Nabohjælp og puslespil

På byskiltet til nabobyen, møder man dette skilt.

På de fleste postkasser i byen sidder samme skilt. Det gør der også hos ham der bor her.
Har han måske misforstået konceptet og venter på nabohjælpen?

Vi selv har også nabohjælp, men vi skilter ikke med det på postkassen, for vores by er ikke med i nabohjælp, 
_______________________________________________________________
Igennem min barndom har jeg lagt rigtigt mange puslespil. Det fortsatte jeg også med i mit voksne liv. Det er dog efterhånden nogle år siden, jeg sidst har haft dem fremme. Det er nemlig ikke nogen man sådan lige samler på en enkelt weekend, da de indeholder mange tusinde brikker. Spisebordet med udtrukne plader er ikke stort nok, så der skal lægges en plade ovenpå det igen.
I mit daglige arbejde har jeg også puslespil, der skal lægges.
Disse billeder stammer dog fra mine 10 år i Sportmaster. Det kunne godt være lidt af at puslespil at sidde med bilag. Kunderne kom med forskellige ødelagte gavekort. Nogle have været igennem vaskemaskine. Andre havde hunden bidt i stykker. Der var mange sjove historier. Ekspedienterne i butikken tog selvfølgelig imod dette betalingsmiddel, hvis de kunne se beløbet, men scanne det kunne de ikke. Dette detektivarbejde med at samle stumperne, søge i systemet, finde det rigtige og få det indløst, så det ikke figurerede som en skyldig post i regnskabet, overlod de til mig.

Det var også lidt af et detektivarbejde, især til jul, ved udsalg og Late Night, at få orden på gavekort og tilgodesedler. En lille bærepose, for hver arbejdsdag der var i ugen, var meget normalt at sidde med og få til at gå op. Det var sjældent nogen nem opgave, men sjovt, selvom jeg ind imellem har tænkt det var håbløst at nå igennem.
Når man er en landsdækkende kæde, skal man tage imod gavekort, der er udstedt overalt i Danmark, men ‘vi’ skal jo have vores penge hjem fra det firma, der har solgt gavekortet. Så jeg har sorteret og afstemt i tusindvis af tilgodesedler og gavekort. Disse små sedler var den største årsag til, at jeg aldrig holdt ferie mellem jul og nytår.

Forårsklar

Der har ikke været meget forår over vejret i weekenden. Det har været noget så bidende koldt, men det har været tørvejr, og det har tørret så meget derude, at man kan færdes de fleste steder uden at drukne. Skovvejene er ved at tørre op, så min cykel kan komme igennem. 
Min bagagebærer, eller cyelkurv er det nærmere, har været i stykker de sidte par år. Jeg har talt om at jeg blev nød til at have en ny. Allan har foreslået cykeltasker, men det var jeg ikke så vild med, af flere årsager. De ville bl.a. blive smurt ind i smat, bare ved en enkelt cykeltur. Så viste han mig denne bagageboks. Den er ideel. Her kan mit regntøj ligge tørt og godt, når det ikke er i brug. Regner det kan min taske og dagens breve kommer derned og ligge i tørvejr. Regner det rigtigt meget, når jeg cykler hjem, har jeg altid stoppet brevene ind under regntøjet, så de ikke bliver helt gennemblødte. Det er slut nu.
Det er nu, der skal høstes ramsløg. Det er længe siden jeg så de første spæde skud, men nu behøver man ikke længere lede efter dem. De myldrer op, så det er tid at få lavet den årlige ramsløgpesto og meget andet godt til fryseren.


Selvom det ikke var det mest indbydende havevejr, så har jeg været ude og klippe alt det visne ned, som jeg ikke nåede i efteråret. Det var så koldt, at jeg et par gange var lige ved at gå ind i varmen og tage mig en pause, men jeg holdt ud. Hold op, hvor det pyntede. Alt det grønne, som ikke skal være der, får lov til at stå lidt endnu. Jeg håber på varmere og bedre vejr.
Mit allerbedste fodtøj, er og har altid været et par tåsandaler, men da jeg for tre år siden fik konstateret nedfalden forfod. Blev anbefalngen at jeg altid skulle gå med indlæg i mit fodtøj, og også altid gå i helt flade sko.
Begge dele kommer helt af sig selv, for har jeg ikke indlæg i mit fodtøj, er det som at gå på en stor skarp sten. Mig som altid har elsket at rende på strømpefødder og bare fødder, er nød til at gå med fodtøj altid, også indendøre. Selv mine ‘sutsko’ er der indlæg i. Dog ikke de samme dyre indlæg, som der er i mine vandrestøvler og det andet fodtøj, hvor der er plads til sådan et par store, klodsede indlæg, som slet, slet ikke passer ned i en fiks lille damesko. Nu har jeg invisteret hele 50,- kr. i sådan et par små indlæg, der kan klistres fast. Jeg glæder mig til at afprøve dem, for jeg savner at gå på strømpefødder og bare tæer, som ikke er en mulighed ellers.  Bare tæer i et par lukkede sko er ikke helt det samme.

Musicalen Annie, fingerfletning og såtid

Vores kalender er fyldt godt op den næste måneds tid. Oplevelserne står i kø.
I torsdags kørte vi til Maribo, hvor vi havde bestilt billetter ipå Nørregade Teatret, på første parket til musicalen Annie.Vi sad lige midt for på 2. række, og havde derfor det allerbedste udsyn til alt hvad der foregik på scenen.
Inden de levende mennesker kom på scenen, kørte der en tekst henover vasketøjet, som agerede filmlærred. Teksten fortalte lidt om hvad der rørte sig i samfundet på dette tidspunkt i 1930´erne. Det var næsten simskrevet til den tid vi selv lever i nu.
Banker der krakkede. Virksomheder der lukkede. Den utrolig store arbejdsløshed. Fattigdom og en manglende tro på, at det nogensinde blev bedre. De glade 20´ere var forbi.

Det er et rigtigt godt stykke. Biletterne bliver revet væk. Det går godt for Nørregade Teatret, der også opførte Soud of Music, som vi så i skoven i sommers.
Annie spiller rigtigt godt, bevares de gør de andre også, men den lille pige, som har hovedrollen er fantastisk, og sikke en sangstemme hun er beriget med.
Det var en dejlig aften, hvor tårene kom frem et par gange, men også smilebåndet blev rørt. Højlydt latter var der også plads til. Alt i alt en dejlig aften.
Fingerfletningen handler om massage. Jeg har længe gerne ville have udryddet det gavekort, som det efterhånden snart er et år siden jeg fik forærende. Det er bare ikke nemt at få det ind i kalenderen. Når jeg går fra kontoret, har alt jo lukket. I hvet fald inden jeg når frem til byen. Mine fredagseftermiddage, har jeg ikke lyst til at bruge af til sådan noget, som tandlæge, frisør, massør og den slags, men det er jo af og til nødvendigt. Det gavekort havde irriteret mig længe, så jeg havde bestil tid, men ikke til bank og gymnastik, som i sommers. Denne gang var det meget mere nydelse.
Jeg havde valgt en oliemassage, men stadig langt fra den slags oliemassage, jeg tidligere har prøvet. Jeg skulle selv vælge min olieduft. Massøren spurgte, om jeg ville have soft, medium eller hård massage. Jeg svarede soft-medium. Hun startede lidt som i sommers, og jeg tænkte om de havde misforstået mit ønske. Er det ok, eller skal det være hårdere, spurgte hun, men det var fint, som det var. Denne behandling var kun kortvarrig. Derefter gik hun i gang med en times oliemassage. Blidt, men alligevel kunne jeg, på steder, mærke, at det gjorde ondt på den gode måde. Også denne gang kom hun hele vejen rundt på kroppen. Hun flettede sine fingre med mine, mens hun masserede mellem  hver eneste af dem. Fødder, håndflader, nakke, hovedbund, ansigt. Alt blev masseret, med undtagelse af trusseregionen. Selv brysterne og maven fik oliemassage. Det har jeg aldrig været udsat for før.










Nu er det forår. I fredags blev de store sække med såsæd gjort klar og ligeså såmaskinen. Der skulle sås og i næste uge skal der sås roer. Det har godt nok været en kold fornøjelse at være ude i den stride vind, både fredag og lørdag, men det har ikke holdt mig inde mere end højst nødvendigt. 

At være til stede og leve i nuet, eller…

Alle der læser med her, er vist klar over, at jeg elsker mine gå- og cykelture. Det giver en masse energi og et mentalt overskud, også selvom det er møgvejr i form af regn, blæst og kulde. Når først jeg er ude betyder det intet. Ingen kan vist beskylde mig for ikke at leve i nuet og fantasiens verden, når de har  læst dette indlæg. 
Dette er lidt af det der sendte tankerne og fantasien på flugt, den dag min skovtur blev på et par og tyve km. Godt dobbelt så lang, som det var meningen.
Alle de kilometersten, eller hvad de nu hedder, sender tankerne i retning af dengang skovvejene var de eneste veje der var, og at kørte med hestevogn, for at komme fra A til B. Jeg har ikke styr på disse sten og ved ikke hvor de måler til og fra. For mig er der overhovedet ingen logik i det. 32 km er der altså ikke til nærmeste by, og da slet ikke på det tidspunkt, hvor det virkelig var købstader. 

Jeg så en stakkels lille kylling der var kørt ned, der på skovvejen. Kan du ikke se det er en kylling, så er det nok fordi den er mast af en skovtraktor.
Jeg lagde mærke til alle de røde streger mange af skovens træer havde fået. Det betyder at de skal fældes. Kultur- og bevoksningspleje er en stor del af skovdriften. Det er vigtigt at træerne får den plads de skal have. Det er også vigtigt at få fældet syge træer. Mange tror at en skov nærmest passer sig selv, og at det er lettjente penge, men intet er mere forkert. Selv SKAT har jeg måtte forklare sagens sammenhæng, da der under orkanen i 1999 væltede 'et par hele og halve skove' under vores CVR-numre, både her og i Jylland. SKAT havde forventet at få momspengene ind igen næste år. Skovdrift er ikke sammenligneligt med de fleste andre afgrøder, som man sår og høster samme år. De træer der bliver plantet nu, kan først fældes om et par generationer, eller mere. Træfældningen fik mig også til at tænke på alle de vintre, vi selv har gået i skoven og fældet de udpegede træer, for at have brænde til fyringssæson to år længere fremme.

En hånd der viser at jeg skal den vej.  Ja, ja, det ved jeg godt. Der er jo ligesom ikke andre veje – endnu. Nå, måske er det bare en der har tabt en handske.

Midt på skovvejen lå også en lang farlig kniv. Jeg har tegnet den op, så du også kan se den. (Faktisk er det kun et stykke træ og bark.)























Da jeg så dette træ, røg mine tanker tilbage til dengang ungerne var små. Jeg kunne se det hele for mig, og høre deres fnisen, især Camillas, over at dette træ havde babser, som var det udtryk de ville have brugt.
Jeg nød duften af nyskovet træ, og så flere mærkelige trævæsener i skoven. Flere træer stod på hovedet.





















Selvom jeg virkelig er alene derude i den store skov, så føler jeg det slet ikke sådan. Der er jo masser af liv, og mange historier der gerne vil fortælles.
Sådan kan det gå, at man kommer vidt omkring, både fysisk og mentalt.

Mange mennesker, meget mad og for lidt søvn

Kalenderen for marts måned er fyldt godt op. Vi har lagt hårdt ud i den første uge, men mine gåture har stor prioritet. På arbejdsdage, kommer de altid før pc´en. Hvis ikke jeg må droppe dem helt, fordi jeg skal direkte fra arbejde til noget andet, som vi skulle i torsdags.

Ældre Sagen, hvor Allan er Den hjælpende hånd, havde inviteret alle medlemmer til spining på Sukkertoppen i forbindelse med det årlige møde. Alle frivillige fik maden gratis. Vi andre skulle betale 75,- kr. Alle skulle betale for drikkevarer.
Sådanne arrangementer har aldrig nogensinde tiltalt mig, og det kommer de næppe til heller på noget tidspunkt i mit liv, er jeg overbevist om. Allan ville selvfølgelig gerne have mig med, så jeg sagde ja. Jeg ved i det mindste at man spiser godt der, og det ville ikke skade at blive lidt klogere på den verden, jeg også nærmer mig, omend der stadig er nogle år til. Jeg har i mange, mange år, serveret for pensionister, så jeg ved hvad jeg gik ind til. Intet har forandret sig, i de 10 år jeg har været væk fra branchen. Du milde et støjniveau 159 pensionister kan levere, når alle skal sige noget samtidig. Selve mødet var ret interessant, men det bliver for omfattende at komme ind på her.

Lørdag var alle fætre og kusiner på min mors side samlet hos min kusine. Vi har i alle barndoms- og ungdomsårene været rigtigt meget sammen, men de ebbede ganske langsomt ud, sådan at vi nærmest kun sås til de store familiefester, hvor vi i mange år, hver eneste gang, vi var sammen, talte om at det skulle der ændres på. Det ene år gik efter det andet, uden at nogen gjorde noget, indtil søster 1 og svoger inviterede hele bundet sidste år. Nu er vi desværre blevet en mindre, men vi er alle glade for, at arrangementet kom op at køre. Der kan hurtigt ske noget. Der har været alvorligt bud efter 3 andre i flokken, som selvfølgelig er glade for de stadig er iblandt os. Med det i bagagen er vi ekstra taknemmelige over, at vi kunne samles endnu engang til mad i lange baner og masser af snak til langt, langt ud på de små timer. Hold op hvor vi hyggede os alle 12. Næste års dato er allerede fastsat. Vi var slet ikke færdige med at snakke, da vi var nød til at bryde op, og de andre fulgte efter.
I dag har vi så, et par dage på forskud, fejret Camillas fødselsdag i det allerbedste solskinsvejr. Hun havde i forvejen formanet mig om, at jeg ikke måtte bage eller købe noget ind. Hun ville komme med det hele her til morgens, og selv stå for det. Jeg fik dog lov at give en hjælpende hånd med i køkkenet. Det er så hyggeligt at stå og småsludre løst og fast og livets små tilskikkelser og livet i al almindelighed. Der blev også tid til at vi kunne  komme ud og nyde solens stråler i det fine vejr og lege, træne og fotografere hunde.
Billederne er fra min gåture i denne uge. I går kunne man virkelig mærke de milde forårsvejr. Vinterjakken blev hjemme. Vanterne måtte i lommen, og sommerjakken måtte stå åben. Alligevel var jeg drivende våd af sved på ryggen, men jeg turde ikke smide jakken helt. Har bestemt ikke lyst til at rage noget dårligdom til mig. Der venter allerede nye oplevelser i næste uge.

Hos neurologen, og nu lidt klogere

Den 19. februar oprandt tidspunktet endeligt til den meget længe ventede tid hos neurologen. Der er nu kommet lidt skred i tingene. Neurologen sagde, at de smerter, Allan var så plaget af, helt tilbage i november, skyldes nervebetændelse. Hvad den er kommet af, og om der kan gøres noget, vil han se om han kan finde ud af ved nogle yderligere undersøgelser og blodprøver.
Allan har fået taget et en del blodprøver hos egen læge. Han er blevet demenstestet og har været igennem en EKG undersøgelse. Der var ikke noget unormalt. Nogle af hans blodprøver lå uden for normalværdierne, men den praktiserende læge sagde, at det var fint, og at det ikke betød noget. 
Da Allan kom til neurologen blev han selvfølgelig undersøgt. Der blev kigget på hans blodprøver. Konklusionen var, at det skulle der gøres noget ved, for meldingen var meget hurtigt, at han havde B12 vitaminmangel, men at der lige skulle laves en større undersøgelse på det. Kør på sygehuset mandag, og få taget nogle flere blodprøver. Kom igen her på torsdag, så laver jeg en undersøgelse af en times varighed.
.
Da han mødte hos neurologen igen torsdag den 26. februar, for at få den helt store undersøgelse, var der ikke kommet svar på alle blodprøverne, ‘kun’ på de 29, men han havde ret, ham neurologen. Allan har B12 vitaminmangel, og er nu kommet i behandling. De to diagnoser giver en rigtig god forklaring på alle de symptomer, som Allan havde og stadig har. Nu giver det hele mening.
Indtil videre er der undersøgt ialt 71 blodprøver. Vi venter stadig svar på de sidste, som de vil ringe om, så snart de foreligger.
Som det ser ud nu, skal Allan have taget nye blodprøver i slutningen af maj, og til en ny undersøgelse først i juni, for at se om der er blevet rettet op på det hele. 

Rosenborg fra kælder til kvist

Som jeg skrev her, var det Rosenborg vi kørte til København for at se. Vi bliver vist aldrig mætte af at færdes på slotte. Om det er fordi, vi alle, bortset fra Mark, har haft vores daglige gang sådanne steder i mange år, skal jeg ikke kunne sige, men det gør i hvert fald, at vi kan fortælle hinanden historier om mange ting vi ser, og andre ting sætter bare nogle minder i gang. 
Det første der blev sagt da vi løste billet, var at tasker ikke måtte medbringes, men vi skulle huske at tage vores kamera op, for vi måtte meget gerne fotografere. Vi skulle endelig holde alt overtøjet på, for der var meget koldt overalt på slottet. Vi synes det er mere normalt, at vi må spørge om vi må fotografere, hvis de altså ikke kommer os i forkøbet, og siger fotografering er forbudt.
Når vi går rundt, ser vi på alt fra gulv til loft. Til venstre er det loftet i en af salene. Der er rigtigt meget at se på. Desværre er der ret mørkt alle vegne, og meget er  gemt bag glas, så det er ikke nemt at få gode billeder. 
Meget bemærkelsesværdigt var dog dette maleri. Ja, jeg skriver DETTE, for det er et og samme maleri. Står man til højre for billedet ser man en dame, og står man til venstre, ser man en herre. Forestil dig et gammeldags vaskebræt på højkant. Eller bølgepap, hvis du er så ung, at du ikke ved hvad et vaskebræt er. På den ene side af bølgerne er malet en dame og på den anden side en herre.
Spillekortene er håndbroderede fortalte en af vagterne der stod derinde. Jeg gætter på bogomslaget også er håndarbejde af perler og sten, men jeg så det først efter vagten var forsvundet, så jeg kunne ikke spørge. Porcelæn fra gulv til loft fandtes i mange rum, bag store glasvægge.
Vi mødte to vagter, der kunne svare på alle vores spørgsmål. Den ene var så dejlig fortællelysten, og han kunne virkelig sin historie om Rosenborg, kongerækken og alt muligt andet. Ham ville vi gerne have haft med hele vejen rundt. De andre vagter vi stillede spørgsmål til, vidste intet. Hver gang sagde de bare, at det ikke var noget særligt, men blot noget pynt.

Der var da også mange ting vi ikke behøvede at spørge om hvad var, men dejligt at få en lille historie med på vejen. Guitaren blev beundret af en musik- og spilleglad familie. Et flot udskæringsarbejde i elfenben pryder hele bagsiden af guitaren fra 1600-tallet. Endda med monogram og hele molevitten. 
Vi måtte haste igennem øverste etage, for vi skulle også nå en tur i kælderens skattekammer.
Der var geværer og meget andet som ikke havde min allerstørste interesse. Der var den kongelige guldsadel, eller hvad sådan noget nu hedder. 

I modsatte side af kælderen var alle kronjuvelerne gemt.

Desværre er billedkvaliteten elendige. Jeg havde ellers taget billeder af nogle små smykker, med både øreske og tandstikker i det pureste guld, men de er så uskarpe, at man overhovedet ikke kan se hvad det forestiller.   
Vi nåede at få et overblik over det hele inden de skulle dreje nøglen, men vi kunne sagtens have brugt mere end de 4 timer, de havde åbent.