Vi halter bagud

Det er lidt mærkeligt, når man sidder her på den grønne ø, og læser, ser og hører om al den sne resten af Danmark er indhyllet i. Onsdag morgen da vi stod op, var der kommet et pænt lille hvidt lag her på matriklen. Endda så meget, at Allan var ude at skrabe det væk fra indkørslen inden jeg skulle køre. Jeg kunne nu sagtens køre igennem de par cm, men Allan vil have renset indkørslen inden den bliver kørt til. På arbejdet var der stadig helt grønt, men det ændrede sig i løbet af dagen. Sådan så himlen ud i eftermiddags, da solen var på vej ned. Jeg vil se om jeg kan få lukket lidt jul ind i weekenden. Der skal laves et par dekorationer til kirkegården, både til svigermor og fars gravsted. Jeg prøver at bestræbe mig på at få fars færdig til hans fødselsdag. Selvom far har været død siden 2007, samles vi stadig på dagen og spiser grønlangkål. Og ligesom sidste år, har mor inviteret, men hun har også bedt om min hjælp til at lave grønlangkålen. Måske kan jeg også få hentet et par nisser ned fra loftet og…
.
I sidste weekend tog jeg rigtigt mange billeder af solopgangen. Jeg vil gerne dele endnu et af dem med jer. Det er rimfrost, og ikke sne, man kan se på bord og bænk. 
Se flere himmelske billeder her

Billeje og Europcar

Når vi rejser sydpå, lejer vi altid en bil når vi har danet os et indtryk over området. Vi har ingen favoritbilfirmaer, og kan sagtens finde på at bruge de lokale og ofte noget mindre udlejningsfirmaer, hvis hotellet eller guiderne siger, at det er reelt og sikkert nok. Nogle gange kan der nemlig være en del penge at spare ved at benytte sig af dem, selvom man altid skal tegne en lille tilvalgsforsikring for at være helgarderet, som vi gerne vil være. Heldigvis har vi aldrig haft brug for vores forsikring, så vi ved af gode grunde heller ikke hvordan det ville være forløbet, hvis uheldet havde været ude, men denne gang ville det i så fald have været en rigtig dårlig oplevelse.
Da vi var på Mallorca i oktober, faldt valget på Europcar, som ved underskriften fortalte, at hvis vi fik brug for deres hjælp, skulle vi bare ringe til det telefonnummer som stod øverst på kontrakten, ganske som vi altid får oplyst, og næsten uanset hvor på øen vi befandt os, ville de være fremme i løbet af 20 min. Da vi kørte her spurgte jeg Allan, om han troede Europcar kunne nå frem på den lovede tid. Det mente vi så ikke de kunne.
Da vi havde afleveret bilen i den skønneste orden opdagede Allan næste morgen, at han manglede en ting. Jeg mente den var nød til at være i bilen, så vi gik ned i hotellets reception for at bede dem hjælpe os med at finde det lokale udlejningsbureau, så vi kunne gå hen og spørge om de havde fundet en glemt ting. Det viste sig, at det ikke var så nemt. Det telefonnummer der stod på lejekontrakten var hovedkontoret som lå i Madrid. Der bad de receptionisten ringe direkte til det kontor, hvor vi havde lejet bilen. Problemet var bare, at det var der ingen, der vidste hvor var. Jeg sagde til receptionisten flere gange, at hun ikke skulle gøre mere ved det, men hun fortsatte. Jeg kunne se hun var rimelig irriteret over det hun blev budt, men jeg forstod ikke meget, fordi de selvfølgelig talte spansk. Dog var der et meget tydeligt kropssprog fra receptionistens side, og på tonefaldet at dømme, kom der vist noget lignende ud af hendes mund. Hun refererede på engelsk til mig, når hun hang ventende i røret. Europcar i Madrid, påstod hårdnakket, at vi ikke havde lejet nogen bil gennem dem, fordi vi ikke stod i deres system, også selvom receptionisten stod med vores lejekontrakt og det påtrykte kontraktnummer i hånden. På fastlandet fik de oplyst øens navn, hvor bilen var lejet, hvem der havde rekvireret den. De fik oplyst navn og adresse på det hotel vi boede på, samt Allans navn og adressen herhjemme og ikke mindst det kontraktnr., der åbenbart ikke eksisterede. Endelig efter tre kvarters telefonsamtale, fik hun udleveret et telefonnummer på øen, som hun kunne ringe til og fik samtid oplyst at det var en gammel udgået kontrakt der var blevet brugt. Det telefonnr. hun fik oplyst, hvor de kunne hjælpe os videre i systemet, svarede ikke. Her kapitulerede receptionisten endelig, og vi droppede den videre efterforskning. Jeg var bare endnu mere lykkelig over, at vi ikke havde haft brug for forsikringen undervejs.
Vi fortalte en af guiderne vores historie. Han synes det lød mærkeligt, for de havde aldrig hørt noget tilsvarende, og jeg fornemmede at han ikke troede mig over en dørtærskel. Jeg synes denne historie skulle opklares, så i lufthavnen fik jeg fat i en mere garvet guide, som sagde det samme, men han ville dog lade deres chef undersøge det. Jeg ville nu også selv gerne have haft et svar på hvad der foregik, så da vi kom hjem pøvede jeg at kontakte rejseselskabet. Jeg ledte efter en mail på deres hjemmeside, men fandt ingen, kun disse fortrykte kontaktformularer. I stedet ringede jeg, men de tager sig åbenbart kun af at salg over telefonen. Beskeden var at al korrespondance skulle foregå via deres specielle kontaktformularer. Jeg bad om en mailadresse, fordi kontaktformularerne kun havde nogle faste emner, som slet ikke var relevante for os. Vi har ingen mail, det er kun kontatkformularen der kan benyttes. Hmm… altså… Det kan jo næsten kun ende galt.
I min anmeldelse opgav jeg min mail og mit telefonnr., fordi det var mig, der havde taget mig af sagen. Allan åbner nødigt munden, hvis ikke han kan tale dansk, så han lyttede slet ikke med under samtalen. De sendte svar til Allans mail, det er ham der har bestilt rejsen, at der ville gå 5-7 uger før vi ville få et endeligt svar, og at vi bedes indbetale 300,- kr. hvis de skulle behandle sagen, og at de havde brug for at vide, hvad de skulle lede efter. Jeg skrev tilbage, at de ikke skulle lede efter noget, men forholde sig til problemet omkring billeje gennem Europcar. I min skrivelse havde de åbenbart hæftet sig ved de tre ord, '”glemt en ting,”  som var nøglen til hvordan, vi havde opdaget at systemet hos Europcar ikke fungerede. For tredie gang skrev de til Allan, at de var nød til at vide hvad de skulle lede efter. Jeg måtte igen skrive med meget store bogstaver.
I sidste uge ringede Falk Lauritsen … gæt selv til hvem…selvom det kun var min mail og tlf. nr. der fremgik af skrivelsen, og sagde, at vi fik et gavekort på 300,- kr. og at de nu havde bedt alle Europcars afdelinger på Mallorca, om at bruge de nye formularer. Vi havde bestemt ikke regnet med at få et gavekort. Jeg skrev udelukkende for at redde andre for at havne i en total håbløs og kedelig situation. Om vi får brugt gavekortet, der gælder i tre år, vil kun tiden vise. Det kan nemlig ikke bruges på de rejser vi oftest bestiller. Vi vælger ikke rejser efter bestemte rejseselskaber og dette var vores første rejse med dette selskab. Ikke fordi jeg tror, det er hverken værre eller bedre end alle de andre, men jeg undres, når jeg hører dem selv sige, at de er et rejseselskab i vækst i kraft af den ældre generation. Det hænger ikke sammen i min verden. Måske er vi bare for “selvkørende”  for hvis vi var blevet på hotellet eller udelukkende havde benyttet os af rejseselskabets udflugter, så var dette jo aldrig sket.

Hjemmelavet og gør det selv

Nogen vil måske mene det er noget vrøvl, og sige at det er nøjagtigt det samme, men man kan jo købe mange ting, der er hjemmelavet, og det er slet ikke det samme, som at gøre det selv. Det er både sjovt og hyggeligt at lave det selv.
Efter at Allan i morges havde forladt matriklen, gik jeg mig en kold, men smuk morgentur. Det har været svært at vælge et enkelt billede ud af alle de mange, og vidt forskellige jeg tog.  Jeg havde så mange ting, inde i mit hovedet, jeg gerne ville gå i gang med, men tænkte så lidt praktisk. Huset fik en omgang med støvsugeren, og ved et kig på kalenderen så jeg til min overraskelse, at vi skrev den 1. december i dag. Jeg er godt nok begyndt at tænke på julegaver til ungerne, men julepynten er jeg slet ikke nået til endnu. 
En tur i haven, lidt oasis og et ganske almindeligt stearinlys, så kan jeg også være med på lidt julehygge. Ude i haven stod også et par roser, der bad så bønligt om at komme ind i varmen. 
Jeg havde fået samlet lidt fedt fra diverse slags kød, og det fedt smagte ikke rigtigt af noget, så fedtet blev smeltet om tilsat et hakket løg og et par revne æbler. Nu har vi en rigtig god hjemmelavet fedt til rugbrødet. Mads har fået en kammereat til at hjælpe sig i huset i dag, så jeg tænkte jeg ville overraske de unge mennesker med en gang nybagte boller.
Lidt længere væk bor Mark, min lillebror, han er også blevet ramt af noget skade på huset, nogle kloakrør, og faktisk er det anden gang i år, denne gang er det bare på modsatte side af huset. Heldigvis er det mest kun gården og haven, det er gået ud over, men der er dog et hul ind til bryggersen. Samtidig er han i gang med andre renoveringsopgaver. Det er ved at være et irritationsmoment, at det ikke kan blive afsluttet, så jeg tænkte at jeg ville kigge forbi men en nybagt bolle. Modtagerne af bollerne blev glade, og selvfølgelig takkede de, men glæden i deres øjne fortæller mig næsten endnu mere. 

Julehjælp og anden hjælp

Jeg tror altid der vil være brug for hjælp og støtte til alle mulige emner. Så længe jeg kan huske, har der altid været burg for hjælp og støtte til de syge, handicappede og de svage i samfundet. I vores unge dage havde vi nok at gøre, med at få økonomien til at hænge sammen her i huset. Allerede dengang kendte vi et par stykker der søgte om julehjælp. Vi selv har dog klaret det uden støtte fra andre, ved at være sparsommelige, og lave alting selv, og ellers “bare” undvære det der ikke var råd til.  Selvom pengene var små, har vi dog altid støttet ved at købe julekalendere, lodsedler og den slags, når det var lokalt. Ind imellem har vi da også støttet mange andre, mere landsdækkende formål.

Med årene har den stemmen dørklokker dog bredt sig, for her i kvarteret er der nærmest folkevandring fra "storbyerne” som Nyk. F., Vordingborg og hele resten af Lolland og Falster, så vi må ofte, selvom det er svært, sige nej tak, men vi kan altså ikke støtte alt og alle.

Du så måske også udsendelsen om de fattige i Danmark? Det gør ondt, når nogen har så lidt. Desværre bliver der flere og flere af dem, og der er rift om julehjælpskasserne. Måske kender du allerede den helt private gruppe på Facebook der hedder: “Julehjælp” Den startede i 2010. Jeg fik dog først øje på den sidste år, men der kan vi alle være med at støtte, ved bare at rydde op på eget overskudslager. Ønskerne spænder vidt fra brugt tøj, puslespil, malebøger, skoletaske, penalhus, bøger, julegodter og alt hvad der ellers kan være med til at få et fattigt hjem til at få noget der bare ligner lidt af vor andres jul. De er bestemt ikke krævende. Måske findes der også en familie lige rundt om dit gadehjørne, der ville blive rigtig glad for et par hjemmestrikkede sokker eller noget helt tredie. Jeg bliver så glad om hjertet, når jeg ser, hvor mange, der får disse små ønsker opfyldt.
Her i huset er vi i gang med at hjælpe alt det vi kan, dog med noget helt andet. Det er vores egne børn der nyder godt af det. Mads har fået grønt lys af forsikringsselskabet. Da vi fik den besked af Mads, var jeg ikke i tvivl om hvad min fridag skulle bruges til. Jeg trak vanterne på, begav mig ud på en spadseretur, for at hjælpe Mads med at bane vejen, så han kan komme i gang med renoveringen. Da jeg nåede frem begyndte det at sne, med store fnug. Det holdt dog hurtigt op. Allan kom og gav et nap med de større ting, vi skulle være to om. I morgen tidlig har Allan lovet at tage med Camilla til Neunstein i Tyskland, hvor de skal opholde sig hele to dage. Camilla glæder sig rigtigt meget til at være sammen med sin far, siger hun, men hun sagde også med et lille smil: “Tror du far og jeg kan enes hele vejen?” Far og datter er to alen ud af et stykke, de har begge en meget, meget kort lunte. Ind imellem kunne de godt have brug for lidt af den tålmodighed mor og søn har fået tildelt.
Jeg tilbringer denne fredag aften på Nyråd Kro, hvor jeg skal mødes med et par gamle frøer, til hygge og snak. Kroen har jeg aldrig spist på, men jeg håber de laver god mad.

Et aktivitetsniveau på lavt blus

Efter en nat med mindre end 5 timers søvn, er det ikke de store projekter vi kaster os over her på matriklen. På sådan en dag, har naturen rigtigt godt af os. Eller måske er det snarere omvendt! Regnen silede ned, og det var hundekoldt, mere end i lørdags, så denne gang foreslog jeg ikke at tage på en flere timers skovtur, selvom jeg ikke er bange for lidt vand fra oven, men noget skulle der ske, så valget faldt på julemarkeder. Der er jo rigeligt at vælge imellem i denne tid, og der er som regel ikke meget nyt at hente på den konto, synes jeg. Derfor valgte vi at støtte op om de små lokale markeder.
Vi startede med at besøge Majbølle Mølle, hvor Møllelauget kæmper for møllen, som under en vinterstorm tilbage i 2007/08 mistede sine vinger. Alt hvad der kan købes der, er lavet på frivilligt basis, for at skrabe penge hjem til møllens restaurering. Møllelauget vil gerne have at møllen bliver brugt, så der laves aktiviteter og alt overskudet går selvfølgelig til vedligeholdelse af møllen. Der er mange muligheder for at bruge møllen, både som privat person, kunstner eller firma. Er man medlem af lauget kan man leje nogle meget billige festlokaler. De ihærdige ildsjæle, har stemt utallige dørklokker, og søgt legater, så det nu er lykkedes at skaffe en formue penge nok, til de nye møllevinger. Træet er også endelig fundet, og i 2013 skulle der gerne komme vinger på igen. Er man heldig og vinden blæser rigtigt, så vil møllen kunne male frisk mel på mølledagen.  
Vi satte kursen mod Vilhelmsdal, hvor hestepigerne havde arrangeret julemarked i ridehallen. Det var deres første arrangement af slagsen. Pigerne var kommet lidt sent i gang, for alle de større kræmmere, eller hvad sådan nogen nu kaldes, var optaget andet sted. Vi synes de havde gjort det rigtigt godt, og hyggen fejlede bestemt ikke noget. Man kunne købe gløgg og meget mere, også nybagte pandekager, som man kunne tage med ind i en af de hyggelige hestebokse og sidde og nyde det hele i fred og ro.
Der var pyntet mange fine hestebokse, men der var stadig plads til alle de heste, der ikke var på fold, til stævne eller på anden vis ude af stalden. Vi gennemsøgte staldene, for at se om vi kunne finde svigerindens hest. Vi vidste, at det var den allerstørste hest på hele gården, så vi fandt den, og fik hilst på den. Da Camilla har været bidt af heste og gået til ridning, er det ikke den første store hest vi har mødt, men jeg tror nu alligevel at denne slog rekorden med flere cm.
Vi kørte hjem og spiste os lidt frokost, inden vi fortsatte til Den gamle Købmandsgård i Nyk. F. Der holdt de nemlig også et lille hyggeligt julemarked. Der kunne man dog også finde de helt eksklusive ting i boderne. Der var historiefortællinger for børn i de gamle bygninger, samt kage- og snapsekonkurrencer for voksne.   
Vi gik ned i den anden ende af byen, hvor selve museet og den gamle købmandsbutik ligger. Vi kunne også have valgt at tage hestevognen helt gratis. I den gamle nostalgiske købmandsbutik kan man handle flere dagligvarer hele året. Nogle af varene er dog kun til ren udstilling. 
Det var blevet mørkt da vi forlod butikken, så solnedgangen var allerede godt i gang.
Det sidste billede viser dagens udbytte, som blev alkoholfri kirsebærgløgg og et par poser mel fra Majbøllegård. Vi kan købe det hele i Lolles gårdbutik. Vil du have mel fra et af Danmarks bedste landbrug, så kan du finde din forhandler her.

Julefrokost med krudt og kugler

Først havde vi fået at vide, at julefrokosten blev sparet væk i år. Hvad der har gjort, at vi alligevel fik lov til at holde en, dog en noget mere skrabet model end sædvanlig, det ved vi ikke. Vi mødtes, som vi plejer, i butikken lige før lukketid, for at køre samlet af sted, i så få biler som muligt, til et hemmeligt sted, som  altid kun chefen har kendt. Vores tidligere førstemand nye chef, sendte hurtigt opgaven videre til et par ansatte “tøser” og vi kan nu konkludere at vores julefrokostånd stadig lever. Vi kørte en halv times tid, og endte et sted på Lolland, helt derude hvor kragerne vender, efter at have kørt ad små krogede veje og i slalomkørsel op ad en markvejsallé inden vi endte på en gårdsplads, hvor vi blev budt velkommen af et par unge mennesker, som fortalte at vi skulle ud og prøve at skyde lerduer. Som jeg nævnte i forrige indlæg, havde vi alle fået besked på at tage noget tøj på, der kunne tåle at blive beskidt, samt være varmt påklædt og meget gerne i gummistøvler. Jeg havde heldigvis hørt efter i timen, for det var hundekoldt. Alle de unge mennesker...de er unge, nogen er meget, meget unge. Jeg kunne aldersmæssigt være mor til hele bundet... Altså de unge var kun iført tynde bukser og tynde kondisko.

Vi fik nogle instrukser, for det er jo ikke helt ufarligt at have med rigtige våben at gøre. En erfaren støttepædagog stod hele eftermiddagen troligt ved siden af hver enkelt af os, og sørgede for at geværet blev ladt, afsikret, vendt i den rigtige retning og i det hele taget “bare” blev håndteret korrekt. Vi var blevet advaret om geværet kunne give et slag i skulderen, især hvis man ikke trykkede det hårdt ind mod sig selv. Flere af pigerne fik sig nogle slag, og var ømme senere på aftenen. Drengene syntes også det var rigtigt svært at ramme duerne, så der var ikke mange lerduer der døde i går. Jeg selv ramte en enkelt. En dreng ramte absolut slet intet. Vi skød løs i flere timer, dog afbrudt af en kort stående kaffepause med varme æbleskiver. Det hele serveret under åben himmel. Jeg kan hilse jer og sige, at sådan et gevær er ret tungt at stå med, inden man er færdig med egen skyderunde.
Det var en pige der vandt medaljen for flest ramte duer, og hvor er det altså sjovt at se reaktionerne fra de dårlige tabere. Jeg ved, at nu har jeg oplevet at se det mest tøsesure ansigt nogensinde. Det sad på en dreng.
Meningen var faktisk at vi skulle til endnu et arrangement, men vi blev brændt af kl. 13 samme dag, og derfor blev lerdueskydningen forlænget til vi ikke kunne se noget mere. Vi var nysgerrige, og ville gerne vide hvilket arrangement vi var gået glip af. Der var flere der åndede lettet op, også de store stærke drenge. Vi skulle have været tilbage til Nykøbing, hvor en mand ville møde op med terrarier med slanger og fugleedderkopper, som vi alle skulle have stiftet bekendskab med på egen krop. Der er jeg sikker på jeg kunne have scoret nogle point på edderkoppen. Godt nok er de store, men jeg synes altså at edderkopper er søde og bløde dyr. Slangen ville jeg nok ikke være så tryg ved, hvis jeg fik den hængt om halsen, men at røre den kunne jeg nok overtales til. Jeg kørte tilbage til butikken med mine passasegere, mens jeg selv kørte tilbage til Lolland, tog et bad og kom i noget rent tøj. Min transporttid frem og tilbage er en time.
Jeg fik privatchauffør på til chefens hus, hvor vi skulle mødes og spise. Maden kom udefra, og var ikke den fine menu, som vi alle de andre år er blevet forkælet med, men det var ganske udmærket. Vi spiste i god ro og orden, og hyggesnakkede på kryds og tværs. Alle skulle medbringe en lille raflegave til 20,- kr. og så var der igen gang i kampen. Vi spillede på tid, lang tid. Endelig ringede uret, og pakkerne fik love at blive hvor de lå. Resten af aftenen forløb lidt anderleds end den plejer, men det behøver det jo ikke være ringere af. Det var tydeligt at se, at alle har hygget og moret sig på hver sin måde. 
Jeg tænker tit, at jeg er et priviligeret menneske, der i så mange år, har fået lov til at være sammen med så mange unge mennesker et par gange om året. Jeg har også tit både tænkt og sagt højt, at de må synes det er mærkeligt, at jeg “den gamle kone,” som jeg absolut må være, set med deres øjne, deltager i disse firmafester, hvor alle, også chefen, er yngre end mine egne børn, men de siger, at de synes det er fedt og frisk gjort. Jeg har aldrig på nogen måde følt mig særbehandlet, og ønsker det heller ikke, for så skulle jeg måske hellere være blevet hjemme! Jeg har gennem årene talt med næsten alle, der har været ansat, både de gamle voksne og de helt unge, og det er pænt mange, fordi de normalt kun er i virksomheden de to år, de er i lære. Og de helt unge er der sjældent længere end til de fylder 18 år. Igen i aftes/nat fik jeg et par lange gode snakke med flere kollegaer. Pludselig var klokken to, og jeg ringede til min chauffør. Ganske få minutter før Allan kom begyndte folk at gå hjem eller i byen, så det var det helt rigtige tidspunkt jeg brød op på. Det blev en kort nat for os begge, så dagen i dag er brugt på det rene daskeri i lokalsamfundet, men det må komme i et andet indlæg. Jeg tror jeg vil se dyner.

Fasantid og vintermad

I modsætning til sidste år, hvor jeg helt uventet blev tilbudt fasaner, så har jeg i år bestilt nogle. Inden de modtages, var det på tide at få ryddet fryseren for den pose med skrog fra sidste år. Jeg ville egentlig bare koge en god fond, som jeg kunne bruge til suppe en dag, når det skulle gå lidt stærkere.
Fasanskrog, vand, gulerødder, løg, hvidløg, æbler, løvstikke, chili, laurbærblade, hele peberkorn, og salt blev blandet sammen i en gryde, hvor det stod og småsimrede i 3 timer. Jeg havde knapt nok tændt for komfuret, før der spredte sig en herlig duft i køkkenet, så jeg besluttede at aftensmaden skulle være fasansuppe. Det blev dog ikke den suppe, som jeg gerne ville lave, for som sædvanlig var alt ikke på lageret. Sådan er det, når man ikke køber ind efter bestemte opskrifter, men så må man jo bruge hvad man har. 
Kartofler i små tern, friske champignon, lidt suppeurter og selvfølgelig lidt af det afpillede fasankød, samt lidt æbler og løg fra fonden. Det blev en dejlig suppe, syntes vi begge. Resten af fasankødet blev blandet med de godt kogte løg, æbler og gulerødder. Pisket sammen med lidt hjemmelavede kapers, og lidt tranebær til en fasanrilette, som jeg vil glæde mig til at spise på mit rugbrød i morgen.
Forleden lavede jeg “skovhuggerens livret” Eller dvs. den opskrift blev også omskrevet, fordi jeg ikke havde porrer i huset, men kun rosenkål og så undlod jeg mælk og sovs, og puttede kartoffelskiver i retten i stedet for at servere kartoffelmos til. Retten her er til 4 personer.

• 2 røgede snitter (eller 500-600 g bacon) 
• 4-6 gulerødder
• 2-3 porrer (eller tilsvarende rosenkål)
• 1-2 tsk karry
• 1-2 tsk paprika
• salt og peber
• 75 g margarine
• 1 liter mælk
• 1 liter vand
• sovsejævner

Skær kødet i terninger. Smelt fedtstof og svits karry og kød heri. Tilsæt gulerødder og porrer (rosenkål) og svits ganske lidt, tilsæt vand og mælk som sagtens kan undlades samt krydderier )  Læg låg på gryden og lad retten simre i ca. fem kvarter. Jævn sovsen og smag til med salt og peber. Springer du mælken over skal retten ikke jævnes.
I morgen ved middagstid skal jeg til julefrokost i firmaet. Som sædvanlig bliver det ikke nogen helt almindelig julefrokost. Selvom meget har ændret sig, så prøver medarbejderne at holde stilen, i hvert fald i år med. Jeg ved jeg vi skal have gammelt tøj på og være klædt varmt på, med hue, vanter og støvler, fordi det skal foregå udendørs. Jeg glæder mig til at se hvad jeg skal kastes ud i denne gang, selvom jeg måske også har en skummel mistanke om, at noget skal gå specielt ud over mig. Vi ses på søndag, når jeg har fået lidt søvn.