Det hvide guld

Landskabet var smukt i sidste uge, da rimfrosten hang overalt, men det er nu ikke det jeg vil fortælle så meget om. 
Siger man Lolland forbinder alle vist øen med roer. Selvom tiderne har ændret sig utroligt meget fra jeg var barn og til i dag, fylder roerne og sukkerfabrikkerne stadig en stor del af Lolland-Falster. Vidste I at Danmark har et sukkermuseum? Vi vidste det i hvert fald ikke, til trods for at det ligger her på øen. Det er vel et lille års tid siden vi hørte om det. Vi føler Nakskov ligger meget lang væk, men det gør det egentlig ikke. Vi kommer der bare utroligt sjældent. Danmarks eneste Sukkermuseum, er et lille museum, men det har vokseværk. Vi har nu besøgt det, og det er ren nostalgi. Du kan læse meget mere på deres egen hjemmeside.










Jeg har fået roearbejde ind med ske. Vi unger, har fået mange timers søvn i barnevognen mellem roerækkerne. Jeg kan i hvert fald stadig se mine lillesøster for mig, sovende i den blå barnevogn. Vi har dog også opholdt os i roebørnehaven de kolde efterårsdage, mens mor arbejdede i roerne. Jeg og mine søskende har selv både luget 1. 2. og 3. gang, samt trukket roer op, banket og stablet, både roebunker og roetoppe. Vi har leget på og med roesporene og i roevognene. Vi har holdt fast i den bagerste roevogn, når vi cyklede i skole. Det var skønt at få transporthjælp til en del af de 2x10 km vores daglige cykelrute var på. Kom der ingen tog, kunne vi være heldige at møde en traktor, eller to, hvor vi kunne snige os til at få et lift. Hvis vi så en traktor et stykke fremme, efter vi var kommet om hjørnet, kunne vi cykle meget stærkt, for at indhente den, for at få “et lift.” Dengang skulle mor bare have vidst hvad vi lavede, så havde der vanket formaninger i stor stil. Roetiden var altid hilst velkommen blandt skolebørn. Bare det at ligge i læ bag vogntøjet, var en hjælp i den stride efterårsvind.
I 1976 fik jeg job på SN-Frø, SN står for Sukkerfabriken Nykøbing, og staves kun med et k. I mange år var min julegave 120 kg sukker, eller 150 kg? samt en stor kasse syltede, rødbeder, asier, marmelade og den slags fra Samodan som også hørte til koncernen. Hverken SN-Frø eller Marmeladefabrikken eksisterer mere. Sidstnævnte er blevet til Kulturfabrikken. Med alt det sukker i huset, løb jeg aldrig tør. Selvom jeg virkelig kogte saft, syltede og bagte i meget større mængder, hvor hustanden bestod af fire personer, end jeg gør i dag, var der også “råd” til hjemmebrygget hvidvin. De sidste år jeg var ansat, var julegavens sukkermængde reduceret en hel del. Tilbage til museet. Vi så et par korte film. Bl.a. Jens og de 100 dage. Helt Morten Korch agtig, med en sød  lille gammelklog 10 årig dreng. 
Der er bygget mange ting udelukkende af sukkerknalder. Der er lavet en model af hele Nakskov Sukkerfabrik. Dog ikke i sukkerknalder. Der er roeredskaber, billeder, bøger, og de frivillige vil gerne fortælle, hvis man ønsker det. Ellers får man lov at gå og passe sig selv.
Der var dog også redskaber som var før min tid. Roelugningsapparatet STØT – eller roecyklen, som den også blev kaldt. Her lå man på maven, mens man lugede roerne med den korte hakke. Der var en roemoshakker, brugt i laboratoriet. Skulle du få lyst til at opleve det lille museum, er der ingen undskyldning selvom du er dårligt gående, der er både kørestol og trappelift til handicappede.
Vi kørte ad de små veje hjemad, og så en del rovfugle. Her er en musvåge, den eneste bedste jeg fangede.
Svaner og gæs i hundredevis stod på markerne. Der er højst sandsynligt en masse føde at finde fra resterne af roerene. Her er både pibesvaner, grågæs og canadagæs samlet.

Vandretur på Avnø og Masnedøfortet

Det meste af vores søndag blev brugt ude i det flotte, men frostkolde vintervejr. Vi tog turen til Sjælland og mødtes med Camilla og en masse andre mennesker til en times rask vandring langs stranden på Avnø. En rigtig naturoplevelse. Vi fik set både havørne og sæler. På billedet øverst ude til højre er havørnen og et par sæler, men desværre er de for langt væk til en ordentlig dokumentation.Flere i selskabet har problemer med bentøjet, nye knæ og den slags, så jeg synes det er flot, ikke mindst i det føre, at de begiver sig ud på 6 km vandretur. De havde dog også brug for at hvile benene på halvvejen. Da vi nåede tilbage til bilerne, var der uddeling af kaffe, hjemmebagte pølsehorn, chokolademuffins og fastelavnsboller. Selvom vejret viste sig fra sin smukkeste side, var det alligevel dejligt at komme indenfor. Året rundet er der døgnåbent i Avnø Naturcenter, og der er også lidt forskelligt at kigge på. Nogle af os gik en tur i tårnet, hvorfra der selvfølgelig er en fantastisk udsigt. Der står endda frit og kvit en kigget til rådighed. 
Da vi på hjemvejen, som sædvanlig kørte forbi Masnedøfortet, sagde jeg til Allan om vi ikke skulle prøve at se hvor meget vi kunne se derude. Han vendte straks om. Allan har i tidernes morgen arbejdet der, men jeg har aldrig været indenfor murene, eller ude på området for den sags skyld. Selvfølgelig havde vi kun adgang til det hele udefra. Vi gik en tur rundt i det bakkede og uvejsomme terræn. Der findes mange trapper, men de er jo ikke ryddet for is og sne. Det er tydeligt, at det har været et godt sted at holde udkig efter fjenden. Ingen kom ubemærket gennem farvandet. Siden 1997 har fortet fået en helt ny betydning, da der holdes årlige kunstudstillinger på stedet. Vil man se de underjordiske gange, må man altså tage på kunstudstilling.  
Vi tog endnu en lille afstikker til Vålse Vig, en skøn lille flække. Det syntes tusindvis hundredevis af ænder åbenbart også, for der blev holdt stormøde ude på vandet. 
I hverdagen bliver hovedet fyldt godt og grundigt med krævende arbejdsopgaver, som det altid er på denne årstid. Samtidig er der alt det nye, i det liv jeg ikke selv har valgt, jeg bliver bombarderet med. Jeg er træt i hovedet, det kan ikke rumme ret meget mere, så når alle pligterne er klaret, står den på noget, der ikke kræver de store hjernevindinger og helst også lidt frisk luft. Den kommende weekend står i hygge og ungernes tegn. For 35 år siden, kom Mads til verden, så han har inviteret til fødselsdag. Et lille sluttet selskab med den nærmeste familie og et par venner, og slet ikke så vildt som for 5 år siden.

Styr på tilværelsen

Det har jeg det allerbedst med. Desværre er det bare ikke alt, man selv er herre over. Grundlæggende skal fundamentet og rammerne være i orden, så kan indholdet godt få lov at flyde lidt hist og pist, mere struktureret skal det heller ikke være. Kan man ikke ændre på rammerne, må man ændre på indholdet. Det er vi så i fuld gang med her, også på det helt jordnære plan. Nemlig der hvor vi kan ændre på tingenes tilstand, ved bare at gøre noget.
Når det er højvande her i området, bliver vi heldigvis ikke oversvømmet af kloakvand, men det gør mange andre. Vi har kun problemer med høj vandstand i toiletkummen og boblen i et par håndvaske. Måske var det alligevel den sidste uges høje vandstand, der var skyld i vi havde fået større problemer med toilettet end vi plejer at have. Det ville Allan kigge på, så han måtte en tur i brønden, fordi han tabte spulespidsen. Nu er røret renset og spulet, så vi igen kan trække ud. Vores tv er sendt til reparation på garantien, fordi det opfører sig underligt. Bilen bagklappen har været til undersøgelse, også på garantien, nu venter vi og ser hvad eksperterne siger.
Det er ikke kun det ydre rammer jeg gerne vil have styr på. Jeg kan også godt lide at have orden i hjemmets indhold. Det betyder ikke, at jeg ikke har rod, men jeg ved hvor mine ting er. Jeg elsker, når jeg har det helt store overblik og har tjek på det meste. Hvorfor var det mon ikke mig der fik idéerne til at skrive bøgerne: “Ryd op i dit rod og få styr på dit liv.”  Jeg kunne have tjent guld. Allerede som lille pige elskede jeg at rydde op. Jeg kunne altid finde noget, der kunne trænge til at blive sat i system. Fars værksted var et eldorado. Jeg hængte værktøj op, tegnede rundt om, så han altid ville kunne finde ud af hvor det skulle hænge. Det kom bare sjældent op. Jeg sorterede søm og skruer og det gør jeg såmænd stadig, herhjemme. Det er dog noget nemmere at holde orden de steder, hvor ingen andre end jeg selv kommer, som f.eks. i mine knapper, som selvfølgelig er syet sammen, så der er helt styr på hver eneste af dem. I det daglige, er det mest Allan der tømmer opvaskemaskinen, og når glassene er tomme, bliver de stillet der hvor der er plads, som regel foran alle de fyldte sylterier. Nu synes jeg igen, der var kommet for mange tomme glas forrest. Jeg ned på maven og tømme hele skabet, som samtidig blev vasket af. Jeg har igen det fulde overblik over resten af sommeren og efterårets høst. Fryseren bugner stadig af bær, og da vi ikke løber tør for marmelade og gele de første par uger, og ej heller hjemmelavet saft, blev der kogt en god gammeldags gang rødgrød. To store skåle blev det til. Det er meget længe siden vi har fået sådan noget at spise. 
Jeg har fået ryddet så meget ud i mit spraglede garnlager, at jeg måtte ty til Røde Kors, for at få de sidste to sweatere jeg strikkede til dem færdige. Jeg har dog stadig finde hele nøgler garn, men der har jeg planer om noget større. Det kræver bare mere køb af garn, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gå i gang med. Jeg skal jo også have et behov, men noget skal jeg da nørkle med i den bløde stol eller til morgenkaffen.
Før jul ytrede Camilla ønske om et par hjemmestrikkede sokker. Faktisk var det ikke første gang hun nævnte det, men nu manglede hun virkelig. I mit skab lå der flere par, så jeg var inde og finde nogle hun kunne få med hjem. For mange år siden, var jeg inde i en stime, hvor jeg strikkede ret mange sokker.  Så mange at jeg til sidst fik at vide, at jeg ikke behøvede at strikke flere. Derfor blev strømpestrikningen lagt på hylden.
Barnet er fuldstændig ligeglad med garnets kvalitet og farve, men hvis mit arbejde ikke skal være helt spildt, skulle det strikkes af strømpegarn. Jeg havde ikke engang et helt nøgle. Skafterne blev strikket af en rest akrylgarn, og så var jeg spændt på hvor langt strømpegarnet kunne række. Ikke engang to aftener kunne jeg få det strikketøj til at holde.  
Jeg gik på opdagelse i gemmerne, for at få ideer til nyt strik, men faldt i stedet over noget helt andet. Jeg har masser af stofrester, dem skal der også ryddes ud i. Et lille lyserødt blødt pelsværk-lignende stykke, fra jeg syede frakke til Camilla, da hun var lille. Der lå også et stykke ruskind, som jeg havde klippet af en frakke for hende for mange år siden. Rigtigt godt stof til et par sutsko.
Lige meget hvordan jeg vendte og drejede de to stykker stof, var der ikke nok. Frakken var syet i baner, men det passede lige akkurat med at sålen kunne være der, i både længden og i bredden. Overstykket krævede noget mere stof, så der måtte tages af et stykke fra jeg syede nye hynder til den gamle campingvogn. Alle stykkerne skulle klippes 4 gange, og mellem lagene skulle der lægges skumgummi. Til sidst lykkedes det at få klippet de stykker jeg skulle bruge.
Sålerne blev syet sammen. Overstykkerne ligeså, Bagefter blev overstykket syet på sålerne og til sidst blev hele skoen kantet med bånd. Hvor er det altså dejligt at få ryddet lidt op i gemmerne og få følelsen af, at der stadig er mange ting, vi selv kan styre helt selv. 
I dag når vi mødes med Camilla, får hun de ønskede hjemmestrikkede sokker, og så er jeg spændt på, om hun vil have et par sko også. De er i hvert fald dejlige bløde og varme.

Ferie i Holland

Vi har tidligere været i Holland, og de sidste par år har vi talt om at vores sommerferie igen skulle gå til dette land. Emnet er nu igen oppe at vende for 3. år i træk. Altså lige så længe vi har haft den nye campingvogn, hvor vi kan tage cyklerne med. Vi vil opleve landet på en hel anden måde, end dengang ungerne var små. Faktisk har vi kun nogle få billeder fra hele ferien, og det er personerne der fylder mest.

Vi havde bestilt en “Kør selv ferie” sammen med Allans søster, svoger og deres børn. Vi havde lejet et hus i De Huttenheugte. Et område, hvor der var plads til at boltre sig både ude og inde. Vi og ungerne elskede at gå eller løbe rundt på det enorme område. De mere magelige kunne tage det lille tog, der kørte i fast rutefart frem og tilbage. En stor del af ferien blev tilbragt i feriecenteret og vandlandet, som selvfølgelig var et stort hit blandt ungerne. Selvom jeg aldrig har været den store vandhund, så har jeg altid været den første til at lege med ungerne i vandet. Vandrutchebanen blev brugt flittigt. Ungerne synes det var herligt, at jeg, der altid har meget lang hals, når jeg svømmer, fik hovedet under vand, og selvfølgelig til endnu større morskab for ungerne, skabte mig over det, hver gang jeg tog turen. Selvom ungerne gik til svømning, og Camilla havde svømmebælte på, gik hun alligevel til bunds, i den børnevenlige afdeling, da svømmevesten røg hen over hovedet på hende. Ganske få meter blev pludselig meget lange, inden jeg kom frem og fik hevet hende op. Hostende, spruttende og hivende efter vejret. Den dag glemmer hverken hun eller jeg. 
Vi var dog også på et par udflugter, og bemærkede at Holland var et meget rent land. Velholdte haver på rad og række. Selv husene var renskurede udvendigt. Det var ikke et sjældent syn, at se folk med vandslange og skurebørste for at vaske husene. Både grunden, murstenene og taget blev skuret. Allerede dengang kunne vores hus altså godt tåle sådan en omgang også. Vi har bare aldrig fået det praktiseret. Nogen ville gerne til Amsterdam, så vi var lige inde og vende, men vi kom hurtigt derfra igen. Storbyer er og bliver aldrig mig os. Næh, lad os komme ud på landet hvor der er plads og frisk luft. 

Det blev en ferie med udfordringer, som vi voksne husker alt for godt. Vi var lige ved at skulle syv personer med fuld oppakning hjem i en bil, hvilket selv sagt er umuligt. Nogen skulle altså køres til stationen og tage toget. Heldigvis endte det hele lykkeligt. Vi kom alle otte hjem samtidig og fulgtes ad hele vejen. 

Vi plejede, p.g.a. Mads´ ekstreme allergi, altid at have, ikke blot sengelinned med, men også egne puder og dyner til os alle fire. Denne gang stod der dog i papirerne, at det hele var allergivenligt, men alligevel turde jeg ikke løbe nogen risiko, der hvor ungerne skulle sove, så de sov i deres egne dyner, men da vi skulle pakke, ville Allan gerne gøre sig nyttig og bære ud i bilen. Vores senge blev ryddet totalt, og bar det hele ud i bilen, uden at jeg registrerede noget. Jeg gik til receptionen for at aflevere nøgle, mens Allan og ungerne kørte i bilen så jeg kunne stå på. Først da vi var på vej hjem, undrede jeg mig over, at  ungerne sad og havde det skønneste udsyn der på bagsædet. Da jeg spurgte ind til det og sagde, at sådan sad de da ikke da vi forlod DK. Nej, det kunne han heller ikke forstå, men han kunne altså ikke få plads til alle de dyner andre steder. Vi måtte vende bilen og køre tilbage, og da vi jo ikke kunne komme ind i lejligheden mere, måtte Allan gå ind i receptionen og spørge om de ville tage imod to dyner og to hovedpuder, som han var kommet til at tage med ved en fejltagelse. Også denne ferie er forbundet med helt specielle minder.
Nu vil tiden vise om vi kommer til at gense Holland til sommer. Allan har også et ønske om “bare” at cykle rundt om Silkeborgsøerne, som vi ikke nåede sidste sommer, fordi han blev syg. Måske bliver det til syvende og sidst noget helt andet. Hvem ved om vi i det hele taget kommer på ferie til sommer, men drømmene lever endnu. 

Tag med på jobrundfart

I min jagt på et nyt job kommer jeg vidt omkring, både geografisk og arbejdsmæssigt. Der er mange job derude, men der er endnu flere om budet, og når jeg samtidig vil begrænse min søgen til kun at indeholde min egen- og nabokommunerne så bliver det meget overskueligt. Der er intet, når jeg frasorterer, læger, sygeplejersker, SSH´er, og den slags jeg overhovedet ikke har, det der ligner, evner indenfor. Derfor søger jeg selvfølgelig over hele Lolland-Falster samt Sydsjælland. Det i sig selv er også begrænset. Jeg har endda søgt job helt i Køge, selvom det vil betyde en kørsel på 2x100 km om dagen. Det har jeg gjort op med mig selv, at jeg gerne godt vil, hvis det altså kun er to dage om ugen.  
Jeg støder ustandseligt på akutjob, som tit er helt forbeholdt de personer, der falder for den nye dagpengeregel. Søg det alligevel, vil nogen af jer sikkert tænke. Nemlig, men det kan eller må jeg så ikke. Jeg skal kunne fremvise en underskrevet attest om, at jeg falder for den nye regel inden en vis dato, og det gør jeg jo heldigvis ikke endnu.  
Der findes dog nogle spændende job derude. Jeg søger selvfølgelig alt hvad der ligner kontorarbejde, indenfor alle erhvervsgrene. Selvom der måske ikke er de store udfordringer i det og lønnen kun er mindstelønnen, så er det trods alt bedre end ingenting. Jeg har bestemt også søgt mange spændende stillinger, Nogen af dem vidste jeg ikke engang at de eksisterede, men var og er selvfølgelig sikker på at jeg kan bestride dem. Det er i hvert fald alle nogen jeg med største iver og glæde vil kaste mig ud i. Jeg har søgt både fuld-og deltidsstillinger, selvfølgelig som bogholder, men også som speditør, sekretær, vikar, assistent i retten, blæksprutte, tovholder, butiksmedarbejder, tegnsprogskontaktperson, respeaker, salg- &  marketingsmedarbejder, kiosk med is- og madsalg samt servering. Jeg har sågar søgt job som fotomodel, og inden I begynder at grine, hvis ikke I allerede er startet, vil jeg nævne, at de søgte en gråhåret bedstemor med briller. Det var de eneste krav der stod. Jeg var så ikke lige typen. Med andre ord ligner jeg altså slet ikke en bedstemor og det tager jeg så som et kompliment. 

Jeg har sat alle  sejl til. Jeg tror jeg har Danmarks største netværk. To chefer, den ene dog forhenværende, men begge har store kontaktflader overalt i Danmark og udlandet, både blandt almindelige borgere, men også kendte og berømte personer i alle kategorier af erhverv. Kontakten findes til både de selvstændige og de ansatte. Jeg ved de alle gør deres for at hjælpe mig med et job. Jeg selv vågnede søndag nat, og fik en lysende idé, som jeg ikke fatter, jeg ikke har tænkt på noget før. Ikke mindre end to store landsdækkende revisionsfirmaer har jeg selv kontakt med. Jeg havde dårligt sendt mailen, før den ene svarede at han ville gøre hvad han kunne. Jeg søger selvfølgelig videre blandt de opslåede stillinger, men sender også uopfordrede, vel vidende at de næppe bliver læst. Godt man kan sende elektronisk i dag, ellers bliver jeg da ruineret. Lykkedes det ikke mig selv at skaffe et job, så håber jeg der kommer et ind ad bagdøren.
Det er et fuldtidsjob at være arbejdssøgende. Alle mine lørdage er taget fra mig. Selv i søndags havde jeg den varme linie med min A-kasse. Først flere gange mailkorrespondance, som til sidst resulterede i en opringning fra samme.
Jeg har indkøbt en stor portion vitaminer, som er helt uundværlige. Jeg glæder mig utroligt meget til igen at kunne komme til at arbejde 5 dage om ugen, så jeg kan få min frihed tilbage.

Til middag hos… (3)

Vores sædvanlige søskendekomsammen, som startede for 4 år siden, og som for tre middage siden ændrede navn, er blevet rykket nogle gange, fordi der er kommet ting i vejen hos et par stykker. Selvom vi satser på at holde det 4 gange årligt, så er vi enige om, at den aftalte dato, ikke er mere vigtig end at den kan ændres. Det skal jo ikke gå hen og blive en sur pligt, men noget vi glæder os til. Siden sidst er datoen ændret et par gange. En rund familiefødselsdag og et vigtigt arbejde er kommet på tværs. I forgårs lå to af mine søskende stadig og omfavnede gulvspanden p.g.a. af roskildesyge. Den ene var værten. Ingen af dem ville aflyse. Der skal alligevel tungtvejende grunde til at ændre datoen. Det er nemlig ikke nemt at finde en ny dato i kalenderen, hvor vi alle ni er ledige. Begge kom da også på benene, trætte og matte, sagde de, men det mærkede vi absolut intet til. Forretten var skinkestang, og den smagte altså dejlig. Derefter var der hovedbrud. Tip 10 rigtige. Ingen af os havde de helt store chancer for at få 10 rigtige, med spørgsmål som hvilket år, blev det runde hjul opfundet, hvor mange km er der til månen og hvilket årstal kom hovedpinepillen på markedet, samt meget andet. Med 6 rigtige var der alligevel to der fik ekstraspørgsmål før vinderen blev fundet. To måtte nøjes med en rigtig. Derefter blev der plads til hovedretten, kalvefilet med bagte kartofler og salat. Tilsidst også desserten. Den kreative svigerinde, havde lavet musikinstrumenter, noder og G-nøgler af chokolade til pynt.
Det bedste kulturelle indslag var, da vi parvis skulle trække to sedler i en pose, og skrive hver to vers til en sang. Hvorefter sangen skulle indspilles og brændes på en cd. Nedenfor ses Allan, mors og mit materiale. Der var nu ikke meget hjælp at hente i min gruppe. Mor skrev godt nok et vers alene, men havde ikke brugt et eneste af de ord hun skulle. Allan forholdt sig som den eneste i selskabet helt passivt.
Allerede da vi fik opgaven at vide, var vores ambitioner store. Vi var helt sikker de næste store verdensstjerner. Vi ville få så mange besøg på You Tube og vi ville helt klart komme bragende lige ind på førstepladsen på verdens-top-ti-listen, hvor vi selvfølgelig ville blive liggende de næste mange, mange uger. Forventningerne var høje. Et nyt fantastisk sanggruppe var etableret. Vi uddelegerede arbejdsopgaver, som  chauffør, opstiller, manager osv. osv.  Det hele var bragt i orden, inden vi overhovedet gik i gang med at løse vores opgave.
Den ene seddel var temaet for verset. Den anden indeholdt ord som alle skulle indgå i samme tema. Melodi: Jeg er en glad lille cowboy. Der blev afsat en halv time til denne sangskrivning. Efter tyve minutter havde alle klaret opgaven. Sangen blev renskrevet og printet, og vi fik lov at læse den igennen inden vi skulle i studiet. Jeg tænkte at nogle af versene nærmest blev en umulig opgave, fordi der både var for lidt og for mange stavelser hist op pist. Jeg krummer tæer over sådan noget. Nå ja, nogen rimede så heller ikke, men det er nok kun de miljøskadede der opdager det.
Inden vi skulle i det lille studie og indspille, foreslog nogen, fordi vi kun fik en eneste chance, at vi lige sang sangen en gang i kor, a capella. Jeg var forbavset, det gik meget bedre end forventet. Hver sangskriver vidste jo lige hvordan deres egen linie skulle kringles. I studiet  prøvede vi en gang med musik, som Mark selvfølgelig i forvejen havde indspillet. hvorefter det var ramme alvor. Lad os bare indrømme. Vi synes alle ni, at det lød sk… godt, mens vi stod og sang, men da vi sad og lyttede til det indspillede, havde vi ikke brug for eksperter til at vurdere vores helt fantastiske arbejde. Det kunne tåle utallige forbedringer. Nu vil Mark prøve at redigere og pynte så meget han nu kan kan. Vi må erkende at vores store drømme brast. Den unge mand har lovet, at han ikke udstiller os på You Tube, men at vi hver især får den lovede cd.
Resten af aftenen forløb nøjagtig som den plejer, med masser af sang og musik. Tiden fløj afsted, det gør den jo, når man er i godt selskab. Vi talte om at smutte klokken to, men så skulle vi lige synge… også lige denne…. og den…. samt…. Det endte med vi har fået lige knapt 3½ times søvn, så en gåtur med indånding af frisk luft, mente jeg måtte være sagen i dag. Allan syntes det var for koldt. Han ville hellere sidde herhjemme ved computeren og tabe hovedet og køre hen ad skrivebordet, mens han trods alt håbede på at få ryddet lidt op på harddisken og det der skrivebord, man heldigvis ikke rigtigt kan se rodet på. Jeg ville afsted, og overvejde at tage gummistøvler på, men mine vinterstøvler var varmere, og det hele var jo frosset totalt til da vi stod op i morges, så jeg tænkte, at der nok stadig var fast underlag i skoven. Der tog jeg godt nok fejl. Der var pløret rigtigt mange steder. Der var ret meget vand der skulle forceres på skovstierne, så på et tidspunkt valgte jeg strandvejen hjem. Turen blev på 6 km og kaffen var sat over da jeg kom hjem. I aften er der to personer her i huset, der siger meget tidligt godnat.   

At falde udenfor rammerne

Jeg er som bekendt arbejdsløs, og så alligevel ikke. Jeg vil ikke underholde jer med alle de strabadser, som jeg vidste jeg ville møde. I dag er kun starten på det hele. Min første arbejdsløshedsdag har givet mig mange arbejdstimer. Jeg har selvfølgelig søgt job det sidste halve år, og forlængst også oprettet en profil på Jobnet, så jeg havde en mulighed for, at nogen opdagede det der eftertragtede grå guld, som jeg jo er en del af. Jeg har talt med A-kassen og skruen er og har altid været noget strammere overfor sådan nogen som mig, der har et job i forvejen. Det vidste jeg nu også godt, og jeg ved at kassen smækker helt og aldeles om 30 uger. Det jeg ikke vidste, og langt fra er blevet overbevist om, er at man fortæller mig, at rigtigt mange arbejdsgivere benytter Jobnet, når de skal ansætte folk. De steder jeg har været og kender, end ikke skæver til den side, når der skal ansættes folk. Jeg kender altså ingen firmaer der benytter denne side til ansættelse. Det bekræftes også af, at ligeså længe jeg har haft min profil liggende, er der ikke en eneste arbejdsgiver, der har været forbi og læse se min profil. A-kassen spurgte, om jeg vidste hvad LinkedIn var for en størrelse, for så kunne jeg bruge mit netværk der også. Jeg sagde, at jeg havde hørt om det, men mest forbandt det med en slags Facebook. Til det var svaret både ja, og nej. LinkedIn er bare et meget mere professionelt netværk, som skaffer mange job. Hmmm… Jeg lader ingen chancer gå fra mig, så selvfølgelig har jeg oprettet en profil der også. Vores landsdel eksisterer heller ikke på dette medie eller platform. Den nærmeste bopæl er København. Det skal nok give job, jeg har en i mit netværk. Fætter som ikke er på arbejdsmarkedet, og ikke har været i mange år, sendte mig en mail i sidste uge, hvor han bad om at jeg koblede mig til hans netværk. Jeg mente ikke det var noget for mig, så jeg forholdt mig passiv. Men nu er jeg der, og med dette enorme netværk, kommer jobbene væltende ind ad døren, og jeg får frit valg på alle hylder.

 
Vores bil den gamle af slagsen er også ved at falde ud af rammerne. Styretøjet gav ind imellem underlige lyde, sagde Allan. Det er ikke mit ansvarsområde, og jeg kører heller ikke ret tit i den bil, så det måtte han selv finde en løsning på. Den kom helt af sig selv, da Mads havde klodset sin egen bil op, fordi han laver rust på den. Hans anden bil er sat til vinteropbevaring, så det var nærliggende at han kunne låne vores Polo, mente Allan, så kunne han passende samtidig høre og se problemet ved selvsyn. Mads har undersøgt det, og fundet ud af at det var bærearmen og en styrekugle det var galt med, og det var altså en god ide, at få det lavet meget snart. Har du lyst, så bare køb en ny og skift den, hvis det er det der skal til, sagde vi. Som sagt så gjort. Bilen skal til syn til sommer, så han måtte godt lave et kritisk eftersyn. Vi vidste at bremseskiverne stod for udskiftning, ligeså udstødningen som længe har larmet mere end godt. Mads fik bare grønt lys til at købe, det han skulle bruge så bilen var tip-top i orden. Godt vi ikke skal betale den dyre værkstedsregning. Vi kan nøjes med materialerne. Ellers var bilen nok også bare blevet solgt, eller i værste fald skrottet. 
Helt uden for rammerne, har Allan i dag fået udleveret en god flaske rødvin, da han var i Ballerup. GN var i gavehumør, og deres gaver kan vi altid bruge. En enkelt flaske rødvin fra Australien. Vinen har fået en guldmedalje. Vi glæder os til at smage.
Jeg har været ude og fange et par små forårsbebudere i haven. De vrimler op ad jorden i denne tid. Påskeblomsterne som tittede frem allerede i oktober måned, har overlevet frosten og vinteren, dog med lettere frostskader på bladene. Sct. Hansurten står i knop. Lupinen har fine nye grønne blade, og hostaen står flot grøn derude.
Om alt dette også er udenfor rammerne, er jeg ikke helt klar over, men jeg ved, at der er udsigt til en herlig weekend. Både inden- og udenfor faste rammer. Lige om lidt vil jeg hygge mig med X Factor og mit strikketøj.