Fars minde

I år har Mor og Mark haft et heldagsprojekt med at hente grønkål, skylle, koge og hakke det. For selvom det i sommers var 6 år siden far døde, så er hans fødselsdag stadig en dag, hvor vi børn og mor samles. Før mor blev syg, var børnebørn med familie også med, men ting ændrer sig som bekendt. I dag ville far være blevet 93 år. Tankerne kommer jævnligt tilbage til alt det han igennem tiderne har stået for, både som far og indenfor det erhvervsmæssige og de kunstneriske, ulønnede, fritidsudfoldelser. Jeg vil dog forsøge at holde faderrollen ude af dette indlæg, for det er en helt anden historie, som også er fyldt med masser af gode og sjove minder.
Far blev i bogstaveligste forstand født med 3 tommelfingre, men det har ikke været nogen hæmsko for ham, den ene blev også fjernet. Han var autodidakt tusindkunstner.
De store heste havde han altid været fascineret af, så da han, tidligt som det var dengang, måtte ud og tjene, skulle det helst være på en gård med heste, for dem ville han rigtigt gerne arbejde med. Lykken var at komme til at styre et spand heste. Det ønske blev opfyldt, da han kom til at køre mælk fra gårdene til mejeriet og retur igen med de tomme mælkejunger. 
En stor drøm var det også at blive soldat. Det blev han under krigen, og han har altid været glad for den tid. I dag ærger jeg mig over, at jeg aldrig lyttede til de evindelige historier, han prøvede at fortælle os om sin soldatertid.   
Musik har altid betydet meget for ham, og det har smittet af på os alle. Som ganske ung lærte han sig selv noderne. Sang og spillede banjo og guitar. Han og en ven cyklede i de helt unge dage fra Lolland til København, hvor de turede rundt i gaderne som gårdmusikanter eller spillede på værtshuse. Han har tit pralet med, at han har været meget sammen med Knud Pheiffer. De to har udvekslet mange samtaler over et par bajere fordi de brændte for de samme ting. Far gjorde sang og musik til en del af sin egen levevej. Han skrev festsange for folk. Faktisk skrev han en sang til mors konfirmation. En sjov tanke, syntes jeg. Da han var den eneste mand i byen, der havde en skrivemaskine, renskrev han breve og udtalelser for folk. Han skrev også en hel del revyviser til de forskellige sogne i området. Det var også ham, Kaløs Rimsmedie, man gik til, hvis man skulle have lavet foldere eller reklamer. Havde kunderne fået skrevet en sang og manglede sangskjulere, lavede han også dem. Det gav somme tider også arbejde til mor, og vi unger har foldet mange sange og foldere. Vi syntes det var sjovt, selvom det skulle laves knivskarpt uden skævheder.
Da krigen var forbi, og far igen skulle have et rigtigt arbejde, havde min farfar, som selvstændig malermester, så meget at lave, at han havde lidt arbejde til far. Farfar fik mere og mere at lave og på den måde startede far hurtigt sin egen virksomhed. Tiderne ændrede sig dog så meget, at der ikke var arbejde nok i at male og tapetsere for folk, fordi man efterhånden var begyndt at udføre disse arbejder selv. Derfor udvidede han forretningen til også at omhandle glarmester- tømrer- snedker- el- murer- vvs- jord- og betonarbejde. Det var dengang, der ikke skulle samme autoritation til som i dag. Han restaurerede huse, lagde nyt tag på, lavede badeværelser, restaurerede kirker og gamle møbler osv. Intet job var for stort eller for lille. Han fik så meget at lave, at han måtte ansætte folk. I en årrække havde han tre ansatte. Hans første helt nye husbyggeri fik han, da vi spurgte om han ville stå for konstruktionstegningen efter vores skitsetegning og selve opbygningen af vores hus. Der var reglerne ændret så meget, at vi måtte have elektriker og vvs- folk med autoritationerne i orden. Nogle år senere spurgte søster og svoger, om han ville påtage sig samme arbejde for dem, og det gjorde han selvfølgelig.
Han var ‘urmager’ og reparerede alt lige fra armbåndsure og lommeure, til de helt store bornholmerure. Han kolererede billeder. I min barndom var alle foto i sort/hvid. Også dem der blev taget af den professionelle fotograf, som det øverste her, hvor far har lagt farve på. Teknikken lærte han af en tysk kunstner, og det var et efterspurgt arbejde indtil farvebillederne kom frem. Han restaurerede gamle og antikke møbler. Store flotte trækister skulle males med snørklede monogrammer, bornholmerure og lignende, som skulle have lagt bladguld på. Han ombetrak stole og andre møbler. Han malede skilte til æresporte ved sølv- og guldbryllupper. Han beherskede kunsten ådring og åremaling. Billedet lånt her. Allan har arvet værktøjet, fordi han gerne ville lære det. Værktøjet venter stadig på ham. Han spillede og ledede dilettant, skrev dilettantstykker, lavede kulisser og sminkede folk. Hans sminkekuffert havde en anseelig størrelse. Han tegnede en masse tegninger. Lavede små hæfter med vittigheder og tegninger. Snittede lidt i træ. Han tegnede snitmønstre, som mor syede efter. Han malede malerier, og var politisk aktiv.
Da han som 67 årig lukkede sin virksomhed og gik på pension, malede han stadig sølvbryllupsskilte og skrev festsange. Sangskrivning blev han ved med til sin død. De sidste år dog kun, når han selv var inviteret med som gæst. Han har aldrig været til en fest uden at medbringe en sang og levere en tale. Han var et livstykke, men de sidste år, var hans største ønske bare at få fred. Han orkede ikke mere livet. Han mente, at han havde oplevet alt, hvad han havde ønsket sig og mere til. Ønsket blev til sidst hørt. Han døde mæt af dage og ovenud tilfreds, med det liv han havde levet.

Ekstraudsendelse om stormen Bodil og hendes rasen

Det var slet ikke med i planen at jeg skulle skrive indlæg nu. Jeg skulle i stedet pynte op til jul, fordi hele weekenden er optaget af andre ting. Der er jo også længe til jul endnu.
Det blæste allerede gevaldigt op ved middagstid i går, og i løbet af aftenen og natten knagede, buldrede og bragede det noget i huset, men endnu mere udenfor. Flere gange i løbet af aftenen fløj udrykningskøretøjer igennem byen både den ene og den anden vej. Vi fulgte med i nyhederne både i radioen og på tv, når der var lyd og billede på. Vi hørte at gården, tæt på mit barndomshjem, brændte med 280 grise, og at de omkringliggende huse var i fare. Du kan læse historien her, og der kommer mere i TV2 nyhederne, for de filmede i dag. Der er væltet mange træer rundt omkring.
I morges var vi spændt på, om alt hos os stadig stod som det skulle. Det var stadig meget mørkt, da vi listede ud, og opdagede, at vi desværre ikke var sluppet helt denne gang. Drivhusdøren, som ellers går pænt stramt, var blæst ud. Et fag glas mere var spredt langt omkring i haven.
Da jeg kørte hjem i dag først på eftermiddagen, havde stormen endnu ikke lagt sig det mindste. Samtidig haglede og sneede det helt vildt. Sneen forsvandt dog ret hurtigt igen. Der er skumsprøjt, og det er blevet gevaldigt højvandet. Her ved Vestermark plejer der at være flere meter ud til vandet, nu pisker vandet ind over skrænten, og vandstanden stiger stadig. Jeg ved godt at Vesterhavet ser noget anderledes ud. Svaner i hundredevis på marken, som finder føde i resterne af roerne efter optagningen. Gæs i lige så store mængder tilslutter sig det store madbord, og holde et lille hvil under stormen. Det sidste billede er fra naboens have. Det ser helt sommerligt ud, selvom det er taget i dag. Jeg aner ikke hvad det er for en busk, men flot står den nu med lyserøde blomster.
Vi syntes endnu ikke, at vi kan mærke stormen er stilnet af på disse kanter. Det blæser ret kraftigt, og der kommer nogle gevaldige vindstød, så man tror taget er ved at lette.
Én kan jo fristes til at sige, som de gør i medierne, at det var dagens ekstraudgivelse udsendelse, og at jeg vender tilbage med en opdatering, hvis der skulle opstå nyt i vejrsituationen :-)
Opdatering: Da blæsten lagde sig lidt, trak vi i gummistøvlerne ved 22:30 tiden, for at kigge lidt på oversvømmelserne, som vi vidste var der. Veje, huse og haver står under vand. Masser af vand. Folk gik i waders, og vandet skyllede afsted over hovedvejen. Det var alt for mørkt til at jeg kunne fotografere.

En fridag

Det “nye” bijob, har ikke været nogen nem opgave, men det er lykkedes mig at få det hele op at køre. Faktisk har jeg så meget styr på det, at jeg ved, der ikke er arbejde til mig til to fulde dage om ugen. Jeg har allerede haft nogle korte arbejdsdage ind imellem her de sidste par måneder. Selvom, der er nye tiltag på vej i det nye år, som betyder lidt mere arbejde til mig, bliver der plads til en fridag, eller flere, om måneden, måske en gang om ugen? Så langt kan jeg endnu ikke gennemskue det, men fridage bliver der, helt sikkert nogle af, da jeg ikke orker det cirkus med A-kassen igen. Vi sætter i stedet tæring efter næring, og nyder den ekstra frihed det giver mig os. Jeg har lige haft sådan en fridag, og den blev omsat til en bagedag.
Det er ikke ret tit, jeg kaster mig over bagning af småkager mere. Det kræver en del mere tid, end jeg synes jeg har, eller i hvert fald gider afsætte til det, men med en hel fridag, var det nærliggende at få bagt lidt af de gamle favoritter til småkagedåserne. Det er ikke julesmåkager. De her er meget bedre. Selv jeg, som ellers ikke rører småkager, kan finde på at spise et par stykke af 3 af dem. Kun kniplingskagerne kunne jeg ikke drømme om at putte i munden.
Når man bager småkager, er det svært at  udnytte ovnen hele tiden, og derfor blev der slået op til morgenboller og rørt en kage sammen. Jeg havde nemlig også nogle æggehvider i fryseren. De blev brugt til Malenes æggehvidekage.
Dagen endte med at blive på 7 timers arbejde i bageriet, inkluderet opvask og oprydning. Det blev stående middagsmad og stående eftermiddagskaffe. Mads kom forbi og syntes det duftede så godt, at han slet ikke kunne køre derfra, uden at få smagsprøver. Uhmmm….. de svenske chokoladebrød, er altå lige så gode som jeg husker det, var hans kommentar. Alle kager blev godkendt af både ham og Allan. Sidstnævnte skal der nu ikke meget til for at imponere, når det taler til den søde tand.
Da jeg var barn, fik vi hos Katarigna fars tante, som var polak, altid serveret nogle helt specielle småkager, som jeg aldrig har set andre steder. Jeg har ikke hendes opskrift, men jeg har en unavngiven en, som sagtens kunne være den. Jeg har døbt den Katrines småkager. Skærgårdskagerne kunne Mads ikke få lov at smage, de indeholder nødder, og det tåler han ikke. Heldigvis havde jeg undladt nødder i skærekagen, så han kunne få et stykke med hjem til aftenskaffen.    

1. søndag i advent mellem vilde dyr

Det er ikke julemarkeder det skorter på i denne tid. Da jeg læste en lille notits i en af de lokale aviser, om at Knuthenborg i år slog dørene op til et julemarked med gratis udflugt i dyreparken, var der ingen tvivl om, at det var der, vi skulle hen i år. Der var ikke meget information at hente nogen steder om arrangementet, men vi regnede med at det ville trække fuldt hus, så vi kørte hjemmefra i god tid og portene var allerede åbne, så vi kørte ind og så lidt på park og dyr.
Folk strømmede til, så det var vist bedst at begive sig op til boderne til de åbnede, hvis vi skulle have en chance for at komme til at se noget eller bare komme fremad.


Markedet var ikke voldsomt stort, men det blev hurtigt pakket med mennesker. Som på alle markeder, var der kreative hænder, der havde lavet en masse forskellige ting. Der var spiselige og drikkelige produkter og gaveideer. Hvis I er til sælskind, syntes jeg lige I skal tage et kig på denne hjemmeside. Hun laver så mange smukke ting. Selvom hun bor i hovedstadsområdet, er det altså på markederne hernede, hun sælger sine varer, fortalte hun. Flot håndarbejde som hun udelukkende laver i sin fritid, som hun, som så mange andre, har alt for lidt af med et fuldtidsjob og weekendarbejde.
Efter at have været markedet igennem, smagt lidt på æbler, og blive inspireret med gode idéer af kreative påfund til både det ene og det andet og hilst på og talt med flere kendte mennesker, satte vi os atter i bilen, for at tage den helt store rundtur i parken, for at se lidt af de dyr der endnu ikke var lukket ind for vinteren. Vi skulle jo ikke være hjemme før kl. 16.
Vi syntes der var overraskende mange dyr at se. Avisen havde i hvert fald ikke lovet for meget, kan vi konstatere. Der var rigtig mange dyr ude. Her er bare et lille udvalg af dem vi så. Det var også dem vi brugte mest tid på at fornøje os med
Imponerende store, sjove og anderledes dyr med en ret stor underholdningsværdi. Tigrene var i legehumør. Det samme var aberne, som de vist altid er, nogle var også i krigshumør.
Slottet får I da også lige et glimt af, selvom det har set bedre dage. I øjeblikket er deet pakket ind i stillads. Den helt store renovation er i gang. De er bl.a. ved at lægge nyt tag på.

Det flotteste omkring den bolig, lige p.t. er vist de to lamper foran indkørslen.

Vi nåede hjem til en tår eftermiddagskaffe, inden vi igen begav os ud i blæst og kulde, på en lille spadseretur, for at støtte op om et meget lokalt arrangement, som den store grundejerforening står for. Årets juletræstænding, med julemusik, en lille tale, og uddeling af gløgg, slik og kage, som vores brugsuddeler sponsorerer. Der er varm cacaomælk til alle børnene. Dette er virkelig et arrangement, der kan samle byens borgere. Der dukker rigtigt mange op, som vi aldrig har set før, og byen er bestemt ikke særlig stor. Sådan forsvandt den søndag. Det var dejligt ikke at skulle tænke på aftensmad. Vi skulle blot varme resterne fra i går. Jeg vil fortsætte resten af dagen i samme stil, med absolut intet at få fra hånden ud over de pinde, der glider gennem strikketøjet, mens adventslyset tændes og vi nyder et glas alkoholfri kirsebærgløgg, som vi købte på julmarkedet sidste år. Gløggen skal drikkes inden marts 2014, så det er vist passende at få den ryddet af vejen i aften.  

Bårebuket, kirkegårdsdekoration og arvelige tilbøjeligheder

Jeg kommer fra en familie, hvor man laver næsten alt selv. Hvad far ikke kunne, kunne mor. De supplerede hinanden rigtigt godt. Jeg har, uden at tænke nærmere over det, bare helt naturligt, taget mig af de opgaver, der var helt almindelige i mit barndomshjem. Jeg har, når jeg nu filosoferer lidt nærmere over det, taget lidt med fra begge mine forældres kreative liv. Mor bandt altid selv vores adventskrans, som altid hang i loftet. Hun lavede selv juledekorationerne, og så længe jeg kan huske tilbage, har vi børn, altid fået lov at lave hver vores egen lille dekoration. Da jeg var ganske ung 18-20 år, var der arrangeret et specielt aftenkursus i det lokale forsamlingshus, hvor man kunne lære at binde en flot og fyldig adventskrans, hvor ingen ville kunne finde ståltråden noget sted overhovedet. Et par gode fif, af en udlært blomsterbinder er ikke at foragte, og den kunst ville vi gerne lære, så mor og jeg tog afsted. Siden dengang er alle kranse med synlig ståltråd sprunget mig lige i øjnene. Min “svigerfar” var kransebinder og meget andet. Han leverede halmkanse til grossister og solgte færdigbundne kranse og puder fra hjemmeadressen. Han tilbød mig en adventskrans med synlig ståltråd, den første jul Allan og jeg holdt sammen, men jeg ville binde mine kranse selv. Det var af svigerfar jeg lærte kunsten at lave mospuder og hjerter, moskranse og moskors. Da ungerne var små lavede jeg min egen “lille butik”, som bestod af en bod foran vores hus. Selvom der ikke kom mange mennesker forbi til dagligt rygtedes det åbenbart uden nogen form for reklame fra min side, og folk kørte direkte hertil.  
Det er igen ved at være tid til den årlige pyntning af gravstederne, men det er mange år siden jeg blev træt af at se på de almindelige kranse, så der har været andre ting på programmet nogle år, men de sidste 3-4 år er jeg begyndt at binde nogle buketter i stedet. Bårebuketter og lignende, var noget mor bl.a. havde lært sig selv i alle sine år som graver, men efter hun blev syg, har hun ikke været tilfreds med eget resultat. Tit sagde hun: “Det kan man da lave selv - men jeg kan ikke mere.” Derfor mente jeg, at det var på tide jeg fik prøvet det, mens jeg i det mindste kunne få en forklaring på hvordan man gjorde.
Man starter med at lægge et lag grønt, så det har den størrelse og bredde, man vil have. Det vikler man sammen forneden med blomstertråd eller bast. Det er lettere at stramme ståltråden godt til end basten.
Derefter lægger man en blomst lige midt for, og yderligere en eller to, til hver side for den i midten, alt efter dekorationens størrelse. For hver gang der lægges blomst og grønt, snørres det godt fast. Er det blomster, der ikke kan holde hovedet selv i den rigtige retning, som f.eks. gerbera, benytter man en blomstertråd, som stikkes op i hovedet af blomsten. Derefter vikler man tråden rundt og ned om hele stilken. Roser og nelliker er nogle af de få blomster, der kan holde sig rigtigt godt i det danske vintervejr. Selv rimelige høje frostgrader kan de klare. Proceduren er at fortsætte med blomster og grønt til man har nået den ønskede størrelse og fylde.   
Til sidst klippes alle overskydende grene af forneden, og man binder lidt bast om. Voila - Dekorationen er færdig. Denne er til svigermors grav, som Allan har været ovre med. Jeg skal have lavet en buket til far også. Den skal senest på til hans fødselsdag, men først skal jeg lige skaffe lidt mere gran og lidt flere blomster.
Det er meget snart 1. søndag i advent, så af granresterne lavede jeg en dekoration. Uden ler i huset, blev der brugt oasis. Det holder sig også frisk og grønt lidt længere. Oasisen blev skåret til, så den passede i potten. Jeg har en masse røde lys liggende i skabet, så dette skal agere vores kalenderlys i år. Brænder det ned før tid, henter jeg bare et nyt lys og sætter i. Der skal laves et par dekorationer mere. Lys og pynt haves, men gran mangler som nævnt tidligere.

Glimt fra en helt almindelig uge

Eller helt almindelig er den så alligevel ikke, for ulykker er heldigvis ikke ugentlig kost.
I dag har Allan i hvert fald lavet noget, han aldrig har prøvet før. Han havde været oppe for at hjælpe Mark, og da han bakkede ud ad indkørslen, ramte han, i hans øje, en helt usynlig parkeret bil. Allan måtte banke på hos naboen, og fortælle deres gæst, hvad han havde lavet. Modparten fik et par små buler i fordøren og et ødelagt sidespejl. Han selv kom hjem med en ridse i kofangeren. De har aftalt at ordne det i al fordragelighed. Vi er glade for, det var den gamle Polo, han kørte i, og ikke den ‘nye’ bil, hvor det, når alt kommer til alt, nok heller ikke ville være sket, da den har indbygget bakalarm.

Da jeg var i haven sidste weekend, og fik klippet af træer og buske, så de forbliver i en rimelig størrelse, var der allerede knopper på mange af grenene. Jeg stak nogle af dem i en vase. Nu er det spændende om de vil springe ud. 
To af ugens dage/aftener er brugt i samvær med mor. Tirsdag fik jeg sat mit kryds til valget, inden det var tid til at tage til knipling, hvor jeg tilbringer hele aftenen.
Den kærnemælk, jeg havde købt til en brødbagning, der ikke blev til noget, fordi jeg manglede et par specielle melsorter, havde sidste salgsdag, og for at redde den, gik jeg i gang med at bage æbleskiver, en ganske almindelig onsdag aften.
Da jeg pludselig skulle bruge en lille dekoration, og ikke kunne nå at købe blomster, måtte jeg på jagt i haven. Der er blevet strikket og gået et par ture.
Allan var en smut i Kbh. hos Camilla for at flytte gamle sofaer ud og få et par nye ind. Alene fordi barnet ikke har nogen trailer.

Fredag aften var der møde mellem de gamle frøer arbejdskollegaer. I år blev det holdt i et privat hjem. Desværre mistede vi en af os i denne uge. Arbejde, sygdom og andet gjorde, at vi kun blev 4 der deltog denne gang. Vi fik lidt godt at spise og snakkede løst og fast om, hvad der var sket os siden sidste år. En rigtig hyggelig aften. 

Lørdagen gik med at rode i gamle papirer, minder, slægt og historie, strikke og gå på opdagelse i min telefon, som jeg stadig ikke har sat mig ind i. Det irriterede mig, at den ikke, som i overhovedet slet ikke, ville skrive helt almindelige ord, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få fat i de ord. Nogle ord fandt jeg synonymer på, for at sende en SMS, men det var jo ikke altid, der var et synonym. Det var uholdbart. Søreme om ikke det lykkedes. Der er meget at udforske endnu, men jeg kan ringe og skrive SMS, mere har jeg aldrig haft brug for, så jeg tager det lidt efter lidt. 
Søndagen er gået med at flå, rense og partere 5 fasaner, lægge i fryseren, koge skrog af og lave fasanrilette. Da vi fik både et anmeldt og et uanmeldt besøg, tog jeg en portion æbleskiver op af fryseren, som vi hyggede med til eftermiddagskaffen. Midt i dette fik Allan en opringning og en bøn om hjælp, hvor øverste hændelse indtraf.

Det danske æble fra jord til bord

Man taler meget om madspild. For mange handler det ‘kun’ om køleskabets indhold, men det stikker langt dybere. Alene i private danske haver, ligger der årligt og rådner for 50 mio. kr. æbler og pærer op, og de danske æbler er desværre på vej ud af supermarkederne. Vi vil meget hellere købe de smagsløse og mere giftholdige udenlandske æbler. Det er nemlig meget billigere end de danske. De udenlandske æbler er smagsløse, fordi de er plukket længe før de er modne. Et økologisk udenlandsk æble er sprøjtet med tungmetallet kobber. Det er et dansk æble ikke, uanset om det er økologisk eller ej, fordi det er forbudt i Danmark. Et plettet æble er langt sundere, end dem der ser sunde ud. Faktisk er skurv i frugten ren medicin for visse rigtige grimme sygdomme iflg. hortonomer, frugtdoktor, som bl.a. forsker i skurv, og hvordan den kan udryddes. I en privathave, kan man overdække træerne, i en kort periode, meget tidligt på sæsonen, men det er ikke nemt i store plantager.
Denne lille æblehistorie fortæller lidt om, hvordan det er at være æble eller frugtavler i vores eget lille land. De danske æbler er ellers i en særklasse, så det er rigtigt trist, at det er sådan. Lolland Falsters Frugtavlerforening og Dansk Supermarked har nu sammen udviklet et nyt koncept Øhavsfrugt. Der findes også æbler på karton. Det har intet med den kunstige juice at gøre, som altid bliver lavet på ekstrater. Most er den rene frugtsaft, der er presset ud af æblerne og hældt på karton eller flaske. Nogle er blandingsmoste og har forskellig smag, uanset om man altid køber samme mærke, fordi saften presses med de æbler der er i hus. Andre bruger kun de rene æblesorter, så man altid kan være sikker på samme smag, på samme måde, som vi kender det fra vin. Solskinsdage kan vi jo ikke ændre på.   
Alle ‘vores’ æbler plukkes pr. håndkraft, for at skåne dem bedst muligt.
Nogle æbler kan, efter håndplukningen, tåle at blive lagt på et transportbånd enkeltvis, se billedet af maskinen, for nænsomt og beskyttet at blive kørt direkte ned i de enorme store trækasser.
Andre æbler er så sarte for stødpletter, at de bliver transporteret pr. håndkraft, hele vejen til de samme store kasser, der igen bliver transporteret til LF Frugt, hvor der af hver levering bliver taget prøver. Der kigges efter stød- og trykmærker, pletter og størrelse. Dansk Supermarked godkender kun en vis størrelse, så de må hverken være for store eller for små. De nægter simpelthen at modtage dem, fordi de påstår, at vi som forbrugere ikke vil købe dem. Fastheden i æblet måles, modenheden og sukkerprocenten bliver også målt, hvorefter frugtavleren får besked, om resultaterne. Han får at vide, hvis de skal hænge et par dage endnu, eller partiet ikke kan bruges sælges som menneskefrugt, fordi det ikke opfylder kravene. 
Er partiet godkendt, fortsætter næste procedure. Æblerne vaskes og pudses nænsomt, hvorefter de igen sorteres pr. håndkraft.  
Nogle skal i kasser og andre i pakninger á 6 stk. Bemærk træpladen i billedet nederst til højre. Æblerne skal pase til hullerne i pladen, som ses i øverste højre hjørne. De æbler der er for store eller for små, går videre til mosteriet.
Hele vejen igennem bliver der værnet om æblerne. Hvert eneste af dem har været berørt af nænsomme menneskehænder flere gange.  
Der er virkelig blevet kræset om det danske æble fra start til slut.
Endelig er Øhavsfrugten klar til at blive sendt afsted til Dansk Supermarked.
Det er ikke nemt at være i leverandør til denne kæde, da de både sætter betingelserne og priserne. Følger man ikke deres krav, ender det hele som dyrefoder, man har ikke andre muligheder. Ved Åbent Landbrug og Frugtfestivallen, er der salg af alle æblestørrelser. Folk tager selv den størrelse de ønsker, og der er salg i det hele. Derfra ved vi, at mange folk spørger efter de små æbler, fordi de simpelthen passer bedre i størrelsen til både de ældre og børnene. Dansk Supermarked nægter bare at modtage disse æbler. Det danske æble fortjener at leve, og kun vi som forbrugere kan gøre noget ved det.