Det er ikke fordi september er gået hurtigere end alle de andre måneder. Der er såmænd heller ikke sket, hverken mere eller mindre, end der plejer. Måneden har været fyldt med mange forskellige ting og gøremål. Ganske som vi har for vane. Bortset fra de gøremål hverdagen består af, for at det hele kan fungere, med job, hus, have, familie og interesser der skal plejes, har september budt på meget andet, jeg godt ville have fortalt om, men jeg har allerede skrevet mange flere blogindlæg, end hensigten var, da jeg vendte tilbage til denne verden, så september kommer i et sammenskrevet resume.
Jeg lægger ud med et fornemt besøg vi fik i haven af en spurvehøg. Det syn nød vi længe. Vi har også nydt nogle dejlige timer sammen med Camilla.
Det var min tur, til at stå for den traditionelle fætter-kusine-sammenkomst, og da deltagerantallet skrumper år for år, kunne vi lige klemme os sammen her i huset, hvor jyder, svenskere, sjællændere og lollikker hyggede både lørdag og søndag. Op til denne weekend brugte jeg en del timer i køkkenet, men havde så tid at hygge begge dage på lige fod med alle gæsterne.
Mads har, ikke blot lagt nyt tag på sit fyrrum, men også hævet taget en lille meters penge. Derfor har jeg igen haft tjansen med at isolere.
For 10. gang, har der været Frugtfestival i Sakskøbing, og i år var vi hjemme, så vi kunne støtte op, og holde gang i den lille handelsby. Faktisk var det ikke så lidt penge, vi fik brugt på gode danske råvarer, fra vores mange små lokale butikker. Vi fik mange forskellige ting med hjem, lige fra æbler til de mere dyre specialiteter. Der var mange gode tilbud. Noget helt nyt for os var, Knas ost og æbleisvin. Begge dele var hammerdyrt og desværre ikke på tilbud. Det kom dog med hjem alligevel. Vi mødte også mange kendte ansigter, som vi fik en snak med. Det blev en rigtig hyggelig dag.
Søster havde inviteret til søskende-kom-sammen. Sædvanen tro gik aftenen med sang, musik og hygge. Alle fars gamle sanghæfter med de gamle sange og skillingsviser, vi er opvokset med, blev pløjet igennem. Efter sådan en sangaften, er stemmen noget rusten næste dag.
Onsdag den 6. september, var den dag alle danskere, af Nationalmuseet, blev opfordret til at skrive detaljeret dagbog. Jeg var selvfølgelig med, som jeg også var for 25 år siden. Min dagbog kom til at fylde fem sider.
Jeg er blevet begavet med en masse garn. En sækfuld fra kusinen i Århus, og en sækfuld fra Allans familie i Næstved. Det er en fornøjelse at strikke med nyt garn. Fra Røde Kors får jeg sjældent hele nøgler af noget som helst, så dette er virkelig luksus. Jeg glæder mig lige så meget over dette garn og de færdige arbejder, som de små børn ude i den store verden gør, når de får udleveret tøjet.
Vi har haft et frygteligt tordenvejr på disse kanter. I boligselskabet hvor mor bor, slog det ned i genboens lejlighed, så stikkontakterne fløj ud ad væggen. Selve strømmen fik de samme aften, men resten har, jeg ved ikke hvor mange mænd, arbejdet en hel uge på at få løst. Mange telefoner, pc’er og tv’er er brændt af. Mor måtte have to nye telefoner, og en ny boks til tv’et. En hel uge uden telefon og tv, var hverdagskost for de fleste. Sukkerfabrikken i Nykøbing F. blev også ramt, så de måtte udsætte indleveringen af roer.
Jeg har kørt utallige børfulde brænde ind og stablet det, også hos Mads, mens han og en ven har skåret og flækket. Jeg har ikke tal på hverken timer eller børfulde, men det er mange rummeter.
På månedens allersidste dag, mens jeg havde gang i
Jeg har også haft et lille møde med min chef, på den anden arbejdsplads, så vi sammen kunne lægge en strategi fra det nye år. Her har jeg nemlig også mere arbejde end jeg kan nå, og jeg vil gerne arbejde lidt færre timer. Vi har lagt en slagplan, men da jeg ikke har lavet tidsregistrering, er det et skud i tågen, hvor meget tid jeg bruger på dette og hint. Nu må vi se, hvor meget luft det giver mig på den lange bane. Ellers tager vi en snak igen i 2018.