Hyldebærsuppe og Fedtmulepandekager

Det er ikke gået så hårdt ud over efterårets høst af hyldebær. Jeg har nemlig stadig et mindre lager af saft på flasker, men også en del bær i fryseren. Mads plejer ellers at være en rimelig stor aftager af hyldebærsaft om vinteren. Denne vinter har han åbenbart ikke været så hårdt ramt, for det er ikke svundet meget i mit lager. Jeg selv har været skånet helt for ondt i halsen og snotteri de sidste par vintre. Jeg kan godt lide varme hyldedrikke, men jeg drikker det kun når jeg er dårlig. Faktisk har jeg kun måtte melde mig syg en eneste dag, siden jeg fik ny arbejdsplads i 1989. Der var jeg til gengæld rigtigt hårdt ramt. Jeg husker det ganske tydeligt, for firmaarrangement er ikke noget der holdes hvert år, så efter at jeg havde været ansat nogle år, skulle den allerførste personalefest gå af stablen. Den gik jeg desværre glip af, da jeg lå med 40 i feber den fredag. Jeg havde endda fået tilbud om blot at møde op og deltage i spisningen, selvom jeg ikke kunne passe mit arbejde, men jeg kunne simpelthen ikke stå på mine ben.  
Nu behøver man heldigvis ikke være så syg, for at drikke hyldebærsaft. Hvis det kradser i halsen og næsen løber, så er det en rigtig god vitaminbombe, som Mads og jeg har gode erfaringer med. Hyldebærsuppe kan vi spise hele vinteren, og vi behøver heldigvis ikke være spor dårlige for at sætte det til livs. Vores hyldebærsuppe skal ikke indeholde andet end hjemmelavede melboller, eller ristede franskbrødsterninger. Allan kan dog sagtens spise den med tvebakker i. Det er snart ved at være sidste udkald, for den slags vintermad,  men hjemmebagte hyldeboller smager også godt. De får sådan en sjov farve.
Hyldebærsuppen fylder ikke så meget i maven, så det kan vi godt lide at supplere med pandekager. Denne gang blev det “Fedtmulepandekager” 

• 2 dl mel
• 2 tsk. bagepulver
• 1 æg
• Salt
• 2½ dl mælk
• 1 spsk salatolie
• måske lidt fedtstof til panden

Der bliver ca. 8 stk. af denne portion.

I dag, er det Kvindernes Internationale Kampdag, men her kæmper vi helt andre kampe. Både mænd og kvinder blandt byens borgere, er i aften samlet til et møde, for at høre og arbejde for en "Blomstrende Landsby." Allan og jeg deltager selvfølgelig også.

Post Danmark imponerer

I fredags, da jeg modtog dette brev på arbejdet, undrede jeg mig en del over, hvordan Postbudet havde fundet frem til, at brevet var til os. Jeg ringede til kreditoren og bad om at få fremsendt en kopi, men kunne ikke give hende de oplysninger hun umiddelbart bad om, da jeg kun sad med et halvt brev. Kunde- og fakturanr. var det eneste synlige. Vi var enige om at det var lidt mystisk, men det lykkedes hende selvfølgelig alligevel at finde os og fremsende en kopi via mail.

I dag, da posten kom, var der brev fra Post Danmark. Kuverten indeholdt den del der manglede. I brevet står der, at vi har prøvet at sende et brev. De har tilsyneladende ikke styr på hvem der er afsender og hvem der er modtager, når de skal læse et brev.
Når nu vi er i postafdelingen, så er her et par bud på hvordan en postkasse også kan se ud.

ABC: Livstestamente

I denne uge er ABC Scandinavia nået til bogstavet L, og jeg har besluttet, at det bliver mit sidste bidrag til denne leg. De fleste af bidragene vil komme hen ad vejen alligevel, men jeg slipper for at hænge i en, til tider, stram snor. Jeg bliver en friere fugl, og det har jeg det vældig fint med.
Det etiske, livet, døden og alt det der er mellem himmel og jord har altid interesseret mig meget og jeg har aldrig lagt skjul på hvad mine ønsker var, hvis jeg en dag skulle komme i den situation, at jeg ikke selv kunne udtrykke mig. Det har til tider været et varmt emne mellem Allan og jeg. Jeg mente, han burde respektere mit ønske, men han ville beholde mig så længe som muligt og bevare håbet og troen på, at miraklernes tid ikke var forbi. Det er mange år siden, jeg skrev mit eget livstestamente, og betalte med den tids øjne, og vores budget, mange penge, for at blive registreret i kartoteket, så det kom i den grad bag på mig, da Lene fortalte, at man  ikke skal regne med de tjekker kartoteket. Hvad er det så til for alt sammen!

Jeg meldte mig som organdonor. Det eneste jeg ikke ville have de tog fra mig, var mine hornhinder, fordi jeg ikke kunne lide tanken om, at de skulle pille i mine øjne. Ironisk nok, måtte jeg nogle år senere igennem en øjenoperation, hvor de skulle pille øjet ud, skrabe, rense og sætte det på plads igen. Nu kan de bare tage hvad de kan bruge, selvom jeg må tilstå, at jeg ikke har fået ændret det i registeret. Hvem kan også bruge et dårligt øje!  
Jeg har også skrevet Min Sidste Vilje. Ikke at den skal følges til punkt og prikke, bortset fra, at det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får et gravsted med sten eller navneplade. Jeg vil sættes i jorden helt anonymt, på en stor grøn plæne. Stedet er fuldstændig underordnet, men det er ikke alle steder det er muligt. Det var det bl.a. ikke i den kirke vi tilhører. For at det skulle blive muligt, skulle menighedsrådet og præsten have en ansøgning. Det skulle med på diverse møder, for til sidst at blive godkendt af provstiudvalget og til sidst Provsten. Et par år senere modtog jeg et brev om, at nu var det etableret, og jeg kunne komme og se pladsen. Min sidste rejse behøver ikke at stille de efterladte med en masse uafklarede spørgsmål.
I dag respekterer Allan mine ønsker. Selv har han dog ikke taget stilling. For sjovt nok, når vi når til ham, så er han ligeglad. Han ved jo alligevel ikke hvad der sker, sige han, så det kan være fuldstændig ligegyldigt. Han ved dog, at det bliver på samme måde, som jeg ønsker for mig selv, hvis jeg skal have noget med det at gøre. Altså med mindre han en dag ønsker noget helt andet. 
Har du taget stilling som organdonor, eller fået nedfældet, eller fortalt dine ønsker til dine nærmeste!

Himmelsk # 74

I marts måned 2009 tog vi på en lille ferie. Billedet er fra Betancuria på Fuerteventura.





















Du kan se andre himmelske billeder her.

NU må det være nok

Vi kender vist alle udtrykkene: Tredie gang er lykkens gang, eller: Alle gode gange tre. Heldigvis eller desværre, som man nu vælger at se det,  så passer det ikke altid.

Sidste mandag mødte jeg til indbrud. Sidst på ugen hvade vi desværre endnu et besøg af ubudne gæster. Denne gang var det de andre ansattes arbejdsrum det gik ud over.
Saftsuseme om ikke jeg igen i morges mødte op og konstaterede endnu et indbrud på kontoret. Formentlig er de tre indbrud begået af de samme banditter. Denne gang måtte de heldigvis nærmest gå derfra tomhændet. Pengekassen, som de havde brækket op med værktøj, indeholdt ikke så meget som en eneste 50 øre. Dem tog de jo i sidste uge.
Mit arbejde hober sig op. Jeg bestiller ikke ret meget andet end at tale med politi og forsikringsfolk, diverse taksatorer og håndværkere.
Ikke engang vejret har været særligt opløftende i dag. Det har været frygteligt tåget overalt, ingen sol hverken i morges eller til aften. Lidt bedre så det ud i torsdags, da vi låste vor egen dør for ubudne gæster.

ABC: Klapjagt

Denne uges bogstav hos ABC-Scandinavia er K.
Jeg ville næsten påstå, at klapjagt er et uddødt fænomen. Mig bekendt foregår jagterne på de store steder i dag kun med hundefolk og helt uden klappere, men hvis man læser her, får man et andet indtryk. Vejret har stor indflydelse på hvordan jagten forløber. Ingen er vel i tvivl om, at det var gevaldigt tåget, den dag disse billeder blev taget
Som barn ville jeg gerne være klapper på et af de lokale slotte, men det var ikke så helt ligetil at komme ind. Slet ikke som pige. De antog oftest kun drenge, fordi man regnede med, at de var mere robuste. Det var nemlig ikke for tøsedrenge. Da min fætter havde ansøgt og blev antaget, ville min kusine og jeg gøre alt for også at komme med på holdet året efter. Vi søgte og ventede meget spændt. Lykkelig var vi jeg, da vi blev godkendt til at prøve vor første klapjagt. Min kusine, hendes storebror og jeg, var derefter fast på holdet hvert år, hvor vi deltog med allerstørste glæde ved den store årlige jagt. 
Vi fik udpeget vores led i kæden, hvor vi skulle sørge for at holde samme afstand hele dagen. Der var ikke noget med at gå uden om brombærkrat, grøfter eller andre forhindringer, der veg mere end ca. en meter. Vi skulle bare vade igennem ild og vand, mens vi klappede i hænderne, eller med en kæp på træerne, for at jage vildtet frem.Vi skulle lytte efter horn og komme hurtigt frem, hvis eller når såten blev afblæst. 
At komme “hjem” i jagtstuen på Slottet, hvor der blev tændt op i pejsen, så vi kunne få varmen, mens vi spiste vores medbragte klemmer og fik serveret en stor kop varm kakao med et wienerbrød til inden klapjagten fortsatte, var skønt. Når den lange dag var omme, fik vi udbetalt dagens løn i en brun prøvepose. Jeg husker det som en guldgrube, og jeg syntes det var alle pengene værd. Der var dog et år, hvor det var et forfærdeligt vejr. Hundekoldt med blæst, regn og sne, hvor min kusine og jeg blev sendt tidligt hjem. Vi fik slet ikke valget om at blive, men blev blot sendt hjem, helt uden penge. Det var vi lidt utilfredse med, men turde ikke sige noget og cyklede slukøret hjem til min moster. Vi var ret kede af at have mistet vores løn. Vi havde dog været der en halv dag. Da min fætter kom hjem, havde han to ekstra lønningsposer med. En til søster og en til mig. Behøver jeg at sige, at vi var ovenud lykkelige, da vi så, at der var løn for hele dagen. Min moster har utallige gange fortalt, at vi begge var så forfrosne og trætte, så hun pakkede os ind med tæpper og varmedunke. Og da det blev spisetid, var jeg så slap, at jeg ikke kunne løfte det kalkunlår, som min aftensmad bestod af. Historien var vist en af min mosters favoritter, og den blev også nævnt i min konfirmationssang.
For nogle år siden, fik jeg mulighed for at opleve en jagt, som den så ud nu. Jeg sagde selvfølgelig straks ja. Det var spændende og meget anderledes end da jeg var barn. Det hele er noget mere konfortabelt med fastmonterede bænke i “prærievognen” hvor vi havde tag over hovedet og lukkede sider, i stedet for bare at sidde på bunden af en åben traktorvogn. Interessant var det også at se hundene arbejde. De er fantastisk gode til de opgaver, de er sat til at udføre. Da jeg var barn, var det ikke hunde, der var flest af på jagterne, men blot et par stykker til at finde det nedskudte vildt på ejerens komando. I dag ser verden helt anderledes ud, også på det område.

Fisk, forår og fornøjelser

Denne weekend har været fyld med F´er
Lørdag formiddag kørte vi en tur til Stubbekøbing Havn, for at købe friske fisk.
I sommerhalvåret kan man tage med den lille hyggelige færge, Ida, eller bare sidde og nyde dens sejlads frem og tilbage, da man tydeligt kan se til Bogø derfra. I Stubbekøbing ligger også et fantastisk godt spisested, Kongsnæs Seaside. Desværre er det lidt svært at finde, selvom man mener at være lokalkendt og har GPS´en slået til.
Det blæste gevaldigt. For at sige det mildt, var det hundekoldt selvom solen skinnede. Vi fortsatte turen til Grønsund, hvor Maria Grubbe har boet. Herfra kan man se til Møn. 
Nu var vi ikke så langt fra den lille idyliske by, Hesnæs, som er kendt for de stråbeklædte huse. I bilen var der dejligt varmt, når solen skinnede gennem ruden.
På egen matrikel er foråret godt i gang. Hverken vintergækker eller erantis er bukket under af de mange frostgrader, der kom, da de små forårsbebudere havde besluttet sig for at springe ud allerede i den første uge af januar. Det er da utroligt, at de har overlevet, og stadig blomstrer. Frem myldrer nu også mine krokus.  
Lørdag aften bød på lutter fornøjelse, god mad, hyggesnak, leg, sang og musik, nøjagtig som vi plejer, når familien samles til den sædvanlige søskende-komsammen, som søster i aftes foreslog, vi fremover skulle kalde: "Til middag hos” nøjagtig som i tv, med uddeling af point. Det blev enstemmigt vedtaget, efter vi havde talt lidt om spillereglerne. Det skulle holdes på samme plan som hidtil, at det ikke nødvendigvis gav ekstra piont f.eks. at lave eksklusive middage. Kort sagt, det skulle ikke være prisen, der afgjorde pointene.
Søster, som selv havde gået og leget med tanken, ville gerne lægge ud, så da vi havde spist alle tre retter, stod den på kulturelt indslag, som var “Hit med sangen” Vi synger jo alligevel altid, så det var et kanon godt valg.
Senere blev de gamle grammofonplader sat på. Svoger er gammel discjockey, så det er ikke plader han mangler. Vi sang og dansede til langt ud på natten. Søster havde, som hun plejer, arrangeret chauffør til nogle af os og overnatning til andre. Pointene er lagt i en kuvert, og når vi har været hele runden igennem, ser vi hvem der har fået flest point. Mere er der ikke i det.
Der er stadig forår i luften. Solen skinner fra en skyfri himmel og den friske luft har vist rigtigt godt af os. Det ville være synd at fordrive tiden herinde bag skærmen.