Storm og torden

Overskriften handler om min barndom, som jeg heldigvis har flest gode minder fra, men der er et par ting eller fire, der har fyldt mere end det vist kan kaldes indenfor det normale. Det ene historie har jeg tidligere skrevet om, og her kommer endnu en til samlingen.
Min far har sjældent været rigtige gode venner med vejret, uanset hvordan det har artet sig. En del af forklaringen er måske, at han som håndværker og maler var afhængig af “de rigtige vejrforhold” når han nu havde lovet at udføre et bestemt stykke arbejde. Når det så er sagt, så var han bestemt langt fra glad for stormvejr. Vi boede i et gammelt hus, som mine forældre havde købt på tvangsauktion, og som i mange år var under renovering og ombygning. Det lå højt og udsat, altså uden læ fra nogen sider. Far mente huset var i så dårlig forfatning, at der var risiko for det kunne styrte sammen om ørene på os. Når vindstyrken var af en bestemt kaliber, var det tid at forlade hjemmet. Før “vi” fik bil åbnede naboen dørene for os alle. Senere blev det min moster og onkel. Det hændte det blev til en overnatning.
I efterårsstormen 1967 kom vi hjem og så hele kostalden, som blev brugt som værksted og lager, var væltet. En anden gang, jeg husker ikke året, men vi var alle fem kun lige kommet ind i bilen, da vi så en skypumpe tage hønsehusets tag. Det kom flyvende og landede på bilens tag, som blev trykket ned, men heldigvis kom ingen af os noget til. Selvom huset med årene blev fint og godt, så har far aldrig brudt sig om at være i huset, når det stormede. Vi har et par gange i mit voksne liv, hentet dem til vores adresse til en overnatning. Bl.a. under stormen 3. december 1999. Da vi kørte dem hjem dagen efter, var ikke så meget som en rude i drivhuset ødelagt. 
Værre var det nok med mor og tordenvejret, fordi det trods alt oftere tordnede end stormede. Et var dagtimerne, hvor vi fik at vide, at det var farligt at være ude, eller stå tæt ved vinduet inde og kigge ud. Jeg har aldrig været bange for tordenvejr, så jeg elskede, når far var hjemme på sådanne dage, for han var heller ikke bange, og så kunne vi to jo gå ud og se på vejret sammen. Når tordenvejret først indfandt sig efter vi tøser var kommet i seng, blev vi skam vækket af vores søde søvn, beordret op for at klæde os på, for derefter at tage plads i sofaen, klar til udrykning, hvis lynet slog ned. Mor havde altid pakket en taske eller to, med penge og de mest nødvendige papirer, samt ekstra tøj til hele familien. Først når faren var ovre, fik vi lov at gå i seng igen. Der var et par eksempler i familien på at det var gået galt for nogen, og det skulle ikke overgå os. Min fars kusine nåede ikke at redde andet end dem selv og deres børn. De ejede kun det de gik og stod i, så som børn, kunne vi ikke se noget forkert i den måde mor håndterede den sag på, men senere har både mor og far måttet høre for, at de har frarøvet os mange timers nattesøvn. Senest i min tale til dem til guldbrylluppet.
Der er ikke noget vejr i Danmark, jeg er bange for, men jeg har selvfølgelig respekt for hvad det kan forårsage. Vores børn er aldrig blevet hevet ud af sengen, og jeg selv er heller aldrig stået op, men har tit ligget vågen. Ikke fordi jeg er bange, men det er jo ikke til at sove i den larm. Da ungerne var helt små, havde Allan og jeg en aftale om, hvem der tog sig af hvem og hvad, hvis uheldet skulle være ude. Det er hændt, at jeg er faret sammen ved et tordenskrald, når det er slået ned så vinduerne klirrer, og det kan også godt få mig til at stå op for at kigge ud ad vinduet eller døren, bare for at se om alt er i orden, men er det det, så lapper jeg under dynen igen og venter på fred og ro.  
Kun en ud af os fire børn, er i dag bange for tordenvejr, os andre er det hele prellet af på.

Tidsfordriv

Det findes i mange former. Noget af det kommer som småirriterende, men nødvendige, momenter, som jeg bliver nød til at tage mig af. Allan tømmer flittigt og meget gerne postkassen, og åbner da også egne breve, men har det noget med økonomi at gøre, kigger han håbløst på det, og skynder sig at putte det i kuverten igen. Vores økonomi rører han nemlig slet ikke ved, bortset fra, at han glad og gerne sender vores fælles finanser ud at arbejde. Papirarbejde har han derimod altid overladt til mig, som bl.a. dette brev, med ansøgning om folkepension. Det er ikke mange dage siden jeg sad med vores forskudsopgørelser, så tallene var jo egentlig lette at finde frem. De fleste vedlagte ansøgninger kunne jeg springe let henover. Vi, eller ham der snart er pensionist, kan desværre, eller måske snarere heldigvis, hverken få varmetillæg, boligydelse, helbredstillæg eller anden supplerende pensionsydelse.
Når nu vi er ved indkomst og skat, så her jeg den sidste uge fået op til flere mail fra SKAT om at jeg skal have penge tilbage for 2012. Se bare selv. Blot med et enkelt klik får jeg dem refunderet. Nu ved jeg heldigvis hvordan sådan noget foregår, så den hopper jeg ikke på. Den helt store tidssluger, de sidste dage har været gamle foto. Både lokalhistorien og familien. Det hele er foregået på FB. For en del år siden oprettede jeg flere lukkede familiegrupper på FB, og i sidste uge bad min fætter mig om at lukke ham ind i gruppen, fordi han havde ryddet op i forældrenes hjem, og havde fundet et fotoalbum med en masse foto, han gerne ville have hjælp til. Jeg har siddet med luppen, fordi billederne er så små, men lidt oplysninger er det da blevet til, og det til trods for, at billederne er så gamle at de er fra før krigens tid. At rode med gamle billeder og gammel historie kommer let til at gribe om sig. Jeg søgte hjælp i min egen slægtsforskning, og pludselig fik jeg lyst til at undersøge noget, og endte så i Arkivalieronline, hvor jeg har siddet og kigget i kirkebøger i utallige timer, og også fundet data på slægtninge, som jeg selv har kendt, men altså manglede nogle fødsler, vielser og dødsfald. Der kom en stillingsbetegnelse som jeg aldrig har hørt farbror havde beskæftiget sig med. Det er slet ikke til at slippe sådan noget igen.    

To måneder uden køkken

Det hele startede her. Det har været en lang proces. Når nu skaden var sket, ville Mads benytte lejligheden til at få udskiftet alle de rør der lå under køkkengulvet. De var trods alt fra 1965, så risikoen for at han skulle på den igen meget snart var rimelig høj. Da alle rør var fjernet og nye trukket, så det sådan ud. Han har længe haft et ønske om at få etableret gulvvarme, så lykkelig var han, da han fik isoleret, og etableret disse trækrør, og han ikke mere havde grus overalt. Han er bestemt ikke sart, men at sove med grus i sengen var lige i overkanten. 
Endelig den 2. januar, kom betonkanonen og gulvet blev støbt, så der kunne lægges fliser. Ren luksusgulv, men stadig intet køkken. Der skal jo en del penge til sådan en hovedrenovering, så Mads ville bare sætte det gamle køkken op, som han faktisk selv synes var pænt. Men alle, han kom i nærheden af, lagde ikke skjul på deres mening, så han kiggede i Den Blå Avis, og fandt et i massivt egetræ til en meget billig penge. Der skulle godt nok bruges en del knofedt, fordi det var så fedtet og klistret, at det ikke ville slippe, når man havde rørt ved det. Den rengøringsopgave lovede jeg at tage mig af. De andre to har brugt tiden på at skære sokkel til og opstille køkkenbord. Tænk, at få både vask og rindende vand i hanen i køkkenet igen, samt komfur og opvaskemaskine på plads. 
Der er stadig rigtig lang vej. Gulvvarmen skal tilsluttes. Der skal pilles nogle fliser af. Der skal fjernes plader fra en beklædt væk. Derefter skal den formentlig filses eller pudses, så bindingsværket kan fremstå, som han har gjort det i sin lille gang. Der mangler stadig at blive opsat nogle køkkenelementer, bl.a. op ad den væk der skal renoveres. Han vil have malet alle køkkenlågerne hvide i højglans, og så skal der selvfølgelig tapetseres, men nu kan køkkenet bruges, omend der endnu er lidt trangt med bord- og skabsplads. Vi gik og arbejdede til sent i aftes, så både opvaskemaskinen og komfuret blev indviet på deres nye pladser. Det bliver ikke på Mads´ matrikel, vi lægger den store arbejdskraft i dag.

To akuttider på samme dag

I går, da jeg stod op, registrerede jeg, at jeg havde ondt i kinden, nærmest i mit skind, altså kun bløddelen, og undrede mig over hvad det kunne være. Der florerer jo så meget skidt i denne tid. Måske var det nogle influenzasymptomer, selvom det godt nok var et underligt sted, men de sidste dage, har jeg med jævne mellemrum følt mig solidarisk med alle de syge, fordi jeg ind imellem synes, jeg både jeg har haft kvalme og noget uro i maven. Er endda vågnet midt om natten og har følt dette. Enhver kan jo gå hen og blive hypokonder, når man bliver fodret med al den sygdom alle vegne fra. Og når nu det næsten er 23 år siden jeg sidst har haft en sygedag, kan jeg jo nok slet ikke huske hvordan sådan noget føles!
I morges da jeg stod op, gjorde det mere ondt end i går. Jeg kiggede mig i spejlet, og synes jeg var hævet i ansigtet. Allan syntes det samme. Jeg var også mere varm i den ene kind end i den anden. Jeg følte og trykkede. Det føltes hårdt, og mit føleri, fik det selvfølgelig til at gøre mere ondt, men jeg kunne kun lokalisere det til midt på kinden, selvom hævelsen var foran ved kæbe- og hageparti. Så længe det ikke er nødvendigt med så meget som en hovedpinepille, så kunne det vel ikke være så slemt! Fornuften sagde mig dog, at jeg nok alligevel hellere måtte ringe til tandlægen og prøve at forklare mig. Der kommer jo også en weekend lige om lidt, hvor det ikke bliver lettere at få fat i sundhedsvæsenet. Min egen tandlæge var syg, men der er heldigvis flere af slagsen i samme hus. Tandlægen syntes også det lød underligt, men sagde alligevel, at det nok var en god idé at komme ind til et tjek. Jeg fik en akuttid lige over middag. Hele tre mennesker stod i kø for at kigge mig ind i munden, efter der var taget røntgenbilleder. Det kunne være betændelse i bihulerne, en sten i spytkirtlen, eller det kunne være tykkemusklerne, og så alligevel ikke. Røntgenbillederne så fine ud. Overraskende store bihuler, har jeg åbenbart. Endda så store, at de fandt gamle røntgenbilleder frem, for at sammenligne. Det hele så rigtigt fint ud, bortset fra den hævelse, som tandlægen også straks bemærkede, samt varmen fra kinden. Resultatet blev, at hun ville henvise mig til øre-næse-halsspecialisten. Da hun ikke kunne ringe klinikken op, skrev hun en seddel som jeg skulle aflevere. Hun mente det var nemmere for mig at komme igennem, hvis det kom fra hende og ikke mig. Jeg tror hun havde helt ret, for da jeg trådte ind ad døren, fik jeg at vide, at der ingen tider var.
 
Jeg tilbragte en stor del af eftermiddagen i ventesalen hos øre-næse-halsspecialisten inden det blev min tur. Ved undersøgelsen sagde lægen, at hun faktisk allerhelst ville sende mig til tandlægen….og jeg var allerede lige ved at protestere, i tankerne, da hun sagde, men der kommer du jo fra. I stedet ville hun give mig noget penicillin. For der var ingen tvivl om at det var en infektion, der skulle behandles. Spørgsmålet var bare hvad der forårsagede det. Hjalp penicillinen ikke, så måtte jeg gå til lægen igen. Hjalp det, ja, så ville ingen nogensinde finde ud af årsagen. Jeg håber bare det hjælper, ellers har jeg smidt 400,- kr ud ad vinduet, og de kunne godt være brugt på noget der var sjovere. Jeg tør slet ikke tænke på, at skulle have boret kroner af og have lavet nye.

Arbejdsmand, husmor og finansminister

Tre vidt forskellige titler, men alle nogen jeg beskæftiger mig med i det daglige, altså hverken som politiker eller i erhvervslivet, men bare herhjemme og for nogle få udvalgte i den nærmeste familie. Jeg Vi har haft rigeligt at se til den sidste tid. Godt jeg har tre lørdage om ugen. Mads rendte ind i influenza onsdag aften, efter at have fået støbt sit gulv. Han måtte torsdag kapitulere og lægge sig, efter han og Allan havde været ude at se på, og bestille, de næste materialer til huset.  
Fredag formiddag havde Allan, som så ofte, en aftale i Ballerup. De materialer der var bestilt, dagen i forvejen kom denne morgen og skulle bæres ind, så de var klar til håndværkeren kom et par timer senere. Der var kun mig tilbage, så jeg slæbte fra indkørslen ind gennem gangen og ud i køkkenet. Vigtigst var det at få fliseklæb ind, for selvom det var dækket af, så havde det ikke godt af at ligge derude i regnen. Alle kasserne med gulvklinker var bløde og de fleste gået op i limningen, så de holdt ikke meget om indholdet. Da det afbillede materiale var i tørvejr, manglede jeg stadig 12 kasser fliser, men da måtte mine arme have en pause. Jeg havde lovet at lægge fliserne i denne weekend, som jeg har gjort så mange gange før,  men da en ven, Mads altid laver bil for, mente at han skyldte ham en masse arbejdstimer, tog han over, og jeg fik næsten en hel weekend forærende herhjemme.
Mellem jul og nytår var planen at jeg skulle kigge på forskudsopgørelser, både for os selv og ungerne. Det blev der bare ikke tid til, der var andre ting der var vigtigere. For vores eget vedkommende bliver der nogle ændringer i 2013, da Allan bliver pensionist til april. Og vedrørende mig selv - så ser det også ud til, at der bliver ændringer. Hvorom alting er, ændres der i hvertfald ikke på Allans situation. Camilla har lagt lån om i 2012 og Mads fik igen et arbejde. Det betød altså, at vi alle har ændringer, der virkelig betyder noget for vores skatteberegning i år. Selvom jeg fik rettet ungernes til for 2012, da ændringen indtraf, gjaldt det ikke for 2013. Det er nu rart ikke at få den helt store overraskelse, især hvis det betyder et vedhæftet girokort, som oveni købet indeholder renter, efter den nyere skattemodel. Hvis man regner med at få en ekstraskat for 2012, så er der allerede, i skrivende stund, løbet rente på for 6 dage i år, skønt man ikke kender beløbet der skal betales.
Endelig lykkedes det mig sandelig også her i den forlængede weekend at få ryddet al julepynten væk og få smidt juletræet ud. Kun en eneste gang i mit liv som som husejer, har juletræet stået inde nytårsaften. Det var vores allerførste nytårsaften her i huset, og før vi fik børn. Vi var en lille håndfuld venner samlet. En af mændene dansede rundt om spisebordet med juletræet, som en anden rumsterstang. Det var dengang vi havde gulvtæppe på. Prøv at forestille jer alle de grannåle der sad fast i det tæppe. Siden har jeg sørget for at smide juletræet ud inden nytårsaften, selvom vi i mange år kun har været os selv. 
Fryseren var næsten støvsuget for morgenmad, så der blev produceret en ny stor portion. Den grønkål, som jeg absolut måtte eje et par dage før jul, er nu endelig også kogt, hakket og lagt i fryseren. Det har været sådan en weekend, hvor jeg virkelig føler jeg har fået noget fra hånden. Der var så mange småting hist og pist, der bare havde hobet sig op, og de giver altså rod i mit liv, så nu fylder det ikke i mit hoved mere. Vi har set “Til havet,” som er en børnefilm jeg købte før jul. Et filmmesterværk, der har vundet adskillige priser, og er blevet rost til skyerne af flere danske anmeldere. Min fascination er ikke helt den samme, men det er der ikke noget nyt i. Filmen var okay, men jeg ser den med helt andre øjne.

Fuerteventura

Jeg vil ikke trætte jer med hvad jeg har lavet, det kommer nok senere, men hellere tage jer med på en lille ferie til Las Playitas, en lille fiskerby med et enormt hotelkompleks. Et sports- og aktivitetscenter på over 1 million kvm. Vi er ikke fanatiske motionsudøvere, men kan godt lide at røre os, på vores helt egen måde. Jeg troede faktisk, at vi boede på dette område næsten helt alene, fordi vi højst så en snes mennesker om dagen, uanset hvor vi færdedes. Jeg spurgte hotellet om vi var kommet helt udenfor højsæsonen der i marts, men nej, nej, det var skam højsæson og alt var optaget. Faktisk havde de kun et eneste ledigt værelse tilbage. Hvor er så alle menneskerne, spørger jeg. De motionerer i centeret og ude i området. 
Rejseselskabet kaldte det en grøn og frodig ø. Haha, det er da en overdrivelse der vil noget. Vi havde meget svært ved at finde noget grønt overhovedet. Lige bortset fra hotelområdet. Der var bare brunt, brunt og atter brunt over det hele, så langt øjet rakte. Bortset fra den lille hyggelige, men døde fiskerby på den anden side af vandet, var der absolut intet, ud over de brune bakker. Vi havde fået oplyst at man kunne skyde genvej over bjerget til en by flere km væk. Det kastede vi os selvfølgelig ud i. Vi gik og gik, uden at se andet end brun lava, og så en tot grågrønt af og til. Ikke noget man kunne finde skygge ved, eller gemme sig bag. Endelig øjner vi noget hvidt ude i horisonten. Det skulle vise sig at der var ligeså langt, om ikke mere end vi allerede havde gået. Da vi endelig nåede frem var der ikke meget by over det. Vi tog turen hjem ad landevejen, for det var en lang og streng tur for Allans bentøj med alt den klatring. Der blev kigget og peget noget efter de to tosser, os, som rendte rundt på vejen. Der findes hverken cykelsti, eller gangsti. Man forventer at alle tager bussen, med mindre man måske kører på mountainbike i bjergene. Bjergturen var dog ikke værre end vi tog den både frem og tilbage nogle dage senere for fornøjelsens skyld.
Vi lejede selvfølgelig bil. Der måtte da være noget grønt et eller andet sted på øen. Vi kørte igennem bjegområdet Betancuria, som jeg har nævnt før. Et landskab der forandrer sig enormt meget, alt efter vejret, og hvor solen stod. Vi kørte forbi ikke mindre end tre gange, og det var slet ikke til at kende. Endelig så vi noget grønt, de kalder buske. De er ikke meget større end de totter hundegræs vi har i græsplænen. Vi mødte et par fredelige kæmper. Vi tog på en guidet tur for at høre om et lille bitte og meget kostbart insekt, lusen cochineal, som indsamles og knuses for at skaffe den røde farve, der er så efterspurgt af både fødevare- og kosmetikindustrien. Farven er umulig at vaske af, hvis man får den på sig, for slet ikke at tale om tøjet, som er lige til at kassere. 
Vores lejlighed lå ikke ved jorden. Alligevel mærkede vi sandstormen et par gange. Sandet kom i bogstaveligste forstand flyvende fra Sahara. Vi måtte feje det væk fra terrassen og møblerne. Når det var rigtigt slemt, var det godt at kunne flytte terrassen om på den anden side af lejligheden og få læ, så vi ikke behøvede at sidde med trøjer på. Det har været en oplevelse at se denne meget anderledes ø. Vejret var bestemt med os hele vejen, og som altid havde vi en god ferie. Når det så er sagt, så er vi også enige om, at vi vist har set alt hvad øen har at tilbyde. Der er faktisk ikke ret meget andet end brunligt lava overalt.

Da vi landede på Lolland, tog jeg mig selv i at tænke, at vi havde mere grønt på egen matrikel, der midt i marts måned, end de havde på hele Fuerteventura. Tænk at man et øjeblik næsten kan blive helt glad for at se ukrudtet i egen have.

Årsskiftet 31.12.12

Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg ville få tid til at nyde eftermiddagskaffen og lidt bloglæsning om eftermiddagen, mens mørbrader og flødekartofler stod i ovnen og passede sig selv. Sådan gik det ikke. Vi var først hjemme 13.30 og så var der kun fire timer til maden skulle være hos Mads. Jeg erkender blankt, at jeg var lidt presset, ikke mindst da jeg opdagede, at det butterdej jeg havde, ikke kunne nå. Allan blev sendt afsted, men kunne kun få den frossen. Der var absolut ikke tid til at tage nogen billeder af hele herligheden. Hverken af maden eller det druknede køkken. Klokken var godt 17, da Allan blev sendt afsted med en bilfuld mad. Der kunne jeg så tænke på at få vores egen menu på benene. 
Jeg havde valgt, at vi skulle have krondyrmørbrad. For det første er det rigtigt lækkert, og for det andet er det hurtigt tilberedt. De skal blot brunes hele, få minutter på panden og så 10-15 min. i ovnen til de har en kernetemperatur på 58-62 grader. Jeg havde fundet en opskrift jeg ville prøve at holde mig til, så rødbederne var kogt og skåret i terninger, ligesom sellerien, gulerødderne og æblerne. Jeg havde begået min første fejl, fordi det hele skulle have været i juliennestykker, men jeg lavede alligevel dressingen og hædte over det hele fra morgenstunden. Mor skulle spise med, og jeg spurgte om hun kunne tygge rodfrugterne. Bortset fra rødbederne, var de jo hårde som helt rå grønsager nu er det. Gulerødderne kunne hun i hvert fald ikke tygge. Op i en sauterpande med hele molevitten, og de fik nogle få minutter. Ikke mere end der stadig var god bid i dem. Det var slet ikke så ringe, og varmt tilbehør er også godt i en kold tid. Jeg havde forestillet mig grønne kartoffelreder med fyld af et eller andet, men det blev kun til kartoffelmos, og den blev ikke så grøn som jeg ville have den. En bakke champignon stod og simrede med lidt fløde og lidt stegesky. Mørbraden nåede 63 grader, inden jeg kom ud ad badet.
Forretten havde jeg lavet dagen i forvejen, idéen fik jeg her. Mine er dog lavet af regnbueørreder, som vi næsten altid har på lager. Retten skulle blot anrettes og pyntes lidt. Dressingen var også klar. Desserten var hjemmelavet daimis, som bare blev hentet fra fryseren og serveret helt uden tilbehør af nogen slags, og ikke som sidste år.
Det var kun mig selv, der vidste hvordan hele vores menu skulle have været. Det var mest kødet, jeg ærgrede mig en smule over, fodi jeg godt kan lide det er mere rødt, men alt i alt, blev det nu alligevel en ganske dejlig menu. Allan og mor var ovenud tilfredse.
Hele aftenen blev der skudt krudt og raketter af ude. Vi hyggede sammen og med hver vores. Vi var ude i regnen og se det nye år blev budt velkommen.
Vi har et ordentligt pillearbejde foran os overalt i haven er der sølvstrimler fra naboernes fyrværkeri. Vi har samlet alle vildfarne raketter op, men ellers har jeg bare passet strikketøjet det meste af dagen, og gået mig en tur.
Allan er så småt startet på hovedrengøringen i haven, nu hvor det endelig er blevet tørvejr.