Meget sat i gang

Mens jeg stadig lå i min seng, havde jeg intentioner om at kaste mig over forskellige gøremål i dag. Jeg ville sy en lille sparkedragt. Lave et lækkert måltid mad til os selv. I går fik vi nemlig noget meget hurtigt, og mindre sundt, fordi Allan havde lovet en af Mads´ venner at tage med til Jylland for at hente en bil. Det blev en længere, og mere besværlig tur, end de havde kunne forudse, så vi fik ikke “rigtig mad” men bare hver en avocado, og et stykke nybagt brød med hønsesalat, med et glas rødvin til, fordi han kom meget sent hjem.

Over morgenkaffen fik jeg startet på et nyt strikketøj. Jeg fik derefter fundet en mørbrad og hindbær i fryseren. Vi fik atter taget emnet op om en ny og mere effektiv tyverialarm til huset, da der er rigtige mange indbrud i området. Det bliver Allans opgave at undersøge markedet lidt mere. Forleden lykkedes det igen tyvene at løbe med ting fra et nabohus, hvor der opholdt sig mennesker. Jeg gik i gang med vasketøj, sytøj, oprydning og rengøring, mens jeg hørte Marks´ cd med skillingsviser, som jeg elsker at lytte til. Allan kaldte et par gange, for at få min mening og hjælp til et projekt han var i gang med. Over middagsmaden, fik vi talt lidt sommerferie, og er blevet enige om destinationen, men ikke planlagt andet. Allan fortsatte sit projekt på pc´en, og bad om hjælp, det krævede at jeg tændte min pc, og det er meget farligt, for den er ikke til at slippe fri af igen. Jeg kom lidt rundt i blogland. Tiden løb. Mit rengøringsvand var blevet koldt, og det var i mellemtiden blevet tid for at gå i gang med mørbradgryden. Rengøringen er der ingen der har gjort færdig. Heller ikke sparkedragten eller strikketøjet. Allan har opgivet sit projekt – i hvert fald for i dag.

Hindbærgrøden blev først kogt efter vi havde spist. Mine intentioner holdt, jeg fik sat en masse i gang, men desværre er intet af det blevet færdigt, ud over aftensmaden. Der er masser at tage fat på igen i morgen, også nye projekter, og det er jo altid det mest spændende. Vi må se hvad dagen i morgen bringer.

Min kreative søn

Mads er sådan en god blanding af Georg Gearløs, Storm P og en professor. Han har lavet de utroligste ting. Bevares ikke altid lige kønne, men de virker, og så er det billigt. Han kan bruge alt, og har et lager af alverdens ting og sager, og smutter tit en tur på lossepladsen eller hos Produkthandleren. Sidste år, blev han træt af at skovle sne pr. håndkraft, så han tog en olietønde, hvor han skar bunden ud, delte tønden på langs, og vupti………… så havde han en sneplov til sin havetraktor. Lige nu er han ved at sætte større hjul på traktoren.

Det var ikke længe jeg kunne bilde ham ind, at han kunne skrue med en tandbørste eller lignende. På billedet herunder er han 2½ år og mestrer fuldt ud en skruetrækker. Når Allan endelig havde fået ryddet op på værkstedet og kørt afsted med trillebøren, til containeren, lige rundt om hjørnet, så kom Mads kort tid efter hjem med sin lille bitte trillebør, og sagde: “Se far, hvad jeg har fundet.” Så var det meste hjemme igen.

Han er født med værktøj i hånden, eller i hvert fald lå det altid i hans seng. Det gav mig ind imellem grå hår, at finde skruetrækkere, knibtang, svensknøgle, skruer og møtrikker der hver eneste dag. Han sov sammen med det. Han var 6 år da han lappede sin egen cykel, helt selv, for første gang, uden at nive slangen. Jeg var imponeret, men det er en mor vel altid. Han reparerede elektriske legetøj, og lappede cykler osv. for venner og bekendte. Det hændte der kom en familie med med 4-5 cykler der skulle sættes i stand, og så tjente han en lille skilling.

Tv antennen på loftet er han ved at fikse på næste billede, og lidt magelig er han også, så han har fundet sin lille barnestol deroppe på loftet og mast sig ned i. Året før han blev 18 købte han en gammel bil, som han helt selv satte i stand. Den blev køreklar og synet da kørekortet var i hus.

Jeg har sådan en fiks lille ladyshaver, som jeg er rigtig glad for, og det ærgrede mig at den ikke kunne mere. Den var helt død. Hver gang vi har noget der ikke virker, og vi ikke selv kan løse opgaven, siger jeg, det må Mads se på en dag. Ofte, siger Allan, selv efter så mange år og beviser, at det kan han da ikke lave. Jo, siger jeg, Mads kan lave alt. Det lod vente på sig, at Mads kom forbi, så shaveren røg ud, eller over på værkstedet, så vi kunne tage den med på genbrugspladsen næste gang vi skulle op med et læs. Shaveren havde måske udtjent sin værnepligt. Forleden kom Mads en tur, og jeg nævnte det for ham, men sagde også, at den nu var kasseret. Æv, jeg kunne da godt ha´ tænkt mig at kigge på den. Jamen den er ikke nået længere end til værkstedet, så det kan du nå endnu. Ladyshaveren blev hentet, og Mads rodede lidt med den, og nu virker den igen. Allans kommentar, var som så mange gange før. Det var satans.

Mit bedste snefoto

En lille leg er igen dukket op på Blogkvinder 40+ Jeg har, som et par stykker andre, også svært ved at vælge et enkelt foto. Jeg vil begrænse mig til tre meget forskellige billeder.

Dette billede taget den 27. november 2010

En rigtig vinterhave foreviget den 30. december 2010

Sne, men også masser af is, på bådebroerne den 30. december 2010

Afsløret

Jeg har ikke fortalt vidt og bredt at jeg blogger. Her i aften tikkede en mail ind fra Allans søster. Hun havde læst jeg bagte nøddebrød, men hun kunne ikke finde opskriften.

Opskriften kommer her:

150 g mandler 100 g valnødder 100 g solsikkekerner 100 g græskarkerner 5 æg 5 spsk koldpresset olivenolie

Blend alle nødderne og kernerne halvfint, tag evt. nogle af valnødderne fra og hak dem groft. Dejen skal være forholdsvis fast og let at arbejde med. Bland alle ingredienserne i en skål, og form derefter massen til et firkantet brød på en bageplade.

Bages ved 160 g i 40-45 min, alt efter hvilken form du har givet brødet. Det kan også bages i en rugbrødsform.

Brødet kan varieres på utallige måder. Du kan bruge kokosmel i stedet for f.eks. græskarkerner, du kan bruge hasselnødder, usaltede jordnødder eller hørfrø. Eller du kan krydre brødet lidt med kardemomme, kanel, eller allehånde. Kun fantasien sætter grænser.

Der er 34 g kulhydrat i hele brødet, og er godt hvis man ikke vil spise for mange kulhydrater.

Er I oppe? - kan jeg ringe?

Sådan lød den sms jeg fik meget tidligt i morges af Camilla. Jeg ringer til hende….nåååh, så I er oppe….. ja, jeg er, far og mormor sover. Camilla fortsætter…. har I travlt i dag,…. næh, siger jeg……..og hun fortsætter…. Jeg vil gerne have jeres hjælp, hvis I altså har tid, men kun hvis I har tid. Selvfølgelig vil vi hjælpe, og vi har altid tid til ungerne. Jeg tænkte, vi skulle lokkes en tur til staden, men næh, hun ville komme til Lolland. Allan skulle være fotograf og skyde en masse billeder, mens Camilla og jeg skulle handle hund, som det hedder i fagsprog. Det skal være nogen der har en masse tålmodighed, siger hun. Jeg tænker, det er hverken Allan eller hun selv i besiddelse af. De har begge en meget kort lunte.

Hvis ikke du vil læse lidt praleri, så spring dette afsnit over. For et par uger siden bestod frk. 12 tal, som Camilla kaldes af venner og kollegaer, det sidste fag, så hun nu er indehaver af en fuld akademiuddannelse indenfor kommunikation og formidling, som hun har læst til de sidste par år, sideløbende med sit job, hvor hun ikke kan nøjes med 37 timer pr. uge. Derfor har hun ikke haft den ønskede tid, til hendes største interesse, hundende, træning og udstillinger rundt omkrig i Danmark og Europa. Hendes ønske er at deltage i verdensudstillingen i Paris i år. Foreløbig er det dog kun Danmark og Tyskland der er booket. Der skulle billeder i kassen, som skal fremsendes til træneren.

Solen skinnede i Kbh., og hun glemte at spørge til vejret på disse kanter, så hun blev lidt ærgerlig over at opdage, at vejret var diset og gråt, da hun nåede os. Vi fik dobbelthandlet hunde, Camilla og jeg, mens Allan skød mere end 160 billeder, og mormor fulgte det hele med stor fornøjelse, og interesse. Jeg skulle hoppe og sige underlige lyde, kalde og lokke med legetøj. Det har helt sikkert set fornøjeligt ud, Camilla kunne ikke holde masken. Jeg prøvede bare at gøre hvad jeg fik besked på. Da hun igen kunne få vejret, sagde hun: “Godt mor, godt mor, det er helt rigtigt.” Jeg er helt sikker på vi kunne have taget entré i dag.

Camilla havde lavet flødeboller, som vi fik til formiddagskaffen. Hun fik sorteret halvdelen af billederne fra og var rigtig glad, fordi Bacchus stod som han skulle, på mange af billederne. Tak, far, det er nogle rigtige gode billeder du har taget. Allan blev selvfølgelig glad for roserne. Vi har jo ikke en dyt forstand på hvornår hunden står rigtigt, selvom Camilla tegner, forklarer og fortæller. Det er peditesser det handler om, set med vore øjne, men det er åbenbart meget vigtigt. Far…. siger Camilla…. uden mor kunne du altså ikke have taget de billeder, det kræver også en god handler, og helst to. Så lærte vi også noget i dag. Allan var stadig glad, da en glad lille Camilla kørte hjem med dagens høst for at finsortere i fred og ro.

Jeg fik afprøvet en ny opskrift på hørfrø-rugbrød. Hvordan knuser man hørfrø??? Hverken blænderen eller nøddehakkeren ændrede frøenes udseende, så jeg brugte dem hele. Rugbrødet skal jeg bruge til min madpakke de næste dage. Vi prøvesmagte en lille bid til eftermiddagskaffen, og Allan spiste de sidste 2 flødeboller. Selvom de smagte godt, havde mor og jeg fået rigeligt.

Opskriften på brødet er her, hvis du har lyst af prøve.

Mor blev kørt hjem med let aftensmad, ligesom vi selv fik, nemllig resterne fra i går.

En lørdag med svind – det lysner

Sneen synger på sidste vers.

Arbejdet har forstyrret min nattesøvn. 20 min. før fyraften i går, opdagede jeg til min rædsel, at der ingen tal var at finde i mit regnskabsprogram efter at vores EDB mand har lagt nye koder ind for udvidelse af programmet. Da jeg ringede til ham var der kun telefonsvarer, og ingen hjælp at hente. Chefen er på ferie i udlandet. Det er virkelig noget møj alt sammen. Jeg skal bare have grønt lys til at gøre noget helt usædvanligt. Mail og sms om en opringning fra chefen, den kom i formiddags.

Landmændende kæmper forgæves med at få roerne op. Fabrikken i Nyk. har lukket for modtagelse. Nakskov kører på ubestemt tid, nogen har stadig et spinkelt håb.

I sidste weekend ryddede jeg op i mine opskrifter, der røg rigtigt mange ud. I morges blev de “nye” løse sat ind i mappen. Og så er det elles meget, meget længe siden vi sidst har fået fremkaldt papirbilleder, men i torsdags med posten kom der 400 billeder, som Allan havde bestilt. Langt over halvdelen er nu sat i album, og jeg er begyndt at skrive tekster, men fik skrivekrampe. I stedet røg jeg ombord i syning af gardiner, som skal sætte prikken over i´et her.

Maden er sat i oven, og der er mere end Allan og jeg kan spise i dag, så mens jeg sidder og syr, tænker jeg på mor. Jeg vil jo gerne have lavet noget herhjemme, når jeg endelig har weekend, men jeg ved også, at der ikke kommer nogen hos hende i denne weekend. Så jeg ringer og spørger om hun vil en tur herned og spise og overnatte. Jeg ved på forhånd, at jeg ikke får et nej. Hun bliver så glad. Lige nu sidder hun og strikker inde i stuen. Allan er gået i køkkenet for at lave aftenkaffe.

Gardinerne er færdige. De er lagt i de rigtige folder, og tvangsbundet for en tid, så de kan lære at blive, hvor jeg gerne vil have dem.

Sølvbryllup på Kreta

Mange mente vi ville få problemer til et evt. sølvbryllup, da vi blev gift ved et dobbeltbryllup. Jeg var ikke enig, for vi ville ikke holde fest, men rejse. Det var mange advarsler om, at vi ville fortryde, og at det kunne vi ikke, for så skuffede vi nogen, men vi gjorde det, og frabad os derfor æresport osv. En fra vores gade sagde, at det var da ikke noget vi selv bestemte, hvortil jeg meget bestemt sagde. Det kan du da lige tro vi gør, sådan et ønske har I bare at respektere. Det blev respekteret.
Meningen havde hele tiden været, at vi skulle rejse med ungerne, men de var begge under uddannelse, og det var eksamenstid, så de tog til min søster og svogers fest, mens vi rejste med et par rigtig gode venner. Børnene tog vi en rejse med, da det passede bedre ind i deres liv. Vi bor altid i lejlighed.
Den 14. maj 2002 bliver vi vækket med “kanonslag” kl 6.30, det brager løs i en halv time. vi aner faktisk ikke hvad det er. Det banker på døren, og da vi lukker op, står vennerne med en flaske gammel dansk, og vi ser, at hele gangen og døren er pyntet med flag, og de har lavet sølvbryllupsskilt, som de ikke kan hænge op, uden at ødelægge døren. Det hele er transporteret med i kufferten fra DK. Vi får hver en lille dram, inden vi alle fire går ned for at spise den morgenmad, som vi har bedt receptionen om at arrangere. Der er dækket op på hotellets terrasse, et sted hvor turisterne normalt ikke kommer. Morgenbordet var ok, men ikke noget exceptionelt, bortset fra prisen. Det var f…… dyrt.
Til aftenensarrangementet foreslog guiden, Restaurant Galini, der lå oppe i bjerget, så vi skiltes fra vennerne, mens Allan og jeg travede op og lavede en aftale med værten. Det lød meget lovende alt sammen. Hvis bare halvdelen af det passede, ville det være rigtigt fint. Vi mødtes igen med vennerne til et glas champagne, inden vi begav os ud på bjergturen. Værten sagde, at de ville kræse om os på restauranten, og det skal jeg også love for der blev. Alle tjenerne hilste med hånden og bød os velkommen. Vi fik anvist vores bord, en skøn plads, og blev behandlet som konge og dronning, faktisk endnu bedre. Jeg har selv været i serveringsbranchen og på de bonede gulve, så jeg ved hvad jeg taler om. Vi fik serveret en frisk lille velkomstdrik, og et glas vand, inden tjenerne kom med små varme fugtige stofservietter, serveret med tang, som i flyverne. Efter brugen blev servietterne igen indsamlet.
Der var hele tiden to tjenere om vores bord, og vi var altså kun 4 personer. De holdt hele tiden diskret opsyn, og skænkede og bød mad i samme øjeblik vi bare selv tænkte tanken, at række ud efter noget af det. Derefter kom de og lagde servietterne på skødet af hver enkelt af os. Vi var lige ved at tro at de også ville komme og tørre os om munden, det gjorde de dog ikke. Rødvinen blev trukket op ved bordet og hældt over i en stor flot karraffel, via en hane, så vinen løb lige så stille fra flaske til karaffel. Der blev serveret et hav at forskellige græske specialiteter. Vi var mætte, men langt fra færdige med at spise. De fjernede tallerkener og stillede nye. De blev ved med at komme med nye, spændende og lækre retter. Det var en oplevelse at se dem skænke rødvin, på en meget speciel måde. Man er vel lidt miljøskadet, efter mange år i branchen. Den næste flaske rødvin blev behandlet på nøjagtig samme måde som den første. Vi fik igen varme fugtige servietter, serveret nøjagtig på samme måde som de første. Der blev serveret en flaske champagne, som er en gave fra restauranten, mens en anden tjener bad restaurantens ca. 80 gæster om opmærksomhed, fordi han vil sige noget. Han holdt en flot tale for os på engelsk, selvom han intet kendte til os.
Hjemme i lejligheden sluttede vi af med en tår kaffe. Det blev helt igennem en dejlig og uforglemmelig dag, som vi altid vil mindes, som noget helt specielt. Vi har aldrig et eneste øjeblik fortrudt, at vi rejste.
Regningen, den var til at betale. Vi var meget overrasket over. at vi fik så meget for pengene.