Når det er mørkt, vådt, dødt og stille i Hornslet

Det er september. Det er tidligt morgen og det er mørkt. Bortset fra lyden af regnen der slår på ruden, er der meget, meget stille. Trods ihærdige forsøg, er det umuligt for mig at sove mere, selvom det var på den forkerte side af midnat inden vi kom i seng. Vi har kun det ene værelse at opholde os i på kroen. Der er meget længe til vores aftale, og Allan sover stadig. Hvad laver man så?

Jeg kunne gå de 8 km til Ommestrup for at hente vores bil, men jeg var langt fra sikker på, at jeg kendte vejen dertil, og det var da helt håbløst ad de små krogede veje i bælgravende mørke. Det skulle lige passe at jeg for vild, og ikke kunne ringe Allan op, og at vi så ikke kunne passe den tid, vi havde aftalt med dem, der skulle hente os, så jeg blev i området og holdt øje med klokken.
Der var ikke meget liv nogen steder, og heller ikke meget at se på. Jeg tænkte det blev en lidt kedelig morgentur i det våde vejr, men så er det jo man skal åbne øjnene og kigge efter de små ting, der kan få smilet frem og fantasien på flugt. Jeg gik en tur rundt om kirken. Hvis ikke du har været der, kan jeg fortælle, at det er en rimelig lang omgang, med et langt stendige hele vejen rundt. Sikke et arbejde det har været at lave det. Gad vide om det er bygget pr. håndkraft?  Pletterne på billederne afslører vist tydeligt regnvejret.
 
Da jeg bestemt ikke er kendt i området, må jeg hele tiden orientere mig om, hvor jeg er på vej hen, så jeg også kan finde tilbage igen. Jeg var nede ad mange små veje. Et af stederne stod denne bil, som var overfyldt med klistermærker på tag, bagsmæk og kølerhjelm, men som I kan se, er der stadig bare pletter, så der er plads til flere mærker.  

Jeg vendte snuden tilbage til byen. Måske var der lidt mere at se i byens gader, selvom jeg ved, at alle byer er meget døde at se på, når butikkerne ikke er åbne.
Da jeg mødte dette skilt, tænkte jeg, at der også måtte findes en Storevej, så jeg begyndte at kigge på gadenavne.
Da jeg nåede byen, faldt mit blik på skiltene ved forretningerne. Jeg fæstnede mig især ved ordene Kronjylland og døgnvagt. Jeg tror ikke jeg har hørt eller set betegnelsen Kronjylland, siden jeg gik i skole.


Pludselig var det i stedet de anderledes skilte, der stak mig i øjnene.
En masse kvindehoveder svøbt i tøj og tørklæder sprang mig i øjnene, og jeg kunne ikke rigtigt se ideen i at håret ikke var mere synligt, når nu det var en frisør jeg stod ved. Pludselig fik jeg øje på at ‘tøjet’ var bogstaver, og så stod der en tekst, klart og tydeligt.
 
 
 
 
 



Da jeg havde været byen rundt, uden at finde andet opsigtsvækkende, gik jeg mod hotelværelset. Her stod det mest farvestrålende jeg så på hele turen. . 
Stauden synes jeg aldrig, jeg har set før, og har efterfølgende fundet ud af, at det er Kermesbær.

Jeg stak nøglen i døren til værelset, og blev mødt af Allan med et hvad f.... laver du så tidligt og så længe? Det samme som jeg ofte gør derhjemme, og alle andre steder jeg befinder mig, når jeg ikke kan sove.
Samtidig fik jeg en sms fra Ellen, som spurgte, om vi var klar til afhentning før tid. Jo, tak, det er vi. Vi fik hurtigt pakket os sammen og stod klar på aftalte sted, med tasker, krykker og alt vores habengut. 

Man ved aldrig hvad man møder på sin vej, men man kan selv være med til at give en grå dag lidt kulør.