Hjertestop - udpluk fra min dagbog 2

I fortsættelse af dette. Kl. halv 7 om morgenen, fik vi besked om, at mor i løbet af natten havde haft en meget stor blodprop i hjertet, og at det havde været meget kritisk, men nu stabiliseret, men stadig kritisk. Vi kører til sygehuset, sådan mest for vores egen skyld. Vi ville helst se det med egne øjne. Vi søskende og et barnebarn, var på sygehuset, næsten døgnet rundt, kun afbrudt af nogle få timers nattesøvn. Vi havde mad med og sad i opholdsstuen, og gik ind på skift to og to. Vi er så heldige, at vi søskende har så forskelligt arbejde og arbejdstider, at der altid var nogen der havde fri, når andre arbejdede. Mandag den 18. maj, om morgenen bevæger mors øjenlåg sig – det første livstegn - men vi skulle ikke regne med, hun kom til bevidsthed før tidligst om et døgn. Senere på dagen klemmer hun hånd, og om eftermiddagen vågner hun, længe før forventet og bliver taget ud af respiratoren. Stor var glæden alle steder, selvom vi intet kendte til evt. skader på hjernen. Men mor kunne tale, selvom hun var meget desorienteret, og ikke anede hvor hun var, hvad der var sket osv. Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte give hende for mange informationer, men kun fortælle hende, at hun var på sygehuset, og at hun var faldet.
På intensivafdelingen, sagde de til os, at de var overbevist om, at vi børn og familien som sådan, kunne tage en stor del af æren over, at mor var vendt tilbage til livet, og hurtigere end forventet, fordi vi hele tiden havde været hos hende og talt med hende og især med hinanden, mens hun var bevidstløs. Videnskaben mener at bevidstløse hører alt. Det tror vi også selv på. Vi har gode erfaringer med det, da vi for mange år siden blev kaldt ind på sygehuset en nat, for at sige farvel til far, fordi de ikke mente han overlevede. Sygehuset var ikke engang sikker på, at vi kunne nå frem inden det var slut. Far vågnede, kom hjem og fik en hel del år tilføjet til livet.
Vi glædede os selvfølgelig over hvert eneste lille mikroskopiske fremskrid mor gjorde, selvom hun slet ikke var ”vores mor.” Hun så ganske forfærdelig ud. Hun var forslået i ansigtet, blåviolet om øjnene, hun var lam i hele venstre side, munden hang og øjet ”sad helt forkert”. Hun havde en høj og skingrende stemme. Hun var desorienteret, og skulle have hjælp til alt, men hun kunne genkende os. Og hun spurgte til sin “lille familie,” som talte 25 personer. Men hun havde absolut ingen fornemmelse af egen manglende evne til det hele. Hun ville ud og gå tur, hun ville kort sagt alt det hun plejede at gøre. Hun var slet ikke bevidst om, at hun ikke kunne flytte sig, og at hun var tøjret til alverdens slanger og måleapparater. Medicin og væske fik hun gennem drop. Hun havde sonde, da hun ikke kunne spise selv. Midt i alvoren, havde vi mange sjove timer med, og om mor. Der blev brugt galgenhumor, for sådan har vores liv altid været. Vi grinte meget, og endnu mere, når vi søskende talte sammen og refererede om vores oplevelser. Mor gjorde daglige mikroskopiske fremskridt. Ilt, sonde og alle elektroder blev fjernet, og hun kom op at sidde i en kørestol sammenlagt nogle timer dagligt, og var egentlig blevet “for rask” til at ligge på intensiv, men så længe de havde ledige pladser beholdt de hende der, fordi hun skulle være under konstant opsyn. Der var døgnvagt på hende, da hun prøvede på alt muligt, som hun bestemt ikke var klar over hun ikke beherskede, for det havde hun da altid gjort, og så kunne hun vel stadig, mente hun. Mor havde flere brækkede ribben, og en svær neglect, men var i de bedste hænder, indtil der blev plads til hende på Geriatrisk afdeling genoptræning. Det var vi meget taknemlige for. Skæbnen ville dog at hun måtte på en anden afdeling, inden Geriatrisk, fordi det, forståeligt nok, er de mest raske, der må vige pladsen. På den nye afdeling skete desværre nogle forfærdelige ting, fordi der ikke var personale nok til at klare opgaverne. Efter et par meget voldsomme og grimme episoder, samt et par alvorlige samtaler med oversygeplejersken på afdelingen, blev mor efter bare 3 dage, flyttet til Geriatrisk afd. den 29. maj, og det var rigtigt godt, så var vi trygge igen.

Billedet er lånt på nettet og viser et eksempel på neglect

I en måned holdt vi til dette liv, os søskende, da jeg indkaldte til "møde" fordi ingen af os kunne blive ved med at klare dette liv. Jeg kørte dagligt direkte fra jobbet til sygehuset, hvor jeg ofte var 6-8 timer. Ligeså mine søskende. Ingen af os havde styr på eget hjem mere. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at knække halsen, med fuldtidsjob, for lidt søvn, samt et hjem og en mand jeg aldrig så. Vi sås kun til morgenkaffen hver dag, så noget måtte gøres, hvis jeg ikke skulle ryge ned med flaget. Sygehuset havde sagt til os, at vi til hver en tid var velkomne, så tit vi ønskede det og måtte blive så længe vi ville, men at vi ikke kunne blive ved med at holde til det.
Da vi søskende jo ikke fik klarlagt noget på mit arrangerede møde, måtte vi tale sammen på anden vis. Vi blev enige om, at mor ”kun” skulle have besøg to gange dagligt. Det gav en smule luft, da det i snit kun var hver anden dag, vi hver især skulle af sted.
Fortsættelse om neglect og genoptræning kommer senere.