Dekorationer til bord og kirkegård

Hold da op, hvor har det regnet og tordnet her i nat. Først blev jeg vækket af tyverialarmen, og da jeg endelig havde fået tjek på den, og var ved at blunde hen, blev jeg vækket af en ordentlig gang tordenvejr. Allan har intet hørt eller set, men bare sovet sin skønhedssøvn.

Min plan i dag, var at pynte lidt op til jul, men jeg skulle lige lave et par dekorationer til kirkegården først. Far har nemlig fødselsdag i den uge vi kommer ind i, så hvis jeg skulle nå at få det klaret, så var det nu. Jeg havde besluttet mig for, at det i år ikke skulle være de mere traditionelle kranse, kors og puder af gran, mos eller blade. Derfor havde jeg indkøbt nogle gule roser, men det var også alt, hvad jeg var i besiddelse af. Jeg ringede til mor, for at høre om hun selv havde fået lagt noget på kirkegården, det havde hun, men hun skulle lave et par juledekorationer, som skulle bruges til juleafslutningen i strikkeklubben Røde Kors i morgen, og det vidste hun ikke lige om hun helt havde taget på mere. Vi aftalte at jeg kom derop med det jeg havde. Jeg ud i haven for at se hvad jeg kunne finde der. Lidt grønne grene og et par kviste gran blev klippet af, så ellers afsted ud i regn, slud og storm, med rosensaksen, for at se hvad jeg kunne finde i naturen. Jeg pakkede hele molevitten i bilen, og drog afsted. Det hele blev spredt ud på på bryggersgulvet, hvor jeg satte mig, mens mor fik bordet og gik i gang med sin opgave.
Mor har lavet utroligt meget af den slags før i tiden, så hun havde alt hvad hun skulle bruge. Hun havde bare ikke håndelag for det mere, kunne hun både mærke og se. Vi hyggede mens vi arbejdede. Jeg fik bundet en buket til far, og så ville jeg lave endnu en til min svigermors gravsted. Det sidste gran kunne der lige blive en lille buket af, til at lægge på en af de mange andre familiegravsteder. der findes på kirkegården i Tårs.
Mor klarede sine to dekorationer næsten helt selv. Jeg måtte bare sætte sløjfen, og dække et par små bare lerpletter med gran. De dekorationer kan hun godt være bekendt at have med til strik.
Min søster har været fuldt beskæftiget med at rette, rette og rette strikketøj, stoppe ender ind, og sy sammen de sidste 14 dage for mor. Ofte mener mor, at en eller anden fejl, nok går, men søster er kritisk og trevler op. Det er også berettiget, og mor ved det godt. Hun kan jo godt se hun har lavet det forkert, men kan bare ikke rette det selv. Arbejdet skal være i orden, ellers får man det bare retur af Røde Kors, det ved hun fra før i tiden, at mange andre har fået. De mange fejl i den sidste tid, har nu bevirket, at mor mente, hun var nød til at have noget meget let strikketøj, et tæppe, hvor hun udelukkende skulle strikke ret, uden ind- og udtagning, for så kunne hun strikke på det når hjernen skulle koble fra, hvis hun skulle se tv eller snakke samtidig. Mor har altid kunne begge dele uden problemer, så det kan man vel stadig, mener hun. Dette tæppe viste mor mig med ordene: “Prøv at se hvad jeg har lavet her, men det må altså være som det er,” siger hun. Hmmm…hvad siger søster? Hun har ikke set det, for hun har haft rigeligt at se til, med alle de andre fejl, jeg har lavet, så det turde jeg slet ikke vise hende. Jeg skyndte mig bare at gemme det væk, siger hun. Mor det kan du altså ikke aflevere. Hun havde fået strikket lidt glatstrikning ca. 10 cm fra arbejdets begyndelse, og hun havde strikket 3 gange så langt efter fejlen. Hvorfor ikke, jeg vender bare vrangsiden nedad. Jamen nu er der jo ikke rigtigt ret og vrang på et tæppe.
Vi talte lidt om det, og hun sagde, hvis du kan ordne det, så værsgo. Jeg klippede de første 10 cm af strikkearbejdet, samlede maskerne op og lukkede af.  Så siger mor, hvis din søster spørger, hvorfor der er så mange ender at stoppe ind der, så siger jeg bare: “Spørg Pia” og så grinede hun. Mor har også gang i en rigtig fin sort sweater, og der var ingen fejl. Vi fik en tår eftermiddagskaffe, mens vi fik planlagt lidt til senere på ugen, men det må I høre om en anden dag. Jeg kørte på kirkegården og lagde buketten hos far, og sendte Allan afsted til Tingsted kirke med den anden buket, mens jeg fortsatte mit juleri herhjemme.
De fire bloklys jeg havde indkøbt, er der aldrig kommet ild i. De ligger til en anden god gang. Indtil i dag har vi ikke haft andet julelys, end et ganske almindeligt bloklys, helt uden julepynt. Adventskrans, eller det kan man jo ikke kalde den, fordi det netop ikke er en krans i år. Nogle gange er det en gammeldags adventskrans, andre gange noget helt, helt andet. Det er fler år siden jeg sidst brugte disse stager, så det var på tide at få dem frem i lyset igen, mente jeg. Det blev lige til en enkelt dekoration mere, inden det blev tid at få gang i aftensmaden. Hende her, har i den seneste tid fået mig til at savle et par gange, så menuen bestod i aften af stegeflæsk med persillesovs.

Hjemmelavet is, æbleskiver og kameraetui

Udendørslivet har ikke råbt så højt efter mig i dag, så jeg startede dagen med at lave en gang is til fryseren. Det tager ikke mange minutter.
Opskriften er til 8 personer og kommer her:

• 4 æggeblommer
• 4 spsk. sukker
• 2 tsk. vanilje
• Piskes hvidt
• ½ l piskefløde piskes, ikke for stiv
• 4 æggehvider piskes til skum
• Hakket chokolade m.v.

Fløden blandes i æggesnapsen, æggehviderne vendes forsigtigt i og til sidst fyldet, inden den sættes i fryseren.

Mit kamera har måttet nøjes med en tynd brillepose som beskyttelse. Jeg kunne godt have brugt et mønster, men det havde jeg ikke, så der blev bare flikket noget hurtig sammen af en lille stofrest. Skråbånd der matchede havde jeg heller ikke, og der var ikke stof nok til at klippe nogen selv. Et par engangsvaskeklude blev brugt som polstring. Nu er mit lille kamera bedre beskyttet, når det ligger i håndtasken.

Selvom vejret ikke var værd at sende en hund ud i, så kørte vi alligevel en smut til Nyk. F. for at se om vi kunne få et par julegaver i hus. Enten var det ikke på lager, eller også var det til priser vi absolut ikke ville betale. Det lykkedes os at få en enkelt gave i hus.
Jeg havde medbragt en rugbrødsklemme til os hver, for når nu vi var i Nyk. F. så skulle vi da også opleve at se det gamle damptog som skulle på juletur til Bandholm. Det er en eftertragtet juleattraktion, især for børnefamilier. Billetterne var for længst udsolgt. Vi ville nu heller ikke med, men bare se på.

Det regnede, blæste, og var bidende koldt, så vi skyndte os hjem i varmen, hvor vi fik en tår kaffe, inden jeg gik i gang med at bage en portion kernemælksæbleskiver, mens Allan har hygget sig ved computeren.
Nu er det mig der hygger ved computeren, mens Allan står i køkkenet og laver vores aftensmad, som er færdig nu, så jeg smutter ud og spiser.

Himmelsk # 61

Det er ikke meget solen har vist sig på himlen den sidste måneds tid. I hele november har det for det meste været tåget og diset. Da jeg kom ud i indkørslen i morges så himlen sådan ud.





















De sidste par dage har dog også budt på skønne solopgange. Sådan så himlen ud onsdag morgen på vej til job.
Der er en masse traktorer med roevogne på vejene i denne tid, så der er tid til at nyde solen, når man alligevel ikke kan komme udenom. I tirsdags så himlen sådan ud gennem bilruden.  





















Du kan se flere himmelske billeder hos Petunia.

Fasaner

Det sker tit er der kommer uventede arbejdsopgaver. Denne gang var det fordi jeg gerne vil hjælpe en anden ud af en lille knibe. Jeg blev spurgt om jeg ikke kunne tænke mig nogle fasaner. Aftageren havde svigtet. Æhh...øhhh…. det ved jeg ikke rigtigt. Hvor meget skal jeg selv gøre, inden de er klar til fryseren! Der blev lidt tavst i den anden ende. Hmm…skal jeg selv plukke dem, skære dem op og fjerne indmand? Svaret var, at jeg selv måtte bestemme om jeg ville plukke dem eller flå dem. Før i tiden havde vi altid nogle fasaner i fryseren, men det er efterhånden nogle år siden nu.
Jeg endte selvfølgelig med at aftage to stk. De resterende måtte han finde en anden aftager til. Jeg havde nemlig kun få timer til rådighed, inden jeg igen skulle være ude ad døren. Jeg fik plukket fasanerne, og parteret dem. Før i tiden røg de altid hele ned i fryseren, nøjagtig som høns, gæs og ænder. Denne gang blev de parteret og delt op i 3 forskellige poser. En med brystkødet, en anden med  lår, hjerter og kråser og den sidste indeholder begge skrog, som jeg måske vil prøve at lave denne, eller en anden fond af. Eller måske en spændende suppe. Nogen siger at fasanbryster er tørre og kedelige, men jeg har flere gange smagt rigtige saftige og lækre fasanbryster, men faktisk har jeg altid selv tilberedt fasanerne hele på en eller anden måde. Tiden vil vise hvad jeg får ud af det hele.

Næstekærlighed

Ordet lyder godgørende, men faktisk er der ikke langt fra næstekærlighed til egoisme. Jeg taler udelukkende for mig selv. Der er løbet meget vand i stranden siden mor for 2½ år siden fik ændret livet for os 4 børn og ikke mindst sig selv. Vi har kæmpet, for at få mor videre. Jo mere vi lærer mor og får hende til at klare selv, des mere frihed får vi søskende og mor får også et bedre liv. Hun er fuldt ud klar over, at den hjælp hun skal have af os, går fra alt det sjove, som hun også gerne vil være med til, men som hun af og til siger, så er det nemmere at lade være, og lade andre klare det. Den har vi luret for længst, og derfor skubber vi stadig på, og siger til hende, at det kan hun sagtens selv klare. Mor er nået endnu længere siden jeg skrev om dette. Hun har altid været den der har hjulpet andre. Hun strikker til Røde Kors, og har før hentet andre, så de kunne komme til strikkedagen. Som gammel graver, og trofast kirkegænger, har hun stået for møder og socialt samvær i kirkens regi. Nu er hun igen begyndt at bage kage som hun medbringer til alle arrangementerne, der foregår i præstegården hver måned. Hun tager nu også andre små initiativer, uden at skulle have hjælp til at beslutte om hun skal eller hvad hun skal. Inden jeg fortæller historien, får I lige et billede af himlen taget gennem bilruden i morges.
Mor har en veninde der er fyldt 92 år. De to har haft rigtigt meget sammen, inden mor blev syg. Dengang mor kunne alt. De har stadig kontakt og mødes i de sociale arrangementer, hvor andre sørger for at hente dem, så de kan deltage. Veninden var ikke mødt op til strikkedagen, så mor skulle overbringe hende en vigtig besked pr. tlf. om den næste strikkedag. Da hun ringede hørte hun straks, at der var noget galt, og spurgte ind til det. Veninden var faldet, og havde slået hul på skinnebenet, så blodet sprøjtede ud og hun kunne ikke stoppe det. Der var blod overalt fortalte hun. Du skal til læge, siger mor. Nej, siger veninden, og jeg kan heller ikke komme derop. Har du ringet og fortalt din søn det? han bor på Fyn. Nej, det havde hun ikke, for hun var gammel nok til at klare sig selv. Mor spurgte om hun så ikke måtte ringe til sønnen. Svaret var nej, og du har ikke hans nr. Nej, siger mor, men det har jeg nok nogen der kan finde google for mig. Det kunne der ikke være tale om. Må jeg så ikke ringe til lægen, og spørge om de vil køre ud til dig. Nej. De afsluttede samtalen, for det skulle mor ikke blande sig i fik hun at vide. Mor kunne ikke få episoden ud af hovedet. Hun kender veninden og ved hun ikke er pivet, men hun vidste også, at der ikke var opsyn med hende på nogen måde, og ingen andre end mor der vidste noget. Mor ringede til lægen, men nej, de skulle selv komme til lægehuset. Så ringede mor til et af sine børnebørn, som læser til sygeplejerske, og forklarede situationen, derefter ringede hun til veninden, og sagde, at nu kom hun altså derned sammen med K……..  Da K. så benet, hvor der var hul flere steder lige ind til det rene røde kød, og så væsken der sev ud, sagde hun. Du skal altså til lægen, for du taber kropsvæske, og det havde hun gjort flere timer nu. Der var blod overalt hvor hun havde været. Mor og K. fik fat i sønnen og sagde som det var, og at de kørte hende til læge. Sønnen startede bilen og kom hjem fra Fyn. Forleden ringede det på mors dør, det var Flora, der stod med en stor sammenplantning, som hun overrakte mor, mens hun hentede endnu en i bilen, som var til K.  Sammenplantningen var fra veninden og sønnen.
Mor kan godt, når hun skal, og hun mener at det er meget bevidst, at svigermors skarpe tunge er  sammenplantningen, fordi hun blev lidt hvas over for veninden. Nøjagtig som veninden tit har været overfor mor. De to stædige gamle koner, som trods alt er der for hinanden, med det de formår.

1. søndag i advent

Som de fleste andre børn, har vores også fået pakkekalender som små. Selvom de nu er voksne og det er henholdsvis 8 og 11 år siden de flyttede hjemmefra, så får de stadig pakker. Dog ikke 24 stk. Nogle år får de både fre- lør- og søndag i december, og andre år kun hver søndag. Det er alt lige fra vaskepulver og tandpasta til mere personlige ting de ønsker sig. Finder jeg et godt tilbud, så ryger det i indkøbskurven. Ungerne er altid oprigtig glade for det de får, og derfor syntes jeg det er sjovt. I går morges kom Mads forbi, og fik stukket denne pakke i hånden, og glæden lyste ud af hans ansigt. Camillas blev afleveret da vi besøgte hende. Ungerne har først pakket op i dag, og selvfølgelig var det noget de manglede og ønskede sig.
Traditionen tro, har den “store” grundejerforening arrangeret juletræstænding ved Brugsen. Det er blevet et tilløbsstykke, som vi, og mange andre støtter op om. Ikke at vi tilsidesætter andre ting, men har vi ingen planer så er vi med. Nogle af byens borgere har små boder. Herunder er der et lille udvalg af flotte broderier. Det stormede så tingene blæste fra bordet. Kameraet kunne jeg heller ikke holde stille.
Der er folkevandring til den lille by, men uden brugsuddelerens støtte og sponsorat af gløg, slik og kager ville det hele se helt anderledes ud. Vores uddeler gør et kæmpe arbejde for vort lille samfund.
Præsten var og fortælle en sød lille historie om bymusen og landmusen og hvor mørkt der er herude på landet. Den historie fangede både børn og voksne. Derefter trak vi ind i Brugsen, hvor der blev serveret gløgg, cacao, slik, chokolade og pebbernødder, og nybagte kager af forskellige slags kom til hele tiden.
Brugsen var fyldt godt op, både af mennesker og gode tilbud. Alle fandt nogen at snakke med. De fleste af os puttede lidt i indkøbskurven inden vi blev fløjet hjem af stormen, mens månen prøvede at trænge igennem de mørke skyer.

Sidste år så været sådan ud på denne dato.

Julen kommer til Nysted

Nysted er en gammel, men særdeles hyggelig lille by, med gamle skæve huse, og små gader. Så da jeg så denne overskrift i den lille lokale avis, for et par dage siden, og læste hvad der skulle foregå, blev vi enige om at tage derud. Jeg ringede til mor, og spurgte om hun ville med. Egentlig et ret dumt spørgsmål, for han vil altid med. Man skal ikke spørge hende, hvis ikke man vil trækkes med hende. Den talemåde bruger både hun og vi, så der er ikke noget forgjort i, at skrive det her. Klokken ti, hentede vi mor.
Vi skulle se julemanden komme sejlende ind i Nysted havn, og mens vi stod der og kiggede over på Ålholm Slot, kom der nogen forbi, og sagde, at julemanden havde ændret planer og aflyst sejlturen, fordi det blæste for meget. Hvis vi skulle se julemanden, foregik det oppe i byen. Vi fandt ham kørende rundt på en gammel Nimbus med sidevogn, hvor han kørte og uddelte en pose slik til alle børn.
Byen var invaderet af nisser, og fyldt med juleboder i hver en lille smøge. De gamle vikinger havde også indtaget byen. De ristede bl.a. pølser over et osende åbent ildsted, så dem var vi nød til at skulle smage. Brødet blev skåret med en gammel, ikke rusten, men sort sløv kniv, fra samme tid. Pølserne var store og meget tykke, og fejlede bestemt ikke noget. De var ikke fra vikingetiden, men formentlig henne fra byens slagter. I øvrigt en fantastisk god slagter, hvor vi somme tider handler.
Der var mulighed for at blive kørt gemmen byen med hestekøretøj. Hjemmeværnets Tamburkorps gik gennem byens gader. Der var i det hele taget mange former for musikalsk, og anden underholdning i den lille by.
Mange berømte personer har haft bopæl i Nysted. Herunder ses Støvlet-Cathrines hus.
Den berømte digter og læge Emil Aarestrups hus, var åbent i dagens anledning. Vi gik ind og fik et par historier med på vejen.
Vi sluttede af hos mor, som gav kaffe og norske klejner, som tak for en rigtig dejlig dag. Jeg har det godt med, at jeg har glædet hende, og vores dag blev jo ikke forringet af at hun var med. Det hele foregik bare i et noget langsommere tempo. Vi kørte hjem til os selv, og indtog aftensmaden, som bestod af en enkelt spinatbolle, og nu skal jeg ind og se vild med dans, det nåede jeg ikke i går.