Ferien gik til Kroatien og Bosnien

Jeg skrev ellers her, at jeg ikke ville skrive om vores ferie til Kroatien, men man har et standpunkt til man tager et nyt. Billeder har jeg vist nogle af her, men jeg har aldrig fortalt om ferien, selvom jeg efterfølgende ofte har tænkt på det. Nu sker det så alligevel. En hel uges ferie i et enkelt indlæg. Altså noget forkortet i forhold til hvad jeg plejer.
I denne måned er det to år siden, vi var afsted. Jeg havde forventet at Kroatien var et fattigt, nedslidt og krigshærget land, men jeg blev positivt overrasket. Alle mine fordomme blev manet til jorden. Der var ikke nogen fattigdom at se. Fine nye huse med velplejede haver. Der var en fantastisk smuk natur og mange idylliske pletter.
Fra hotellet, som lå højt oppe, var der 328 trappetrin ned til strandpromenaden. Den tur tog vi, op og ned, mindst en gang om dagen. Allan var afsted med et optapet knæ, der helt skulle skånes lidt, så mens han hvilede ben, før eller efter vores vandreture, motionerede jeg på trapperne. Over 3.000 trin eller 5 ture blev det til nogle af dagene.  
Vi lejede også bil tre dage, hvor vi blandt andet var en tur til Krka og gik rundt i det store naturområde mellem en masse vandfald.

Især et var imponerende stort.
Kroatien har et godt vejnet og mange, både små og store betalingsanlæg.
Motorvejene ligger øde hen, fordi det er betalingsveje. Man benytter i stedet hovedvejene, som er gratis at køre på. På motorvejene føler man sig virkelig alene i verden.  
Der hvor vi boede, kunne man ikke undgå at krydse Bosnien, når vi skulle mod nord.  Det betyder, at man skal have sit pas med. Det syntes vi var underligt.

Når nu vi var så tæt på Bosnien, skulle vi da også udforske dette land lidt. Det var en stor kontrast til Kroatien. Gråt og trist. Bosnien bar tydeligt præg efter krigen. Der var mange faldefærdige huse. Man var først lige påbegyndt opbygningen efter krigen, nogle ganske få steder.  På vejen dertil, måtte vi flere gange putte dankortet i en automat, for at få bommene til at åbne sig, så vi kunne køre videre. Vi ville se Den Gamle Bro i Mostar. Parkeringen og ikke mindst betalingen var et kapitel for sig.  Der var ingen ledige P-pladser i hele byen. Når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En mand, på motorcykel, i en autoritetstro vest, kom som sendt fra himlen og ledte os gennem afspærringer og byens snørklede gader, ind i en stor baggård, hvor man kun kunne betale med kontanter til ågerpriser. Allan blev så sur og mopset, at han ville køre hjem igen, uden at se det, vi var kommet for, mens jeg mente det var for dumt, når nu vi havde taget turen. Jeg prøvede at forhandle mig frem til et beløb, da vi kun skulle kun være der en time eller måske to. Først var de overhovedet ikke forhandlingsvillige, så jeg sagde vi kørte igen. Så ville de åbenbart hellere nøjes med mindre. Det var stadig en dyr parkering, men nok ikke værre, end hvis vi havde parkeret i København i de dyre timer.


Vi har set røde og grønne søer og oplevet meget andet i Kroatien, men beretningen stopper her, for denne gang.
Kroatien er et af de få feriesteder, jeg godt kunne lokkes med til endnu en gang. Bare det bliver i et andet hjørne, for jeg gider ikke se det samme to gange. Jeg vil hellere opleve noget helt nyt.