Havde vi bare vidst …

Vi har lige været på et 4 dages ophold ved Timmendorfer Strand, men havde vi vidst

• at vi ville glemme den lækre frokost, jeg stod og klargjorde en sen aftentime, kunne jeg godt have sparet mig det arbejde.
• at det ville være så solrigt og sommervarmt, havde vi pakket shorts og sandaler og ladet jakkerne blive hjemme.
• at det ikke var muligt at benytte trapper på hotellet, havde vi helt klart valgt at bo et andet sted.

Heldigvis lider ingen af os af fobi for elevatorer. Vores princip er bare, at vi ikke bruger elevatorer. ligesom vi også undgår rulletrapper. Vi overvejede et gå forbudte veje og tage brandtrappen, men holdt os dog til elevatoren, selvom det var et irritationsmoment. 
Man kunne ikke køre fra garagekælderen til en udvalgt etage, uanset om det var 1. eller 8., uden at skulle mellemlande i receptionen, hvor man skulle finde en anden elevator. Samme procedure når vi skulle ned til bilen, eller ud og gå ture. Vi fik os nogle ufrivillige ture til forskellige etager, fordi andre også havde trykket på nogle knapper, både oppe og nede, og lige så ofte stod der ikke nogen der ville med, når dørene gik op, fordi de må være hoppet ind i en anden elevator, som kom hurtigere.

Det er dumt at bruge sin energi på ting, man ikke kan ændre på, så vi glædede os bare til at komme ud i det fri, hvor vi helt selv kunne bestemme retning og tempo.    
Vi gik en tur ved stranden og i byen, hvor vi nød kaffen på en udendørs cafe, siddende i bare arme. I parken så vi en masse paraplyer og vandkander både i luften og på plænen. De var alle lavet om til lyskilder, og fungerede som kulørte lamper.
Vi valgte meget bevidst at køre til Lübeck en søndag, da vi alligevel ikke skulle shoppe, men bare slentre rundt i byen og se på arkitektur i fredelige omgivelser. Solen var længe om at bryde igennem, men da det skete, nåede vi helt op på 21°  Hvem skulle dog have troet det, i den ellers kølige sommer.
Hele dagen gik vi rundt i Lübeck Altstadt, som er med på UNESCO’s liste, og kirker og bygninger i massevis. Da vi på et tidspunkt blev sultne og havde brug for at hvile benene, fandt vi Ratskeller zu Lübeck. Et ret specielt sted. 
Loftet er hvælvet, som i en kirke, og man sidder i små båse og spiser, hvis altså ikke man vælger at spise oppe og ude i det fri.
Efter indtagelsen af en sen frokost, gik vi videre og kom forbi et marcipanmuseum, som dog først åbnede nogle timer senere, men butikken var åben, så her kiggede vi ind. Vi har før set marcipan i forskellige former og farver, også som flydende drikkevarer, men ikke i form af varme drikke som kaffe, chokolade eller te. Heller aldrig som rom, sæbe, lamper, nudler, marmelade, honning og meget andet. Måske fordi jeg ikke bryder mig om marcipan, hverken i chokolade eller på kager. Jeg ved det ikke, men nyt for os, var det.   
Vi gik videre og pludselig siger Allan, er det ikke Mogens Lykketoft, der går der? Mens Allan gik ham i møde, listede jeg videre i en anden retning. Da jeg vendte mig om, så jeg de to trykke hånd, men der var jeg ikke hurtig nok med kameraet. 
Helt øde var Alstadt dog ikke, for der var stofmarked i byen. Hvis du nogensinde har været til et julemarked der, så kan du uden tvivl forestille dig hvilket udvalg af stoffer, der var, gade op og gade ned. Heldigvis for os, var der kun en brøkdel af mennesker i forhold til et julemarked, så der var god plads. Stofboderne ‘løb’ vi ret hurtigt forbi, men mine øjne nåede at fange en lille rulle stof, som kom med hjem.  
Vejret var ikke mindre end fantastisk. Her gik vi i lange bukser, og lukkede sko, mens andre cyklede i bare overkroppe, eller sad og nød solen i små toppe, shorts og sandaler. Selvom vi havde droppet jakken, kogte vi i det alt for varme tøj og fodtøj. 
Kommer du til Lübeck, er en tur An der Obertrave absolut anbefalelsesværdigt. Der er fredeligt og roligt. Går man ind ad de små private porte, som man gere må, kommer man ind i små baggårde med mange forskellige små haver og terrasser. Her er en helt speciel atmosfære og charme over det, og ingen gårde er ens.
Bliver man ude på det mere offentlige areal, er der også en helt anderledes ro og charme over det, end når man går rundt i resten af byen.  
Da vi igen trængte til at hvile benene, fandt vi langt om længe en fortovscafe, hvor vi fik os en tår kaffe og et stykke kage, hvorefter vi var på benene igen i en ny retning.
Senere, da vi var på vej ned til bilen, hørte vi en masse larmende tudehorn nede fra et stort lyskryds, som vi skulle passere. Vi tænkte, at der nok var sket et større sammenstød mellem biler og bus, men det blev ved og ved at larme, uden noget tilsyneladende rørte sig. Pludselig så vi bussen trille afsted. Bagefter kom personbilerne blæsende lige imod os, stadig med hornene i bund og videre bagud i den rundkørsel, vi lige var kommet fra. Det så lidt vildt ud, men ingen tog rigtigt notits af det. Tværtimod. Bilerne fortsatte rundt i rundkørslen, endda flere gange, stadig med hylende horn. Endelig kørte de ud ad rundkørslen og efterhånden fortonede larmen fra hornene sig i det fjerne. 
Det viste sig, at det var et brudepar med en masse følgebiler. Vi spurgte os selv og hinanden, om det mon var lovligt i Tyskland. Uanset hvad, så var det en speciel oplevelse.