Ferie på Ærø - 3. del

Helt derude på spidsen af Ærø, ligger Skjoldnæs Fyr. Vi turde ikke satse på at lægge flere km ovenpå cykelturen, så derfor startede vi bilen og begyndte udflugterne fra den anden ende af øen.
Der var selvbetjening, for at komme op og i fyret. Selvfølgelig kravlede vi op, og fik det helt store overblik over golfbanen på alle sider. De små golfspillere i nederste venstre hjørne af billedet. Fyn var også at se i horisonten. På trappen var der ikke plads til modgående trafik, så dem lod vi lige komme op først inden vi begyndte nedstigningen. Man må sno sig for at komme rundt på de 57 trappetrin. Derefter gik vi en tur ned, til stranden og så lidt af naturområdet Næbbet.
Som sædvanlig tog vi de fleste sideveje, og kom ud i krogene. Vi håber altid på, at der dukker noget spændende op. Vi besøgte også den store gårdbutik i Bregninge, som ligner den på Samsø.
Voderup Klint måtte også undersøges. Der skulle vi også forcere en masse trapper, inden vi nåede helt ned til vandet. 
Sct. Albert kaldte også, der var der gang i høsten, mens skarverne sad og tørrede sig på bundgarnspælene i vandet.
Kleven Havn, ved Ommel, på den modsatte side af øen er en af øens små glemte perler, med en interessant historie og med minder fra havnens storhedstid. 
Vi mente vi havde set hele øen, så vi kørte tilbage til Marstal, og gik lidt rundt.
Da Allan så, at Turistbureauet havde åbent, gik han ind, for at kigge, og jeg fugte efter. Den ansatte spurgte selvfølgelig, om hun kunne hjælpe med noget, men vi skulle bare kigge, fordi vi egentlig var på vej hjem. Hvorefter hun spørger har I set….  har I set… Ja, kunne vi sige til alt hvad hun nævnte, lige bortset fra Søfartsmuseet, som vi med vilje havde valgt fra. Det er ikke lige der min største interesse ligger.

Vi vinkede farvel til Ærø, men ikke til solen, den fulgte os nemlig hele vejen fra Marstal til Rudkøbing, videre over Langeland. Samt fra Spodsbjerg til Tårs, og vi nød synet hele vejen begge to. Resten af vejen hen over Lolland til bopælen havde vi det smukkeste syn. Jeg i horisonten, og Allan måtte nøjes med at se det hele i sidespejlene. Det ville have været flot med en dokumentation fra min side. Jeg forsøgte, men det lykkedes desværre ikke. Da vi kom af motorvejen, og kunne holde stille, var det blevet for mørkt, til at tage billeder uden stativ, men billederne på nethinden har vi da. 

En cykeltur på 59 km på Ærø

Jeg har allerede skrevet lidt om det her, men vi oplevede rigtigt meget. Efter at vi havde stillet op, og fået vores kaffe fredag, smuttede vi på opdagelse nogle timer i Marstal. Vi undersøgte bl.a. skonnerten Bonavista Marstal, og beundrede det flotte håndværk, både udvendigt og indvendigt.
Vi smuttede også en tur ud ad Strandvejen, som er meget idyllisk og fredelig. Det blev meget, meget sen aftensmad vi fik startet på. Heldigvis havde jeg, som altid, forberedt det meste hjemmefra, så det var let at gå til.   
Den helt store udforskning af øen startede først lørdag morgen, hvor jeg spurgte Allan om han kunne klare at cykle 60 km eller lidt mere, for så havde jeg en plan, om at cykle fra den ene ende af øen til den anden, og gerne med vores sædvanlige små afstikkere. Det vidste han virkelig ikke, han mente det lød lige i overkanten, men var dog frisk på at prøve. Det kuperede terræn gjorde, at vi havde det skønneste udsyn over øen hele tiden, og der var ikke mange steder, på hele turen, hvor vi ikke havde udsyn til vand på mindst en af siderne. Der findes jo bare ikke noget skønnere, synes vi.
Som Mosekonen skrev, så kæmpede vi os op ad bakkerne. Nogle steder måtte vi af og trække. Allan, eller hans knæ, skulle jo gerne kunne holde til turen hjem også. Vi undlod de store svinkeærinder ned ad sidevejene, da vi jo ikke vidste hvor mange “bjerge” vi endnu skulle bestige, før vi nåede vores mål. I stedet tog vi nogle pauser undervejs. Eller pause og pause, det var nu mest fra cykelsadlen, for i pauserne gik vi på opdagelse og udforskede andre steder. 
Da vi nåede Søbygård vandrede vi op på voldende, og besteg den ene uendelige bakke efter den anden, men opgav at nå ud til møllen. Det var for hårdt for et par knæ, men vi nåede da op i en højde, hvor vi kunne se ud over Vitsø.
Vi nåede helt ud til Søby Havn, hvor vi satte os og spise den medbragte mad, inden vi vendte snuden hjemad. Mosekonens mand foreslog, at vi et bestemt sted tog øruten, for så slap vi for et par af de store grimme bakker mellem Ærøskøbing og Marstal.
Vi lyttede selvfølgelig, for vi ville også gerne opleve noget andet.
Smukt var der, og Allan sagde, Ih, hvor det altså minder meget om den rute du cykler, når du skal på arbejde. Jeg kunne kun være helt enig.
Overraskende nok mærkede Allan intet i benene, hverken om aftenen eller næste dag, men måsen havde det ikke så godt. Jeg var velkommen til at udforske mere af øen på cykel, sagde Allan, men han ville altså tage bilen. Jeg var solidarisk og fulgtes med ham, så vi fik set resten af øen også.
Der kommer altså et indlæg mere.

Endelig på Ærø

Når nu vi ikke fik den ferie, vi havde planlagt i år, og vi jeg stadig havde et par dage at tage af, besluttede vi meget spontant, at tage til Ærø.
Vi har i flere år talt om, at vi skulle en tur til Ærø. Vi er endda nået helt ud til færgelejets  opmarchbåse for at sejle over, men med min tendens til søsyge, turde Allan alligevel ikke løbe nogen risiko. Han ville ikke have ødelagt vores ferie, selvom jeg ville gøre alt for at klare skærene. Bølgerne var meterhøje, og det har vi før været igennem, med et rigtigt dårligt resultat. Allan fik klemt sid ud af køen og vi fandt et andet feriemål.


I fredags ved middagstid. trillede vi alle hjul ind på Ærø. Vi blev straks meget overrasket over, at øen var så kuperet. Det havde vi slet ikke forestillet os. Vi kørte til Ærøskøbing, hvor Allan fandt et sted at parkere vogntoget, mens vi travede byen tyndt, til vi kunne komme ind på Marstal Camping. Skæve huse, smalle og stejle gader, flere af dem brostensbelagte. Byen minder lidt om vores eget Nysted.
Vi var inde en en skøn “lille” butik hvor de solgte en masse forskellige kvalitetsprodukter, lige fra fødevarer til creme. Butikken startede som et pilotprojekt og drives af frivillige, i hvert fald de første år, om det stadig er sådan har jeg ikke helt styr på. Butikken er absolut et besøg værd, og der findes også en lille cafe.
Vi kørte til campingpladsen, fandt en plads og fik stillet op, og efter en tår meget sen eftermiddagskaffe, begav vi os ud på cyklen i Marstal.

Hele næste dag blev også brugt på cyklen. Mosekonen havde på et tidspunkt skrevet en kommentar om, at hun havde kaffe på kanden, hvis vi en dag kom til øen. Sådan et tilbud kunne vi ikke sige nej til, så vi troppede op, og blev modtaget med åbne arme af både manden og konen. I det skønneste solskinsvejr, fik vi serveret øl, selvfølgelig fra Ærø samt kaffe og kage, mens vi alle fire, grinede og snakkede lystigt på kryds og tværs af bordet, som om vi havde kendt hinanden altid. Vi nød den skønne udsigt, hvor et par heste lå og dasede, og en hejre også kom på besøg.

Hvis ikke det var fordi, vi gerne ville nå at se hele øen, mens vi var derovre, kunne vi sagtens have brugt flere timer i dette hyggelige selskab. Tiden fløj afsted, vi løb på intet tidspunkt tør for samtaleemner. Tusind tak til Mosekonen og manden for et par rigtige hyggelige timer. Jer vil vi helt bestemt gerne møde igen.

Der kommer selvfølgelig mere om vores oplevelser på Ærø

Et skilt: Bageri Museum

Vi har tit kørt forbi skiltet, når vi kører til Slagelse, og hver gang har vi undret os. Vi har talt om, at der vist ikke kunne ligge noget interessant derudad, men har aldrig undersøgt det nærmere. Da vi så atter kørte forbi på vej hjem fra ferie, og der i dagens anledning, var sat endnu et skilt op, hvor der stod, at bageriet havde åbent, var det Vist på tide, at vi fik undersøgt den sag. Allan fik vendt hele vogntøjet, og vi kørte ud ad de små smalle og snoede gader, indtil vi mødte et par bagerflag. Det måtte simpelthen være der, selvom det nærmest lignede noget helt privat.

Vi parkerede og listede ind i gården, hvor der sad en lille flok mennesker ved nogle haveborde. Nu virkede det bare endnu mere privat, måske holdt de familiefødselsdag eller lignende, men ingen tog notits af os, så vi trådte over dørtærsklen ved en åbenstående dør. Der sad også nogle mennesker, der heller ikke tog notits af os, ud over at de smilte venligt. Så kom en herre ind og sagde, at de desværre var ved at lukke, og at alt var udsolgt. De var blevet rendt over ende, fordi én havde skrevet om det på FB, men vi var velkommen til at kigge os omkring. Han fortalte og fortalte. Han var slet ikke til at stoppe.

De er de eneste i Danmark, der stadig bager det gammeldags sigtebrød, hvis I kan huske det. Desværre var det udsolgt, som det meste andet, der var blevet bagt i løbet af dagen, men der stod stadig et par kager tilbage i bageriet, som Allan selvfølgelig spurgte om vi kunne købe noget af. Det kunne vi, og I kan endda også få jer en tår kaffe, for der er stadig noget på kanden inde i cafeteriet. Han syntes dog lige, at vi skulle gå ovenpå og se på de forskellige samlinger. Det gjorde vi selvfølgelig. Mange spændende og gamle ting at kigge på.
Dette museum startede for 6-7 år siden, og er stadig under udvikling. Det er et meget langsommeligt og dyrt projekt i millionklassen, men vi skal helt sikkert afsted igen. Næste gang vil vi have det hele med. Vi skal se det gamle bageri i funktion, vi skal se der bliver bagt i de store gamle ovne, og så ringer eller skriver vi i forvejen, så vi er sikker på at få et nybagt sigtebrød med hjem. For det er efter “først til mølle princippet”.
Der er kun en bagedag tilbage i sommer, nemlig i morgen den 12. august.

Æggene og guldringen

Vi kører altid ned på gården, og køber vores æg. Der får vi nemlig de mest friske æg, man overhovedet kan tænke sig. Hønsene går frit omkring og får en masse grøntfoder, og det kan ses på æggeblommerne, som har en meget flot gul farve. Så gul, at vanilleisen ikke er hvid, men helt gul, især her i sommerhalvåret, hvor der også er masser af grønt i hønsegården. Æggene er store, og tit er der to blommer i et æg. Billedet af hønsene, er fra min søsters mere beskedne hønsehold, som der bliver kræset rigtigt meget om. Det er ikke kun køkkenaffaldet de får serveret, nej der bliver indkøbt grønt til samme formål. Derfor serverer søster ofte æg, med en hel orange blomme.
Vi afleverer gerne ægbakkerne på gården, ved næste køb. Det er der flere andre der også gør. Allan havde hentet æg, jeg satte dem i køleskabet, til der blev plads i æghullerne. Da den sidste  ægbakke blev tømt, satte jeg den ud på bordet, og da Allan tager bakken, for at sætte den væk til næste gang, lå der en guldring under ægbakken. Hvorfor ligger din ring der, skal du ikke have den på siger han. Hvad for en ring siger jeg, jeg har da ring på. Med de samme kunne han så godt se, at det slet ikke lignede min. Ringen havde åbenbart siddet fast i et hul under ægbakken, og var nu faldt af. Ægmanden blev kontaktet, og spurgt om han kendte nogen der savnede en guldring. Ja… Kunden havde henvendt sig, da hun på et tidspunkt savnede sin ring, og var kommet i tanke om, at hun en dag, da hun var på besøg hos datteren, lagde ringen i en ægbakke, da hun ville hjælpe hende i haven. Derefter havde hun glemt alt om ringen og var taget hjem. Datteren havde, som hun plejede stablet sine ægbakker og afleveret dem. Hun vidste ikke at moderen havde lagt ringen der, og havde heller ikke set den. Da sandheden gik op for familien, undersøgte datteren egen matrikel, og ægmanden blev kontaktet, og selv ægbakkerne på gården blev undersøgt, men man fandt desværre ingen ring.

Efter vores henvendelse, ringede ægmanden straks til kunden, som derefter ringede til sin mor, der havde været meget ked af, at hun måtte vinke farvel til den guldring, der betød så meget for hende. Hun havde ærgret sig, og bebrejdet sig selv over, at hun kunne være så dum, at lægge den så fjollet et sted. Ringens ejer, blev selvfølgelig jublende glad, og kaldte det et mirakel. Den melding kom ad omveje tilbage til os, med stor hilsen og tak, fordi vi havde fundet og afleveret ringen. Vi glædede os bare på hendes vegne, og syntes det var en sjov historie.

Her kunne historien være sluttet, for alt dette er efterhånden snart ret længe siden, men i søndags, da Allan havde forladt matriklen, og jeg stadig rendte rundt med morgenhår og langt fra var anstændigt påklædt, bankede det på køkkendøren. Jeg tænkte, at på den tid af døgnet, kunne det ikke være andre end Mads, der ville drikke morgenkaffe sammen med os, eller måske min søster, der lige stak hovedet ind, så jeg råbte bare: “Kom ind”. I det samme trådte en meget nydelig dame ind ad døren og spurgte, om hun mon var kommet det rigtige sted hen. Det vidste jeg jo af gode grunde ikke. Jeg kendte ikke damen. Er du Pia! spørger hun, det kunne jeg jo kun bekræfte. Jeg er L….. og det er min guldring du har fundet. Jeg vil bare sige tusind tak. Jeg er så glad, så glad. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med at se den igen. Jeg fik hendes historie, og hun fik min. Hvorefter hun sagde, at det virkelig var et mirakel, at den ring var dukket op, for datteren havde gået en km med ægbakkerne, mens hun svingende kraftigt med armene, hele vejen til gården, den dag hun afleverede dem, ægbakkerne altså. L..... sagde, jeg er så taknemlig over at få min ring igen, og som tak skal du have denne, hvorefter hun rakte mig en stor æske chokolade.
Jeg ved der er to stykker i æsken jeg kan lide, så dem sætter jeg mig på, resten får Allan lov at spise. Det var jo egentlig også ham, der så ringen først og lavede alt arbejdet.

Vi rydder op

Hist og pist, bliver der stillet ting og sager til side, som vi vil tage os af en anden dag. Pludselig har det hobet sig op alle vegne, både ude og inde. Der er ting på to-do-listen, som bare flytter med, fra den ene liste til den anden, eller fra år til år. Et helt A4 ark var fyldt med opgaver. Nu er der kun to ting tilbage, og begge ting skal laves i år. Det ene er et større projekt, nemlig maling af træværket på det meste af huset. Malingen blev indkøbt allerede sidste år, men der kom jo ikke en eneste tørvejrsdag vi kunne male i. Heldigvis har al malingen overlevet vinteren, fordi Allan har pakket det godt ind og frostsikret det.



Nu er vi gået i gang. Allan sliber og jeg maler, der hvor der skal bruges en sikker hånd. Allan har problemer med at holde på en pensel og andre små stykker værktøj, så han maler i stedet de store flader, som skuret og den slags. men nu driller vejret os.   

Så kan vi da få ryddet lidt af de andre små irriterende opgaver væk i mellemtiden. Mange af tingene kunne ordnes på få øjeblikke. Værkstedet er fyldt med sager, vi ikke har brug for. Noget er foræret væk, til nogen, der lige står og mangler det. I går fik Allan lavet en annonce, med ting vi har til salg. Bl.a. campinghjul, som vi lige har skiftet, fordi de er ulovlige at køre med i Tyskland, og man ved jo aldrig, hvad vi kan finde på. Allan delte annoncen på FB, og straks skrev en gammel arbejdskollega. Hjulene blev afhentet med det samme, og Allan satte dem på for ham. Han skulle på ferie i dag.

Jeg fik endelig taget mig sammen til at få skrevet den lille historie, bag på mine små billeder. Jeg fik tømt hele fryseren og afrimet den, skrevet ned hvad vi har liggende, og har nu, så længe det varer, styr på alt indhold med dato. Jeg ved lige nøjagtigt hvad vi skal spise først. Det er jo det samme som en halv madplan, og det er ikke så ringe.
Inden jeg tømte fryseren, vidste jeg, at der ikke var noget kage at hente, og at depotet på brød og boller var ved at ebbe ud. Jeg var også klar over, at jeg havde frosne æggehvider, som længe har råbt på at blive brugt, men det har været for varmt til den slags arbejde. I øvrigt ville jeg helst have styr på fryserens indhold, og få alle bærrene 32 poser ialt, ned i bunden, inden jeg fyldte mere nyt i. I køleskabet lå der to pakker gær. De skulle heller ikke gå til spilde. Der lå også noget af en pakke palmin i køleskabet, som har irriteret mig i lang tid.
Dagen i dag har været regnfuld, og slet ikke til udendørs malerarbejde, så jeg gik i gang med at bage. Selvfølgelig havde jeg kun en lille klat margarine, og ikke ret meget almindeligt hvedemel. Heldigvis havde jeg masser af olie og andre melsorter, så også der blev der ryddet op i lageret. Det blev til en squashkage, to slags boller, en kiksekage. Dvs. kiks havde jeg heller ikke, så det blev i stedet Ladyfingers jeg brugte, men det glider sikkert ned alligevel. Æggehviderne blev selvfølgelig brugt til en dejlig luftig æggehvidekage med chokolade og nødder. Nu er der igen et lille lager i fryseren, og i morgen, kan det bare se at få regnet færdigt, for jeg kan alligevel ikke male, fordi jeg skal på arbejde.