Når systemet svigter (2)

Når man ikke selv kan tænde sit komfur, opvaske- eller vaskemaskine, tage sig et stykke mad, klare et toiletbesøg, tage en trøje på, åbne en velcrolukning på en sko, eller i det hele taget åbne noget som helst, siger det måske lidt om hvor handicappet man er.
Som jeg skrev tidligere, syntes vi, at fire uger var for længe at gå og vente på en opfølgning, så ugen efter, altså den 6. juli, fik Allan tjansen at tage med mor. Hele familien kunne se fremskridt på den uge. Vel at mærke mikroskopiske fremskridt, for det var netop, hvad det var, men de tæller bestemt også med, og giver et håb, for et lidt bedre liv i fremtiden
Fysioterapeuten syntes, der var sket meget. Han var ganske godt tilfreds med mors træningsindsats. Han prøvede igen at hjælpe med de samme øvelser, som det var helt umuligt at udføre sidst, så som at rette fingrene ud, gribe fat om noget eller rette håndleddet ud. Det var stadig alt, alt for svært. Vi har alle flere gange set hvor enormt mange kræfter, hun bruger på dette. Hun spænder helt vildt i både ansigts- arm- og nakkemuskler, uden at der sker det fjerneste. Selv en svamp af skumgummi har hun ikke kræfter til at trykke sammen, hvis man lægger den i hånden på hende, så hun skulle altså bare koncentrere sig om sit håndled, ved at fortsætte med at vinke til gulvet og køre hånden rundt på kroppen, og øve sig på at rette håndleddet ud. Selvom vi ikke kunne se at der skete særlig meget bevægelse håndleddet, så kunne fysioterapeuten mærke at der var bevægelse dertil, så det var bare at øve, øve og atter øve, uden at overanstrenge sig, de næste 3 uger, mens han holdt ferie.
Den 3. august var jeg afsted med mor igen. Selvom hånden stadig ikke kunne bruges til noget, var ingen i familien i tvivl om, at der virkelig var sket noget med den. Nu kunne hun nemlig selv rette håndleddet ud. Det betød, at hun, om end med en noget besvær, kunne klare sine toiletbesøg derhjemme helt uden skinne, hvis hun havde det rigtige tøj på. Der er selvfølgelig investeret i nogle nye gevandter med løs elastik i taljen.
Vi var spændt på hvad fysioterapeuten ville sige. Han mente dog ikke at hans mening betød noget i den sammenhæng. Vigtigst var det, hvad mor (og vi andre) selv følte og mente. Mor var glad og tilfreds, men ville selvfølgelig meget gerne nå længere. Til det svarede fysioterapeuten, at der var mere i den hånd endnu, men hvor langt hun kunne nå, turde han stadig ikke udtale sig om. Der var ikke ret meget andet at gøre end bare at træne og træne. Havde det været i Sverige, hvor han selv havde arbejdet i mange år, ville han bare have ordineret noget genoptræning og nogle hjælpe- og træningsredskaber, men systemet i Danmark fungerer anderledes, så det havde han desværre ikke mulighed for. Han fortalte, at mange af de træningsredskaber sagtens kunne erstattes af, hvad man nu havde ved hånden. En sammenrullet tennissok, en lille bold, en skumgummisvamp eller lignende, som mor kunne klemme om. Lidt sand i en bakke, som hun skulle køre sine fingre igennem, og meget gerne også skrive med fingrene i sandet, hvad dog ikke var tilnærmelsesvis muligt. Hun skulle øve sig i at gribe om et stykke køkkenrulle eller et stykke tøj. Hun skulle i det hele taget bare øve sig i at gribe om bestik, og gøre hvad som helst med den hånd.
Da vi gik, udbrød mor: “Jeg skal altså kunne stikke igen, for det er hvad jeg har brugt en stor del af min tid på, før dette skete.” Uh… det bliver nok svært, siger han. Du skal i hvert fald starte med nogle meget tykke pinde. Ja, nogle rundstokke siger jeg.
PS: Hvis nogen nu tror, at mor både kan strikke og alt muligt andet nu, så er det desværre ikke tilfældet, men håbet lever stadig, og hun arbejder med træningen.