En stråtækt idyl

Camilla flyttede hjemmefra i 2003, og har lige siden boet i hovedstadsområdet. Først i en lejet lejlighed, hvor hun boede 2-3 år, inden hun købte ejerlejlighed i Albertslund til en himmelhøj pris, for ca. 12 år siden. Der gik ikke lang tid efter købet, før finanskrisen kom, og huspriserne raslede nedad, til under det halve af hvad hun gav. De sidste mange, mange år, har hendes store ønske været at få egen have, men hun har mere eller mindre været stavnsbundet.
Da huspriserne nu næsten er på samme niveau, som hun i sin tid købte til, satte hun sin lejlighed til salg og kiggede efter hus.
Hun (og vi andre også) var spændt på om det gik så let som ejendomsmægleren spåede. Hun kunne jo ikke købe noget, før hun havde solgt, og kunne alt det der nu gå op i en højere enhed? Hun ville jo allerhelst bo i Storkøbenhavn, så hun er tæt på sit job, for det hun arbejder med, findes kun i hovedstadsområdet, men det var økonomisk ikke muligt, med mindre hun blev boende i sin lejlighed.
Man kan jo sagtens kigge på hus, selvom man ikke kan købe, så det gjorde hun. Hun havde fundet et hus i den idylliske by Jyllinge, med al den natur, hun ikke kan undvære. Vi var med, da hun skulle se huset anden gang. Hun skrev under, men trak sig, som man kan, da det viste sig, at der var for mange problemer med BBR om ulovlige ting og skjulte skader.
Hendes lejligheden blev solgt på bare 23 dage, og de nye ejere ville gerne flytte ind omgående, så der blev run på, med at få pakket ned og kørt alt overflødigt ned til os.
Hun kiggede videre. (Allan kiggede også) En dag sender Camilla et link, til en pragtfuld lille bolig med en enorm have, lige op til skoven, med ordene: ‘Jeg håber det bliver mit’. Jeg har allerede været nede i Rønnede og kigge på det, sammen med P og snakke med ejerne, som er jordens sødeste mennesker. Man føler bare at man har kendt dem altid. Desværre er der flere interesserede købere, men jeg vil kæmpe for det hus. Det SKAL bare blive mit.
Dette salg er lidt anderledes i konceptet, da det er ejerne selv, der viser frem og ikke ejendomsmægleren, selvom der er sådan en på.
Den ene dag efter den anden gik, uden at Camilla hørte noget, så hun kontaktede ejendomsmægleren, for at forhøre sig, men han blev ved med at væve udenom. Camilla var bekymret for, om der var kommet nogen og havde overbudt hende, men det forsikrede ejendomsmægleren, at der ikke var. Han var ikke meget for at fortælle, hvad det var der forsinkede handlen. Det ville han helst undgå at involvere Camilla i, men han gav sig og fortalte, da det blev ved at trække ud, og Camilla intet hørte.
Der var noget galt med BBR og godkendelser, men de regnede med, det var en bagatel at få det godkendt, men det gik ikke helt så let. Vi ventede spændt og håbede det bedste. Endelig en dag skrev hun. Nu er huset mit.
Hun overtager det den 1. november, men inden da, har vi fået lov at komme og sætte hegn op i hele haven, så de firbenede bliver hjemme, og skovens dyr bliver hvor de skal. Allan og Camilla har allerede været der og måle op. Jeg måtte ikke komme med. Camilla mente ikke, at hele familien kunne tillade sig at troppe op, i det stadig beboede hjem. Det var rigeligt at de troppede tre op. Barnet havde da ganske ret. Bagefter fortæller hun mig, at ægteparret havde spurgt, hvorfor hun dog ikke havde taget mig med også. Jeg ville vældig gerne have hilst på de to hjertelige mennesker, og fået samme rundvisning som Allan, Camilla og kæresten, men jeg må pænt vente og nøjes med beretningerne om både det ene og det andet.