Campinglivet er ikke driveri

Det er ingen beklagelse, men bare en konstatering. For selvfølgelig kan man dase hele dagen, hvis det er det, man har det bedst med. Min erfaring siger dog, at det stort set kun er fastliggerne der har den mentalitet. Vi selv ville heller ikke kunne klare bare sådan en enkelt dag i samme stol.

Når vi kommer til en campingplads og har slået os ned, starter vi altid med at gå os en tur i området, som vi gør på et hvilket som helst andet feriested. En tur rundt på en campingplads byder på mange forskellige vogne og telte. Nogle telte ligner helt rigtige huse. Andre ligner telte, men er omringet af små haver. Nogle er endda indhegnet. Det er ikke bare danskere der har faste sommerbopælspladser for kortere eller længere tid i vores lille land. Både tyskere og hollændere tager den lange tur og har endda også små huse til cykler, motorcykler eller andet.

Andre, som vi selv, har en rimelig hurtig flytbar bolig af en eller anden slags. Nogen, som i den røde bil, har et specielbygget hus til hunden. Andre har et lille bitte, bitte telt og en større båd med. Rigtigt mange campister har cyklerne med, nøjagtig som vi selv. Andre igen har en trailer med, hvor der både kan stå motorcykler eller en båd. Man ser også motorcykler blive trukket ud af autocampere. Vi har endda set personbiler blive transporteret af autocampere. Ind imellem undres man virkelig over, hvad folk slæber med på en campingferie for nogle få dage.

Nogle lejer sig til både eller cykler. Vi har aldrig set så mange udlejningsbåde samlet på et sted, som der var på Langeland. Tyskere og hollændere valfarter hertil og tager på fisketur. Der er vist en rigtig pæn omsætning i den lokale fiskeudstyrsbutik, som var en stor skov af fiskestænger i en prisklasse, der ikke er for en almindelig lille fritidslystfisker som Allan. Der var kassevis af fiskeudstyr. Fra gulv til loft var væggene broderet med alt en lystfisker kunne ønske sig.
Når vi går vores tur på campingpladsen, eller sidder og nyder vores morgenkaffe eller aftensmad, ser vi masser af aktiviteter. Nogle vasker, pudser og smører cykler hver aften, så de er klar til næste morgen, mens andre lufter og motionerer hunden.

Nogen lever meget primitivt og nyder stilheden mens vandet til morgenkaffen kommer i kog, mens andre allerede er ved at pakke sammen, og drage videre til nye oplevelser, selvom duggen ikke er væk endnu.

Når ferien eller turen er forbi, og vi igen er hjemme, skal der pakkes ud. Måske skal forteltet tørres, og selvom alt blev tjekket og efterset inden vi drog afsted, er der som regel et eller andet der også skal klares, når vi er hjemme igen. 

Jeg kan ikke påstå jeg holder gevaldigt meget af campinglivet. Faktisk er det en ferieform, jeg aldrig rigtigt har brudt mig særlig meget om, men jeg holder af at gå og cykle i naturen, og nogle gange må man gå på kompromis med sig selv, men jeg kommer ikke til at konkurrere med dem, der sover i telt hver nat i et helt år, som de tre piger jeg læste om i nabokommunens lokale avis, for snart længe siden. Jeg får aldrig et snorky-mærke, og det er tvivlsomt om vi når at komme afsted mere i år. Det kræver jo lidt ferie, og det er der ikke udsigt til før i november, men så er vognen nok kørt til vinteropbevaring.

Hvad en indfriet drøm og svigtende aftale kan føre til

Allerede i vinters gik jeg med drømmen om at cykle igennem Storskoven ved Eremitagen for at se om Jægersborg stadig ligger gemt derinde i skoven. En cykeltur på 25-30 eller 40 km, afhængig af hvilke veje vi valgte at benytte os af før og efter målet. Allan var med på ideen, men det skulle blive forår, sol og sommer først. Nu er vi et godt stykke på den anden side af sommeren, og turen forblev en drøm.

Mark og jeg havde også lovet hinanden, at vi skulle tage på en cykel- eller vandretur, medbringende mad og drikke til hele dagen, i lighed med sidste sommer. Vi savner nemlig disse vandreture, som vi har haft så mange af før i tiden. Nu er sommeren forbi for i år, og vi har ikke nået prioriteret noget af det.
Emnet skovtur kom op at vende igen i går og mor ville meget gerne gå med. Selvom hun er frisk efter sin firedobbelte bypass, og selv tror på hun kan gå 10 km, som hun altid har gjort, før hun blev syg, så tvivler jeg. Vi skal jo nødigt tage livet af hende. Det hun i dag kalder lange spadsereture, viser sig  at være på 3 km, når vi måler efter. Bevares det er også flot og godt gået, når hun ikke har kunnet gå 100 meter uden at skulle hvile, men der er altså stadig et stykke vej op til de 10 km.

I dag tog vi bilerne, for at gå ruten gennem skoven, og finde ud af hvor mange km den egentlig er, og hvor lang tid det tager. Problemet er nemlig at man ikke kan gå rundt, men er nødt til at gå samme vej frem og tilbage. Derfor stillede vi den ene bil, hvor vi ville komme ud. Derefter kørte vi ca. 10 km om på den anden side af skoven for at starte turen til fods. 
Ca. 2 km inde i skoven ligger Jægersborg stadig. Det har min interesse fordi min farmors far har været tjenestekarl på stedet, og skovfogeden var forlover til hans bryllup i 1889. Huset står der endnu. Pænere end da vi så det sidst. Det bliver atter brugt, men er ikke beboet til dagligt. 
Mens vi gik kiggede jeg mig som sædvanlig godt omkring. Pludselig ser jeg inde i skoven, at der er mange hvide toppe overalt. Vel vidende at det er forbudt at forlade de store skovstier. Fordi stort set alle skove på Lolland og Falster er private skove. Ham der ejer denne skov er ret striks, men jeg var altså nødt til at tage chancen, og smutte ind og tage et billede. Jeg er 99,5% sikker på, at det er de spiselige Krystalstøvbolde, men jeg lod dem stå af flere grunde. De to vigtigste er, den sidste lille tvivl samt at jeg var på forbudt område, men altså… sikke en svampehøst der kunne blive lige der.

Det var atter et fantastisk vejr, og vi nød duften af det skovede granhegn, der ligger klar til afhentning. Pludselig øjner vi forude Skovriddergården, hvor vores bil holder parkeret. Vi troede turen var længere end den var. Kun 5 km. Det tror jeg godt mor kan klare, så nu må vi se om vi kan finde en dag, hvor vi kan gå turen sammen med mor, bror og svigerinde, og så skal tempoet skrues lidt ned, så mor kan følge med.
Vi hentede den anden bil. Kørte hjem og drak eftermiddagskaffen og fik nybagte klatkager med hjemmelavet brombærsyltetøj til. 

Ugens højdepunkter og dagens smil

Efter dagen uden pligter, blev atter en varm og solrig dag, om søndagen, brugt på drivhus og have. Jeg høster stadig tomater. Godt nok ikke i voldsomt stort omfang, men det vælter til gengæld frem med peberfrugter og ditto blomster, så planterne har fået lov at blive stående lidt endnu.   

I stedet kastede jeg mig over hindbærbedet, hvor der nu kun står 3 buske tilbage, med rigt bærende frugter. Dernæst var det havens træer, vi begge røg ombord i, mens et par havørne blev ved med at flyve frem og tilbage over fra vand til skov, men det lykkedes os ikke at fange andet end en helt klar og blå himmel i kameraet…. Jeg prøver at holde alle træer nede i en højde, så jeg kan plukke hvad der er, uden at skulle bruge stige. Hasselnøddetræet blev beskåret, da alle nødder nu er høstet. Der var også kommet en ny kæmpe støvboldt, der hvor jeg kom for sent for få uger siden. Denne gang fik jeg den med hjem, og har både frosset ned og spist af den.     

Allan har været kaldt ud til sit første job i Ældresagen. Både han og kunden syntes det var ganske hyggeligt. I Danmark arbejder 16.000 frivilligt. Jeg har lige læst, at Danske Ældreråd, ved den officielle ceremoni i New York, har fået den internationale førstepris blandt 64 deltagende lande.
At vi har haft en helt fantastisk sommer og efterår, er disse nyplukkede jordbær vist et godt bevis for. Billedet har jeg tyvstjålet på søsters FB-side. I vores have halter jordbærrene bagefter. Det bliver ikke den store høst, men bare nogle få stykker, som jeg næsten får hvert år. I år er det dog lidt senere end det plejer, fordi jeg først har plantet de nye planter her i september. Søster har plukket jordbær både i september og oktober.
Her ryddes ud i garnrestbeholdningen. Det er foreløbig blevet til denne lille sweaters til Røde Kors. Ugen har også budt på foredrag, arrangeret af en lille voksende forening, her i byen, hvor der tages nogle initiativer. På vej dertil i aftes så himlen sådan ud.
Vi har endnu engang bakket op om arrangementet. Entré var 50,- kr. incl. kaffe og en masse hjemmebag. Vi hørte en børnefamilie, som vi jævnligt møder, fra lokalsamfundet fortælle og vise nogle billeder om det at rejse rundt i Asien med to mindre børn. De har prøvet turen to gange, første gang 3 mdr. Anden gang 1½ måned. De har (så familie og venner) kunne følge med, skrevet dagbog under hele den sidste tur her. De vil afsted igen.

Dette er dagens smil. Der er intet at bekymre sig over.

I dag åbnede Fuglsang for en meget sjælden kunstudstilling på Falster. Udstillingen varer til den 4. januar 2015. Vi skal nå at se den.

Vil du med på skov- og strandtur?

Hvis du siger ja, skal du afsætte to timer. Har du ikke de to timer, kommer her en sammenkogt tur, som kan klares på nogle få minutter.

Lørdag den 4.oktober var det et pragtfuld sommervejr, og som jeg allerede har fortalt, var det min fødselsdag. Jeg har kun et ønske på sådan en dag, og det er at jeg selv får lov at forme den, som det passer mig, og sådan en dag må man gerne forkæle sig selv. Jeg tog vandrestøvlerne på og gik mig en dejlig lang tur - helt alene. Det var ikke fordi Allan ikke måtte gå med, men han har problemer med bentøjet.
Der er mange veje der fører ind i skoven, så ruterne kan varieres til utallige af slagsen. Der er dog områder, som altid trækker i mig. Jeg elsker turen ved vandet og udsigten til samme, så der må jeg altid rundt. Nu skal I forestille jer I hører vinden i træerne, fuglestemmer, puslen og rislen i trætoppe og skovbund. Flyvende guldsmede og småfugle. Blade der langsomt drysser ned, når der kommer et lidt kraftigere vindpust. Guldsmedene holdt ikke hvil. Det gjorde spætten, men jeg fik den ikke. 
 
Selvom jeg går her rigtig tit, så lægger jeg mærke til nye ting hver gang, og skoven forandrer sig dag for dag, næsten hele året. I ‘vores’ skov går træerne på bare fødder og nogle af dem lister afsted på tå. Andre er bundet til skovbunden, så de ikke stikker af. Se bare damen herunder, som også viser sin navle. Min fantasi løber altid af med mig, når jeg er ude i naturen. 
Man skal kende skoven godt, hvis man benytter de små stier, når bladene falder eller der ligger sne. Jeg ved jeg skal venstre om stenen forude, nederst til højre. Derefter skal jeg ind imellem to tætvoksende træer, hvis ikke jeg vil havne i en eller flere blindgyder. Går man og dagdrømmer, kan man pludselig blive i tvivl om man nogensinde har været der før, for intet virker bekendt.
Efter at have snørklet mig igennem de skjulte stier, kommer jeg frem hvor man kan ane stien. Der kan man gå oppe i skoven og have udsigt over vandet mellem alle træerne. Man kan også komme ud til skrænten og kigge dybt ned og langt ud i horisonten. Jeg prøvede flere gange at fange de faldende blade med kameraet, men det lykkedes ikke rigtigt. På et tidspunkt er der ikke mere tilladt at gå langs vandet, så jeg må op ad en smal sti, som dog er ganske synlig. En sti der bliver brugt af hundeluftere.
Derefter kommer jeg op til de virkelige brede skovveje, hvor lastbiler og andet skovfolk kan komme ind med deres traktorer og maskiner for at skove, flise og hente træ eller brænde. Jeg tog en selfie for at vise hvor høje bregnerne er.   
Det er utroligt så meget forskel der er på farverne i skoven. Går man i området ud til vandet, er der masser af løvfald, men når man kommer væk derfra, er der stadig utroligt grønt og solen kæmper for at komme igennem trætoppene. 
Jeg nærmer mig udkanten af skoven, men drejer af mod en lille sti, for at blive inde i skoven, hvor jeg tager turen forbi vores eget boligområde. Her ser jeg folk sidder ude og spiser og drikker kaffe i det gode vejr. Jeg kunne have gået længere endnu, men vi havde en aftale med et par fødselsdagsgæster. 
Jeg gik ud ad skoven og hjem gennem et boligkvarter, så jeg kunne nå dagens eneste fastlagte program. Nemlig gensyn og hygge med ungerne. Der var bestilt bord i byen, så jeg ikke skulle tænke på mad overhovedet. Sådan ønskede jeg min fødselsdag skulle være denne gang. Helt uden arbejde og pligter af nogen art.

En uge med 3 jubilæer en fødselsdag og andet

Jeg har nævnt før, at jeg i det daglige ikke har arbejdskollegaer. De er der selvfølgelig, et eller andet sted, men jeg ser dem sjældent. Nogen selvfølgelig oftere end andre. Denne historie fortæller måske lidt om hvor lang tid der kan gå.

Det startede i mandags med, at en kollega kom med en flaske vin og ønskede tillykke, og sagde at det jo nødig skulle blive til 26 år før han fik afleveret flasken. Han var til møde da jeg blev fejret for fire måneder siden. I min indbakke lå denne mail... Det var svært at lade være at grine.
Tirsdag blev der serveret hjemmelavet lækker tai-mad, to retter, til frokost på den anden arbejdsplads, fordi chefen næste dag kunne fejre 10 års jubilæum med egen forretning. Hun synes jeg skulle være en del af dette, så derfor blev det markeret dagen før.
Onsdag da jeg cyklede hjem fra arbejde i pløre og ælte, ringede chefen få meter før jeg nåede vores indkørsel. Du må altså undskylde jeg ringer nu. Jeg er ked af at jeg skal forstyrre dig, men er det muligt at få dig til at køre på kontoret igen, og klare nogle presserende arbejdsopgaver. Han satte mig ind i sagerne, og jeg kunne bare ringe. Han skulle nok være ved telefonen, men han kom først hjem sent om aftenen. Jeg kørte hjem og parkerede cyklen, meddelte Allan at jeg tog bilen og kørte på arbejde igen.

Siden Allan, mere eller mindre frivilligt, vagte at gå på efterløn for knapt 5 år siden, har han søgt nogle job, mest deltidsjob, når der altså har været noget han syntes var interessant, men der har været bedst plads ved siden af. Jeg har længe foreslået ham, at han meldte sig ind i Ældre Sagen og gav en hjælpende hånd, men han mente ikke han hørte til i den gruppe. Han har nu meldt sig ind og været til ‘jobsamtale’. Nu venter han bare på nogle arbejdsopgaver, så han kan komme afsted med værktøjskassen i private hjem og på kommunens ældrecenter. I næste uge er der møde for alle nye medlemmer. Jobbet er ulønnet men det er uvæsentligt.
 
Fredag fejrede arbejdspladsen endnu et 25 års jubilæum for en af mine kollegaer. Der blev serveret frokost ‘i huset’. Derefter var vi ude at skyde lerduer på eget område. Alle ansatte er mænd, altså lige borset fra mig, og flere går på jagt, selvfølgelig også jubilaren, men lerdueskydning, som jeg har prøvet en gang tidligere, er en svær diciplin, også for øvede jægere. Der var andre end mig der ikke kunne ramme, så jeg faldt ikke helt udenfor rammerne. En ville slet ikke tage et gevær i hånden, men kun se på. Her er chefen og en medarbejder ved at opstille lerduemaskinen. Vi skød lerduer, drak kaffe og spiste kage, og skød lerduer igen inden vore veje skiltes. 
Så er der fødselsdagen. Jeg fylder år i dag. Flere lykønskninger pr. sms´er er allerede modtaget. Også fra chefen og hans kone. Det er noget han er startet på de sidste 3-4 år, ellers har jeg såmænd kunne sidde på arbejdet hele dagen, uden at nogen nogen har skænket mig en eneste tanke i den retning. Mads har været til morgenkaffe. Fødselsdagen kommer til at gå rimeligt stille af – ganske som det plejer. Sådan kan jeg bedst lide det. Senere på dagen, eller nærmere i aften, skal jeg være sammen med ungerne, som jeg selvfølgelig glæder mig til at se. Mor bliver også en del af selskabet. 

Langeland er fuld af bøller og minder

Da vi i ferien kørte rundt på Langeland, og så alle de byskilte, kom barndomsminderne mig i møde. Far var altid leveringsdygtig i masser af spændende historier, sjove vittigheder samt en masse fis og ballade. På vores første telttur til Langeland, sagde han, at vi ikke skulle flytte dertil, fordi de var der alle bøllerne boede, siden der var så mange vejskilte der endte på ‘bølle.’  Vi spidsede altid ører, når han begyndte at fortælle sine røverhistorier, men når historien var slut, var han lige så sikker på at der lød trestemmingt fra os på bagsædet. Årh, far, det er da ikke derfor, det er da bare… Nåh.. er det det... Jeg troede...  Eiij altså far… og så fik vi gerne historien som den virkelig var. I dette tilfælde, at bølle bare betyder ‘et lille sted’  Han legede simpelthen lærdom ind i os unger.
Det hændte jo også at vi skændtes på bagsædet, og mens mor var den der skældte ud og afrettede, så fik far os til at tie stille på sin helt egen måde. Var der langt til destinationen, set med vores øjne, og vi ikke helt kunne enes, så gav far os en opgave. Når vi f.eks. havde fundet ordet ‘and’ i et vejskilt tre gange, ville han give is. Så var der ro, koncentration og sammenhold på bagsædet. Derefter skulle vi jo holde øje med ishuset, så han ikke kørte forbi.
Da vi nåede Langelandsbroen, kom jeg igen til at tænke på far, og den fuldt oppakkede Morris med stort villatelt og udstyr til 5 personer i en hel uge. Der var godt nok læs på, og det er stadig en pæn stigning, der er på den bro, set med mine voksne øjne. Tror I Morrisen kan komme op ad den bakke, spurgte far. Ellers må I rollinger ud og skubbe bagpå. Så sad han der bag rattet og lod som om bilen havde svært ved at trække, mens han skubbede fremad med hele kroppen, og bad os alle hjælpe til. Vi klarede den, så det var vel nok godt I kunne hjælpe til, sagde far da vi nåede toppen. Jeg ser og hører hele senariet for mig. 

På Tranekær Slot, så vi den danske kongefamilie var på besøg. Det var stort at se dem stå der på balkonen IRL.
Her er så alle bøllerne: Emmerbølle, Ennebølle, Fuglsbølle, Havbølle, Illebølle, Kassebølle, Klavsbølle, Korsebølle, Lejbølle, Næstebølle, Simmerbølle, Skattebølle, Svalebølle, Tressebølle, Tullebølle. Der skulle være to bøller mere, men dem så vi ikke.