Allerede skidt igen - Lidt praleri og bryllupsdag

I weekenden kom Mads til morgenkaffe, og fortalte at han var blevet ringet op af en ven, hvis svigerfar ellers er mekaniker og laver både biler og andet småkørende materiel, men alligevel kunne han ikke få svigersønnens plæneklipper til at starte. Mads kommer som regel når nogen kalder, og der gik også kun et øjeblik, så var maskineriet køreklar, sagde han.
Når nu du er så klog Mads, kan du så ikke også lave mit fotografiapparat. Jeg har nemlig lige opdaget, at der igen er pletter på billedet. To pletter øverst i hver side, og en stor en i nederste højre hjørne. Det ved jeg ikke, siger han, sådan noget har jeg aldrig kigget på, men jeg vil meget gerne prøve. Jeg ved han elsker nye projekter og jeg havde ingen betænkeligheder ved at lade ham prøve. Garantien var jo udløbet i modsætning til juli sidste år, hvor det kom på autoriseret værksted.
Allan fandt den mindste stjerneskruetrækker han havde, og så gik Mads forsigtigt i gang med at skille kamaraet ad. Bemærk de mikroskopiske små skruer der ligger i det lille bæger på billedet til venstre. Da det var første gang han kiggede på indmaden i et kamera fik han skilt mere ad end nødvendigt, og jeg fik forklaring på hvad både det ene og det andet var. Hvor pokker ved drengen fra, hvad det hedder alt sammen og hvad det skal bruges til. Jeg glemte hurtigt hvad det hed og hvilken funktion det har. Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, at han bare kan lave næsten alt, og at han kan finde ud af at sætte det hele sammen igen. Jeg er forlængst holdt om med at undre mig, og bliver først overrasket, den dag han ikke kan samle skidtet igen, uanset hvor mange løse ledninger og dele der ligger alle vegne.
Han fandt skidtet, blæste det væk og samlede kameraet igen. Nu er alt igen i den skønneste orden og bedst af alt, jeg behøver ikke undvære mit kamera. 

I dag der det 36 år siden Allan og jeg gik op ad  kirkegulvet. Hvor pokker er alle de år blevet af! Det var en god dag at blive gift på, så god at kongehuset også valgte denne dato, men først 27 år senere i 2004.

Brudebuketten ligger stadig på loftet, og ser noget sølle ud. Heldigvis står det anderledes til med vores ægteskab. I bund og grund er der ikke meget der har ændres sig i alle de år, selvom vi har taget nogle rutscheture i livets karrusel. 

Velvære på stribe i Kr. Himmelfartsferien

Jeg elsker naturen, og det dyreliv der er derude, men fuglene behøver ikke danne kor allerede kl 4 foran soveværelsesvinduet. Sådan er det konsekvent fra nu og til de flyver sydpå igen. Vi har aldrig haft svaler her, men det har vi i år og de er ret støjende.
Der er mange former for velvære. Hele torsdagen blev brugt i haven og på oprydning i brændeskur og værksted. Jeg synes det giver sådan en god følelse at få ryddet op. 
Allan er aldrig helt enig. Om jeg begriber hvor alt det skidt kommer fra, som han får stablet op i løbet af vinteren, hvert eneste år. Jeg mistænker ham, eller jeg ved, at han slæber noget med hjem alle vegne fra. Sjovt nok har han aldrig noget der skal kasseres, før jeg tager det stykke for stykke og konfronterer ham med det. Der er også dukket ting frem han skal bruge, men ikke kunne finde i roderiet, så jeg har en glad mand.

Nu er det bestemt ikke fordi vi ikke har wellness-udbydere her på egnen, men der kunne gavekortet bare ikke benyttes. Når man så samtidig vil have en akuttid, så indskrænker udbyderne sig. Vi måtte helt til Allure i Slagelse, hvor de havde en ledig tid fra morgenstunden. Så allerede 7.15 dampede vi hjemmefra. Jeg fik kropsmassage fra fod til hovedbund. Jeg fik lagt en ansigtsmaske, og nød at blive nusset om hele den time det varede inden vi satte kursen østpå.
Den campingtur, der ikke blev til noget, havde vi planlagt skulle gå til Sorø, hvor vi ville cykle rundt om søen. Når nu vi var på de kanter alligevel, kørte vi dertil og parkerede bilen og gik en god tur. Det blev middag og vi fik lidt at spise hos Valencia, hvor også denne guldcykel stod parkeret. Mens vi sad ventede på vores mad, talte vi om cyklen mon var til salg, eller til pynt, da der kom en mand og låste den op og cyklede væk.
Efter at have nydt en lækker sandwich. En bøf til Allan og en laks til mig, gik vi en tur på Sorø Akademi. Et kæmpe område, hvor vi godt kunne bruge mere tid. Der var noget smukkere på den side af søen, end der hvor vi gik den lange tur i fint vejr, læ og solskin, men her blæste det gevaldigt, og der var ikke meget varme i luften.
Vi kørte lidt rundt på de meget små krogede veje, og så lidt på det bakkede landskab og de grønne marker, eller gule arealer med mælkebøtter og bemærkede, at her på sydhavsøerne er vi et par dage længere fremme. Her står den gule raps og blomstrer i fuld flor. Nordpå er den først lige begyndt at blomstre. Vi mødte nogle sjove navne på byskiltene og var både i Dævidsrød og en tur i Grøften, inden vi satte kursen mod Næstved.

Jeg havde læst om Fodsporet, som har kostet 48 mio. kr. Det ville jeg gerne se en bid af og faktisk også gerne cykle der en dag. Fordi  turen går igennem det smukkeste landskab, hvor man bl.a. også kommer over Susåen. Jeg havde bare ikke fået sat mig ind i hvor det egentligt lå, så vi kom ikke forbi. Allan havde aldrig hørt om projektet. Dvs. vi så da et par skilte på udturen, men der havde vi jo ikke tid. I stedet vidste Allan fra sin tid som naturplejer, at man kunne komme helt tæt på Susåen ved Holløse. I øvrigt også et smukt bakket landskab. Da vi ankom var vi så heldige at der kom en hele stribe kanofolk med jævne mellemrum, så det stod vi og kiggede en del på.
Da vi nåede Næstved ret sent på eftermiddagen trængte vi til en tår kaffe. Allan fik sin kaffe og kage, jeg ”nøjedes” med en Caffe Latte på Café Vivaldi.
Da vi nåede matriklen havde vi været på farten 11 timer, og trætheden var begyndt at melde sig ovenpå alt den friske luft, samt ikke mindst massagen for mit vedkommende. Sådan noget bliver man nemlig godt træt af, på den gode måde altså.

Gode weekendplaner ændres til velvære

Det snart meget længe siden vi hentede campingvognen ud af vinterhiet, for at køre til Sverige. Siden har den stået urørt. Det har ikke passet ind i kalenderen at tage på tur, men det kunne det i denne weekend. Især hvis jeg kunne få momsen gjort klar på det nye job, så jeg kunne holde fri fredag, så var der flere dage at gøre godt med.
Hvis vi kunne slippe af med de dårlige halse og gøeriet, var planen at tage afsted allerede torsdag. Mandag begyndte mine øjne at skabe sig. Tirsdag havde jeg svært ved at se klart, både på skrivebordet og på skærmen. Øjnene var røde, hævede og gjorde ondt, men hvis jeg skulle have fri fredag, var jeg nød til at blive og få lavet momsen færdig. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg var rendt ind i en gang øjenbetændelse, men jeg kunne da lige se tiden an natten over, mente jeg. I morges var jeg slet ikke i tvivl. Jeg var nød til at have fat i min læge. Jeg ringede og klagede min nød, og selvom lægen kun har set mig få gange til underlivsundersøgelser, sagde hun bare, det lyder som om, du har helt styr på det, så selvfølgelig skal du have noget at dryppe med. Jeg skriver en recept, så du kan hente dråberne på apoteket. Det var jo nemt. Jeg slap for lægebesøg, og dråberne har allerede lindret, men hosteriet har vi ikke sluppet. Allan har ingen energi til camping, siger han, og det er ellers ham der brænder mest for det liv.
I stedet for camping, får jeg nu brugt det gavekort jeg fik i julegave. Jeg satte Allan til at ringe rundt i dag, mens jeg var på arbejde, for at høre om der var nogen, der havde en ledig tid allerede fredag. Jeg havde stillet mulighederne op i ønskelig rækkefølge fra 1 til 5, og var der ikke bid, måtte gavekortet bare ligge en tid endnu. Der var bid, så jeg skal forkæles på fredag, og hvad resten af den forlængede weekend byder på vides endnu ikke, men vi former den helt selv.

Alt det nye

Det vrimler med nye ting her på matriklen. For bare at nævne et par ting, så har Allan fået det længe ønskede lille kamera Olympus SZ-31MR  Det helt rigtige, så længe det varer, siger konen. Til gengæld har han ødelagt sin blitz til det store spejlreflekskamera. Han havde ikke sat den ordentlig på, så den røg på gulvet og smadrede. Vi har investeret i en lille bærbar, som vi kan have med på ferie. En iPad er god, men en pc er nummer et til mange ting. Det er Allans arbejde at få lagt det ind, der nu skal lægges ind, så den er køreklar med det helt nye Windovs 8. Mere nyt at forholde sig til. Vi må jo holde gang i hjernecellerne.
Der er også masser af nyt til mig. Jeg rendte ind i en gang ondt i halsen natten til onsdag og vågnede flere gange fordi det gjorde ondt. Sidst jeg fik raget noget dårligskab til mig, som forkølelse og ondt i halsen var for 7-10 år siden, så jeg skal vel egentlig ikke pibe. Det er en underlig form for ondt i halsen, der hverken kradser eller svier, som jeg husker det og hverken te eller bolsjer lindrede noget. Jeg er bare øm og det gør jävla ondt at synke. Det er 24 år siden jeg har haft en sygedag. Heldigvis står det ikke så galt til endnu, men i går begyndt jeg også at hoste, så jeg ser sol, måne og stjerner. 
Det var også i onsdags posten kom med to kæmpe papkasser indeholdende mit nye arbejde. Jeg har imellemtiden erfaret, at den mand, jeg skulle overtage det fra, og som jeg udmærket godt kendte, desværre er død. Det har derfor trukket noget ud med at få materialet fremsendt. Jeg måtte i gang med at pakke ud og se hvad kasserne indeholdt. Materialet var blandet rigtigt godt. Jeg fandt langt over hundrede breve, der slet ikke var åbnet. Ikke et eneste brev var åbet siden engang i marts, så det var bare om at gå i krig med papirkniven. De allerfleste breve indeholdt en svarkuvert med ønske om at få tilsendt et ansøgningsskema. Hold da op, tænkte jeg, hvor finder jeg sådan et, hvordan ser det ud. Faktisk fandt jeg flere forskellige slags. Hvilket var så det rigtige… Hvordan så det ud sidste år… Det lykkedes at finde noget, men det var jo med forkert adresse på og den normale ansøgningsfrist var forlængst passeret. Jeg måtte lave nyt skema, scanne, printe og så afsted, så de kan få sendt det retur til mig sammen med alle de relevante papirer. Jeg var nød til at ændre ansøgningsfristen. Gad vide om det skal på et bestyrelsesmøde først, men hvem sidder i bestyrelsen… Lige nu er der rigtigt mange løse ender.

,

Onsdag og torsdag blev brugt på at sende 90 breve afsted. Ih hvor var jeg glad for, at det kun var ganske få, der ikke havde skrevet deres adresse udenpå kuverten. Elles havde jeg da fået skrivekrampe. Da det var klaret torsdag aften gik jeg i gang med at prøve at få styr på resten af kassernes indhold, som mest var løsblade. Alt tilsynelandende blandet, måske under nedpakningen… Jeg har fået meget spændende læsning leveret fra 1937 til nu. Ham der har haft det, har uden tvivl haft et system, der virkede for ham, men det er ikke et jeg kan finde rundt i, så jeg er ved at lave mit eget, og det faktisk uden helt at vide hvad jeg egentlig har brug for. Foreløbig er der arkiveret en masse, som jeg ikke tror er relevant mere. Så er der det mindre at rode rundt i. Hvad med alt det der ikke er dato på…
Lørdag morgen havde vi planlagt at køre i planteskolen for at købe lidt nye planter til haven. Jeg ringede til mor, om hun ville med. Hun vil jo gerne luftes, og det generer ikke mig at hun vimser omkring og snakker mens jeg passer mit, og mor er lykkelig. Allan fik plantet et krisebærtræ, som jeg længe har ønsket mig, efter vi måtte fælde det gamle for en hel del år siden. Jeg fik også købt lidt små buske. Potentillaer i forskellige farver samt  en sommefuglebusk. Alle planterne skulle plantes rundt om terrassen, mellem krukkerne, men sikke et mas.
Tænk nu kan jeg pludselig huske hvorfor jeg købte de krukker dengang vi fik lavet ny terrasse, selvom jeg aldrig rigtigt har sværmet for krukker her på matriklen, men de jo netop indkøbt fordi vi ikke kunne plante noget der, men det havde jeg lykkeligt glemt. En ting er at der ligger sten, der skal fjernes, før jeg kunne plante, men der er også lagt dræn ned og der er støbt til stolperne, så vi har haft både hammer og mejsel i brug. Ned skulle planterne, og nu har de også bare at gro. Jeg vil helst have noget, der ser okay ud, og nærmest passer sig selv og kommer trofast år efter år. Der er også plads til lidt nyt på et stykke ind til naboen. Selvom det ikke er et hjørne vi befinder os i, så behøver det jo ikke være så øde. Vores blev fjernet fordi de var for store. Vi er nemlig nød til at skulle komme igennem der med vores trailer. Naboen havde plantet noget, men det er gået ud. Jeg fik plantet en spirea og så mangler jeg at plante en engkabbeleje. Vi tager det i små bidder.
I drivhuset plantede jeg i efteråret en enkelt jordbærplante. Den er i fuld gang med at blomstre og sætte bær. Desuden har jeg i dag foreløbig fået plantet lidt forskellige tomater, pebre, chili og en annaskirsebær. På friland er kartoflerne kommet op, og løgene er sat. Det har været en rigtigt haveweekend. Jeg har siddet på min flade det meste af dagen og trukket ukrudt op, i det skønneste vejr.

Fødselsdagsbarnet vandt over Dølle

Det er ikke nemt at hamle op med Dølle, men Mark skrev en rørende indbydelse, hvor der bl.a. stod ‘at han var helt sikker på arragørerne af Dølle, stabler det på benene igen i 2014. Det gør jeg ikke ikke.’  Der var lidt færre gæster på Dølle i år end sidste år skriver avisen. Mark bærer en del af skylden for bortset fra en lille håndfuld, så plejer alle at være derude.   .
“Nogen” havde fået for øre at der ville ske noget kl. 7, og vi søskende havde lovet at stå for kaffe og hjemmebagte boller, så vi troppede op i god tid. Der skete bare ikke noget og flere stod og småfrøs. Lidt forsinket, kom en stribe biler med unge mennesker som begyndte at stille noget op. Da de var færdige gik de ind og hentede Mark, hvorefter vi alle trak ind og spiste morgenmad. Selvfølgelig kom guitaren frem og duoen gav nogle numre.
Næsten på slaget for Marks fødselstidspunkt, kom solen frem og skinnede så det var en lyst. Til middag skulle alle forlade hjemmet. Der skulle jo stadig gøres en del arbejde inden festen løb af stablen og alle skulle i øvrigt også med om aftenen, så mange skulle have en lille lur ovenpå et par Dølleaftener.  
Det var en fornøjelse at være gæst blandt lutter unge mennesker. Kun 9 personer i selskabet hvade forlængst passeret de 50 år. De andre 51 gæster var ganske unge. Der blev sunget, spist og snakket lifligt.
Søster og jeg holdt i fællesskab en tale over Marks liv fra fødsel til nu. Vi havde valgt at tage far med, så der blev grinet rigtigt meget, men der var til tider også mange blanke øjne at finde.
Svoger og et par af de unge mennesker holdt også et par taler. Der blev quizzet og leget til stor morskab for alle. Under middagen og dansen blev aftenens musik leveret af Stråhats Mobil Disco, og tog han bare en lille pause, var der straks andre klar med guitar og sang. Der var i den grad musik, sang og dans, sidstnævnte også på stolene, som mor besteg oftere end de helt unge.
Vejret var fantastisk, så det var ikke surt at være ryger, slet ikke når hele 4 mand med guitar stiller op udendørs og giver nogle numre. Marks to musikgrupper. Trioen One Hour Behind og duoen Mark og Danny.
Der var selvfølgelig også et par sange, og jeg synes vi skulle synge den sang Mark han skrev til sin egen dåb. Alle kan jo regne ud, at selvom han er musikglad og komponerer sange, så er sangen skrevet af vores far, og havde han været fysisk iblandt os havde han både lavet en sang og holdt en tale, sådan noget kunne han slet ikke lade være med. 
Da vi gik hjem kl. 4 sad der stadig en lille sej gruppe. De holdt ud til kl. 5, hvor Mark og svigerinden fortsatte med oprydningen fordi de skulle på Dølle om søndagen. De opgav dog ævred til sidst og indså, at de var nød til at springe Dølle over for en gangs skyld. De kunne nemlig heller ikke hænge sammen mere. Hverdagen ventede om ganske få timer, så det var nødvendigt med bare en lille smule søvn hvis de skulle komme igennem en hel arbejdsdag efter at have været oppe og i gang i 32 timer. Selvom man er ung og kan klare meget, så er der alligevel grænser.