Hun synes selv det var tilpas mærkværdigt, så hun har undersøgt sagen, og sendt os nedenstående oplysninger.    
Det er et gammelt borehul, som en kunstner har fået lov til at bruge til et kunstværk. På et tidspunkt var der også et toilet.