Feriekompromis 3 – Mønsted Kalkgruber, ost, Give-Egnens Museum og …

Torsdag den 10. august og 6. feriedag
Vi ville gerne opleve lidt mere, men vi havde slet ikke forudset, at det var i dette område, vi ville havne. Hvad er der så lige at se her, som vi ikke allerede har set på et tidligere tidspunkt, og uden at køre nordpå igen, eller tage de store afstikkere. Vi skulle jo have campingvognen med på krogen hele vejen.
Jeg kom i tanke om at Allan gerne ville se Mønsted Kalkgruber, så det blev første destination. Man kan blive kørt med toget ned til minen, men toget kørte først senere, da de dårligt havde åbnet, da vi stod der, og desuden ville vi gerne gå.
Der er 60 kilometer underjordiske minegange, så der er nok at udforske, og vi gik rundt mange steder. Der var selvfølgelig mørkt, men vi havde lommelygte med. Der var stejlt, og der var fedtet. Meget blev udforsket, men langt fra alle gangene. 
Vi havde godt nok fået udleveret en brochure, men den havde vi ikke fået læst, og dernede i minen var der for mørkt. Et skilt med teksten ‘ost’ og en pil. Det måtte undersøges. Mørke gange og ingen skilt. Er vi på rette vej? Pludselig møder vi en meget smal og meget høj vindeltrappe. Vi standser, for må vi gå derop, og hvad er der, der? En anden turist, der åbenbart bare står og venter, fortæller os, at de siger man kan kigge 6 meter ned til ostelageret, så vi stiger til vejrs. Det er lige til at blive rundtosset af, og det kilder i maven, når jeg kigger ned. Op kommer vi, og gennem små bitte firkantede tremmer, kan vi rigtigt nok se et par mænd gå, men i samme gulvhøjde som os. De vender oste, maskinelt, og de kører den ene palle ost væk efter den anden med truck. Det er svært at få et billede af. Vi kravler går ned igen. Damen stod der stadig, nu med de følgere vi mødte oppe ved gitteret. Der farer en truck forbi flere gange med ostepaller. Truckføreren er så flink at stoppe op, så vi alle kan tage et billede af grubeosten. 
Vi forlod Kalkgruben og Allan ville til Give-Egnens Museum.
For en tid siden så han i tv, at en meget fjern slægtning H (som vi pga. skilsmisse og senere dødsfald, ikke har set eller talt med i mange, mange år) havde fået job der, og hende ville han gerne hilse på også. Udefra så museet ikke ud af meget, men vi gik ind og købte entrebillet. Allan spørger, er H her ikke. Jo, vil du gerne tale med hende. Da H kom anede hun ikke, hvem vi var, før Allan sagde sit navn. Vi fik en kort sludder, og hun ville finde os et eller andet sted i bygningen om ca. ½ time, så ville hun give kaffe og nybagte vafler fra det gammeldags komfur. Snakken gik lystigt, om alt fra museumsgenstande, livet i almindelighed, og vi fik fulgt op på hinandens liv, gøren og laden inden vi kørte videre sydpå.
Museet overraskede i den grad mig. Jeg havde ikke forventet, at der var så meget, da jeg så det udefra. Vi så Hedebondens gård, den var indrettet, som man nu boede dengang. Der var indrettet butikker med handel og håndværk. Der var alt hvad hjertet begærer. Absolut anbefalelsesværdigt at besøge. Det eneste vi ikke kunne se, var det historiske køkken, for der var en skole på besøg, som havde undervisning der, og det var dem der bagte de lækre gammeldags vafler til vores kaffe.  
Selvom jeg ikke er særlig søstærk, besluttede vi at tage over Langeland hjem. Det er trods alt en del nærmere, og prisen er kun 15,- kr. dyrere end broen. Det får vi hurtigt brugt i brændstof, og vi kom væk fra den trivielle motorvej. Da vi nåede Spodsbjerg meddelte Allan, at han ikke kørte længere i dag, så vi skulle have en overnatning mere. Færgen ligger da lige der, sagde jeg. Du skal da bare køre på, og så er der hviletid næsten en time. Vi er jo næsten allerede hjemme. Jamen så kører du af færgen og resten af vejen hjem. Nej, du ved godt jeg nægter at køre med det dyr campingvognen. Jamen så overnatter vi altså i Spodsbjerg, sagde Allan, og det gjorde vi så, på Billevænge Camping.
Endelig lykkedes det at få et gensyn med den campingplads, hvor vi to gange har haft lagt planer, der er blevet spoleret. Det var der min barndoms første campingtur gik hen, og det var også der, Allan og jeg holdt vores første fælles ferie for 43 år siden. Campingpladsen var lille, hyggelig og fredelig. Nøjagtig som vi huskede den, og alligevel kunne vi ikke helt genkende den. Der var i hvert fald noget længere til stranden end Allan huskede.
Næste dags morgen, den 7. feriedag, kørte vi til færgelejet og var hurtigt hjemme. Vi havde allerede en halv aftale om lørdagen og en fast aftale om søndagen, men vi blev endnu en dejlig ferie rigere. Bilen fik kørt en masse kilometer, og vi fik travet mange campingpladser, strande, søer og andet rundt. Vi har, som altid, kun været i campingvognen for at sove. Vejret var så godt, at vi hver aften (selvom alle taler om en dårlig, våd og kold sommer) kunne sidde ude at spise. Når vi havde spist gik vi ture. Vi nåede at få 80.000 skridt på kontoen den uge, og vi har nydt al den friske luft, vi har indåndet undervejs.