Mor ville hellere ud og tjene, end at gå i skole, men det måtte hun umiddelbart ikke for sine forældre. Vil du absolut arbejde, må du finde dig job. Det har de formentlig sagt i håbet om, at hun valgte skolen. Det gjorde hun ikke.
Hun startede i roerne efter konfirmationen, men ville gerne have et “rigtigt” arbejde. Hun tog cyklen og kørte til Oreby, fordi hun ville være tjenestepige på slottet. Hun fik jobbet.Efter et par år blev hun af Baronesse Sigrid Rosenørn-Lehn tilbudt jobbet som oldfrue, men hun takkede nej.
Jamen, hvorfor vil De da ikke det Lilian? Jeg vil gerne kunne være sammen med de andre piger også. Hun var bange for de ville undgå hende, hvis hun blev ”mere end dem.”
Mor fik nøglen til sølvkammeret og vinkælderen og havde ansvaret for dette samt linnedskabet. Altså, funktionen var stort set den samme som en oldfrues, men hun fik ikke ny titel.
På et tidspunkt ville mor gerne prøve noget andet, så hun gik ind og sagde op. Hun havde set en annonce om, at hun kunne blive delikatesse-dame og stå i køkkenet i Slagterbutikken ERNA. Atter tog hun sin cykel for at søge pladsen. Erna spurgte mor, om hun vidste, hvorfor hun havde fået jobbet, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Det er udelukkende pga. dit smil. Man kan jo ikke have en sur pige rendende rundt i butikken.
Mor fandt dog hurtigt ud af, at dette job alligevel ikke var noget for hende. Slagterafdelingen var et meget koldt job, især for fingrene og slagterparret skændtes altid. De smed med fade og gryder efter hinanden, så mor ringede til Oreby slot, og bad om at komme til at tale med Lensbaronessen, som hun spurgte om hun kunne få et job der igen. Ak, ja sagde Baronessen, hvad er en sommer uden Lilian på Oreby, så mor var tilbage, og blev Baronessens førstedame. Mor var på Oreby Slot indtil 1. Oktober 1955. Selvom der ikke var det mindste tegn på hun ventede barn, så var hun højgravid med mig. Jeg blev født den 4. oktober, så hun var nærmest tvunget til at forlade sin plads. Nogen skulle jo passe mig. Mor og far var ikke gift og begge hendes forældre var på arbejdsmarkedet alle ugens 7 dage. Mor var dog på slottet ved specielle lejligheder de næste par år. Da vi unger var små, var mor hjemmegående, og så alligevel ikke helt. Hun hjalp til på Vigsnæs Mejeri, hvor jeg var med i barnevognen. Hun havde sæsonarbejde i roerne og plukkede frugt, bær og drueagurker, hvor vi også var med, fra vi lå i barnevognen, til vi selv kunne tjene lidt penge ved samme arbejde. Hun havde også serveringsjob i de private hjem. Sidstnævnte var aften- og weekendarbejde, og så var far jo hjemme hos os. Var der et sølvbryllup eller andet en hverdag, kunne far, som selvstændig, let planlægge og tage en fridag, så vi har aldrig været alene. Der var altid en hjemme, når vi kom fra skole, eller også skulle vi cykle ud i roemarken, hvor mor gik.
Sæsonarbejdet med roerne strakte sig over et halvt år, fra maj til oktober. Det var da man lugede hele 3 gange. Derefter skulle roerne trækkes op pr. håndkraft og bladene skulle hugges af. Da vi var helt små, kom vi tre unger i roebørnehave om efteråret, men vi var ikke ret gamle, før vi selv var aktivt arbejdende i roerne, med både at luge og trække op. Mor stod ofte meget tidligt op og cyklede i roerne, for at tage et par timer inden hun cyklede hjem og hentede os, eller sendte os i skole og far på arbejde.
Hjemme var der også nok at se til. Vi havde en stor have og var selvforsynende med urtehave, frugtbuske og træer. Vi havde høns, ænder, gæs og grise. Der blev syltet og slagtet, passet hus og have, lavet risbrænde, skåret og båret brænde. Brændesavning var dog noget mor og far var fælles om. Der skulle to til at trække saven. Hun syede alt vores og hendes eget tøj, men også en del af fars tøj. Hun stivede vores skørter, kridtede sko, og ferniserede gulve, og ordnede alle de huslige ting, som vi alle ved skal klares.
Gennem min opvækst, har mine forældre aldrig selv søgt job. De er altid blevet kontaktet af andre, og er blevet overtalt eller fristet. Selv kommunen, som ville være uhørt i dag, kontaktede mor, for at høre om hun dog ikke kunne tænke sig at blive kommunal hjemmehjælper for en ældre dame, meget tæt på vores bopæl. Det endte selvfølgelig med hun blev ansat, og var der en gang – eller to om ugen. Nogle år senere blev hun atter kontaktet af kommunen, at de gerne ville have hende til at lave aftensmad, alle ugens dage, til en ældre herre i området. (Vi vidste udmærket hvem han var, og at han var noget af en enspænder) Maden skulle bare stilles uden for døren i små campinglignende gryder. Han ville ikke have folk ind i huset. Mor kunne se at hun ville blive ret bundet af dette job, men efter overtalelser og en dialog med kommunen, sagde hun ja til jobbet. Han fik altid det samme mad som vi selv skulle have, og vi unger fik også af og til tjansen med at cykle over med det. Senere henvendte et lærerpar sig fra den lokale skole. De ønskede at mor skulle gøre rent hos dem i deres private hjem. Det gjorde hun indtil skolen lukkede først i 70’erne, men hun nåede slet ikke at blive arbejdsløs. Menighedsrådet henvendte sig til hende, fordi graveren ville gå på pension. De mente mor skulle være graver og kirketjener. Det mente mor dog slet ikke var et job for hende, og da slet ikke at grave grave, som blev gjort med spade dengang. De sagde, at hun slet ikke skulle tænke på gravearbejdet. Det ville de få andre til. (Det blev så min far) Resten, med at ordne kirkegården, klippe hække og buske, pynte kirke og alt det der, kunne hun sagtens klare, sagde de. Atter fik nogen overtalt hende.
Hun blev ansat i 1974 og kom også i menighedsrådet. Hun har mange gange haft børnebørn med på kirkegården, når de af en eller anden grund ikke kunne, eller måtte komme i børnehave, dagpleje eller skole. Hun har altid stået parat til at hjælpe, så vi børn også kunne passe vores arbejde. Man skal være døden nær, hvis man har en sygedag, så man passer ‘selvfølgelig’ sit arbejde, selvom man er meget syg og dårlig. Til sidst blev det min søster for meget. Det her går slet ikke. Søster fik hende sygemeldt. Man prøvede ellers at overtale mor til at tage to år mere, så hun kunne få sit 25 års jubilæum med, men denne gang fik de hende ikke overtalt. Hun havde smerter døgnet rundt. Kroppen var ødelagt af det hårde slid. Selvom hun havde fået hjælpemidler i form af el-hækkeklipper, løvsuger og den slags, så var det nogle tunge maskiner at gå med. Hun fik sin folkepension tidligere end de fleste dengang, alene fordi far allerede var folkepensionist, og havde været det i mange år.Hvis I så tror at hun ‘bare gik hjemme,’ kan I godt tro om igen. Efter lidt restitution, begyndte hun igen at gøre rent hos forskellige mennesker. Hun fortsatte med at servere lidt, som hun hele tiden havde gjort, mens hun var graver. Først da hun faldt om med hjertestop i en alder af 72, stoppede hendes arbejdsliv, men hun kastede sig ud i mange andre aktiviteter, hvor hun var frivillig hjælper i forskellige klubber, hvoraf de fleste af dem i dag er helt udelukket, efter den sidste omgang hun rendte ind i for 3 år siden. Mor bliver 82 til maj og er, trods alt, stadig glad for livet, selvom det ikke er, som hun kunne have ønsket sig.





