onsdag den 7. september 2016

Når systemet svigter (2)

Når man ikke selv kan tænde sit komfur, opvaske- eller vaskemaskine, tage sig et stykke mad, klare et toiletbesøg, tage en trøje på, åbne en velcrolukning på en sko, eller i det hele taget åbne noget som helst, siger det måske lidt om hvor handicappet man er.
Som jeg skrev tidligere, syntes vi, at fire uger var for længe at gå og vente på en opfølgning, så ugen efter, altså den 6. juli, fik Allan tjansen at tage med mor. Hele familien kunne se fremskridt på den uge. Vel at mærke mikroskopiske fremskridt, for det var netop, hvad det var, men de tæller bestemt også med, og giver et håb, for et lidt bedre liv i fremtiden P1120365
Fysioterapeuten syntes, der var sket meget. Han var ganske godt tilfreds med mors træningsindsats. Han prøvede igen at hjælpe med de samme øvelser, som det var helt umuligt at udføre sidst, så som at rette fingrene ud, gribe fat om noget eller rette håndleddet ud. Det var stadig alt, alt for svært. Vi har alle flere gange set hvor enormt mange kræfter, hun bruger på dette. Hun spænder helt vildt i både ansigts- arm- og nakkemuskler, uden at der sker det fjerneste. Selv en svamp af skumgummi har hun ikke kræfter til at trykke sammen, hvis man lægger den i hånden på hende, så hun skulle altså bare koncentrere sig om sit håndled, ved at fortsætte med at vinke til gulvet og køre hånden rundt på kroppen, og øve sig på at rette håndleddet ud. Selvom vi ikke kunne se at der skete særlig meget bevægelse håndleddet, så kunne fysioterapeuten mærke at der var bevægelse dertil, så det var bare at øve, øve og atter øve, uden at overanstrenge sig, de næste 3 uger, mens han holdt ferie.
Mor den 14. februarDen 3. august var jeg afsted med mor igen. Selvom hånden stadig ikke kunne bruges til noget, var ingen i familien i tvivl om, at der virkelig var sket noget med den. Nu kunne hun nemlig selv rette håndleddet ud. Det betød, at hun, om end med en noget besvær, kunne klare sine toiletbesøg derhjemme helt uden skinne, hvis hun havde det rigtige tøj på. Der er selvfølgelig investeret i nogle nye gevandter med løs elastik i taljen.
Vi var spændt på hvad fysioterapeuten ville sige. Han mente dog ikke at hans mening betød noget i den sammenhæng. Vigtigst var det, hvad mor (og vi andre) selv følte og mente. Mor var glad og tilfreds, men ville selvfølgelig meget gerne nå længere. Til det svarede fysioterapeuten, at der var mere i den hånd endnu, men hvor langt hun kunne nå, turde han stadig ikke udtale sig om. Der var ikke ret meget andet at gøre end bare at træne og træne. Havde det været i Sverige, hvor han selv havde arbejdet i mange år, ville han bare have ordineret noget genoptræning og nogle hjælpe- og træningsredskaber, men systemet i Danmark fungerer anderledes, så det havde han desværre ikke mulighed for. Han fortalte, at mange af de træningsredskaber sagtens kunne erstattes af, hvad man nu havde ved hånden. En sammenrullet tennissok, en lille bold, en skumgummisvamp eller lignende, som mor kunne klemme om. Lidt sand i en bakke, som hun skulle køre sine fingre igennem, og meget gerne også skrive med fingrene i sandet, hvad dog ikke var tilnærmelsesvis muligt. Hun skulle øve sig i at gribe om et stykke køkkenrulle eller et stykke tøj. Hun skulle i det hele taget bare øve sig i at gribe om bestik, og gøre hvad som helst med den hånd. P1130552
Da vi gik, udbrød mor: “Jeg skal altså kunne stikke igen, for det er hvad jeg har brugt en stor del af min tid på, før dette skete.” Uh… det bliver nok svært, siger han. Du skal i hvert fald starte med nogle meget tykke pinde. Ja, nogle rundstokke siger jeg.
PS: Hvis nogen nu tror, at mor både kan strikke og alt muligt andet nu, så er det desværre ikke tilfældet, men håbet lever stadig, og hun arbejder med træningen. 

13 kommentarer:

  1. Som hun selv siger, så har hun jo masser af tid til det. Jeg (vi) beundrer hende for at hun (endnu) ikke er røget ned med flaget, psykisk. Nu sker der i det mindste lidt med bevægeligheden, selvom det stadig er noget rigtigt hø.

    Der var mange der ville hilse det svenske system velkomment. Jeg tror også at processen ville blive forkortet, og der der stadig noget hun ikke kan arbejde med selv. En halv til en hel times genoptræning nogle gange om ugen ville være godt.

    SvarSlet
  2. Hvor er det da skønt, at der langt om længe er noget, der kan hjælpe din mor - jeg håber, at hun må blive ved med at gøre fremskridt og bevare troen på, at hun kommer til at strikke igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtigt dejligt og noget vi alle glæder os over. Det håber vi også :-)

      Slet
  3. Din mor er sej

    er lige kommet forbi og ved ikke hvad der er sket, men mon en hund som Gaia kan hjælpe? https://www.youtube.com/watch?v=38BmE1xeAQ0 og https://www.facebook.com/IshundenGaia/?ref=page_internal

    håber din mor kommer til at strikke igen

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er hun, det sagde lægen som opererede hunde for 4-dobbelt baypass også fo 2 år siden og mange andre før ham ;-)
      Jeg ved gdt servicehunden kan mange forskellige ting, men en hund skal også have mad, have halsbånd på når den skal luftes og intet af det kan hun selv klare. Hun må heller ikke have dyr, der hvor hun bor.
      Det gør vi også.

      Slet
    2. Tænkte mere som terapihund i denne sammenhæng, en som besøger hende eller hun besøger, og hjælper med træningen på den måde... det er det Gaia er. For selvfølgelig skal man kunne passe hunden.

      Slet
    3. Nå, sådan at forstå ;-) En hund kan vist ikke hjælpe her. Det mor har brug for, er nogen der kan trykke på de helt rigtige punkter i arm, skulder, og håndflade, og samtidig tvinge hendes fingre ud ad den krumme tilstand de er i. Den anden træning klarer hun selv.

      Slet
  4. Og jeres historie er endnu en gang et vidnesbyrd om at familie er guld værd, også når man bliver syg og det kommunale system svigter. Håber inderligt for din mor, at hun kan komme til at gøre nogle af de ting, som giver hende værdi i livet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har tit igennem de sidste 9 år sagt, at det er ganske forfærdeligt for de stakkels mennesker, der ingen familie (eller venner) har i nærheden. Det er jo ikke nogen trøst, at det gælder hele landet. Jeg kan så mange historier om hvordan de ældre svigtes alle steder. Bliver plantet på en bænk i haven i møgvejr, sendt hjem til tomme køleskabe og selv skal skifte forbindinger. Der er ingen pårørende, ingen at ringe til, så der er ingen til at klage. De syge har nok i at forsøge at overleve.
      Det håber vi også rigtigt meget.

      Slet
  5. Hun er rundet af en sej generation! Respekt for det drive og viljen til at øve og øve og øve.... og hun har en god familie i baggrunden.
    Lige nu sidder jeg og undrer mig over, at nogen partier mener topskattelettelser er nødvendige.... fremfor at få det vores fælles "væsen" til at fungere til gavn for samfundsøkonomien og det enkelte menneske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun kæmper gør hun, og giver hun op, så er vi fire der er villige til at skubbe på ;-)
      Det kan jeg også undre mig over. Den velfærd man taler om, vi har i Danmark, har jeg ofte svært ved at få øje på. De gamle og de syge lades alt for ofte i stikken.

      Slet
  6. Hvor er det nedtrykkende læsning. Selv om jeg ingen klager har over systemet, er det mange år siden, jeg holdt op med at være imponeret over vores sundhedssystem - det var langt bedre i Tyskland, England, Norge og Sverige - og sikkert også andre steder, men det var disse lande, jeg kendte noget til.
    Jeg ønsker alt det bedste for din mor. Hun har i hvert fald viljen til fremgang, må man sige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk har jeg tænkt dette indlæg som et positivt et af slagsen, men jeg kan selvfølgelig godt se, hvad du mener, og jeg er helt enig. Allerede da min mormor blev alvorligt syg og hjælpeløs midt i 80'erne, stod det ikke særlig godt til, og det er ikke blevet bedre.
      Tak, det gør vi selvfølgelig også, både for hendes egen skyld, men det ville også give os andre mere luft i hverdagen. Hun er heldigvis stædig :-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)