På tur i vandkanten på Lolland

Vi havde afsat hele lørdagen til at vise Ellen og John lidt rundt på Lolland. Vi startede med at besøge den lille cafë og gårdbutik i Sakskøbing, som åbnede i maj i år. Butikken har fået en fin velkomst og er godt besøgt.







Vi var ikke de eneste der ventede på at butikken åbnede. I gårdbutikken kan man finde et pænt udvalg af de mange speciale produkter, der fremstilles af de mange små lokale virksomheder på Lolland, Falster og Møn.
Da vi have kigget og købt, satte vi kursen mod det Gamle Mejeri i Erindlev, for at se den enorme stolesamling, som jeg tidligere har skrevet om. Man kan umuligt forestille sig, hvordan det er at se det ene rum efter det andet, fyldt op med tusindvis af stole. Man kan også gøre en rigtig god handel, hvis man står og mangler et møbel eller noget helt andet, da der udover museum også er loppesalg.

Uanset hvor man befinder sig på Lolland, er der íkke mange kilometer til vandet og vand er altid tiltrækkende at være i nærheden af. Solen prøvede forgæves at bryde igennem disen, der lå over hele landskabet, men det lykkedes ikke rigtigt.
Trods det er friluftlivet alligevel dejligt, så vi drak den sene formiddagskaffe ved Lundehøje havn til denne udsigt.










Turen fortsatte til Errindlev havn, Olstrup Kirke, Lungholm Gods, fuglereservatet ved Saksfjed-Hyllekrog, de små miniature-sommerhuse ved Brunddragene, som jeg alt sammen har fortalt om før, så jeg vil nøjes med at vise et par stemningsbilleder. 

Frokosten blev indtaget ved Østersøbadet til lyden af bølgeskvulp og en lidt kølig vind der på toppen af det 63 kilometer lange dige. Også jeg fik jakken på.




















Efter at være kørt forbi de ca. 50 små huse, besøgte vi Lollands lufthavn, men der var ingen trafik i luften. Når nu vi var på de kanter, var det nærliggende at køre forbi vores sommerhusgrund. Vi har nemlig vores helt private, lille skov i baghaven. På vores egen lille matrikel fandt vi nogle fine svampe. Iflg. Ellen også en spisesvamp, men også nogle ukendte og sjove svampe. 

Atter en gang satte vi os til bords ved vandkanten og drak en tår eftermiddagskaffe.  













Det begyndte at blive mørkt, og jo lavere solen kom på himlen, des mere synlig blev den. Det var på tide at vende snuden hjemad, men som det sidste, ville vi lige vise dem det lille paradis, jeg ofte går en tur ned til. Desværre var der nu ikke meget lys over landskabet, men de kunne sagtens se, hvad jeg mente.
Dagens udflugt har jeg tidligere skrevet om både her, her og her, og hos Ellen kan du læse hendes version af dagens oplevelser.